Barnet i hjemmet

Kapitel 56—GYMNASIE- OG UNIVERSITETSUDDANNELSE

Mange farer vild på verdslige institutioner. — Det er en forfærdende kendsgerning, at mange af de skoler og læreanstalter, de unge går på for at få deres uddannelse, øver en indflydelse, som skader karakteren, leder sindet bort fra den egentlige hensigt med livet og sænker moralen. Dette burde få forældrenes hjerte til at skælve. Ved at komme sammen med verdslige, forlystelsessyge og fordærvede mennesker mister mangen ung sin enfoldighed og renhed, troen på Gud og den selvopofrende ånd, som deres kristne fædre og mødre har opelsket og værnet om ved tålmodig vejledning og alvorlig bøn. BIH 317.3

Mange af dem, der kommer til skolen for at forberede sig til uegennyttig tjeneste af en eller anden art, går fuldstændig op i de verdslige studier. De får lyst til at blive beundrede for deres lærdom og til at opnå en høj stilling og vinde ære i verden. De taber den oprindelige hensigt med deres skolegang af syne og vier deres liv til egoistiske og verdslige interesser. Ofte grundlæg¬ges der også vaner, som ødelægger livet både i denne verden og i den kommende.¹ Hjemmets religiøse indflydelse udslettes. — I beder: “Led os ikke ind i fristelse.” Samtyk derfor ikke i, at jeres børn bliver stillet, hvor de vil møde unødvendige fristelser. Send dem ikke til skoler, hvor de vil komme i forbindelse med en indflydelse, der vil være som ugræs sået i hjertets ager. BIH 317.1

Undervis og opdrag jeres børn i gudsfrygt i hjemmets skole i deres tidligste år. Pas derefter på, at I ikke place- rer dem, hvor de religiøse indtryk, de har fået, vil blive udslettet, og hvor kærligheden til Gud vil blive fjernet fra hjertet. Lad ikke det tillokkende ved høje lønninger eller ved tilsyneladende store uddannelsesmæssige fordele få jer fil at sende jeres børn bort fra jeres indflydelse til steder, hvor de vil blive udsat for store fristelser. “Hvad gavner det et menneske at vinde den hele verden og at bøde med sin sjæl? Thi hvad kan et menneske give til vederlag for sin sjæl?” Mark. 8, 36. 37.² BIH 317.2

Gud har forordnet vore læreanstalter. — Da Guds engel viste mig, at der skulle opføres en institution til uddannelsen af vore unge, så jeg, at det ville blive et af de største midler, Gud har forordnet til sjæles frelse. . . . Hvis indflydelsen på vort college er, som den burde være, vil de unge, som uddannes der, blive sat i stand til at se og ære Gud i alt, hvad han gør; og medens de er beskæftiget med at opøve de evner, Gud har givet dem, vil de forberede sig til at yde ham en mere effektiv tjeneste.³ BIH 318.1

De unge skal opmuntres til at gå på vore skoler, som mere og mere bør komme til at ligne profetskolerne. Vore skoler er grundlagt af Herren.⁴ BIH 318.2

Fordele ved at bo på skolehjem. — Børn, som skal modtage undervisning på vore skoler, vil i vid udstrækning gøre langt mere varige fremskridt, hvis de adskilles fra familiekredsen, hvor de har fået en fejlagtig opdra-gelse. Det kan være nødvendigt for nogle familier at bosætte sig, hvor de kan holde deres børn med kost og spare udgifterne, men det vil i mange tilfælde vise sig at være en hindring snarere end en velsignelse for deres børn.⁵ BIH 318.3

Skolehjem for egensindig datter. — Fjenden har fået sin vilje med din datter, indtil han ved sine anstrengelser har bundet hende som med jernlænker, og det vil kræve ihærdige, vedholdende bestræbelser at frelse hendes sjæl. Hvis du skal have held til dette, må der ikke være noget halvgjort arbejde. Årgamle vaner brydes ikke let. Hun skal anbringes, hvor der til stadighed udøves en rolig, fast og varig indflydelse. Jeg vil råde dig til at sende hende på skole i . . . ; lad hende komme under skolehjemmets disciplin. Der burde hun have været for flere år siden. BIH 318.4

Skolehjemmet bliver ledet på en måde, der gør det til et godt hjem. Dette hjem passer måske ikke efter alles tilbøjeligheder, men det er, fordi de er blevet uddannet i falske teorier, i nydelsessyge og selvglæde; og alle deres vaner og skikke har gået i en forkert retning. Men, min kære søster, vi nærmer os tidens ende; og nu ønsker vi ikke at følge verdens smag og handlemåde, men Guds sind, og se, hvad skriften siger, og derpå vandre i overensstemmelse med det lys, Gud har givet os. Vore tilbøjeligheder, vore vaner og skikke skal ikke have nogen fortrinsstilling. Guds ord er vor standard.⁶ BIH 319.1

Fastboende elever. — Det ser ud til, at nogle lærere mener, at ingen af de børn og unge mennesker, hvis for-ældre bor i nærheden af en skole, bør have nogen privi-legier ved skolen, medmindre de bor sammen med deres lærere på skolehjemmet. For mig er dette en ny og fremmed tanke. BIH 319.2

Der er unge mennesker, hvis påvirkning hjemme har været sådan, at det ville være en stor fordel for dem at bo en tid i et veldrevet skolehjem. Og for dem som bor således, at det er nødvendigt for dem at forlade deres hjem for at kunne nyde skolens privilegier, er skole-hjemmet en stor velsignelse. Men det hjem, hvor foræl-drene frygter og adlyder Gud, er og vil altid være det bedste sted for børnene, hvor de under deres forældres korrekte opdragelse kan nyde omhuen og disciplinen hos en troende familie, der ledes af deres egne forældre. . . . BIH 319.3

Lad os af hensyn til de unge, der har en passende alder til at gå på en kostskole, undgå at lave unødven- dige og vilkårlige regler, der vil adskille dem, som bor i skolens nærhed, fra deres forældre. . . . BIH 319.4

Hvis ikke forældrene er overbeviste om, at børnenes interesser tjenes bedst ved at sætte dem under skole-hjemmets disciplin, bør de have lov til at have kontrollen med dem, så langt det er muligt. Nogle steder kan forældre, som bor i skolens nabolag, måske se, at deres børn ville have gavn af at bo på skolehjemmet, hvor de kan få undervisning i bestemte fag, som de ikke så godt kunne få i deres egne hjem. Men man bør ikke forlange, at børn i alle tilfælde skal adskilles fra deres forældre for at få de fordele, der følger med at gå på en af vore skoler. . . . BIH 320.1

Forældrene er de naturlige formyndere for deres børn, og de har et højtideligt ansvar for at føre tilsyn med deres opdragelse og uddannelse. BIH 320.2

Forstår vi ikke, at forældrene, som i årevis har iagttaget deres børns udvikling, bedst ved, hvilken form for oplæring og ledelse, de skal have for at fremelske og udvikle de bedste karaktertræk i dem? Jeg vil råde til, at børn fra hjem inden for fire eller fem kilometer fra en skole skal have lov til at gå på skolen, medens de bor hjemme og nyder godt af forældrenes indflydelse. Overalt hvor det er muligt, bør familien holdes samlet.⁷ BIH 320.3

Alle børn skulle have den forret at få en uddannelse. — Menigheden sover og forstår ikke vigtigheden af at ud-danne børnene og de unge. En siger: “Hvorfor er det nødvendigt at være så nøjeregnende med en fuldstændig uddannelse af vore unge? Jeg synes, at hvis I tager nogle få, som har besluttet sig til at følge et litterært kald eller et andet, som kræver en bestemt undervisning, og viser dem en passende opmærksomhed, er det alt, hvad der er nødvendigt. Det kræves ikke, at alle vore unge bliver så godt oplært. Vil dette ikke dække alle væsentlige behov?” Jeg svarer: “Nej, afgjort ikke. . . . Alle vore unge bør have lov til at få velsignelserne og fordelene ved en uddannelse på vore skoler, så de kan blive inspireret til at blive Guds medarbejdere. De har alle brug for en uddannelse, så de kan blive i stand til at gøre nytte og blive kvalificerede til at indtage ansvarsfulde stillinger både i det private og det offentlige liv.⁸ BIH 320.4

Et afbalanceret skoleprogram. — Forstandsevnerne må udvikles, så de kan blive brugt til Guds ære. Udviklingen af intellektet bør vises omhyggelig opmærksomhed, for at de forskellige åndsevner kan få samme styrke ved at blive bragt i anvendelse på hver sin bestemte opgave. Hvis forældrene giver deres børn lov til at følge deres egne personlige lyster, deres egne tilbøjeligheder og ønsker, så pligterne forsømmes, vil deres karakter blive formet efter dette mønster og de vil ikke blive egnede til nogen ansvarsfuld stilling i livet. De unges ønsker og tilbøjeligheder bør holdes i tømme, de svage punkter i deres karakter bør styrkes, og alt for stærke tendenser bør holdes nede. BIH 321.1

Hvis en evne får lov til at slumre eller ikke bliver brugt rigtigt, bliver Guds hensigt ikke opfyldt. Alle ev-nerne skal have en god udvikling. Der må værnes om hver enkelt, fordi hver enkelt har tilknytning til de andre, og alle må de tages i brug, for at sindet kan få den rette balance. Hvis blot en eller to evner bliver udviklet og bruges til stadighed, fordi jeres børn vælger at sætte sindets kræfter ind på noget bestemt på bekostning af andre åndsevner, vil børnene som voksne få et uligevægtigt sind og en uharmonisk karakter. De vil blive dygtige og stærke på ét område, men meget mangelfulde på andre områder, som er lige så vigtige. De vil ikke blive vel kvalificerede mænd og kvinder. Deres mangler vil være åbenbare og vil skæmme hele karakteren.⁹ BIH 321.2

Det skadelige ved stadigt studium året rundt. — Mange forældre holder deres børn i skole næsten året rundt. Disse børn gennemgår de daglige studier mekanisk, men husker ikke, hvad de lærer. Mange af dem, der bestandigt studerer, synes næsten blottede for intel- lektuelt liv. Ensformigheden ved det stadige studium trætter sindet, og de viser kun lidt interesse for under-visningen; og for mange bliver det boglige studium en tung byrde. De har ikke nogen virkelig lyst til at tænke eller til at skaffe sig viden. De vænner ikke sig selv til at overveje og undersøge en ting. . . . BIH 321.3

Der er kun få, som virkelig tænker dybt og logisk, og det er, fordi falske påvirkninger har hæmmet forstandens udvikling. Forældres og læreres mening om, at et stadigt studium ville styrke intelligensen, har vist sig at være forkert, for i mange tilfælde har det haft den modsatte virkning.¹⁰ BIH 322.1

Ofte tilkommer kritikken med rette forældrene selv. — Man må ikke forlange, at læreren skal gøre forældrenes arbejde. Der har været en forfærdelig pligtforsømmelse hos mange forældre. Ligesom Eli undlader de at anvende passende disciplin; og derpå sender de deres uopdragne børn til skolen for at få den opdragelse, de burde have givet dem hjemme. BIH 322.2

Lærernes arbejde påskønnes kun af få. Hvis de får held til at rette op på disse egensindige børn, får de ikke megen anerkendelse. Hvis de unge vælger at være i sel-skab med dem, som har dårlige tilbøjeligheder og går fra ondt til værre, bliver lærerne kritiseret og skolen fordømt. I mange tilfælde tilkommer kritikken med rette forældrene selv. De havde den første og bedste anledning til at styre og opdrage deres børn, mens ånden var lærvillig, og mens det var let at gøre indtryk på sind og hjerte. Men på grund af forældrenes dovenskab får børnene lov til at få deres vilje, indtil de bliver forhærdede på den onde vej.¹¹ BIH 322.3

Forældrene bør støtte lærerens autoritet. — En af de største vanskeligheder, lærerne har haft at kæmpe med, er, at forældrene på deres side undlader at samarbejde i forvaltningen af skolens disciplin. Hvis forældrene følte sig forpligtede til at støtte lærerens autoritet, ville mange lydighedsnægtelser, uvaner og udsvævelser blive afværget. Forældrene bør forlange, at deres børn skal respek-tere og adlyde en lovlig autoritet. De bør med aldrig svigtende omhu og flid arbejde på at undervise, vejlede og styre deres børn, indtil de rette vaner er solidt grundfæstede. Med en sådan oplæring ville de unge bøje sig for samfundets forordninger og de almindelige moralske forpligtelsers restriktioner.¹² BIH 322.4

Det skal ikke overlades til børnene at afgøre, om skolens disciplin er rimelig eller urimelig. Hvis forældrene har tilstrækkelig tillid til lærerne og til det af skolen vedtagne undervisningssystem til at sende deres børn til den, så bør de vise sund fornuft og moralsk udholdenhed og støtte lærerens håndhævelse af disciplinen. . . . BIH 323.1

Forstandige forældre vil føle sig meget taknemmelige over, at der findes skoler, hvor der ikke vil blive tolereret nogen form for lovløshed, og hvor børnene vil blive oplært til at adlyde fremfor at blive føjet, og hvor en god indflydelse vil gøre sig gældende. BIH 323.2

Der er forældre, som tænker på at sende deres børn på skole, fordi de er uforbederlige hjemme. Vil disse forældre støtte lærerne i deres opdragelsesarbejde, eller vil de beredvilligt tro ethvert falsk rygte?¹³ BIH 323.3

De bør støtte skolens disciplin. — Nogle forældre, som har sendt deres børn til ... , har sagt til dem, at de ikke skulle bøje sig, hvis der blev forlangt noget urimeligt af dem, lige meget hvem der forlangte det. Hvilken undervisning at give børn! Hvordan kan de med deres erfaring bedømme, hvad der er rimeligt og urimeligt? BIH 323.4

De ønsker måske at være ude om aftenen, ingen ved hvor, og hvis lærere eller værger forlanger, at de skal forklare sig, kalder de det urimeligt og et indgreb i deres rettigheder. Deres uafhængighed må ikke forstyrres. Hvilken magt kan regler eller myndighed have over disse unge, når de betragter enhver form for disciplin som en urimelig begrænsning af deres frihed? BIH 323.5

I mange tilfælde er disse unge kun blevet på skolen en kort tid, idet de er vendt hjem uden at have afsluttet uddannelsen for at kunne få frihed til at følge deres utøjlede og udisciplinerede viljes tilbøjelighed, hvad de ikke kunne på skolen. Den undervisning i tilfredsstillelse, som en uforstandig fader og moder har givet dem, har gjort sin gerning for tid og evighed, og tabet af disse sjæle vil blive skrevet på deres regning.¹⁴ BIH 324.1

En uddannelse uden for skolens pensum. — Børn og unge bør vænnes til at være grundige med deres uddannelse. Skoleplanen omfatter ikke al den undervisning, de skal modtage. De kan til stadighed lære noget af det, de ser og hører. De kan slutte fra årsag til virkning og lære af livets omgivelser og vilkår. De kan hver dag lære noget, de må undgå, og noget, de må gøre, som vil højne og forædle dem, give karakteren fasthed og styrke de grundsætninger, der gør dem til ædle mænd og kvinder. BIH 324.2

Hvis de går i gang med deres uddannelse uden noget formål og er veltilfredse med at fortsætte uden nogen særlige anstrengelser fra deres side, da vil de ikke nå den standard, Gud ønsker, de skal nå.¹⁵ BIH 324.3