Barnet i hjemmet

Kapitel 55—SAMMENHOLD OM DISCIPLINEN

Læreren har brug for finfølelse i sin ledelse. — Blandt de unge vil man finde stor uensartethed i karakter og opdragelse. Nogle har levet under vilkårlig tvang og hårdhed, som har udviklet en stædig og trodsig ånd hos dem. Andre har været hjemmets kæledægge og har af alt for eftergivende forældre fået lov til at følge deres egne tilbøjeligheder. Hver eneste fejl er blevet undskyldt, indtil deres karakter er blevet misdannet. For med held at kunne arbejde med disse forskellige karakterer har læreren brug for at vise megen takt og finfølelse såvel som fasthed i sin ledelse af skolen. BIH 312.1

Uvilje, ja endog foragt for et passende reglement vil ofte komme til udtryk. Nogle vil bruge al deres opfind-somhed for at undgå straf, medens andre vil udvise en ubekymret ligegyldighed for overtrædelsens følger. Alt dette vil kræve større tålmodighed og anstrengelse hos dem, som har fået deres uddannelse betroet.¹ BIH 312.2

Lad reglerne være få og velovervejede. — I skolen såvel som i hjemmet bør der være en forstandig disciplin. Læreren må opstille regler for elevernes opførsel. Disse regler bør være få og velovervejede, og når de er indført, bør de håndhæves. Hvert eneste princip i dem bør fremstilles for eleven på en sådan måde, at han bliver overbevist om dets retfærdighed.² BIH 312.3

Læreren må fremtvinge lydighed. — I skolen såvel som i hjemmet bør man forstå spørgsmålet om disciplin. Vi ville ønske, at der aldrig var nogen grund til at bruge riset i skolestuen. Men hvis der på en skole findes sådanne, som hårdnakket modsætter sig alle råd og for- maninger, al forbøn og sjælekval for deres skyld, da er det nødvendigt at gøre dem forståeligt, at de skal adlyde. BIH 312.4

Nogle lærere tror ikke, at det er bedst at fremtvinge lydighed. De mener, at de kun har til opgave at undervise. Naturligvis skal de undervise. Men hvad skal det blive til med børnenes uddannelse, hvis læreren ikke mener at have ret til at udøve sin autoritet, når de tilsidesætter de love, som er forelagt dem?³ BIH 313.1

Han har brug for forældrenes samarbejde. — Læreren bør ikke være overladt til at bære arbejdsbyrden alene. Han behøver hvert eneste menighedsmedlems sympati, venlighed, samarbejde og kærlighed. Forældrene bør opmuntre læreren ved at vise, at de påskønner hans anstrengelser. De bør aldrig sige eller gøre noget, der vil opmuntre deres børn til opsætsighed. BIH 313.2

Men jeg ved, at mange forældre ikke samarbejder med læreren. Den gode indflydelse, som udøves i skolen, næres ikke i deres hjem. I stedet for i deres hjem at følge den gode indflydelse op, som skolen udøver, giver de deres børn lov til at gøre, som de har lyst, og til frit at gå både her og der. Og hvis læreren udøver sin autoritet ved at forlange lydighed, giver børnene deres forældre en overdreven og forvrænget beretning om den måde, de er blevet behandlet på. Læreren har måske kun gjort, hvad det var hans smertelige pligt at gøre; men forældrene sympatiserer med deres børn, skønt det er dem, der har uret. Og ofte er de forældre, som selv hersker i vrede, de mest urimelige, når deres børn bliver holdt i ave og tugtet på skolen.⁴ BIH 313.3

Når forældre forsvarer deres børns klager over skolens myndighed og disciplin, forstår de ikke, at de øger de demoraliserende kræfter, der nu hersker i forfærdelig stor udstrækning. Enhver indflydelse, som de unge er omgivet af, må være på den rette side, for ungdommens gudløshed er tiltagende.⁵ BIH 313.4

De bør støtte de trofaste lærere. — Forældre, der aldrig har bekymret sig om deres børns sjæle, som de burde, og som aldrig har lagt bånd på dem og opdraget | dem på en passende måde, netop de giver udtryk for den mest forbitrede protest, når deres børn bliver holdt i tømme, tilrettevist eller irettesat på skolen. Nogle af disse børn er en skændsel for menigheden og en skændsel for adventistnavnet.⁶ BIH 314.1

De [forældrene] skal lære deres børn at være trofaste mod Gud, trofaste over for, hvad der er rigtigt, og således trofaste over for sig selv og over for alle, som de kommer i berøring med. . . . BIH 314.2

Det er ikke sandsynligt, at de forældre, som giver en sådan opdragelse, vil kritisere læreren. De føler, at både deres børns interesser og hensynet til skolen kræver, at de, så vidt det er muligt, støtter og ærer den, som deler ansvaret med dem.⁷ BIH 314.3

Kritiser aldrig læreren over for børnene. — Forældre, når menighedsskolelæreren prøver på at oplære og opdrage jeres børn, for at de kan få evigt liv, så lad være med i deres nærværelse at kritisere hans handlinger, også selv om I måske synes, han er for streng. Hvis I ønsker, at de skal give deres hjerter til Frelseren, så samarbejd med læreren i hans arbejde for deres frelse. Det er meget bedre for børnene at høre deres moder tale vel om lærerens arbejde end at høre hende kritisere. Rosende omtale gør et varigt indtryk og får børnene til at respektere læreren.⁸ BIH 314.4

Hvis det bliver nødvendigt at kritisere eller stille for-slag med hensyn til lærerens arbejde, bør der tales med ham under fire øjne. Hvis dette viser sig at være virk-ningsløst, må sagen tilstilles dem, som er ansvarlige for ’ skolens ledelse. Der bør ikke siges eller gøres noget for at mindske børnenes respekt for den, som deres vel i så høj grad er afhængigt af.⁹ BIH 314.5

Dersom forældrene ville stille sig i lærernes sted og se, hvor vanskeligt det nødvendigvis må være at holde disciplin i en skole med hundreder af elever af alle klas-ser og alle slags mentalitet, ville de komme til at se anderledes på forholdene.¹⁰ BIH 314.6

Ulydighed begynder ofte i hjemmet. — Ved at give børnene lov til at gøre som de har lyst, kan forældrene mene, at de er kærlige, men de udøver den værste grusomhed. Børn er i stand til at tænke, og deres sjæle såres ved tankeløs venlighed, hvor rigtig denne venlighed end kan tage sig ud i forældrenes øjne. Efterhånden som børnene bliver ældre, tiltager deres ulydighed. Deres lærere prøver måske at irettesætte dem, men alt for ofte står forældrene på børnenes side, og ondet fortsætter med at vokse, tilsløret af et om muligt endnu tykkere dække af bedrag end før. Andre børn bliver ført på afveje ved disse børns forkerte handlemåde, og alligevel kan forældrene ikke indse fejlen. Man hører hellere på børnene end på lærerne, som klager over fejlen.¹¹ BIH 315.1

Lærerens arbejde fordobles af forældre, der ikke samarbejder. — Forældrenes forsømmelighed med at opdrage deres børn gør lærerens arbejde dobbelt hårdt. Børnene bærer præg af de uregerlige og utiltalende træk, deres forældre åbenbarer. Når de forsømmes hjemme, regner de skolens disciplin for tyrannisk og streng. Hvis sådanne børn ikke vogtes omhyggeligt, vil de smitte andre med deres udisciplinerede, misdannede karakter. . . . Det gode, som børn vil kunne modtage i skolen til at modvirke deres mangelfulde opdragelse hjemmefra, bliver undermineret af den sympati, forældrene viser over for deres forkerte handlinger. BIH 315.2

Skal forældre, som tror på Guds ord, fortsætte deres forkerte ledelse og styrke deres børn i deres onde til-bøjeligheder? Fædre og mødre, som bekender sig til sandheden for denne tid, skulle hellere komme til fornuft og ophøre med at tage del i dette onde og ikke læn- gere fuldbyrde Satans planer ved at godtage deres uomvendte børns falske forklaringer. Lærerne har nok i at have børnenes indflydelse at kæmpe med uden også at skulle have forældrenes.¹² BIH 315.3