KRISTUS ALENE

KRISTI FØDSEL ER ET UBEGRIBELIGT MYSTERIUM, 2. MARTS

“Jomfruen bliver frugtsommelig og føder en søn, og hun kalder ham Immanuel.” Es. 7, 14. KA 68.4

Vi forstår ikke, hvordan Kristus blev et lille, hjælpeløst barn. Han kunne have kommet til Jorden i en sådan skønhed, at han havde været helt anderledes end menneskenes børn. Hans ansigt kunne have udstrålet lys, hans skikkelse kunne have været høj og statelig. Han kunne være kommet på en sådan måde, at han fortryllede dem, der så på ham, men såle-des var det ikke Guds plan, at han skulle komme til menneskene. KA 68.5

Han skulle være som et menneske og som en, der tilhørte det jødiske folk. Hans træk skulle være som andre menneskers, og han skulle ikke have en personlig skønhed, der fik folk til at betragte ham som anderledes end andre. Han skulle komme som en ud af menneskeslægten og fremstå som menneske, både over for Himmel og Jord. Han var kommet for at tage menneskets plads, for at påtage sig menneskets forpligtelser og betale synderes skyld. Han skulle leve et rent liv på Jorden og vise, at Satan havde uret, når han påstod, at menneskeslægten tilhørte ham for evigt, og at Gud ikke kunne rive mennesket ud af hans hånd. KA 68.6

Mennesket så først Kristus som et lille barn.. . . KA 69.1

Jo mere vi tænker over Kristi komme som spædbarn her på denne Jord, desto mere vidunderligt forekommer det. Hvordan kan dette hjælpeløse spædbarn i Betlehems krybbe stadig være Guds guddommelige Søn? Selv om vi ikke kan forstå det, kan vi tro, at han, som skabte verdenerne, blev et hjælpeløst spædbarn for vor skyld. Skønt han havde været højere end nogen engel, skønt han havde været mægtig som Faderen på Himmelens trone, blev han ét med os. I ham blev Gud og mennesket ét, og det er i dette faktum, vi kan finde håb for vor faldne slægt. Når vi ser på Kristus som menneske, ser vi Gud i menneskeheden, og vi ser i ham den guddommelige herligheds stråleglans, Gud Faders udtrykkelige billede.² KA 69.2

Når vi beskuer Kristi menneskevorden, står vi uforstående over for et ufatteligt mysterium, som ligger langt over den menneskelige tanke. Jo mere vi tænker over det, des mere forunderligt bliver det. Hvor vældig er ikke kontrasten mellem Kristi guddommelighed og det hjælpeløse spædbarn i krybben i Betlehem! Hvordan kan vi spænde over kløften mellem den mægtige Gud og det hjælpeløse barn? Og dog blev verdeners skaber, i hvem guddomsfylden boede legemlig, åbenbaret i det hjælpeløse spædbarn i krybben. Højt hævet over alle engle, Faderens jævnbyrdige i værdighed og ære, og dog i menneskelig skikkelse! Guddommelighed og menneskelighed blev forenet på mystisk, ubegribelig vis, og mennesket og Gud blev ét. Det er i denne forening, vi finder håb for vor faldne slægt.³ KA 69.3