KRISTUS ALENE

30/364

HANS OFFERS UENDELIGE OMFANG, 29. JANUAR

“Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst... Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” Matt. 27, 46. KA 35.4

Når menneskene i større omfang kan fatte rækkevidden af det uendelige offer, Himmelens majestæt bragte, da han døde i deres sted, får frelsesplanen større betydning, og tanken om Golgata vil vække ømme, hellige og levende følelser i de kristnes hjerter. Pris til Gud og Lammet vil være i deres hjerter og på deres læber. Stolthed og selvgodhed kan ikke trives i de hjerter, der bevarer mindet om begivenhederne på Golgata i frisk erindring. Denne verden vil kun være af liden værdi i deres øjne, der ret vurderer den store pris, som blev betalt for menneskenes genløsning, Guds kære Søns dyrebare blod. KA 35.5

Alle verdens rigdomme er ikke af tilstrækkelig værdi til at genløse en eneste fortabt sjæl. Hvem kan måle den kærlighed, Kristus nærede til en fortabt verden, da han hang på korset, lidende for skyldige menneskers synder? Denne kærlighed var uden mål, uden grænser. KA 35.6

Kristus har vist, at hans kærlighed var stærkere end døden. Han var i færd med at udvirke menneskenes frelse, og skønt han var midt i den frygteligste kamp med mørkets magter, blev hans kærlighed stærkere og stærkere. Han måtte erfare, at Faderen skjulte sit åsyn for ham, indtil han i sjæleangst udbrød: “Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”80 Hans arm bragte frelse. Den pris, som menneskets genløsning kostede, var betalt, da han i sin sidste sjælekamp udtalte de velsignede ord, der syntes at lyde gennem al skabningen: “Det er fuldbragt!” . . . KA 36.1

Vi kan ikke begribe længden, bredden, dybden og højden af en så forbavsende kærlighed. Tanken om de umålelige dybder i Frelserens kærlighed bør fylde sindet, røre og blødgøre sjælen, forædle og højne følelserne og fuldstændig forvandle karakteren.. . . KA 36.2

Selv i sin bitreste angst gav Kristus ikke i mindste måde efter for fjendens pinefulde anslag. Legioner af onde engle var overalt omkring Guds Søn, men de hellige engle fik påbud om ikke at bryde deres rækker og indlade sig i kamp med den hånende og spottende fjende. Himmelske engle fik ikke tilladelse til at tjene Guds ængstede Søn. Det var i denne forfærdelige mørkets time, mens Faderens åsyn var skjult, mens legioner af onde engle omsluttede ham, og mens verdens synder lå på ham, at disse ord blev tvunget fra hans læber: “Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” . . . 81 KA 36.3

Vi bør anlægge et bredere og dybere syn på Guds kære Søns liv, lidelse og død. Når forsoningen ses i det rette lys, vil man erkende, at sjælens frelse er af ubegrænset værdi. Sammenlignet med frelsen og det evige liv bliver alt andet småt og ubetydeligt.82 KA 36.4