KRISTUS ALENE

EN NY OG LEVENDE VEJ FOR ALLE, 30. JANUAR

“Da Jesus nu havde fået eddiken, sagde han: ‘Det er fuldbragt Vog han bøjede hovedet og opgav ånden.” Joh. 19, 30. KA 36.5

Aldrig før havde Jorden været vidne til noget sådant. Skaren stod som lammet og stirrede med tilbageholdt åndedræt på Frelseren. Atter sænkede mørket sig over Jorden, og der hørtes en dump buldren, som mindede om stærk torden. Så kom der et voldsomt jordskælv. Folk blev kastet omkring imellem hinanden. Nu fulgte der den vildeste forvirring og bestyrtelse. I de omkringliggende bjerge revnede klipperne og faldt med brag ned på sletterne. Gravene åbnede sig, og de døde blev kastet ud fra deres gravkamre. Det var, som om det skabte syntes at blive rystet til ato mer. Præsterne, rådsherrerne, soldaterne, bødlerne og hele folket kastede sig ned på jorden, målløse af rædsel. KA 36.6

Da dette høje råb: “Det er fuldbragt!” lød fra Kristi læber, var præsterne ved at gøre tjeneste i templet. Det var ved aftenofferets tid. Lammet, der skulle være et billede på Kristus, var blevet bragt derind for at blive slagtet. Klædt i sin betydningsfulde og smukke dragt stod præsten med kniven hævet ligesom Abraham, da han skulle til at ofre sin søn. Folket så til med spændt opmærksomhed. Men jorden ryster og skælver; thi Herren selv nærmer sig. Med en sønderrivende larm flænges det inderste forhæng i templet fra øverst til nederst af en usynlig hånd, så det sted, der engang var fyldt af Guds herlighed, nu ligger åbent for alles øjne. På dette sted havde Shekinah taget bolig. Her havde Gud åbenbaret sin herlighed over nådestolen. Ingen anden end ypperstepræsten havde nogen sinde løftet det forhæng, der adskilte dette rum fra det øvrige tempel. Kun én gang om året gik han derind for at bringe sonofferet for folkets synder. Men se — dette forhæng er flænget i to stykker. Det allerhelligste i den jordiske helligdom er ikke mere helligt. KA 37.1

Alt er skræk og forvirring. Præsten skal til at slagte offeret, men kniven falder ud af hans kraftesløse hånd, og lammet slipper bort. Forbilledet har mødt modbilledet ved Guds Søns død. Nu er det store offer bragt. Vejen er åbnet til det allerhelligste. En ny og levende vej er beredt for alle. Den syndige, lidende menneskehed behøver ikke mere at afvente ypperstepræstens komme. Fra nu af skulle Frelseren gøre tjeneste som ypperstepræst og talsmand i Himlenes Himle. KA 37.2

Det var, som om en levende røst havde talt til tempelgæsterne: Nu er det forbi med alle slagtofre og brændofre. Guds Søn er kommet, og han har selv sagt: “Se, jeg er kommen (i bogrullen er der skrevet om mig) for at gøre din vilje, min Gud.” “Med sit eget blod” gik han “én gang for alle ind i helligdommen og vandt en evig forløsning.”⁸³ - ⁸⁴ KA 37.3