KRISTUS ALENE

NATURENS SYMPATI MED HANS LIDELSER, 28. JANUAR

“Det var nu ved den sjette time, og der blev mørke over hele landet indtil den niende time, idet solen formørkedes. Og forhænget i templet flængedes midt igennem.” Luk. 23, 44. 45. KA 34.5

Troen og håbet bævede under Kristi sjælekamp i dødens stund, fordi Gud havde fjernet den forvisning om velbehag og anerkendelse, som hans elskede Søn hidtil havde ejet. Verdens genløser forlod sig nu på de synlige beviser, der hidtil havde styrket ham, vidnesbyrdene om, at Faderen havde godkendt hans gerning og fundet behag i den. Idet han i sine dødskvaler opgiver sit dyrebare liv, har han kun troen at klynge sig til og må alene stole på ham, som det altid har været en glæde at adlyde. Der er ingen klare glimt af håb til opmuntring. Alt er indhyllet i trykkende mulm. KA 34.6

Genløseren tømmer den bitre kalk lige til bunden i dette forfærdelige mørke, som lægger sig over hele naturen. Han ser ikke engang det lyse håb og tilliden til den sejr, som i fremtiden skal blive hans del, da han råber med høj røst: ”Fader! i dine hænder betror jeg min ånd.”⁷⁷ Han kender sin Faders karakter, hans retfærdighed, hans barmhjertighed og hans store kærlighed, og i underkastelse overgiver han sig i hans hænder. Under naturens krampetrækninger hører de forfærdede tilskuere de ord, der i dødsøjeblikket lød fra Manden på Golgata. KA 34.7

Selve naturen viste medfølelse med sin Skaber i hans lidelse. Den skælvende jord og de sønderrevne klipper kundgjorde, at det var Guds Søn, der døde. Der kom et mægtigt jordskælv. Forhænget i templet revnede i to stykker. Forfærdelse greb bødlerne og tilskuerne, idet de så solen indhyllet i mørke og følte jorden ryste under deres fødder, og da de så og hørte klipperne revne. KA 35.1

Ypperstepræsternes og de ældstes hån og spot forstummede, da Kristus befalede sin ånd i Faderens hænder. Den forfærdede skare begyndte at trække sig tilbage og famle sig frem i mørket ad vejen til byen. De slog sig for brystet, mens de gik, talte næsten hviskende og sagde til hinanden: “Det er et uskyldigt menneske, der er blevet myrdet. Tænk, om han virkelig skulle være Guds Søn, således som han påstod?” KA 35.2

Jesus opgav ikke sit liv, før han havde fuldbyrdet den gerning, han var kommet for at gøre, og med sit sidste åndedrag udbrød: “Det er fuldbragt!”⁷⁸Da var Satan slået. Han vidste, at hans rige var tabt. Englene frydede sig, da ordene lød: “Det er fuldbragt!” Den store genløsningsplan, der var afhængig af Kristi død, var blevet gennemført. Og der var glæde i Himmelen over, at Adams børn ved et liv i lydighed til sidst ville kunne ophøjes til Guds trone. O, hvilken kærlighed, hvilken forunderlig kærlighed, som bragte Guds Søn ned til Jorden for at blive gjort til synd for os, således at vi kunne blive forligte med Gud og ophøjes til et liv sammen med ham i hans herligheds boliger.⁷⁹ KA 35.3