KRISTUS ALENE

I SAMARBEJDE MED HAM, 2. OKTOBER

“ler verdens lys.” Matt. 5,14. KA 290.1

Det var Herrens mening, at den åndelige rigdom, menigheden modtager fra ham, gennem den skulle gives til verden. Vi modtager til stadighed rundhåndede gaver ovenfra, og ved at dele dem med andre, kan vi vise dem Kristi kærlighed og godhed. Medens hele Himmelen har travlt med at bringe budskabet om frelse til alle dele af Jorden, skulle den levende Guds menighed også samarbejde med Kristus. Vi er lemmer på hans gådefulde legeme. Han er hovedet, hvorfra alle kroppens lemmer styres. Han påvirker i sin store barmhjertighed menneskenes hjerter til så forbavsende åndelige forvandlinger, at englene ser til med forundring og glæde. KA 290.2

Den samme uselviske kærlighed, som karakteriserer Mesteren, ses i hans sande efterfølgeres liv og karakter. Kristus forventer, at menneskene, mens de er i denne verden, vil påtage sig hans natur, idet de ikke alene reflekterer hans herlighed til Guds ære, men at de også gennemtrænger denne verdens mørke med Himmelens stråleglans. På den måde vil Kristi ord: “I er verdens lys”, blive opfyldt. KA 290.3

Vi er “Guds medarbejdere”, “husholdere over Guds mangfoldige nåde”. Kundskaben om Guds nåde, sandhederne i hans ord, såvel som denne verdens goder — tid og midler, begavelse og indflydelse — er alt sammen betroet os, for at vi skal bruge det til hans ære og menneskenes frelse. Intet kan være mere mishageligt for Gud, der til stadighed overø-ser sine børn med gaver, end at se dem begærligt tage imod disse gaver uden at gøre gengæld. Jesus er i dag i Himmelen, hvor han bereder boliger for dem, der elsker ham — ja, langt mere end boliger: et rige, hvor vi skal blive indbyggere. Men alle, som ønsker at få del i disse velsignelser, må også være villige til at tage del i Kristi selvfornægtelse og selvopofrelse for andre. KA 290.4

Der har aldrig været større behov for alvorligt, selvopofrende arbejde i Kristi sag end netop nu, da prøvetidens sidste minutter hurtigt nærmer sig, og det sidste tilbud om nåde skal lyde. Det rører min sjæl, når jeg hører det makedoniske råb lyde fra alle kanter, fra byer og landsbyer i vort land, fra Atlanterhavet på den ene side til Stillehavet på den anden, såvel som fra øerne i havet: “Kom over og hjælp os!” Brødre og søstre, vil I besvare råbet og sige: “Vi vil gøre vort bedste ved både at sende missionærer og penge. Vi vil fornægte os selv med hensyn til udstyr i vore hjem, til påklædning og tilfredsstillelse af appetitten. De midler, der er betroet os, vil vi give til Guds sag, og vi vil hellige os uden forbehold til hans værk.”. . . Sæt hver en krone, I kan undvære, i Himmelens bank.² KA 290.5