KRISTUS ALENE

KRISTUS ÆRES VED SIT FOLK, 3. OKTOBER

“Dette har jeg talt til jer, for at I skal have fred i mig. I verden har I trængsel; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.” Joh. 16, 33. KA 291.1

Kristus svigtede aldrig, han mistede heller aldrig modet, og hans disciple skal udvise den samme vedvarende tro. De skal leve deres liv, som han levede, og arbejde, som han arbejdede, for de er afhængige af ham som den store Mester. De må have mod, energi og udholdenhed. De skal gå fremad, selv om det tilsyneladende ser umuligt ud. I stedet for at beklage sig over de vanskeligheder, der tårner sig op, skal de overvinde dem. Med sin uendelige kærligheds gyldne kæde har Kristus lænket dem til Guds trone. Det er hans hensigt, at universets største kraft, der har sit udspring fra almagtens kilde, skal gennemstrømme dem. De må have kraft til at modstå det onde, en kraft, som hverken Jord eller død eller helvede kan betvinge, en kraft, der vil gøre det muligt for dem at sejre, som Kristus sejrede. KA 291.2

Kristus vil, at Himmelens orden, Himmelens styreform, Himmelens guddommelige harmoni skal præge hans menighed på Jorden. Således bliver han æret ved sit folk. Gennem dem skal Retfærdighedens Sol skinne for verden med ufordunklet glans. Kristus har givet sin menighed rige muligheder, for at hans genløste, dyrt købte ejendomsfolk skal få anledning til at ære og ophøje ham. Han har tildelt dem evner og velsignelser, for at hans kraft må kunne virke gennem dem. Menigheden, der har fået Kristi retfærdighed som gave, er hans skatkammer, hvori hans barmhjertigheds, hans nådes og hans kærligheds rigdomme skal stilles til skue for alle. Kristus ser på sit folks renhed og fuldkommengørelse som lønnen for sin ydmygelse og som en forøgelse af sin ære — Kristus, midtpunktet, hvorfra al herlighed udstråler. . . . KA 291.3

Kristus havde fuldendt sin gerning. Han havde herliggjort Gud på Jorden. Han havde åbenbaret sin Faders navn. Han havde udvalgt dem, der skulle fortsætte hans gerning. Og han sagde: “Jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke mere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige Fader! bevar dem i dit navn, (det, som du har givet mig), så de må være ét, ligesom vi.” . .. KA 291.4

Således overgiver Kristus sin udvalgte menighed i sin Faders favn med ord, som kommer fra en, der har guddommelig myndighed. Som en indviet ypperstepræst går han i forbøn for sit folk. Som en trofast hyrde samler han sin hjord i den Almægtiges skygge — det trygge og sikre tilflugtssted. Den sidste strid med Satan er lige foran ham, og han går den frivilligt i møde.³ KA 291.5