KRISTUS ALENE
OKTOBER
MENIGHEDENS HOVED, 1. OKTOBER
“Han er hovedet for legemet, kirken; han er begyndelsen, førstefødt af de døde, for at han skulle være den ypperste blandt alle.” Kol. 1,18. KA 289.1
Efter sin himmelfart har Kristus udført sin gerning på Jorden ved hjælp af dem, han har udvalgt til at tale til menneskenes børn og til at sørge for deres behov. Overhovedet for menigheden tilser sin gerning ved hjælp af de mennesker, som han har indsat til at handle som hans repræsentanter. KA 289.2
Et stort ansvar hviler på dem, Gud har kaldet til at opbygge hans menighed gennem ordet og læren. I Kristi sted skal de nøde mænd og kvinder til at lade sig forlige med Gud, og den opgave kan de kun løse ved hjælp af den visdom og kraft, de får ovenfra. Kristi tjenere er åndelige vægtere for dem, der er overladt til deres omsorg. Deres opgave sammenlignes med vægterens. Før i tiden var der ofte placeret skildvagter på byens mure. Herfra havde de god udsigt til vigtige poster, der skulle bevogtes, og hvis fjenden nærmede sig, blev der blæst alarm. Sikkerheden inden for murene afhang af vægternes troskab. Med bestemte mellemrum måtte de råbe til hinanden for at være sikre på, at alle var vågne, og at der ikke var sket nogen af dem noget ondt. Et opmuntrende tilråb eller en eventuel advarsel lød fra den ene til den anden, indtil det gav genlyd om hele byen.. . . KA 289.3
Vægterne på Zions mure har det privilegium at leve Gud så nær og at være så modtagelige for Åndens påvirkning, at Gud gennem dem kan fortælle andre mennesker om den truende fare, og anvise dem et sikkert ståsted. De skal med trofasthed advare om de sikre følger af overtrædelse, og de skal vogte menighedens interesser med troskab. Deres vagtsomhed må aldrig formindskes. . . . Med basunklang skal de hæve rø-sten, og aldrig må der lyde en vibrerende, usikker tone.. . . KA 289.4
Den, som tjener under Immanuels blodplettede fane, må udrette et arbejde, som kræver heltemodige anstrengelser og tålmodig udholdenhed. Men korsets stridsmand går forrest i kampen uden at vakle.. . . Han er klar over sin afhængighed af kraften ovenfra. De sejre han vinder,. . . får ham til mere og mere at støtte sig til den Almægtige. I tillid til at denne kraft gives ham, får han hjælp til at forkynde frelsens budskab med en sådan overbevisning, at det vinder genklang hos andre.. . . KA 289.5
Det er ved at se på ham, som er usynlig, at sjælen får kraft og styrke, og verdens magt over sindet bliver brudt. 1 KA 289.6