KRISTUS ALENE

EN SØN, DER VAR LYDIG MOD SINE JORDISKE FORÆLDRE, 18. JANUAR

“Da han i fremtræden fandtes som et menneske, ydmygede han sig selv.” Fil. 2, 7. 8. KA 24.4

Hvilken ydmygelse var det ikke for Guds Søn at måtte bo i den foragtede og onde by Nazaret. Det ville have været en stor ære for Jordens helligste tempel at have verdens Forløser som gæst i bare et år. Det ville have kastet glans over en konges slot at kunne tage imod Jesus som gæst. Men verdens Forløser standsede ikke op ved de kongelige hoffer, han fik i henved 30 år sit jordiske hjem i en beskeden bjerglandsby, og det har for alle tider givet det foragtede Nazaret en særlig plads i historien. KA 24.5

Verdens Forløser vandrede op og ned ad høje og bjerge, fra brede sletter til smalle fjeldkløfter. Han nød naturens skønhed. Han glædede sig over blomsternes farvepragt og over fuglenes sang. Også han sang sine lovsange. Ude mellem træerne og oppe i bjergene fandt han sine bedesteder, hvor han ofte tilbragte hele nætter i samtale med sin Fader.. . . KA 24.6

Hans hellige kald og hans nære, fortrolige forhold til Gud, som han var sig fuldt bevidst, gjorde ikke Kristus for stor til at udføre livets praktiske pligter. Han var verdens skaber, og dog anerkendte han sin forpligtelse over for sine jordiske forældre. Han var så pligtopfyldende og i en sådan harmoni med sine forældres ønsker, at han bøjede sig for deres vilje og drog med dem fra Jerusalem efter påsken. KA 24.7

Han underkastede sig forældreautoritetens bånd og anerkendte en søns, en broders, en vens og en borgers forpligtelser. Villigt og lydigt på tog han sig ansvaret for sine jordiske forældre. Han var Himmelens Majestæt. Han havde været Himmelens mægtige Fyrste, og det havde været en glæde for englene at udføre hans befalinger. Men nu var han en villig tjener, en glad og lydig søn. KA 24.8

Den lydige tjeneste, som forventes af en søn, gjorde ikke Jesus indesluttet eller nedtrykt. Han stræbte ikke imod det usædvanlige for at opnå en udmærkelse fremfor andre unge, eller for at forkynde sin himmelske oprindelse. Selv ikke hans venner eller slægtninge så specielle tegn på hans guddom gennem alle de år, han var sammen med dem. Kristus var sindig, selvfornægtende, mild, glad, venlig og altid lydig. Han undgik altid at stille sig til skue, men han stod fast som en klippe, når det gjaldt principper. . . . KA 25.1

At der ikke blev vist nogen særlig opmærksomhed omkring Jesu barndom og ungdom er et godt eksempel både for forældre og børn. Det viser, at jo mere barndomsog ungdomstiden er præget af ro og stilhed, en naturlig tilværelse uden kunstige og ophidsende begivenheder, des større er muligheden for, at børnene udvikler en ren karakter, som bygger på sande moralske værdier.⁴⁷ KA 25.2