KRISTUS ALENE

JESUS FEJRER SIN FØRSTE PÅSKE, 17. JANUAR

“Hvert år ved påskehøjtiden drog hans forældre op til Jerusalem. Da han var tolv år gammel, gik de derop, som det var skik ved højtiden.” Luk. 2, 41. 42. KA 23.4

Hvert år drog Josef og Maria til Jerusalem for at fejre påsken efter de jødiske forskrifter. Jesu barndomstid var forbi. Nu var ungdomstiden begyndt. Efter sædvane gjorde Josef og Maria sig klar til den lange rejse til Jerusalem, og denne gang tog de Jesus med sig. Sammen med mange andre drog de til Jerusalem for at fejre denne højtidelige fest. KA 23.5

Menneskelig forstand fatter ikke de tanker, Guds Søn gjorde sig, da han for første gang betragtede templet med intens opmærksomhed. Da han gik omkring i tempelgården, iagttog han den fungerende præsts gerning, ceremonierne ved alteret og det blødende offer, den hellige røgelse som stiger op til Gud og mystikken bag forhænget ind til det allerhelligste. Vi ved ikke, hvilke tanker der rørte sig i hans sind, da realiteten bag disse ceremonier gik op for ham. Kristus var selv nøglen til forståelsen af disse hellige mysterier, som Josef og Maria kun havde en dunkel opfattelse af. Alt dette var indstiftet for at fremstille Kristus, og det gik i opfyldelse ved hans død. KA 23.6

Påsken var en ceremoni til minde om hebræernes forunderlige udgang fra Ægypten. Den nat, de drog ud af Ægypten, kom den ødelæggende engel ind i hvert hus og slog alle de førstefødte ihjel, lige fra kongens palads til den ringeste slavehytte. . . . KA 23.7

Hebræerne fik særlige anvisninger om, at hver familie skulle ofre et lam og stænke blodet på dørstolperne. Dette var et tegn til den dødbringende engel, at beboerne i huset med blodet på dørstolperne tilbad den sande Gud. Dødsengelen drog da forbi de afmærkede huse. Hebræerne fik også påbud om at være forberedt på at rejse den selvsamme, skæbnesvangre nat.. . . KA 24.1

Efter Guds anvisning var alle forberedt på rejsen, klar til at forlade Ægypten, så snart befalingen kom. . . . KA 24.2

Påskefejringen skulle både pege tilbage på hebræernes mirakuløse befrielse og vise fremad mod Guds Søns død, før det skete. Ved den sidste påske, som vor Herre fejrede sammen med sine disciple, indstiftede han Herrens nadver i stedet for påsken, til at fejre mindet om hans død. Fra nu af var der ikke længere behov for påsken, fordi han som det store, sande Offerlam allerede var ofret for verdens synd. I Jesu død blev symbolet til virkelighed.⁴⁶ KA 24.3