KRISTUS ALENE

ET FULDKOMMENT OFFER, 11. JANUAR

“Du skal bygge mig et alter af jord, og på det skal du ofre dine brændofre og takofre, dit småkvceg og dit hornkvæg; på ethvert sted, hvor jeg lader mit navn ihukomme, vil jeg komme til dig og velsigne dig.” 2 Mos. 20, 24. KA 17.1

Den offerhandling, som Gud befalede Adam at udføre, var en ceremoni, der voldte ham stor smerte. Med løftet hånd skulle han i syndofferet afbryde det liv, som kun Gud kunne give. Dette var hans første møde med døden. Når han så det blødende offerdyr vride sig i dødsangst, så han i tro et forbillede på den død, Guds Søn skulle lide på menneskets vegne. KA 17.2

Gud foreskrev denne ceremonielle ofring som en stadig påmindelse for Adam om hans skyld, og også som en bodfærdig bekendelse af hans synd. Det gav Adam en dybere forståelse af den overtrædelse, som ikke kan sones med noget ringere end Guds kære Søns død, at han selv måtte tage livet af et dyr. Med forundring så han den uendelige godhed og ufor-lignelige kærlighed, som betalte så stor en løsesum for at redde den skyldige. KA 17.3

For Adam var det, som om han med egen hånd udgød Guds Søns blod, da han aflivede det uskyldige offer. Han var klar over, at hvis han havde været tro mod Gud og hans hellige lov, havde intet dyr eller menneske nogen sinde behøvet at dø. Men nu var håbets stjerne tændt over fremtidens mørke og kval, for bodsofringerne pegede frem mod Guds Søns mægtige og fuldkomne offer. Det betød befrielse fra menneskets yderste håbløshed og tab. KA 17.4

I begyndelsen var familiens overhoved hjemmets præst og regent. Efterhånden som slægten voksede på Jorden, udvalgte Gud mænd til at udføre denne højtidelige offergudstjeneste for folket. Dyrets blod skulle henlede synderens tanke på Guds Søns blod. Offerets død skulle bevise for alle, at syndens straf er døden. I offerhandlingen bekendte synderen sin skyld og viste en fremadrettet tro på Guds Søns mægtige og fuldkomne offer, som dyreofferet var et forbillede på. KA 17.5

Uden Guds Søns sonoffer var enhver mulighed for at opnå Guds velsignelser eller frelse udelukket. Med nidkærhed opretholder Gud sin lovs ære og værdighed. Overtrædelsen af denne lov skabte en frygtelig adskillelse mellem Gud og mennesket. I sin uskyldstilstand havde Adam direkte, fri og lykkelig forbindelse med sin Skaber. Efter overtrædelsen skete al kommunikation mellem Gud og mennesket gennem Kristus og englene.²⁸ KA 17.6

Dette offer var så værdifuldt, at det kunne frelse hele verden.. . . Dets værdi var så uendelig, at det menneske, som tager imod det, får større værdi end det fineste, reneste guld, selv Ofirs guld.”²⁹ KA 18.1