KRISTUS ALENE

KUN KRISTUS TILFREDSSTILLER GUDS LOVS FORDRINGER, 10. JANUAR

“Thi der er kun én Gud, og kun én mellemmand imellem Gud og mennesker: mennesket Kristus Jesus, der gav sig selv som løsesum for alle.” 1 Tim. 2, 5. 6. KA 16.1

Guds Søn stod næst efter Den store Lovgiver i autoritet. Han var klar over, at det kun var hans liv, som kunne tjene som soning for det faldne menneske. Ligesom hans ædle, pletfrie karakter og fornemme stilling som den himmelske hærs fyrste, var hævet over alt menneskeværk, således var Jesus selv hævet over mennesket. Han var Faderens udtrykte billede, ikke kun i det ydre, men også i sin fuldkomne karakter. KA 16.2

Et sonoffer med blod af dyr kunne ikke dække Guds krav ved overtrædelsen af hans lov. Dyrets liv er ringere end den skyldige synders liv. Derfor kunne det ikke sone for synd. Gud kunne kun godtage det som et symbol på hans Søns offer. KA 16.3

Et menneske kunne ikke sone for et menneske. I dets syndige, faldne tilstand er det et ufuldkomment offer, som har ringere værdi end Adam før syndefaldet. Gud skabte mennesket fuldkomment og retfærdigt. Derfor kunne intet sonoffer for hans overtrædelse dække, hvis det ikke havde større værdi end det fuldkomne og uskyldige menneske. KA 16.4

Den guddommelige Guds Søn var det eneste offer, som kunne dække Guds fuldkomne lovs krav.. . . Der blev ikke stillet noget krav til Jesus. Han kunne give sit liv, og han kunne tage det igen. Han var ikke forpligtet til at påtage sig forsoningen. Offeret var helt frivilligt fra hans side. Hans liv havde den værdi, som skulle til for at redde mennesket fra dets fald. KA 16.5

Guds Søn var i guddomsskikkelse, og han så det ikke som et røvet bytte at være Gud lig. Ingen andre end han, af alle som har levet på Jorden, kunne stå frem og sige: Hvem af jer overbeviser mig om synd? Han var forenet med Faderen ved menneskets skabelse, så han havde i kraft af sin guddommelige fuldkomne karakter mulighed for at sone menneskets synd, løfte det op og føre det tilbage til dets oprindelige tilstand. KA 16.6

Både offersystemet og det jødiske præsteskab blev indstiftet for at anskueliggøre Kristi død og forsoning. Ceremonierne havde ingen betydning i sig selv, og ingen moralsk værdi. Det havde de kun i forbindelse med Kristus, som selv var ophavsmanden til og grundlaget for dette sy-stem. Herren havde gjort det klart for Adam, Abel, Set, Enok, Noa, Abraham og de gamle patriarker, især for Moses, at ofringerne og præstesystemet ikke var tilstrækkeligt i sig selv til at sikre en eneste sjæls frelse.. . . KA 16.7

Det ufattelige offer, som Jesus bragte helt frivilligt for mennesket, er stadig en gåde, som end ikke englene fatter til bunds. ²⁷ KA 16.8