Profeter Og Konger

KAPITEL 35—OPGØRETS DAG NÆRMER SIG

I de første år, Jojakim regerede, blev der givet talrige advarsler om, at opgørets dag nærmede sig. Herrens ord ved profeterne var ved at gå i opfyldelse. Assyrien mod nord havde længe været det førende rige, men nu skulle det ikke længer herske over nationerne. Ægypten mod syd, som Ju-das konge forgæves havde sat sin lid til, ville snart få et afgørende knæk. Ganske uventet dukkede et nyt verdensrige op på den østlige horisont. Det var Babylon, og det skulle snart fordunkle alle andre na-tioner. PoK 205.1

Gud ville i løbet af få år benytte Babylons konge som sin vredes kæp for at straffe det ubodfærdige Juda. Nebukadnezars hære skulle ved flere lejligheder belejre og gøre indfald i Jerusalem. Landets indbyggere ville i flere afdelinger blive ført fangne til Sinears land for at leve i tvungen udlændighed. Til at begynde med blev der kun bortført nogle få, men senere løb antallet op i tusinder og titusinder. De jødiske konger, Jojakim, Jojakin og Zedekias ville efter tur blive den babyloniske konges vasaller, og alle tre ville gøre oprør imod ham. Den oprørske nation ville blive straffet hårdere og hårdere, og til sidst ville hele landet blive lagt øde. Jerusalem ville blive ødelagt og fortæret af flammer, det tempel, som Salomo havde bygget, ville blive ødelagt, og Judas rige ville falde og aldrig mere få sin gamle position blandt nationerne tilbage. PoK 205.2

I disse urolige tider, der rummede så mange farer for den israelitiske nation, sendte Himmelen adskillige budskaber ved Jeremias. Herren gav derved Judas børn rig anledning til at trække sig ud af deres farlige alliance med Ægypten og undgå at komme i strid med Babylons konger. Da den truende fare kom nærmere, udførte han en række billedhandlinger for at undervise folket. Det var hans håb, at dette ville få dem til at indse deres pligt over for Gud og tilskynde dem til at bevare venskabet med de babyloniske magthavere. PoK 205.3

For at vise, hvor vigtigt det er at adlyde Guds krav ubetinget, samlede Jeremias nogle rekabitter i et af templets kamre, stillede vin frem for dem og opfordrede dem til at drikke den. Som det kunne ventes, nægtede de pure at gøre det. De sagde bestemt: “Vi drikker ikke vin, thi vor fader Jonadab, Rekabs søn, gav os det bud: I og eders børn må aldrig drikke vin.” PoK 205.4

“Da kom Herrens ord til mig således: Så siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Gå hen og sig til Judas mænd og Jerusalems borgere: Vil I ikke tage ved lære og høre mine ord? lyder det fra Herren. Jonadabs, Rekabs søns, bud er blevet overholdt; thi han forbød sine sønner at drikke vin, og de har ikke drukket vin til den dag i dag, men adlydt deres faders bud.” Jer. 35, 6. 12-14. PoK 206.1

Gud søgte på denne måde at påvise den store modsætning mellem rekabitternes lydighed og hans folks ulydighed og oprørske indstilling. Rekabitterne havde adlydt deres faders befaling og nægtet at lade sig lokke i synd, men Judas mænd havde ikke lyttet til Herrens ord, og som følge deraf ville de blive straffet hårdt. PoK 206.2

Herren sagde: “Jeg har talet til eder årle og silde, uden at I ville høre mig. Jeg sendte alle mine tjenere profeterne til eder årle og silde, for at de skulle sige: “Omvend eder hver fra sin onde vej, gør gode gerninger og hold eder ikke til andre guder, så I dyrker dem; så skal I bo i det land, jeg gav eder og eders fædre.” Men I bøjede ikke eders øre og hørte mig ikke. Fordi Jonadabs, Rekabs søns, sønner overholdt deres faders bud, mens dette folk ikke ville høre mig, derfor, så siger Herren, Hærskarers Gud, Israels Gud: Se, jeg bringer over Juda og Jerusalems borgere al den ulykke, jeg har truet dem med, fordi de ikke hørte, da jeg talede, og ikke svarede, da jeg kaldte ad dem.” 14.-17. vers. PoK 206.3

Når menneskenes hjerte formildes af Helligåndens dragende indflydelse, er de modtagelige for vejledning, men når de fortsat nægter at høre og deres hjerte bliver forhærdet, tillader Herren, at de kommer under en anden indflydelse. Når de for-kaster sandheden, tager de imod vildfarelsen til deres egen undergang. PoK 206.4

Gud bad indtrængende Juda om at undlade at vække hans vrede, men de ville ikke høre. Til sidst blev dommen afsagt over dem. De skulle føres til Babylon som fanger. Gud ville benytte kaldæerne til at straffe sit ulydige folk. Judæernes lidelser skulle stå i forhold til det lys, som de havde haft, og de advarsler, som de havde foragtet og forkastet. Gud havde længe tøvet med at straffe dem, men nu ville han lade dem føle sit mishag i et sidste forsøg på at bremse dem i deres ondskab. PoK 206.5

Der blev udtalt en varig velsignelse over rekabitternes hus. Profeten sagde: “Fordi I har adlydt eders fader Jonadabs bud og over-holdt alle hans bud og gjort alt, hvad han bød eder, derfor, så siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Ingen sinde skal Jonadab, Rekabs søn, fattes en mand til at stå for mit åsyn.” 18. og 19. vers. Således lærte Gud sit folk, at Juda ville høste velsignelser ved at være trofaste og lydige, ligesom rekabitterne blev velsignet, fordi de var lydige imod deres faders befaling. PoK 206.6

Vi kan også lære noget heraf. Hvis det lønnede sig at vise ubetinget lydighed imod de krav, som blev stillet af en god og viis fader, som ønskede at give sine efterkommere det bedste og mest effektive værn imod umådeholdenhedens onder, bør man vise langt større ærbødighed for Guds myndighed, fordi hans hellighed er langt større end menneskets. Vor skaber og store leder, hvis magt er uendelig, og hvis domme er frygtelige, søger på enhver mulig måde at få menneskene til at indse og angre deres synder. Han lader sine tjenere kundgøre faren ved at være ulydig, lader alarmklokken lyde og revser samvittighedsfuldt synden. Det skyldes udelukkende hans nåde, at det går hans folk godt, og de værnes uophørligt af hans udvalgte redskaber. Han kan ikke bevare og vogte et folk, som forkaster hans formaninger og foragter hans irette-sættelser. Han venter måske en tid med at straffe dem, men han kan ikke blive ved at holde sin hånd tilbage. PoK 206.7

Judas børn tilhørte det folk, om hvilket Gud havde sagt: “I skal blive mig et kongerige af præster og et helligt folk!” 2 Mos. 19, 6. I sin profetgerning glemte Jeremias aldrig, at det er af den største vigtighed, at hjertet er helligt under livets omskiftelser, og fremfor alt, når man arbejder i den Allerhøjestes tjeneste. Han så tydeligt, at riget ville falde, og at Judas indbyggere ville blive adspredt blandt nationerne, men med troens øje så han også fremad til den tid, da folket ville vende tilbage. Det gud-dommelige løfte ringede i hans øren: “Men dem, der er til overs af mine får, vil jeg sanke sammen fra alle de lande, til hvilke jeg har bortstødt dem, og føre dem tilbage til deres græsgange ... Se, dage skal komme, lyder det fra Herren, da jeg opvækker David en retfærdig spire, og han skal herske som konge og handle viselig og øve ret og retfærd i landet. I hans dage skal Juda frelses og Israel bo trygt. Og det navn, man skal give ham, er: Herren vor retfærdighed.” Jer. 23, 3-6. PoK 207.1

Således vekslede profetier om den kommende straf med løfter om en herlig befrielse til sidst. De mennesker, som valgte at slutte fred med Gud og leve et helligt liv midt under det rådende frafald, ville blive styrket til hver eneste prøvende erfaring og blive sat i stand til at vidne for Herren med megen kraft. I de kommende tider ville der gå større ry af disses befrielse end af israelitternes udfrielse af Ægypten. Herren sagde ved sin profet, at der ville komme dage, da det ikke mere skulle hedde: “Så sandt Herren lever, der førte israelitterne op fra Ægypten!” men: “Så sandt Herren lever, der førte og bragte Israels hus’ afkom op fra nordens land og fra alle de lande, til hvilke han havde bort-stødt dem!” “Og de skal bo i deres land.” 7. og 8. vers. Det var sådanne vidunderlige profetier, Jeremias fremsatte i de sidste år af Judas riges historie, da babyionerne var ved at overtage verdensherredømmet og deres hære allerede var ved at slå ring om Zions mure. PoK 207.2

For de mennesker, som trofast tjente Herren, lød disse løfter om befrielse som den skønneste musik. Der fandtes både rige og fattige hjem, hvor man stadig ærede de råd, som pagtens Gud havde givet, og her gentog man atter og atter profetens ord. Det gjorde et dybt indtryk selv på børnene og satte et varigt præg på deres unge, mod-tagelige sind. PoK 207.3

Daniel og hans medbrødre efterlevede omhyggeligt den hellige skrifts befalinger og fik derved anledning til at ophøje den sande Gud over for jordens nationer på Jeremias’ tid. Den undervisning, som disse hebraiske børn havde fået i deres fædrenehjem, bevirkede, at de blev stærke i troen og tjente den levende Gud himmelens og jordens skaber uden at vige til højre eller venstre. De hebraiske fangers tro blev prøvet til det yderste, da Nebukadnezar i begyndelsen af Jojakims regering belejrede og indtog Jerusalem første gang og bortførte Daniel og hans medbrødre tillige med adskillige andre, som blev udvalgt for at gøre tjeneste ved Babylons hof. Alle de, der havde lært at stole på Guds løfter, erfarede, at disse løfter bragte dem al den hjælp, som de behøvede under alle de erfaringer, som de måtte gennemgå i et fremmed land. Skrifterne var deres vejleder og deres tilflugt. PoK 207.4

Jeremias forklarede betydningen af de straffedomme, som begyndte at ramme Juda, og forsvarede modigt Guds retfærdighed og nådige planer selv under de mest prøvende omstændigheder. Profeten arbejdede utrætteligt. For at komme i kontakt med alle befolkningslag og gøre sin indflydelse gældende også uden for Jerusalem aflagde han hyppige besøg i rigets forskellige dele. PoK 208.1

Når Jeremias talte til menigheden, henviste han ustandselig til, hvad der stod i lovbogen, som var blevet værdsat så højt under Josias’ regering. Han understregede på ny vigtigheden af at holde pagten med den nådige og barmhjertige Gud, som havde forkyndt de ti bud på Sinaj bjerg. Jeremias’ advarsler og appeller blev hørt i alle dele af riget, og alle fik lejlighed til at lære Guds vilje med nationen at kende. PoK 208.2

Profeten gjorde det klart, at vor himmelske Fader lader sine straffedomme falde for at “lade folkene kende, at de er mennesker”. Sl 9, 21. Herren havde givet sit folk denne advarsel: “Hvis I alligevel handler genstridigt imod mig og ikke adlyder mig,” “vil jeg sprede” “eder selv” “blandt folkeslagene, og jeg vil gå bag efter eder med draget sværd. Eders land skal blive en ørken, og eders byer skal lægges i ruiner.” 3 Mos. 26, 21. 33. PoK 208.3

Mens profeterne talte til fyrsterne og folket om den kommende ulykke, var deres konge Jojakim optaget af at behage sig selv. Kongen burde som en viis, åndelig leder have været den første til at bekende sin synd, forbedre sit levned og gøre gode gerninger. Men han sagde: “Jeg bygger mig et rummeligt hus med luftige sale.” Han lod huset male rødt og beklæde med cedertræ indvendig og skaffede både penge og ar-bejdskraft ved bedrag og undertrykkelse. PoK 208.4

Dette vakte profetens vrede, og han blev tilskyndet til at udtale en dom over den troløse konge. Han sagde: “Ve ham, der bygger hus uden retfærd, sale uden ret, lader landsmænd trælle for intet, ej giver ham løn... Er du konge, fordi du brammer med cedertræ? Din fader, mon ikke han spiste og drak og øvede ret og retfærd? Da gik det ham vel. Han hjalp arm og fattig til sin ret; da gik det ham vel. Er dette ikke at kende mig? lyder det fra Herren. Men dit øje og hjerte higer kun efter vinding, efter at udgyde skyldfries blod, øve undertrykkelse og vold. PoK 208.5

Derfor, så siger Herren om Josias’ søn, kong Jojakim af Juda: Over ham skal ej klages: “Ve min broder, ve min søster!” eller grædes: “Ve min herre, ve hans herlighed!” Et æsels jordefærd får han, slæbes ud, slænges hen uden for Jerusalems porte.” 13.-19. vers. PoK 208.6

Denne frygtelige straf ramte Jojakim nogle få år senere, men forinden gjorde Herren i sin nåde det ubodfærdige folk bekendt med sin faste beslutning. I Jojakims fjerde regeringsår talte profeten Jeremias “til alt Judas folk og alle Jerusalems borgere” og fremhævede, at han i over tyve år “fra Amons søns, kong Josias af Judas, trettende år til den dag i dag” havde vidnet om Guds villighed til at frelse, men at man havde foragtet hans budskaber. Jer. 25, 2. 3. Og nu fik de følgende budskab fra Herren: PoK 208.7

“Så siger Hærskarers Herre: Fordi I ikke ville høre mine ord, vil jeg sende bud efter alle nordens stammer, lyder det fra Herren, og til kong Nebukadnezar af Babel, min tjener, og lade dem komme over dette land og dets indbyggere og over alle folkene heromkring, og jeg vil ødelægge dem og gøre dem til rædsel, latter og spot for evigt. Jeg fjerner fra dem fryderåb og glædesråb, brudgoms røst og bruds røst, kværnens lyd og lampens skin, og hele dette land skal blive til ørk og øde, og disse folkeslag skal trælle for Babels konge i halvfjerdsindstyve år.” 8.-11. vers. PoK 209.1

Skønt dommen var blevet forkyndt klart og tydeligt, forstod det brede folk næppe dens fulde alvor. Herren søgte at illustrere, hvad meningen var med de ord, som var talt, for at gøre dybere indtryk på folket. Han sagde til Jeremias, at han skulle benytte det billede, at folket skulle tømme et bæger, som var fyldt med Guds vrede. “Jerusalem og Judas byer og dets konger” skulle være blandt de første, som drak af dette vredesbæger. Det skulle også rækkes til andre “Farao, ægypterkongen, med alle hans tjenere og fyrster og alt hans folk” og mange andre af jordens nationer indtil Guds vilje var fuldbyrdet. Se Jer. 25. PoK 209.2

Profeten skulle benytte endnu et billede for at tilkendegive de kommende straffedommes beskaffenhed. Han fik besked om at “tage nogle af folkets og præsternes ældste med og gå ud i Hinnoms søns dal”. Her skulle han give en oversigt over Judas fra-fald og derpå knuse “et krus” og sige på Herrens vegne: “Jeg vil knuse dette folk og denne by, som man knuser et lerkar, så det ikke kan heles igen.” PoK 209.3

Profeten gjorde, som han havde fået besked på. Derefter gik han tilbage til byen, stillede sig i templets forgård og sagde: “Så siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Se, over denne by og alle byerne, der hører til den, sender jeg al den ulykke, jeg har truet den med, fordi de gjorde nakken stiv og ikke hørte mine ord.” Se Jer. 19. PoK 209.4

Profetens ord fik ikke tilhørerne til at bekende og angre deres synd, men vakte tværtimod myndighedernes vrede, og Jeremias blev taget i forvaring. Men selv efter at han var blevet fængslet og anbragt i blokken, fortsatte han med at forkynde Himmelens budskab til de mennesker, som befandt sig i nærheden. Hans røst forstummede ikke, selv om man forfulgte ham. Sandhedens ord blev “som brændende ild i mit indre”, sagde han, “som brand i mine ben; jeg er træt, jeg kan ikke mere, jeg evner det ej”. Jer. 20, 9- PoK 209.5

Det var på dette tidspunkt, Herren be-falede Jeremias at nedskrive de budskaber, som han ønskede at overbringe dem, hvis frelse bestandig lå ham på hjerte. Herren sagde til sin tjener: “Tag dig en bogrulle og skriv deri alle de ord, jeg har talet til dig om Jerusalem og Juda og om alle folkene, fra den dag jeg først talede til dig, fra Josias’ dage og til den dag i dag. Måske vil Judas hus mærke sig al den ulykke, jeg har i sinde at gøre dem, for at de må omvende sig hver fra sin onde vej, så jeg kan tilgive deres brøde og synd.” Jer. 36, 2. 3. PoK 209.6

Jeremias adlød og tilkaldte den skrift-lærde Baruk, som var en trofast ven af ham, og dikterede “alle de ord, Herren havde talet til ham”. 4. vers. Disse blev omhyggeligt nedskrevet på en pergamentrulle, og dette dokument udgjorde nu en højtidelig irettesættelse af synden, en advarsel om de uundgåelige følger af at fortsætte på frafal-dets vej og en indtrængende henstilling om at afstå fra al synd. PoK 209.7

Da alt var nedskrevet, sendte Jeremias, som stadig var fange, Baruk hen for at oplæse bogrullen for skarerne, som var ved at samles i templet i anledning af en national fastedag “i Josias’ søns, kong Jojakim af Judas, femte regeringsår i den niende måned”. Profeten sagde: “Måske når deres klage Herrens åsyn, måske omvender de sig hver fra sin onde vej; thi stor er vreden og harmen, som Herren har udtalt mod dette folk.” 9og 7. vers. PoK 210.1

Baruk adlød, og bogrullen blev oplæst for hele Judas folk. Den skriftkloge blev senere kaldt frem for fyrsterne og anmodet om at læse bogrullens ord for dem. De lyttede med stor interesse og lovede at indberette alt, hvad de havde hørt, til kongen. De rådede dog den skriftkloge til at skjule sig, fordi de frygtede for, at kongen ville forkaste profetens vidnesbyrd og søge at dræbe dem, der havde nedskrevet og overbragt budskabet. PoK 210.2

Da fyrsterne fortalte kong Jojakim, hvad Baruk havde læst, gav han øjeblikkelig ordrer til, at man skulle hente bogrullen og læse den op for ham. En af kongens folk, Jehudi, hentede bogrullen og begyndte at oplæse de irettesættelser og advarsler, som den indeholdt. Det var vinter, og kongen og hans embedsmænd, Judas fyrster, var samlet omkring et åbent ildsted. Der var kun læst et lille udsnit, da kongen, fuldstændig upåvirket af den fare, som truede ham og hans folk, greb bogrullen og i raseri skar nogle spalter af “med statsskriverens pennekniv og kastede dem på ilden i bækkenet, indtil hele bogrullen var fortæret”. 23. vers. PoK 210.3

“Hverken kongen eller nogen af hans folk blev rædselsslagen eller sønderrev deres klæder.” Der var dog nogle af fyrsterne, der “bad kongen ikke brænde bogrullen”, men han hørte dem ikke. Da bogrullen var tilintetgjort, vendte kongens vrede sig imod Jeremias og Baruk, og han gav straks ordrer til, at de skulle gribes, “men Herren skjulte dem”. 24.-26. vers. PoK 210.4

Gud søgte i sin nåde at advare judæerne ved at henlede folkets, fyrsternes og kongens opmærksomhed på de formaninger, som var nedskrevet i den inspirerede bogrulle. Herren sagde: “Måske vil Judas hus mærke sig al den ulykke, jeg har i sinde at gøre dem, for at de må omvende sig hver fra sin onde vej, så jeg kan tilgive deres brøde og synd.” 3. vers. Gud har medynk med menneskene, når de kæmper i forblindelse. Han søger at oplyse deres formørkede forstand ved at sende irettesættelser og trusler for at formå selv mennesker i de højeste stillinger til at indse deres uvidenhed og beklage deres fejltagelser. Han søger at gøre de selvglade utilfredse med de intet-sigende resultater, som de har opnået, og tilskynde dem til at søge at skaffe sig ånde-lige velsignelser ved at komme i nær forbindelse med Himmelen. PoK 210.5

Gud sender ikke tjenere, som gerne vil behage og smigre syndere. Han taler ikke om fred for at dysse de uomvendte ind i en kødelig tryghed. Han giver tværtimod synderen dårlig samvittighed og gennemtrænger hans sjæl med overbevisningens skarpe pile. Tjenende engle gør ham bekendt med Guds frygtelige straffedomme for at få ham til at indse sit behov og udbryde i vånde: “Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?” Ap. g. 16, 30. PoK 210.6

Men den samme hånd, som ydmyger, irettesætter synd og gør stolthed og ærgerrighed til skamme, løfter også den angergivne, slagne op. Han, der tillader afstraffelsen, spørger i dybeste medfølelse: “Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig.” PoK 211.1

Når mennesket har syndet imod en hellig og barmhjertig Gud, kan det ikke gøre noget bedre end angre oprigtigt og grædende bekende sine fejl i sjælekvide. Gud kræver det. Han godkender intet mindre end et sønderknust hjerte og en nedbøjet ånd. Men kong Jojakim og hans fyrster var så hov-modige og stolte, at de forkastede Guds ind-bydelse. De ville ikke rette sig efter advars-len og angre. Da den hellige bogrulle blev kastet i flammerne, havde de fået deres sid-ste nådige anledning. Gud havde sagt, at han ville straffe dem meget hårdt, hvis de ikke ville lytte til hans røst på dette tidspunkt. Men de ville ikke høre, og han afsagde derfor sin endelige dom over Juda. Han ville særligt ramme den mand, som i sin stolthed havde sat sig op imod den Almægtige. PoK 211.2

“Derfor, så siger Herren om kong Jojakim af Juda: Han skal ikke have nogen mand til at sidde på Davids trone, og hans lig skal slænges hen og gives dagens hele og nattens kulde i vold; jeg vil hjemsøge ham, hans afkom og hans tjenere for deres brøde og bringe over dem og Jerusalems borgere og Judas mænd al den ulykke, jeg har udtalt over dem, uden at de ville høre.” Jer. 36, 30. 31. PoK 211.3

Bogrullens tilintetgørelse var ikke enden på sagen. Det var lettere at tilintetgøre det skrevne ord end at komme uden om de irettesættelser og advarsler, som det inde-holdt, og den straf, som Gud havde sagt ville komme pludselig over det oprørske Israel. Men selv den skrevne bogrulle blev erstattet. Herren sagde til sin tjener: “Tag dig en anden bogrulle og optegn i den alle de ord, som stod i den første bogrulle, den, kong Jojakim af Juda brændte.” Den bogrulle, som indeholdt profetierne om Juda og Jerusalem, var blevet til aske, men dens ord levede stadig i Jeremias’ hjerte, “som brændende ild”, og profeten fik tilladelse til atter at nedskrive det, som mennesket i sin vrede hellere end gerne ville have tilintetgjort. PoK 211.4

Jeremias gav Baruk en anden bogrulle, og Baruk “optegnede i den efter Jeremias’ mund alle ordene fra den bog, kong Jojakim af Juda havde brændt. Og flere lig-nende ord lagdes til”. 28. og 32. vers. Men-nesket havde i sin vrede søgt at hindre Guds profet i hans arbejde, men selve den handling, som Jojakim begik for at begrænse Herrens tjeners indflydelse, blev et middel til at gøre Guds krav endnu tydeligere. PoK 211.5

Jeremias blev forfulgt og kastet i fængsel, fordi hans samtid ikke tålte irettesættelse. Indstillingen er den samme i dag. Der er mange mennesker, der nægter at rette sig efter de advarsler, som de får gang efter gang, og foretrækker at lytte til falske lærere, som appellerer til deres forfængelighed og ser igennem fingre med deres synder. På trængselens dag har sådanne men-nesker intet sikkert tilflugtssted, og de kan ikke vente hjælp fra Himmelen. Guds udvalgte tjenere bør tappert og tålmodigt finde sig i de prøvelser og lidelser, som de bliver udsat for på grund af bebrejdelser, ligegyldighed og forvrængning af kendsgerningerne. De bør trofast fortsætte med det arbejde, som Gud har givet dem at udføre, og altid huske, at Det gamle Testamentes pro-feter, menneskenes frelser og hans apostle også led overlast og forfølgelse for ordets skyld. PoK 211.6

Det var Guds hensigt, at Jojakim skulle følge Jeremias’ råd, så han kunne vinde Nebukadnezars velvilje og blive skånet for megen sorg. Den unge konge havde aflagt troskabsed til Babylons hersker. Hvis han havde holdt sit løfte, ville hedningerne have respekteret ham, og mange sjæle kunne være blevet omvendt. PoK 212.1

Men Judas konge lod hånt om de rige muligheder, som han havde, og gik stædigt sin egen vej. Han brød sit æresord til den babyloniske konge og gjorde oprør. Som følge heraf bragtes både han selv og hans rige i store vanskeligheder. Der blev sendt “kaldæiske, aramæiske, moabitiske og ammonitiske strejfskarer imod ham”, og det var umuligt for ham at forhindre, at landet blev gennemstrejfet af disse ransmænd. 2 Kong. 24, 2. Nogle få år senere endte hans ulykkelige regering i vanære. Han var forkastet af Himmelen, hans folk nærede ingen kærlighed til ham, og Babylons konger foragtede ham, fordi han havde forrådt den tillid, som de havde vist ham. Det skyldtes alt sammen den kolossale fejl, han begik, da han nægtede at rette sig efter Guds vilje, som blev givet til kende ved Herrens udvalgte sendebud. PoK 212.2

Jojakims søn Jojakin, (også kaldet Jekonja og Konja) sad kun på tronen i tre måneder og ti dage. Så overgav han sig til de kaldæiske hære, som endnu engang belejrede den ulykkelige by, fordi Judas konge havde gjort oprør. Ved denne lejlighed førte Nebukadnezar “Jojakin som fange til Babel, også kongens moder og hustruer, hans hoffolk og alle de højtstående i landet” de udgjorde adskillige tusinde og tillige “grovsmedene og låsesmedene, 1000 i tal”. Babylons konge tog også “alle skattene i Herrens hus og kongens palads.” 2 Kong. 24, 15. 16. 13. PoK 212.3

Nu var Judas riges magt brudt. Både landets befolkning og dets skatte var bortført, men det fik lov at beholde sin egen regering. Nebukadnezar satte Mattanja i spidsen for riget. Han var en yngre søn af Josias, og hans navn blev ændret til Zedekias. PoK 212.4