Profeter Og Konger

KAPITEL 36—JUDAS SIDSTE KONGE

Babylons konge nærede ubetinget tillid til Zedekias, da denne begyndte at regere. Profeten Jeremias var kongens erfarne råd-giver. Hvis kongen havde optrådt hæder-ligt over for babyionerne og rettet sig efter de budskaber, som Herren sendte ved Jere-mias, ville han have nydt anseelse i de højeste kredse og have fået anledning til at gøre mange mennesker i høje stillinger be-kendt med den sande Gud. Derved ville de judæere, som allerede var bortført til Baby-lon, være blevet bragt i en meget fordel-agtig stilling. De ville have opnået en ud-strakt frihed, Guds navn ville være blevet æret viden om, og de, som blev tilbage I Judas land, ville være blevet skånet for de frygtelige ulykker, som de til sidst blev ud-sat for. PoK 213.1

Jeremias rådede Zedekias og hele Juda, indbefattet de judæiske fanger i Babylon, til at finde sig roligt i deres erobreres midlertidige overherredømme. Det var særlig vigtigt, at de, der var i fangenskab, arbejdede på at bevare freden i det land, som de var blevet bortført til. Men dette var den menneskelige natur imod. Satan udnyttede situationen og lod falske profeter fremstå blandt folket både i Jerusalem og i Babylon. Disse sagde, at folkets trældomsåg snart ville blive brudt, og at landet ville få sin uafhængighed tilbage. PoK 213.2

Hvis judæerne havde rettet sig efter disse smigrende profetier, ville det have fået skæbnesvangre følger for både kongen og de landflygtige, og Guds nådige planer med dem ville være blevet kuldkastet. For at forebygge et oprør og de store lidelser, som dette ville medføre, befalede Herren, at Je-remias omgående skulle imødegå krisen ved at advare Judas konge om et oprørs uundgåelige følger. De landflygtige blev advaret skriftligt imod at lade sig forlede til at tro, at deres befrielse var nær. “Lad ikke de profeter, som er iblandt eder, eller eders spåmænd bilde eder noget ind,” formanede han. Jer. 29, 8. I denne forbindelse blev det nævnt, at det var Herrens hensigt at lade israelitterne vende tilbage til deres land ved slutningen af de halvfjerds års fangenskab, som hans sendebud havde forudsagt. PoK 213.3

Hvor var det barmhjertigt af Gud at meddele sit landflygtige folk sine planer med Israel. Han vidste, at deres kår i Babylon ville blive meget vanskelige, hvis det lykkedes de falske profeter at overtale dem til at se fremad til en hurtig befrielse. Hvis de lavede demonstrationer eller gjorde oprør, ville de kaldæiske myndigheder blive endnu mere agtpågivende og strenge, og folkets frihed ville blive yderligere beskåret. Følgen ville blive lidelser og ulykker. Herren ønskede, at de skulle affinde sig roligt med deres skæbne og gøre fangenskabet så lempeligt som muligt for sig selv. Han gav dem dette råd: “Byg huse og bo deri, plant haver og spis deres frugt, ... og lad det lands vel, til hvilket jeg har ført eder, ligge eder på sinde, og bed for det til Herren; thi når det går det godt, går det også eder godt.” 5. -7. vers. PoK 213.4

Blandt de falske lærere i Babylon var der to mænd, som påstod, at de var hellige, men deres levned var fordærvet. Jeremias havde udtalt en fordømmelse over den måde, som disse mænd levede på, og advaret dem om den fare, som de befandt sig i. I vrede over denne irettesættelse søgte de at modarbejde den sande profets gerning ved at tilskynde folket til at nægte at tro på hans ord og handle i modstrid med det råd, som Gud havde givet, da han sagde, at de skulle underkaste sig Babylons konge. Herren sagde ved Jeremias, at de falske profeter ville blive overgivet til Nebukadnezar og dræbt for øjnene af ham. Kort efter gik denne for-udsigelse bogstaveligt i opfyldelse. PoK 214.1

Lige til det sidste vil der fremstå mænd, som skaber forvirring og anstifter oprør blandt de mennesker, som bekender sig til at repræsentere den sande Gud. Mænd, som profeterer løgn, vil tilskynde menneskene til at betragte synden som noget ubetydeligt. PoK 214.2

Når de frygtelige følger af deres ondskab viser sig, forsøger de om muligt at kaste ansvaret for deres vanskeligheder på det menneske, som trofast har advaret dem, akkurat som jøderne gav Jeremias skylden for, at det gik dem så dårligt. Men det er lige så sikkert, at Guds budskaber vil blive stadfæstet i dag, som at hans ord ved profeterne gik i opfyldelse dengang. PoK 214.3

Jeremias havde fra første færd konsekvent rådet til, at folket skulle underkaste sig babyionerne. Dette var ikke blot hans råd til Juda, men også til mange af nabofolkene. I begyndelsen af Zedekias’ regeringstid blev Judas konge opsøgt af udsendinge fra Edom, Moab, Tyrus og andre lande, som ønskede at forhøre sig, om han mente, at tiden var inde til et forenet oprør, og om han ville slutte sig til dem i kampen mod Babylons konge. Mens disse udsendinge ventede på svar, kom Herrens ord til Jeremias således: “Gør dig reb og ågstænger og læg dem på din hals og send Edoms, Moabs, ammonitternes, Tyrus’ og Zidons konger bud ved deres sendemænd, som er kommet til kong Zedekias af Juda i Jerusalem.” Jer. 27, 2. 3. PoK 214.4

Jeremias fik befaling om, at han skulle lade udsendingene meddele deres regenter, at Gud havde givet dem alle sammen i Babylons konge Nebukadnezars hånd, og at de skulle “trælle for ham, hans søn og sønne-søn, indtil også hans lands time slår”. 7. vers. PoK 214.5

Udsendingene skulle endvidere sige til deres regenter, at hvis de nægtede at tjene Babylons konge, ville de blive straffet “med sværd, hunger og pest”, til de var tilintetgjort. De skulle særlig være på vagt over for falske profeter, som rådede dem til at bære sig anderledes ad. Herren sagde: “I skal ikke høre på eders profeter og spåmænd, eders drømmere, sandsigere og troldmænd, som siger til eder: “I skal ikke komme til at trælle for Babels konge;” thi det er løgn, de profeterer for eder, for at få eder bort fra eders jord, idet jeg da driver eder bort og I går til grunde. Men det folk, der bøjer hals under Babels konges åg og træller for ham, vil jeg lade blive på sin jord, lyder det fra Herren, så det kan dyrke den og bo der.” 8.-11. vers. En nådig Gud kunne ikke give et så oprørsk folk en mildere straf end at lade dem være trælle under det babyloniske styre, men hvis de ikke ville underkaste sig denne beslutning, skulle de få hans strenghed at føle i fuldt mål. PoK 214.6

Repræsentanterne fra de forskellige nationer blev målløse af overraskelse, da Jeremias kom med underkastelsens åg på sin nakke og kundgjorde dem Guds vilje. PoK 215.1

Til trods for heftig modstand holdt Jeremias fast ved, at man skulle underkaste sig. En af dem, som talte mest energisk imod Herrens ord, var Hananja. Han var en af de falske profeter, som folket var blevet advaret imod. For at vinde kongens og hoffets gunst protesterede han højlydt over for Jeremias og sagde, at Herren havde givet ham et opmuntrende budskab til jøderne. Han sagde: “Så siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Jeg har sønderbrudt Babels konges åg. Om to år fører jeg tilbage hertil alle Herrens hus’ kar, som Nebukadnezar af Babel tog herfra og førte til Babel; og Jojakims søn, kong Jekonja af Juda, og alle de landflygtige fra Juda, som kom til Babel, fører jeg tilbage hertil, lyder det fra Herren; thi jeg sønderbryder Babels konges åg.” Jer. 28, 2-4. PoK 215.2

I overværelse af præsterne og folket henstillede Jeremias indtrængende til dem at underkaste sig Babylons konge i det antal år, som Herren havde angivet. Han henviste Judas mænd til de profetier, som var blevet fremsat af Hoseas, Habakkuk, Zefanias og andre, som havde irettesat og advaret folket ligesom han selv. Han pegede på begivenheder, der var indtruffet som en opfyldelse af profetier, som forudsagde, at folket ville blive straffet for de synder, som de ikke havde angret. I fortiden var de ubodfærdige blevet hjemsøgt af Guds straffedomme, akkurat som han havde forudsagt ved sine tjenere. PoK 215.3

Jeremias drog denne konklusion: “Når en profet profeterer om fred, kendes den profet, Herren virkelig har sendt, på, at hans ord går i opfyldelse.” 9. vers. Hvis Israel valgte at løbe risikoen, ville fremtiden med al ønskelig tydelighed vise, hvem der var den sande profet. PoK 215.4

Jeremias’ forslag om, at man skulle underkaste sig, fik Hananja til at bestride hans budskabs troværdighed. Hananja tog det symbolske åg af Jeremias’ hals, sønderbrød det og sagde: “Så siger Herren: Således sønderbryder jeg om to år kong Nebukad-nezar af Babels åg og tager det fra alle folkenes hals.” “Men profeten Jeremias gik sin vej.” 11. vers. Der var øjensynlig ikke andet for ham at gøre end at trække sig ud af striden. Men Jeremias fik endnu et budskab. Der blev sagt til ham: “Gå hen og sig til Hananja: Så siger Herren: Du har søn-derbrudt ågstænger af træ, men jeg vil lave ågstænger af jern i stedet. Thi så siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Et jernåg lægger jeg på alle disse folks hals, at de må trælle for kong Nebukadnezar af Babel; de skal trælle for ham...” PoK 215.5

“Så siger profeten Jeremias til profeten Hananja: “Hør, Hananja! Herren har ikke sendt dig, og du har fået dette folk til at slå lid til løgn. Derfor, så siger Herren: Se, jeg slænger dig bort fra jordens flade; du skal dø i år, thi du har prædiket frafald fra Herren.” Og profeten Hananja døde samme år i den syvende måned.” 13.-17. vers. PoK 216.1

Den falske profet havde styrket folkets tilbøjelighed til at tvivle på Jeremias og hans budskab. Han var gået så vidt i ondskab, at han havde sagt, at han var Herrens sendebud, og som følge deraf led han døden. Jeremias forudsagde Hananjas død i den femte måned, og i den syvende måned gik hans ord i opfyldelse. PoK 216.2

Den uro, der blev fremkaldt af de falske profeters virksomhed, havde til følge, at Zedekias blev mistænkt for forræderi. Han fik kun lov at fortsætte med at regere som vassal, fordi han handlede hurtigt og beslutsomt. Judas konge benyttede anledningen, da han ledsagede Seraja på en vigtig rejse til Babylon, kort efter at udsendingene fra nabofolkene havde forladt Jerusalem. Jer. 51, 59. Under sit besøg ved det kaldæiske hof fornyede Zedekias sin troskabsed til Nebukadnezar. PoK 216.3

Den babyloniske konge var blevet bekendt med den sande Guds magt og overhøjhed gennem Daniel og andre hebraiske fanger. Da Zedekias endnu engang lovede Nebukadnezar troskab, krævede denne, at Zede-kias skulle sværge ved Herren Israels Guds navn. Hvis Zedekias havde respekteret den fornyede troskabsed, ville hans pålidelighed have gjort et dybt indtryk på mange af de mennesker, som lagde mærke til, hvorledes de personer levede, som bekendte sig til at ære hebræernes Gud og vise ham ærbødighed. PoK 216.4

Men Judas konge forspildte sin gyldne anledning til at ære den levende Guds navn. Der står om Zedekias: “Han gjorde, hvad der var ondt i Herren hans Guds øjne. Han ydmygede sig ikke under de ord, pro-feten Jeremias talte fra Herrens mund. Desuden faldt han fra kong Nebukadnezar, der havde taget ham i ed ved Gud; og han var halsstarrig og forhærdede sit hjerte, så han ikke omvendte sig til Herren, Israels Gud.” 2 Krøn. 36, 12. 13. PoK 216.5

Mens Jeremias fortsatte sin gerning i Judas land, lod Gud profeten Ezekiel fremstå blandt de fangne judæere i Babylon, for at han skulle advare og trøste de landflygtige og bekræfte Herrens ord, som blev talt ved Jeremias. I de år, der var tilbage af Zedekias’ regering, gjorde Ezekiel det meget klart, hvor uklogt det var at tro på de falske forudsigelser, som blev fremsat af mennesker, der så det som deres opgave at få de fangne judæere til at håbe på, at de snart ville få lov at vende hjem til Jerusalem. Han fik også pålæg om at forudsige Jerusalems belejring og fuldstændige ødelæggelse. Disse begivenheder skildrede han ved hjælp af en række symboler og højtidelige budskaber. PoK 216.6

I Zedekias’ sjette regeringsår viste Herren i et syn Ezekiel nogle af de vederstygge-ligheder, som fandt sted i Jerusalem og inden for Herrens hus’ porte, ja, helt inde i den indre forgård. Kamrene med afgudsbilleder og afbildninger af afguder “alskens væmmelige billeder af kryb og kvæg og alle Israels hus’ afgudsbilleder” gled i hurtig rækkefølge forbi profetens forundrede blik. Ez. 8, 10. PoK 216.7

Han så dem, som skulle have været folkets åndelige ledere, “halvfjerdsindstyve af Israels hus’ ældste”, ofre røgelse foran afgudsbilleder, som var blevet anbragt i skjulte kamre inden for tempelgårdens hellige mure. “Herren ser intet,” sagde Judas mænd til sig selv, mens de praktiserede deres he-denske skikke; “Herren har forladt landet,” sagde de spottende. 11. og 12. vers. PoK 216.8

Men profeten skulle få “endnu større vederstyggeligheder” at se. Ved porten mellem den ydre og den indre forgård så han, at der sad “kvinder og græd over Tammuz”, og ved “Herrens hus’ indre forgård”, “ved indgangen til Herrens helligdom mellem forhallen og alteret var der omtrent fem og tyve mænd; med ryggen mod Herrens hel-ligdom og ansigtet mod øst tilbad de solen”. 13. -16. vers. PoK 217.1

Nu spurgte det herlige væsen, som ledsagede Ezekiel, da han så det overraskende syn af ondskaben i de højeste kredse i Judas land: “Ser du det, menneskesøn ? Har Judas hus ikke nok i at øve de vederstyggeligheder her, siden de fylder landet med vold og krænker mig endnu mere? Se, hvor de sender stank op i næsen på mig! Men derfor vil også jeg handle med dem i vrede; jeg viser dem ingen medynk eller skånsel, og selv om de højlydt råber mig ind i øret, vil jeg ikke høre dem.” 17. og 18. vers. PoK 217.2

Herren havde ladet Jeremias sige om de onde mænd, som formastede sig til at træde frem for folket i hans navn: “Thi både profet og præst er venhellig, selv i mit hus har jeg mødt deres ondskab, lyder det fra Herren.” Jer. 23, 11. I den frygtelige skildring af tilstandene i Juda, hvormed krønikeskriveren afslutter sin beretning om Zedekias’ regering, gentages denne beskyldning for at krænke templets hellighed. Den hellige forfatter sagde: “Ligeledes gjorde alle Judas øverster og præsterne og folket sig skyldige i megen troløshed ved at efterligne alle hed-ningefolkenes vederstyggeligheder, og de besmittede Herrens hus, som han havde hel-liget i Jerusalem.” 2 Krøn. 36, 14. PoK 217.3

Opgørets dag nærmede sig hurtigt for Judas rige. Herren kunne ikke længer love dem, at han ville skåne dem for sine hårdeste straffedomme. Han spurgte: “... så skulle I gå fri! Nej, I går ikke fri!” Jer. 25, 29. PoK 217.4

Selv disse ord blev mødt med spot. De ubodfærdige sagde: “Det trækker i langdrag, og alle syner slår fejl!” Men Ezekiel skulle strengt tilbagevise denne fornægtelse af det sikre profetiske ord. “Sig derfor til dem,” sagde Herren, “jeg vil bringe dette mundheld til at forstumme, så de ikke mere bruger det i Israel. Sig tværtimod til dem: “Tiden er nær, og alle syner træffer ind!” Thi der skal ikke mere være noget løgnesyn eller nogen falsk spådom i Israels hus, men jeg, Herren, taler, hvad jeg vil, og det skal ske. Det skal ikke længer trække i langdrag; men i eders dage, du genstridige slægt, vil jeg tale et ord og fuldbyrde det, lyder det fra den Herre Herren.” PoK 217.5

Ezekiel siger videre: “Herrens ord kom til mig således: Menneskesøn! Se, Israels hus siger: “Synet, han skuer, gælder sene dage, og han profeterer om fjerne tider!” Sig derfor til dem: Så siger den Herre Herren: Intet af mine ord skal lade vente på sig mere; hvad jeg taler, skal ske, lyder det fra den Herre Herren.” Ez. 12, 21-28. PoK 217.6

Kong Zedekias gik i spidsen for dem, der styrtede landet i ulykke. Judas konge for-kastede fuldstændig den vejledning, som Herren havde givet ved profeterne, glemte den taknemmelighedsgæld, som han stod i til Nebukadnezar, brød den højtidelige tro skabsed, som han havde aflagt i Herren Israels Guds navn, og gjorde oprør imod profeterne, imod sin velgører og imod sin Gud. I sin tomme visdom søgte han hjælp hos Israels gamle fjende og “sendte sine bud til Ægypten, for at de skulle give ham heste og folk i mængde”. PoK 217.7

“Mon det lykkes ham?” spurgte Herren med henblik på det menneske, som så nedrigt havde forrådt alt, hvad der var blevet betroet ham. “Mon den, der bærer sig således ad, slipper godt derfra? Skal den, der bryder en pagt, slippe fra det? Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre Herren: Hvor den konge bor, som gjorde ham til konge, hvis ed han lod hånt om, og hvis pagt han brød, der hos ham i Babel skal han dø. Og Farao skal ikke hjælpe ham i krigen med en stor hær eller en talrig skare . . . Thi han lod hånt om eden og brød pagten trods givet håndslag; alt dette gjorde han; han skal ikke undslippe!” Ez. 17, 15-18. PoK 218.1

Den endelige regnskabsdag var kommet for den “gudløse hedning”. “Bort med hovedbindet,” sagde Herren, “ned med kronen!” Juda ville først få en konge igen, når Kristus selv oprettede sit rige. Den guddom-melige befaling om Davids hus’ trone lød således: “Grushobe, grushobe, grushobe gør jeg det til. Ve det! Således skal det være, til han kommer, som har retten til det; ham vil jeg give det.” Ez. 21, 25-27. PoK 218.2