Profeter Og Konger
KAPITEL 34—JEREMIAS
Jeremias var en af de mænd, som havde håbet, at den åndelige vækkelse, der fulgte efter Josias’ reformation, ville blive varig. Gud kaldte ham til profetgerningen, mens han endnu var ganske ung. Det skete i Josias’ trettende regeringsår. Jeremias til-hørte det levitiske præsteskab og var blevet oplært i den hellige gerning lige fra barn-dommen. I de lykkelige år, hvor han uddan-nede sig til præstegerningen, anede han ikke, at han fra fødslen var helliget “til profet for folkene”. Da Guds kald lød til ham, blev han overvældet, fordi han følte, at han var uværdig. “Ak, Herre, Herre,” udbrød han, “jeg kan jo ikke tale, thi jeg er ung.” Jer. 1, 5. 6. PoK 198.1
Gud så, at den unge Jeremias var en mand, som ville røgte sin gerning med troskab og stå fast for sandhed og ret på trods af kraftig modstand. Som barn havde han vist, at man kunne stole på ham, og nu skulle han døje megen modgang som en god korsets stridsmand. Herren sagde til sit ud-valgte sendebud: “Sig ikke: Jeg er ung! men gå, hvorhen jeg end sender dig, og tal alt, hvad jeg byder dig; frygt ikke for dem, thi jeg er med dig, for at frelse dig, lyder det fra Herren.” “Så omgjord dine lænder og stå frem og tal til dem, alt, hvad jeg byder dig! Vær ikke ræd for dem, at jeg ikke skal gøre dig ræd for dem! Og jeg, se, jeg gør dig i dag til en fast stad, til en jernstøtte og en kobber-mur mod hele landet, Judas konger og fyrster, præsterne og almuen; de skal kæmpe imod dig, men ikke kunne magte dig; thi jeg er med dig for at frelse dig, lyder det fra Herren.” 7. 8. og 17.-19. vers. PoK 198.2
Jeremias skulle komme til at vidne for folket om sandhed og retfærdighed i fyrre år. I en tid, hvor frafaldet var så graverende, at det ikke havde noget sidestykke, skulle han være et levende vidnesbyrd om, hvorledes det præger et menneskes liv og karakter at tjene den sande Gud. Han skulle være Herrens talerør under de frygtelige belejringer, som Jerusalem ville komme til at opleve. Han skulle forudsige, at Davids hus ville falde, og at det smukke tempel, som Salomo havde bygget, ville blive ødelagt. Hans frygtløse udtalelser ville koste ham friheden, men under sit fangenskab skulle han vedblive at tale imod synden i de højeste kredse. Han ville blive foragtet, hadet og forkastet af mennesker og ville til sidst komme til at opleve, at de profetier, han selv havde fremsat om den truende dom, gik i opfyldelse. Han ville også blive berørt af den sorg og elendighed, som fulgte i kølvandet af den domfældte bys ødelæggelse. PoK 198.3
Men midt i den ulykke, som landet styrtede sig hovedkulds ud i, fik Jeremias ofte lov at se fremad til den herlige tid, hvor nøden var forbi og Guds folk ville blive udfriet fra fjendens land og atter ført tilbage til Zion. Han så frem til den dag, da Gud ville forny sin pagt med dem. “Deres sjæl er som en vandrig have, de skal aldrig vansmægte mer.” Jer. 31, 12. PoK 199.1
Jeremias skrev selv om sin kaldelse til profetgerningen: “Herren udrakte sin hånd, rørte ved min mund og sagde til mig: “Nu lægger jeg mine ord i din mund. Se, jeg giver dig i dag myndighed over folk og riger til at oprykke og nedbryde, til at øde-lægge og nedrive, til at opbygge og plante.” Jer. 1, 9. 10. PoK 199.2
Tak Gud for ordene: “Til at opbygge og plante.” Disse ord var en forsikring til Jeremias om, at det var Herrens hensigt at genopbygge og helbrede. Han skulle overbringe folket skarpe budskaber i de kommende år. Han skulle frygtløst profetere om pludselige straffedomme. Fra Sinears sletter skulle “ulykke syde ud over alle landets indbyggere”. Herren sagde: “Jeg vil afsige dom over dem for al deres ondskab, at de forlod mig.” 14. og 16. vers. Men samtidig med at profeten forkyndte disse budskaber, skulle han forsikre alle dem, der ophørte med at volde ondt, om tilgivelse. PoK 199.3
Jeremias bestræbte sig på at være en klog bygmester, for lige fra begyndelsen af sin livsgerning søgte han at opmuntre judæerne til at lægge en solid grundvold for deres åndelige liv ved ærligt og oprigtigt at angre deres synder. De havde længe bygget med materialer, som apostlen Paulus har sam-menlignet med træ, hø og strå. Jeremias betegnede dem som slagger. “Giv dem navn af vraget sølv, thi dem har Herren vraget,” sagde han om det ubodfærdige folk. Jer. 6, 30. Han opfordrede dem nu til at bygge klogt og med evigheden for øje. De skulle forkaste frafaldets og vantroens slagger og bygge en grundvold af rent guld, renset sølv og ædelsten tro, lydighed og gode gerninger for kun disse ting er velbehagelige i en hellig Guds øjne. PoK 199.4
Herren talte således til sit folk ved Jere-mias: “Omvend dig, troløse Israel..., jeg vil ikke vredes på eder, thi nådig er jeg, lyder det fra Herren; jeg gemmer ej evigt på vrede; men vedgå din uret, at du forbrød dig mod Herren din Gud... Vend om, I frafaldne sønner, lyder det fra Herren; thi jeg er eders Herre.” “Kald mig din Fader, vend dig ej fra mig!” “Vend om, I frafaldne sønner, jeg læger eders frafald.” Jer. 3, 12-14.19. 22. PoK 199.5
Men Herren rettede ikke blot disse dejlige appeller til folket; han lagde dem også de ord i munden, som de skulle sige, når de kom tilbage til ham. De skulle sige således: “Se, vi kommer til dig, thi du er Herren vor Gud. Visselig, blændværk var højene, bjergenes larm; visselig, hos Herren vor Gud er Israels frelse... Vi lægger os ned i vor skændsel, vor skam er vort tæppe, thi mod Herren vor Gud har vi syndet, vi og vore fædre fra ungdommen af til i dag; vi hørte ikke på Herren vor Guds røst.” 22.-25. vers. PoK 199.6
Landet var blevet renset for afgudstempler under Josias’ reformation, men folkets hjerte var ikke blevet forandret. Sandhedens frø, som var spiret frem og havde givet løfte om en stor høst, var blevet kvalt af torne. Det ville være skæbnesvangert, hvis folket faldt fra på samme måde igen, og Herren søgte derfor at ruske dem op og få dem til at indse deres fare. De kunne kun gøre sig håb om fremgang og Guds yndest, hvis de var tro imod Herren. PoK 200.1
Jeremias mindede dem gang på gang om de råd, som de havde fået i Femte Mosebog. Han understregede i højere grad end nogen af de øvrige profeter betydningen af det, der stod i Moseloven, og påviste, hvorledes både folket som helhed og det enkelte menneske kunne høste den største åndelige velsignelse heraf. Han sagde indtrængende: “Spørg efter de gamle stier, hvor vejen er til alt godt, og gå på den; så finder I hvile for eders sjæle.” Jer. 6, 16. PoK 200.2
Ved en bestemt lejlighed befalede Herren profeten at tage plads ved en af hovedvejene ind til byen og indskærpe folket betydningen af at holde sabbaten hellig. Jeru-salems indbyggere stod i fare for at tabe sabbatens hellighed af syne, og de blev høj-tideligt advaret imod at udføre verdsligt arbejde på denne dag. De fik det løfte, at de ville blive velsignet, hvis de var lydige. Herren sagde: “Hvis I hører mig, ... så I ikke bringer nogen byrde ind gennem denne bys porte på sabbatsdagen, men holder den hellig og ikke gør noget arbejde på den, så skal konger og fyrster, som sidder på Davids trone, drage ind ad denne bys porte med vogne og heste, de og deres fyrster, Judas mænd og Jerusalems borgere, og denne by skal stå til evig tid.” Jer. 17, 24. 25. PoK 200.3
Løftet om den velstand, som de ville blive belønnet med, hvis de var tro, blev ledsaget af en profeti om de frygtelige straffedomme, som ville ramme byen, hvis dens indbyggere ikke var tro imod Gud og ikke holdt hans lov. Hvis de ikke rettede sig efter opfordringerne til at adlyde Herren deres fædres Gud og holde hans sabbat hellig, ville byen og dens paladser blive fuldstændig fortæret af ild. PoK 200.4
Således gik profeten fuldt og helt ind for de sunde livsprincipper, der var skitseret så tydeligt i lovbogen. Men forholdene i Judas land var af en sådan art, at der kun kunne ske en forandring til det bedre, hvis der blev truffet meget alvorlige forholdsregler. Det var derfor, at profeten arbejdede så ihærdigt for de ubodfærdige. Han sagde indtrængende: “Bryd eder nyjord og så dog ikke blandt torne!” “Rens dit hjerte for ondt, Jerusalem, at du må frelses!” Jer. 4, 3. 14. PoK 200.5
Men det store flertal af befolkningen ænsede ikke opfordringen til anger og reformation. Efter den gode kong Josias’ død havde de styrende i landet misbrugt deres embede og ført mange på afveje. Joahaz var blevet afsat af ægypterkongen og efterfulgtes på tronen af Jojakim, som var en ældre søn af Josias. Fra det øjeblik, Jojakim begyndte at regere, svandt Jeremias’ håb om at redde sit elskede land fra ødelæggelse og hindre, at folket kom i fangenskab. Men han fik ikke lov at forholde sig tavs, da landet truedes af fuldstændig ødelæggelse. De mennesker, der var forblevet tro imod Gud, skulle opmuntres til fortsat at gøre det rette, og synderne skulle om muligt tilskyndes til at afstå fra det onde. PoK 200.6
Krisen krævede et landsomfattende og dybtgående indgreb. Herren befalede Jeremias at gå hen i templets forgård og tale til alle de judæere, som gik ind og ud her. Han måtte ikke udelade et eneste af de ord, som Herren gav ham at sige. Synderne i Zion skulle have den bedst mulige anledning til at høre, hvad han sagde, så de kunne afstå fra deres ondskab. PoK 200.7
Profeten adlød. Han stillede sig i porten til Herrens hus og advarede og appellerede til folket. Under den Almægtiges inspiration sagde han: PoK 201.1
“Hør Herrens ord, hele Juda, I, som går ind gennem disse porte for at tilbede Herren! Så siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Bedrer eders veje og eders gerninger, så vil jeg lade eder bo på dette sted. Stol ikke på den løgnetale: Her er Herrens tempel, Herrens tempel, Herrens tempel! Men bedrer eders veje og eders gerninger! Dersom I virkelig øver ret mand og mand imellem, ikke undertrykker den fremmede, den faderløse og enken, ej heller udgyder uskyldigt blod på dette sted, ej heller til egen skade holder eder til fremmede guder, så vil jeg til evige tider lade eder bo på dette sted i det land, jeg gav eders fædre.” Jer. 7, 2-7. PoK 201.2
Man ser tydeligt, hvor nødigt Herren ville straffe dem. Han holder sine straffedomme tilbage og går i rette med de ubodfærdige. Han, der “øver miskundhed, ret og retfærdighed på jorden”, ynkes over sine vildfarne børn og prøver på enhver mulig måde at lære dem det evige livs vej. Jer. 9, 24. Han havde ført israelitterne ud af trældommen, for at de kunne tjene ham, den eneste sande og levende Gud. Skønt de havde dyrket afguder så længe og ladet hånt om hans advarsler, tilkendegiver han sin villighed til at holde straffen tilbage og give dem endnu en anledning til at angre. Han gjorde det klart, at den truende dom kun kunne afværges, hvis der skete en gennemgribende for-andring med hjertet. Det var forgæves, at de stolede på, at templet og tempel tjenesten kunne redde dem. Synden kunne ikke sones ved ritualer og ceremonier. Selv om de påberåbte sig, at de var Guds udvalgte folk, kunne de kun undgå følgerne af deres lovovertrædelser ved at omvende sig og begynde at leve et nyt liv. PoK 201.3
Jeremias skulle råbe “i Judas byer og på Jerusalems gader: Hør denne pagts ord” Herrens tydelige forskrifter, som var nedtegnet i den hellige skrift “og hold dem!” Jer. 11, 6. Og det var dette budskab, som han forkyndte, da han stod i templets forgårde ved begyndelsen af Joj akims regering. PoK 201.4
Han gennemgik i korthed Israels erfaringer fra udgangen af Ægypten. Guds pagt til dem lød således: “I skal høre min røst, så vil jeg være eders Gud, og I skal være mit folk; og I skal gå på alle de veje, jeg byder eder, at det må gå eder vel.” De havde ved flere lejligheder brudt denne pagt på det skændigste. Det udvalgte folk havde fulgt “deres onde hjertes stivsind og gik tilbage, ikke fremad”. Jer. 7, 23. 24. PoK 201.5
“Hvi falder da dette folk i Jerusalem fra i evigt frafald?” spurgte Herren. Jer. 8, 5. Profeten sagde, at det skyldtes, at de ikke havde adlydt Herren deres Guds røst og nægtede at tage ved lære. Se Jer. 5, 3. PoK 201.6
“Sandhed er svundet,” klagede han, “udryddet af deres mund.” “Selv storken oppe i luften kinder sin tid, turtelduen, svalen og tranen holder den tid, de skal komme; men mit folk, de kender ej Herrens ret.” “Skal jeg ikke hjemsøge dem for sligt, så lyder det fra Herren, skal ikke min sjæl tage hævn over sligt et folk?” Jer. 7, 28; 8, 7; 9, 9. PoK 201.7
Tiden var inde til en grandig hjerteran-sagelse. Der var endnu håb for folket, mens Josias var konge, men han kunne ikke længer gå i forbøn for dem, for han var faldet i krigen. Folkets synder var så store, at det næsten var for sent at gå i forbøn for dem. Herren sagde: “Om så Moses og Samuel stod for mit åsyn, ville mit hjerte ikke vende sig til dem. Jag dette folk bort fra mit åsyn! Og når de spørger mig: “Hvor skal vi gå hen?” så svar dem: Så siger Herren: Hvo dødens er, til død, hvo sværdets er, til sværd, hvo hungerens er, til hunger, hvo fangenskabets er, til fangenskab!” Jer. 15, 1. 2. PoK 202.1
Hvis det ubodfærdige folk nægtede at tage imod den nådige indbydelse, som Gud sendte dem nu, ville de nedkalde de samme straffedomme over sig, som havde ramt Israelsriget mod nord for hundrede år siden. Nu fik de dette budskab: “Hvis I ikke hører mig og følger den lov, jeg har forelagt eder, så I hører mine tjenere profeternes ord, som jeg årle og silde sendte eder, skønt I ikke ville høre, så gør jeg med dette hus som med Silo og giver alle jordens folk denne by at forbande ved.” Jer. 26, 4-6. PoK 202.2
Jeremias’ tilhørere i templets forgård forstod meget vel denne hentydning til Silo og til det tidspunkt, hvor filisterne overvandt Israel og tog vidnesbyrdets ark i Elis dage. PoK 202.3
Elis synd bestod i, at han så gennem fingre med de synder, som blev begået af hans sønner, der beklædte et helligt embede, og med den ondskab, der rådede i hele landet. Israel blev ramt af en stor ulykke, fordi han forsømte at rette disse onder. Hans sønner faldt i slaget, Eli selv mistede livet, Guds ark blev ført bort fra Israels land, og tredive tusind israelitter blev dræbt; det skete alt sammen, fordi synden havde fået lov at florere uhindret. Israel havde næret det forfængelige håb, at de ville sejre over deres fjender til trods for deres synder, blot de havde arken hos sig. På Jeremias’ tid troede Judas indbyggere ligeledes, at de kunne undgå den retfærdige straf for deres ondskab, hvis blot de nøje overholdt de guddommelige forskrifter for tempeltjenesten. PoK 202.4
Disse begivenheder rummer en stor lærdom for de mænd, som beklæder ansvarsfulde stillinger i Guds menighed i dag. De er en alvorlig påmindelse om, at der bør skrides samvittighedsfuldt ind over for de synder, som vanærer sandhedens sag. De mennesker, der hævder, at de har fået Guds lov betroet, bør ikke smigre sig med, at de ikke vil få Guds retfærdighed at føle, fordi de udadtil viser ærbødighed for budene. Ingen bør nægte at tage imod irettesættelse, når de gør det onde, eller beskylde Guds tjenere for at være for nidkære, når disse søger at rense lejren for ondt. Gud hader synd og opfordrer dem, der hævder, at de holder hans lov, til at afstå fra al uretfær-dighed. Hvis mænd og kvinder vægrer sig ved at angre og vise villig lydighed i dag, vil det få lige så alvorlige følger, som det fik for det gamle Israel. Guds straffedomme kan kun holdes tilbage til et bestemt tidspunkt. Jerusalems ødelæggelse på Jeremias’ tid er en alvorlig advarsel til det nye Israel om, at man ikke ustraffet kan sidde de råd og formaninger overhørig, som er givet af udvalgte tjenere. PoK 202.5
Jeremias’ budskab til præsterne og folket vakte modstand hos mange. De råbte vredt: “Hvor tør du profetere i Herrens navn og sige: Det skal gå dette hus som Silo, og denne by skal ødelægges, så ingen bor der!” Og alt folket stimlede sammen om Jeremias i Herrens hus.” Jer. 26, 9Præster, falske profeter og lægmænd vendte sig i vrede mod ham, som ikke ville kildre deres øren eller profetere løgn. Guds budskab blev foragtet, og hans tjener blev truet med døden. PoK 202.6
Jeremias’ ord kom Judas fyrster for øre, og de skyndte sig fra kongens slot til templet for at forhøre sig om, hvorledes sagen forholdt sig. “Så sagde præsterne og profeterne til fyrsterne og alt folket: “Denne mand har gjort halsløs gerning, thi han har profeteret mod denne by, som I selv hørte.” 11. vers. Men Jeremias trådte modigt frem for fyrsterne og alt folket og sagde: “Herren sendte mig for at profetere mod dette hus og denne by alle de ord, I hørte. Bedrer dog eders veje og eders gerninger og hør på Herren eders Guds røst, at Herren må angre det onde, han har talet imod eder. Men se, jeg er i eders hånd; gør med mig, hvad der er godt og billigt i eders øjne! Dog skal I vide, at hvis I dræber mig, så bringer I uskyldigt blod over eder og denne by og dens indbyggere; thi sandelig sendte Herren mig for at tale alle disse ord til eder.” 12. -15. vers. PoK 203.1
Hvis profeten havde ladet sig skræmme af de ledende mænds truende holdning, ville hans budskab have været virkningsløst, og han ville have mistet livet; men den modige måde, hvorpå han overbragte den højtidelige advarsel, aftvang folket respekt og gjorde Israels fyrster gunstigt stemt. De gik i rette med præsterne og de falske profeter og påviste, hvor uklogt det ville være at tage så drastiske forholdsregler, som de havde foreslået, og det lykkedes dem at ændre stemningen hos folket. På denne måde sørgede Gud for, at hans tjener blev taget i forsvar. PoK 203.2
De ældste protesterede også imod den beslutning, præsterne havde taget angående Je-remias. De henviste til Mika, som havde profeteret, at Jerusalem ville blive straffet. Han havde sagt: “Zion skal piøjes som en mark, Jerusalem blive til grushobe, tempelbjerget til krathøj.” De spurgte nu: “Mon kong Ezekias af Juda og hele Juda dræbte ham? Frygtede de ikke Herren og bad ham om nåde, så Herren angrede det onde, han havde truet dem med? Vi er ved at bringe stor ulykke over vore sjæle.” 18. og 19. vers. PoK 203.3
Takket være disse indflydelsesrige mænds forsvar blev profetens liv reddet, men mange af præsterne og de falske profeter kunne ikke tåle at høre hans revsende ord og ville være blevet yderst tilfredse, hvis han var blevet domfældt for at have forført folket og var blevet dræbt. PoK 203.4
Fra den dag, Jeremias blev kaldet, til han sluttede sin gerning, var han “metalprøver” og “guldprøver” blandt folket for at kende og prøve deres færd, og menneskers vrede kunne ikke få bugt med ham. Herren havde på forhånd sagt til sin tjener: “De skal kæmpe imod dig, men ikke få overhånd over dig, thi jeg er med dig for at frelse og redde dig, lyder det fra Herren. Jeg redder dig af ondes vold og frier dig af voldsmænds hånd.” Jer. 6, 27; 15, 20. 21. PoK 203.5
Jeremias var af naturen frygtsom og tilbageholdende og længtes efter at kunne trække sig tilbage i stilhed, så han ikke længer behøvede at være vidne til sit kære folks fortsatte ubodfærdighed. Hans hjerte krympede sig i vånde over den ulykke, som synden forvoldte. Han sagde klagende: “Ak, var mit hoved vand, mine øjne en tårekilde! Så græd jeg dag og nat over mit folks datters slagne. Ak, fandt jeg i ørkenen et herberg for vandringsmænd! Så drog jeg bort fra mit folk og gik fra dem.” Jer. 9, 1. 2. PoK 203.6
Han blev hånet på det frygteligste. Hans følsomme sjæl blev gang på gang gennemboret af de hånlige pile, som blev sendt imod ham af mennesker, som foragtede hans budskab og ikke brød sig om den store byrde, han havde for deres omvendelse. Han sagde: “Hvert folk lo mig ud og smæded mig dagen lang.” “Dagen lang er jeg til latter, mig håner enhver.” “Alle mine venner lurer på et fejltrin af mig: “Måske går han i fælden, så vi får ham i vor magt, og da kan vi hævne os på ham!” Klages. 3, 14; Jer. 20, 7. 10. PoK 204.1
Men den trofaste profet fik daglig styrke til at holde ud. Han udbrød i tro: “Herren er med mig som en vældig helt; derfor skal de, som forfølger mig, snuble i afmagt, højlig beskæmmes, thi heldet svigter dem, få skændsel, der aldrig glemmes.” “Syng for Herren, lovpris Herren! Thi han redder den fattiges sjæl af de ondes hånd.” Jer. 20, 11. 13. PoK 204.2
Jeremias lærte af de erfaringer, han gennemgik både i sin ungdom og i de senere år af sin profetgerning, at “et menneskes vej ikke står til ham selv, og at det ikke står til en mand at vandre og styre sine fjed”. Han lærte at bede: “Tugt os, Herre, men med måde, ikke i vrede, for ikke at gøre os færre!” Jer. 10, 23. 24. PoK 204.3
Når det krævedes af ham, at han skulle drikke af trængselens og sorgens bæger, og når han i sin elendighed blev fristet til at sige: “Min livskraft, mit håb til Herren er ude,” mindedes han, hvorledes Guds forsyn havde hjulpet ham, og udbrød sejrsglad: “Herrens miskundhed er ikke til ende, ikke brugt op, hans nåde er ny hver morgen, hans trofasthed stor. Min del er Herren, (siger min sjæl,) derfor håber jeg på ham. Dem, der bier på Herren, er han god, den sjæl, der ham søger; det er godt at håbe i stilhed på Herrens frelse.” Klages. 3, 18. 22-26. PoK 204.4