Med Mesteren på bjerget

“Dersom dit øje er sundt, bliver hele dit legeme lyst”

At være helt optaget af det mål, man har for øje, være udelt i sin hengivenhed for Gud dette er, hvad disse Frelserens ord påpeger nødvendigheden af. Sæt dig alvorligt og urokkeligt som mål at finde sandheden og at adlyde den uden hensyn til omkostningen, så vil du erholde guddommelig oplysning. Sand gudsfrygt begynder, når al eftergivenhed over for synd ophører. Da vil hjertets tale finde sit udtryk i apostelen Paulus ord: “Men et gør jeg: idet jeg glemmer, hvad der er bagved, og rækker efter det, der er foran, jager jeg frem mod målet, den sejrspris, som Gud fra det høje kaldte os i Kristus Jesus.” Jo, jeg regner i sandhed alt for tab i sammenligning med det langt højere at kende kristus Jesus, min Herre. For hans skyld har jeg lidt tab på alt og regner det for skam, for at jeg kan få Kristus igen.” (Fil. 3,13-14. og 8). MMPB 94.3

Men når øjet formørkes af egenkærlighed, er der kun mørke. Men hvis dit øje er sygt, bliver hele dit legeme i mørke. Det var dette forfærdelige mørke, der indhyllede jøderne i hårdnakket vantro og gjorde det umuligt for dem at vurdere hans karakter og mission, der kom for at frelse dem fra deres synder. MMPB 95.1

Eftergivenhed i fristelse begynder med, at man tillader sindet at vakle og ikke står fast i sin tillid til Gud. Dersom vi ikke vælger at overgive os helt til Gud, er vi i mørke. Når vi tager et eller andet forbehold, lader vi en dør blive stående åben, hvorigennem den onde kan komme ind og forlede os med sine fristelser. Han ved, at dersom han kan fordunkle vort syn, således at troens øje ikke kan se Gud, vil der ikke være nogen hindring for synden. MMPB 95.2

En overhåndtagende syndig lyst åbenbarer sjælens forblindelse. Enhver eftergivenhed over for denne lyst styrker sjælens modvilje mod Gud. Ved at følge den sti, Satan har valgt, omsluttes vi af ondskabens skygger, og hvert skridt fører os ind i et dybere mørke og forøger hjertets blindhed. MMPB 95.3

Den samme lov gælder i den åndelige verden som i naturen. Den, der opholder sig i mørke, vil til sidst miste evnen til at se. Han indesluttes i en skygge, som er tættere end den mørke midnatstime, og selv den klareste middagsglans bringer ham intet lys. Han “vandrer i mørket, og han ved ikke, hvor han går hen, thi mørket har blændet hans øjne”. (1Joh. 2,11). Ved hårdnakket at holde fast ved det onde og med forsæt være Guds kær lige kald overhørig mister synderen kærligheden til det gode, længselen efter Gud, selve evnen til at modtage Himmelens lys. Nådens indbydelse er fremdeles fuld af kærlighed, og lyset skinner lige så klart, som da det først dæmrede i hans sjæl, men stemmen lyder for døve øren, og lyset falder på blændede øjne. MMPB 95.4

Gud forlader aldrig en eneste sjæl for stedse og lader den gå sine egne veje, så længe der er noget håb om, at den kan frelses. Vi vender os bort fra Gud, ikke Gud fra os. Vor himmelske Fader følger os med kald, advarsler og forsikringer om medlidenhed, indtil fortsatte anledninger og privilegier ville være ganske unyttige. Ansvaret hviler på synderen. Ved at stå Guds ånd imod i dag bereder han vejen for en ny modstand mod lyset, når det kommer med forøget kraft. Således går han skridt for skridt i sin modstand, indtil lyset til sidst ikke gør noget indtryk, og han lader sig ikke på nogen måde påvirke af Guds ånd. Da vil endog “det lys, der er i dig,” være blevet mørke. Selv den sandhed, som vi er bekendt med, er blevet så forvrænget, at den forøger sjælens blindhed. MMPB 96.1