Evangelisering

Løsne helt op.

Evangelisten må afslutte sin undervisning—En arbejder bør aldrig lade en eller anden del af virksomheden blive ugjort, for at det ikke er behagelig at udføre den, og tænke at den næste prædikant som kommer vil udføre den for ham. Hvor dette sker og efter den første prædikant, kommer en anden som fremholder hvad Gud kræver af sit folk, vil nogle trække sig tilbage og sige: “Den prædikant som bragte os sandheden, nævnte ikke noget om disse ting”. Og de føler sig stødt over det de hører. Nogle nægter at godtage tiendesystemet; de vender sig bort og vil ikke længere følge dem, som tror og elsker sandheden. Når andre punkter bliver nævnt for dem, svarer de: “Sådan blev det ikke fremstillet for os,” og de får betænkeligheder ved at gå videre. Hvor meget bedre havde det ikke været om den første sandhedens budbærer med troskab og grundighed havde undervist disse nyomvendte angående alle væsentlige punkter, selv om ikke så mange var blevet lagt til menigheden under hans virksomhed.—Evangeliets tjenere s. 369, 370 (n 273). (1915) Eva 321.2

Et arbejde der ikke vil filtres op—Prædikanten bør ikke mene at hans gerning er færdig før de, som har taget imod sandhedens teori, virkelig erfarer indflydelsen af dens helliggørende kraft og i sandhed er omvendt. Når Guds ord som et skarpt, tveægget sværd trænger ind i hjertet og vækker samvittigheden, tror mange at dette er nok; men værket er kun begyndt. Gode indtryk er blevet givet, men dersom ikke disse indtryk bliver uddybet ved omhyggelig bestræbelse under bøn til Gud, vil Satan modvirke dem. Arbejderen bør ikke slå sig til tro med hvad som er blevet udrettet. Sandhedens plovskær må trænge dybere ned, og det vil det sikkert også, dersom der bliver gjort grundigere anstrengelser for at vejlede tankerne og befæste overbevisningen hos dem, som gransker sandheden. Eva 321.3

Alt for ofte sker det at arbejdet afsluttes i ufuldendt stand og i mange sådanne tilfælde kommer der ikke noget ud af det. Når en gruppe mennesker har taget imod sandheden, syntes prædikanten undertiden at han straks må rejse til et nyt virkefelt og somme tider sker det at man uden tilstrækkelig undersøgelse tillader ham at rejse. Dette er forkert; han bør fuldføre den påbegyndte virksomhed; for ved at arbejdet efterlades ufuldendt, sker der mere skade end gavn. Ingen arbejdsmark er mindre lovende end den som er blevet oparbejdet akkurat nok til at give rajgræsset en frodigere vækst. Ved en sådan arbejdsmetode er mange sjæle blevet gjort til kasteboldt for Satan og for modstand fra medlemmer i andre kirkesamfund, som har forkastet sandheden og mange drives did hvor de aldrig mere kan nås. En prædikant må heller lade være med at begynde arbejdet, hvis han ikke kan føre det til en grundig afslutning. .... Eva 322.1

Medmindre de som tager imod sandheden, er grundige omvendte, medmindre der foregår en tydelig forandring i liv og karakter, og medmindre sjælen grundfæstes på den evige Klippe, vil de ikke bestå prøven ved de forsøg der er gjort. Når prædikanten rejser bort og nyhedens interesse ikke længere er til stede, taber sandheden sin kraft til at henrive dem og de udøver ikke mere hellig indflydelse end de gjorde tidligere. Eva 322.2

I Guds værk må der ikke forekomme noget fuskeri, ikke noget sløseri. Når en prædikant kommer til et virkefelt, bør han oparbejde dette felt grundigt. han må ikke være tilfreds med sin fremgang før han ved alvorlig arbejde og med Guds velsignelse kan bringe Herren omvendte mennesker som har en sand forståelse af sit ansvar og som vil udføre sin beskikkede gerning. Hvis de som han har under sin beskyttelse, har fået den rette undervisning, vil virksomheden ikke gå i opløsning når han rejser bort til andre arbejdsfelter; den vil være afsluttet på en så grundig måde at den står trygt.—Evangeliets tjenere s. 367-369 (n 271-272). (1915) Eva 322.3

Gør et grundigt arbejde—Der er fare for at dem som holder møder i vore byer vil være tilfreds med at gøre et overfladisk arbejde. Lad prædikanterne og konferensformænd vågne op og se betydningen af at gøre et grundigt arbejde. Lad dem arbejde og planlægge med det i tanke at tiden er næsten til ende, og at de, på grund af dette, må arbejde med fordoblet iver og energi.—Review and Herald, 11.jan 1912. Eva 323.1

Så længe vi altid er parate til at følge Guds opåbnende forsyn, bør vi ikke lægge større planer, ikke optage mere plads til udvidelser, end at der er hjælp og midler til at løsne godt op for arbejdet og holde og øge den interesse der allerede er startet op. Så længe der er større planer og der åbner sig mere udstrakte marker op, for medarbejderne, må der være bredere idéer, og bredere syn om medarbejderne som skal arbejde for at bringe sjæle til sandheden.—Brev 34, 1886. Eva 323.2

Efterlad et arbejde der er løsnet op for—Der oprettes menigheder og får lov til at gå ned, imedens nye marker indtages. Nu oprettes disse menigheder på bekostning af meget arbejde; og de menigheder som er der og således forsømmes, de får lov til at løbe ud i sandet. Det er sådan at tingene sker i øjeblikket. . . . . Eva 323.3

Så længe pligter bliver udført på netop vor egen måde, skal vi ikke strække os videre og længes og se efter arbejde i større omfang. . . . Gud ønsker ikke at I skal efterlade jer så meget arbejde som I har planlagt, og opstarte så mange folk efter disse planer, der kan forsømmes, og indhentes, og det vil være vanskeligere at få det tilbage igen der er blevet startet op. . . . Eva 323.4

Jeg håber at I vil se åbent og oprigtigt på disse ting og ikke handle impulsivt eller fra følelser. Vore prædikanter må uddannes og oplæres til at gøre deres arbejde grundigere. De bør løsne op for arbejde og ikke efterlade det indfiltret. Og de bør særligt se efter den interesse som de har skabt, og ikke gå bort og aldrig have nogen særlige mellemværende efter at have forladt en menighed. En stor del af dette er sket—Brev 1, 1879. Eva 324.1

Sjæles tarv opprioriteres—I årevis er der givet lys til dette punkt og har vist det nødvendigt at opfølge en opvækkende interesse og på ingen måde forlade denne interesse, før alle har besluttet sig for at læne sig op ad sandheden og har erfaret den dåbsnødvendige omvendelse og indmeldt sig i en menighed eller dannet en selv. Eva 324.2

Der er intet vigtigere end at en prædikant kaldes ud fra en interesse skabt ved sandhedens afsløring. Selv sygdom og død er af mindre betydning end sjæles frelse hvem Kristus gjorde et så umådeligt stort offer for. Dem som mærker sandhedens vigtighed og sjæles værdi hvem Kristus døde for, vil under ingen omstændigheder miste interessen for disse sjæle. De vil sige: Lad de døde begrave deres døde. Hjemlige sysler, lande og huse, burde ikke have den mindste tiltrækningskraft væk fra arbejdsmarken. Eva 324.3

Hvis prædikanter lader disse timelige ting adskille sig fra arbejdet, er deres eneste vej at droppe alt og ikke have lande eller timelige ting som vil have en indflydelse der drager dem fra disse sidste dages højtidelige arbejde. En sjæl er af mere værdi end hele verden. Hvordan kan mennesker som bekender sig til at have overgivet sig selv til det hellige sjælevindende arbejde, lade deres små timelige besiddelser optage deres tanker og hjerter og holde dem væk fra det høje kald, som de bekender sig til at have fået fra Gud?—Vidnesbyrdene bd. 2, s. 540, 541. (1870) Eva 324.4

Illustration på tab af ugjort efterladt arbejde—Hvilket mod har vi—hvilket mod skal vi have—for at lægge arbejde i forskellige steder der bruger vor styrke og livskraft til det allersidste, og så gå bort og forlade det og lade alt løbe ud i sandet, uden at nogen holder øje med det? Eva 325.1

Nu vil jeg blot nævne min erfaring. Da jeg trådte ned på den amerikanske jord, efter at have været i Europa, tog jeg ikke ind i et hus, men tog ind i en hotel og spise min aftensmand, og så tog jeg til ___. Der var plads til alle andre, hvor der skulle lægges planer, så der var nogen til at løsne op for arbejdet. Der var et velhavende folk, og dybt overbeviste. Det var en underfuld interesse vi havde der. Folk ville komme til møderne og sidde og lytte med tårer i deres øjne; de blev dybt berørte; men emner blev ikke overladt til nogen at følge op med interesse; men alt fik lov til at gå direkte tilbage. Disse ting behagede ikke Gud. Vi skal hverken sprede for meget over stedet og sætte os for at gøre for stort et arbejde, for ellers lader tingene sig ikke arrangere de som de burde.—Manuskrift 19b, 1890. Eva 325.2

Skabe en vanskelig arbejdsmark for andre—Prædikanter som ikke er vitalt kærlige, som skaber en interesse blandt folk, men efterlader arbejdet i ubehandlet tilstand, efterlader en overordentlig svær arbejdsmark til andre. Det er vanskeligt for dem at komme ind på den og afslutte det arbejde som de ikke fuldendte. Disse mænd vil blive prøvet; og hvis de ikke gør deres arbejde mere trofast, vil de, efter en lidt længere prøve, lægges til side som grundens besværlige elementer, upålidelige vagtfolk.—Vidnesbyrdene bd. 4, s. 317. (1879). Eva 325.3

Resultatet af hadaderet arbejde—Løsn grundigt op for dit arbejde. Efterlad ingen tabte (strikketøjs)masker, som andre skal samle op. Skuf ikke Kristus. Sæt dig for at du vil gennemføre det, og at du i Kristi styrke beviser din gerning til fulde. . . . . Eva 325.4

Intet er så deprimererende for den nærværende sandheds sags fremme, som det ligegyldige arbejde nogle af menighedernes prædikanter gør. Der er brug for et pålideligt arbejde. Menighederne er lige ved at dø, fordi de ikke styrkes i Kristi lighed. Herren er ikke glad for den løsagtige handlemåde menighederne har, fordi mennesker ikke er trofaste forvaltere af Guds nåde. De modtager ikke hans nåde, og kan derfor ikke få del i den. Menighederne er svage og syge på grund af deres upålidelighed som antageligvis skal arbejde blandt dem, hvis opgave er at få over overblik over dem, våge efter sjæle som dem der må aflægge et regnskab.—Manuskrift 8a, 1888. Eva 326.1