Barnet i hjemmet

AFSNIT 7—UDVIKLING AF KRISTNE KARAKTERTRÆK

Kapitel 25—ENKELHED

Opdrag i barnlig enkelhed. — De små børn burde opdrages i barnlig enkelhed. De burde oplæres til at være tilfredse med små, nyttige pligter og med de fornøjelser og oplevelser, der er naturlige for deres alder. Barndommen svarer til strået i lignelsen, og strået har en ganske særegen skønhed. Børn burde ikke tvinges ind i en modenhed, der er forud for deres alder, men burde så længe som muligt bevare deres barnlige friskhed og ynde. Jo mere stilfærdigt og enkelt barnets liv er — jo mere frit for kunstig ophidselse og jo mere i harmoni med naturen — jo bedre betingelser har det for legemlig og sjælelig kraft og for åndelig styrke.¹ BIH 135.1

Forældrene bør ved deres eksempel opmuntre til at danne enkle vaner og lede deres børn bort fra en kunstig til en naturlig levevis.² BIH 135.2

Naturlige børn er mest indtagende. — De mest indtagende børn er dem, som er naturlige og ligefremme. Det er ikke klogt at vise børn særlig opmærksomhed. . . . Deres forfængelighed bør ikke anspores ved at rose deres udseende, deres ord eller deres handlinger. De bør heller ikke klædes på en kostbar og prangende måde. Dette opmuntrer til stolthed og vækker misundelse hos deres kammerater. Lær børnene, at den sande prydelse ikke er noget udvortes. “Jeres prydelse skal ikke være noget udvortes: hårfletning og påhængte guldsmykker eller forskellig klædedragt, men hjertet, det skjulte menneske, med den uforgængelige prydelse, som en sagtmodig og stille ånd er; dette er meget værd i Guds øjne.” 1 Pet. 3, 3. 4.³ BIH 135.3

Den ægte charmes hemmelighed. — Piger bør lære, at den ægte kvindelige charme ikke alene består i skikkelsens og ansigtets skønhed eller i besiddelsen af selskabelige talenter, men i en sagtmodig og stille ånd, i tålmodighed, elskværdighed, godhed og villighed til at gøre og lide noget for andre. De bør lære at arbejde, studere med et bestemt formål for øje, leve deres liv i en bestemt hensigt, stole på Gud og frygte ham, og ære deres forældre. Når de bliver ældre, vil de da blive mere rene i sind, få mere selvtillid, og blive mere vellidt. Det vil være umuligt at nedværdige en sådan kvinde. Hun vil undslippe de fristelser og prøvelser, som har styrtet så mange i fordærv.⁴ BIH 136.1

Forfængelighedens sæd. — I mange hjem bliver for-fængelighedens og egoismens sæd sået i børnenes hjerter, næsten mens de endnu er spæde. Deres morsomme små udtalelser bliver kommenteret og rost i deres nærværelse og gentaget med overdrivelser for andre. De små lægger mærke til dette og svulmer af selvfølelse. De drister sig til at afbryde samtalerne og bliver frække og uforskammede. Smiger og overbærenhed plejer deres forfængelighed og egenrådighed, indtil den yngste ikke så sjældent regerer hele familien, fader og moder indbefattet. BIH 136.2

Den tilbøjelighed, der dannes ved denne opdragelse, kan ikke lægges af, når barnet vokser op og bliver mere fornuftigt. Den vokser sammen med barnet, og det, der kunne forekomme morsomt hos den lille, bliver noget foragteligt og forkasteligt ved manden eller kvinden. De søger at herske over deres omgangskreds, og hvis nogen nægter at bøje sig for deres ønsker, føler de sig krænkede og forurettede. Det skyldes, at de til skade for dem selv er blevet favoriserede i de unge år i stedet for at lære den selvfornægtelse, der kræves for at bære livets møje og besvær.⁵ BIH 136.3

Opelsk ikke trangen til ros. — Børn trænger til på-skønnelse, til venlighed og opmuntring, men man bør vogte sig for at nære deres trang til at blive rost. ... De forældre eller den lærer, som har det sande karakterideal og mulighederne for at kunne nå det for øje, kan ikke nære eller opmuntre til indbildskhed. De vil ikke opmuntre de unges trang til at stille deres dygtighed eller færdigheder til skue. Den, som stiler efter noget højere end sig selv, må være ydmyg, men alligevel vil han være i besiddelse af en værdighed, som ikke lader sig beskæmme eller bringe ud af fatning ved ydre pragtudfoldelse eller menneskelig storhed.⁶ BIH 137.1

Læg vægt på enkelhed i kost og klædedragt. — Det er en hellig pligt for forældrene at lære deres børn at hjælpe til med at bære hjemmets byrder og være tilfredse med en jævn og enkel kost og pænt og billigt tøj.⁷ BIH 137.2

Gid mødre og fædre ville erkende deres forpligtelser og ansvar over for Gud! Hvilken forandring ville der da ikke finde sted i samfundet! Børnene ville ikke blive ødelagt ved ros og forkælelse eller blive forfængelige, ved at der spenderes tøj på dem.⁸ BIH 137.3

Undervis i enkelhed og tillid. — Vi bør undervise vore børn i enkelhed og tillid. Vi bør lære dem at elske og frygte og adlyde deres skaber. I alt, hvad vi planer for og stiler efter, bør hans ære være det vigtigste. Hans kærlighed bør være den drivende kraft i enhver handling.⁹ BIH 137.4

Kristus er vort eksempel. — Jesus, vor frelser, vandrede på Jorden med en konges værdighed; alligevel var han sagtmodig og ydmyg af hjertet. Han var til lys og opmuntring i ethvert hjem, fordi han bragte glæde, håb og mod med sig. Åh, om vi dog kunne være tilfredse med at længes og stræbe mindre efter ting, som er vanskelige at få, til at smykke vore hjem med, medens det, som Gud værdsætter højere end ædle stene: den sagtmodige og stille ånd, ikke bliver næret. Enkelhedens, ydmyghedens og den ægte kærligheds ynde ville gøre selv det tarveligste hjem til et paradis. Det er bedre at udholde alle beværligheder med glæde end at give afkald på fred og tilfredshed.¹⁰ BIH 137.5