Barnet i hjemmet

69/85

Kapitel 67—MODENS FORTRYLLENDE MAGT

Moden er en tyrannisk herskerinde. — Moden behersker verden; og hun er en tyrannisk herskerinde, der ofte tvinger sine tilhængere til at finde sig i de største gener og ulemper. Moden stiller krav uden grund og kræver ind uden nåde. Hun har en fortryllende magt og er rede til at kritisere og latterliggøre enhver, som ikke følger hende.1 BIH 415.1

De rige stræber efter at overgå hinanden ved at rette sig efter dens stadig skiftende påfund; middelklassen og de fattigere stræber efter at nærme sig til den norm, der er angivet af dem, som formodes at stå over dem selv. Hvor pengemidlerne og kræfterne er begrænsede og ærgerrigheden efter at stå mål med dem, som står et trin højere på den sociale rangstige, er stor, bliver byrden næsten ikke til at bære. BIH 415.2

For mange betyder det ikke noget, hvor klædelig eller endog smuk en dragt muligvis er; hvis moden skifter, må den sys om eller kasseres.2 BIH 415.3

Satan er modens ophavsmand og den drivende kraft i dens altid skiftende, aldrig tilfredsstillende krav, og han har altid travlt med at finde på noget nyt, der viser sig at være til skade for legemets og moralens sundhed; og han triumferer, fordi hans planer lykkes så godt. Døden ler, fordi de, der tilbeder ved modens alter i sundhedsnedbrydende tåbelighed og blind tjenstivrighed, så let bringes under dens herredømme. Lykken og Guds vel-behag ofres på hendes alter.3 BIH 415.4

Afguderi med klædedragten er en moralsk sygdom. Den burde ikke føres med over i det nye liv. I de fleste tilfælde vil det vise sig, at når man følger evangeliets fordringer, kræves der en afgjort forandring, hvad klædedragten angår.4 BIH 415.5

Den pris, nogle betaler. — Hvor afvigende fra de principper, Bibelen anviser, er ikke meget af det, som moden kræver af vor klædedragt! Tænk på de moder, som har været fremme de sidste hundrede år eller blot de sidste få årtier! Hvor mange af dem var ikke blevet erklæret for usømmelige, hvis det ikke havde været en modesag at følge dem! Hvor mange af dem ville ikke blive betegnet for upassende for en dannet, gudfrygtig kvinde med respekt for sig selv! . . . BIH 416.1

Mangen fattig ung pige har givet afkald på varmt un-dertøj for at kunne få en moderne kjole og har måttet bøde derfor med livet. Ønsket om at være lige så fine og elegante som de velhavende har drevet mange ud i uærlighed og skam. Mangt et hjem har mistet sine bekvemmeligheder, og mangen en mand er blevet tilskyndet til at begå underslæb eller er spillet fallit for at kunne tilfredsstille hustruens eller børnenes urimelige krav.5 BIH 416.2

Blind beundring for påklædningen bringer frelsen i fare. — Arrogance og forfængelighed viser sig overalt; men de, der har tilbøjelighed til at se i spejlet for at beundre sig selv, vil ikke være særlig tilbøjelige til at se i moralens store spejl, Guds lov. Den blinde beundring for påklædningen ødelægger alt ydmygt, sagtmodigt og smukt i karakteren. Den sluger de kostbare timer, der burde helliges til meditation, hjerteransagelse, og granskning af Guds ord under bøn. . . En kristen kan ikke følge verdens demoraliserende moder uden at bringe sin sjæls frelse i fare.6 BIH 416.3

Lysten til stads demoraliserer hjemmet. — Ved Kristi nådes hjælp er kvinder i stand til at udføre et stort og betydningsfuldt arbejde. Derfor bruger Satan sin op-findsomhed til at finde på moderne tøj, så lysten til stads i den grad kan optage selv bekendende kristne mødres sind, hjerte og følelser, at de ikke får tid tilovers til deres børns opdragelse og uddannelse eller til at forme deres egen personlighed og karakter, så de kan være eksempler for deres børn og et forbillede på gode gerninger. Når Satan sikrer sig moderens tid og tanker, er han fuldt ud klar over, hvor meget han har vundet. I ni af ti tilfælde har han opnået, at hele familien bliver optaget af påklædningen og den tomme trang til at tage sig ud. Børnene regner han som sit bytte, for han har taget moderen til fange.7 BIH 416.4

Små børn hører mere om klæder end om deres frelse, . . . for moderen er mere fortrolig med moden end med sin frelser.8 BIH 417.1

Forældre og børn berøves det bedste, det ædleste og sandeste i livet, og moden lokker dem til at undlade at berede sig for det tilkommende liv.9 BIH 417.2

Ikke modige nok til at gå mod strømmen. — Mange af moderens besværligheder kommer af hendes anstrengelser for at følge tidens mode. Disse moder har en frygtelig indflydelse på den legemlige, intellektuelle og moralske sundhed. Af mangel på mod til at stå fast på det rette giver kvinder strømningerne i den folkelige mening lov til at suge dem med i sit kølvand. . . . Bekendende kristne mødre ofrer alt for ofte principperne for deres ønske om at følge mængden, der gør moden til deres gud. Samvittigheden protesterer, men de er ikke modige nok til at gøre beslutsom modstand mod det forkerte.10 BIH 417.3

Forældre — pas på. — Forældre klæder ofte deres børn i meget dyrt tøj med megen iøjnefaldende pynt, og derpå beundrer de åbenlyst virkningen af deres påklædning og smigrer dem for deres udseende. Disse tåbelige forældre ville blive bestyrtede, hvis de kunne se, hvordan Satan støtter deres bestræbelser og ægger dem til større dårskab.11 BIH 417.4

Et problem mange mødre står overfor. — Når jeres døtre ser en kjole, der er anderledes end den, de har, er de tilbøjelige til at ønske sig en magen til. Eller måske ønsker de sig noget, de ser andre har, men som I ikke føler vil være i overensstemmelse med jeres tro at give dem. Tillader I dem da at plage disse ting ud af jer og lade dem forme jer i stedet for at forme dem i overens-stemmelse med evangeliets principper? Vore børn er meget dyrebare i Guds øjne. Lad os undervise dem i Guds ord og opdrage dem efter Guds vilje. Det er jeres privilegium at lære jeres børn at leve således, at de kan få Himmelens anerkendelse. . . . BIH 417.5

Lad os ikke opmuntre vore børn til at følge verdens mode. Hvis vi trofast vil give dem den rette undervisning, vil de ikke gøre det. . . . Verdslige moder antager ofte meningsløse former, og I må indtage et fast standpunkt imod dem.12 BIH 418.1

Følgerne af lyst til stads. — Tusinder lider skibbrud på deres lykke, fordi de er optaget af at tænke på fornøjelser og klædedragt. Og nogle af dem, der bekender sig til at elske og holde Guds befalinger, efteraber denne klasse mennesker så langt, som de på nogen mulig måde kan og samtidig beholde kristennavnet. Nogle af de unge er så ivrige efter stads, at de endog er villige til at opgive kristennavnet, dersom de blot kan følge deres hang til forfængelig påklædning og lyst til fornøjelse.13 BIH 418.2

Familier, der bruger megen tid på at klæde sig for syns skyld, kan sammenlignes med det figentræ, Kristus så langt borte. Dette figentræ brammede med sine blomstrende grene selv lige foran dommeren; men da Kristus kom for at se efter frugt, undersøgte han det fra den øverste kvist til den nederste gren og fandt ikke andet end blade. Det er frugt, han hungrer efter; frugt, han må have.14 BIH 418.3

Guds døtre lader sig ikke nøje. — Der er nok af nød-vendigt og vigtigt arbejde her i verden med dens nød og lidelse, uden at nogen skulle spilde kostbare øjeblikke med pynt eller stads. Den himmelske konges døtre, medlemmer af den kongelige familie, vil føle byrden af det ansvar at skulle nå op til et højere liv, for at de må komme i nær forbindelse med Himmelen og arbejde i harmoni med verdens genløser. De, som beskæftiger sig med dette arbejde, vil ikke lade sig nøje med de moder og den dårskab, der optager kvinders sind og tanker i disse sidste dage. Dersom de virkelig er Guds døtre, vil de være delagtige i guddommelig natur. Når de ser de fordærvelige indflydelser i samfundet, vil de ligesom deres guddommelige genløser gribes af den dybeste medynk. De vil leve i forståelse med Kristus, og efter som de har evner og anledning vil de, inden for deres område, arbejde for at frelse fortabte sjæle, ligesom Kristus på sit ophøjede område virkede til gavn for menneskene.15 BIH 418.4