KRISTUS ALENE

SKABELSEN ER TROENS BEVIS, 14. FEBRUAR

“De skjulte ting er for Herren vor Gud, men de åbenbare er for os og vore børn evindelig, at vi må lære at handle efter alle denne lovs ord!” 5 Mos. 29, 29. KA 52.1

Guds Ord er en lygte for vor fod, og et lys på vor sti. De, som kaster hans Ord til side og med deres egen blinde filosofi søger at opspore Jehovas vidunderlige hemmeligheder, vil falde i mørket. Dødelige mennesker har fået en vejviser, gennem hvilken de kan finde Jehova og så meget af hans gerning, som det er godt for dem at kende. Med syndflodsberetningen har Inspirationen givet os en forklaring på de dybe hemmeligheder, som geologien i sig selv aldrig ville være i stand til. KA 52.2

Satan har i ganske særlig grad bestræbt sig på at få det faldne menneske til at gøre oprør mod Guds ledelse, og det er lykkedes ham alt for godt. Han har prøvet at fordunkle og tilsløre Guds lov, som i sig selv er ganske klar. Mest voldsomt har han hadet det fjerde bud i tibudsloven, fordi det peger på den levende Gud som himmelens og Jordens skaber. Menneskene vender sig bort fra Jehovas enkle forskrifter og griber til gengæld vantroens fabler. KA 52.3

Mennesket kommer til at stå uden undskyldning. Gud har givet tilstrækkelige beviser, som mennesket kunne bygge troen på, hvis det virkelig ønskede at tro. I disse sidste dage vil verden næsten være blottet for sand tro. Under den forudsætning at Guds ord ikke er til at stole på, griber man efter menneskelige ræsonnementer, selv om disse er i modstrid med Skriftens kendsgerninger. Mennesker vil forsøge at forklare skaberværket som et resultat af naturlige årsager, søge at forklare det, som Gud aldrig har åbenbaret. Men menneskelig videnskab kan ikke udforske Himmelens Guds hemmeligheder og heller ikke forklare skabelsens uudgrundelige hemmelighed, et mirakel udført af Almagtens kræfter, lige så lidt som den kan vise, hvordan Gud blev til. KA 52.4

“De skjulte ting er for Herren vor Gud, men de åbenbare er for os og vore børn evindelig.” . . . Guds veje er ikke vore veje, og hans tanker er ikke vore tanker. Menneskelig videnskab kan aldrig gøre rede for hans underfulde gerninger. Gud forordnede det således, at mennesker, dyr og træer, mange gange større end dem, der nu vokser på Jorden, sammen med andre ting, blev begravet i jorden på syndflodens tid, for der at blive bevaret som et vidnesbyrd til menneskene om, at indbyggerne i den gamle verden gik til grunde i en kæmpemæssig oversvømmelse. Det var Guds hensigt, at opdagelsen af disse ting i jorden skulle stadfæste menneskers tro på den inspirerede beretning. Men det, der skulle tjene til at ophøje Gud, bruger menneskene med deres forfængelige tankegang til at opnå ganske andre resultater. ⁴³ KA 52.5