KRISTUS ALENE
DENNE VERDEN ER EN SLAGMARK, 27. AUGUST
“Vi retter vort blik mod Jesus, ... som for at få den glæde, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse skammen, og som nu har taget sæde på højre side af Guds trone.” Hebr. 12, 2. KA 253.4
Kristus udholdt korset for at få den glæde, der ventede ham.. . . Som et offer for verden, døde han på korset, og gennem dette offer kommer den største velsignelse, Gud kunne give: Helligåndens gave. Denne velsignelse tilhører alle, som vil tage imod Kristus. Den faldne verden er slagmarken for den største kamp, det himmelske univers og jordiske magter nogen sinde har oplevet. Den er udpeget som skueplads for det heftigste opgør mellem godt og ondt, mellem Himmelen og Helvede. Ethvert menneske har del i denne konflikt. Ingen kan være neutral. Enten må man tage imod eller forkaste verdens frelser. Alle er vidner, enten for eller imod Kristus. Kristus kalder på alle, der står under hans fane, til at tage del i kampen sammen med ham, som trofaste soldater, så de kan arve livets krone. De er adopteret som Guds sønner og døtre.. . . KA 253.5
Herren Jesus har kaldt på verdens agtpågivenhed: “Den, som har øre, han høre.” Alle må lytte med lydig og ydmyg opmmærksomhed. Han gentager ordene fra ham, som sagde: “Denne er min Søn, den elskede, hør ham!” Hvem lytter til de ord? Der er lys og liv for dem, som tager imod dem. Kan mennesker ikke forstå, hvordan Gud ser på de væsener, han har skabt? Han formede menneskets sind. Ikke en nobel tanke kommer op i vort sind uden at den stammer fra ham. Han kender alle det menneskelige sinds mystiske funktioner — og var det ikke ham, der skabte det? Gud forstår, at synden har vanæret og forringet mennesket, men han ser på det med medlidenhed og sympati, fordi han ved, at Satan har det i sin magt.. . . KA 254.1
Nogle familier har en lille kirke i deres hjem. Gensidig kærlighed knytter hjerterne sammen, og samhørigheden i familien er den mest effektive prædiken om praktisk gudsfrygt, der kan fremholdes. Når forældrene trofast udfører deres pligt i familien ved at styre, irettesætte, rådgive og vejlede, faderen som hjemmets præst, moderen som hjemmets missionær, så fungerer de indenfor det område, Gud ønsker de skal. Ved en trofast opfyldelse af deres pligter i hjemmet mangedobles mulighederne for at yde tjenester udenfor hjemmet. De bliver bedre skikket til at arbejde i menigheden. Ved en betænksom opdragelse, hvor de små knyttes til forældrene og til Gud, bliver forældre Guds medarbejdere. Korset ophøjes i hjemmet. Familiens medlemmer bliver medlemmer af den kongelige familie i Himmelen og den himmelske konges børn.36 KA 254.2