KRISTUS ALENE

AT ADLYDE GUDS LOV, 11. MAJ

“Thi hvor er der vel et stort folk, som har guder, der kommer til det, således som Herren vor Gud gør det, når vi kalder på ham; og hvor er der vel et stort folk, der har så retfærdige anordninger og lovbud som hele denne lov, jeg forelægger eder i dag?” 5 Mos. 4, 7. 8. KA 141.2

Gud gav denne erklæring til folket om sine bud gennem Moses: “Hold dem og følg dem! Thi det skal være eders visdom og eders kløgt i de andre folks øjne.” . . . KA 141.3

De værdifulde retningslinier, Herren gav sit folk fra Sinajbjerget, bragte de med sig gennem ørkenvandringen, og de gentog dem ved hvert lejrsted. Det var Guds hensigt, at de, ved de ord, de talte, og på mange andre måder, skulle give de omboende folkeslag et billede af ham og hans lov. Ved mange anledninger, når de mødte folk, der ikke kendte Gud, ophøjede de deres Leder som et stort og helligt væsen, som alle til stadighed burde ære, respektere og tilbede.. . . KA 141.4

De omkringboende folkeslag skulle blive kendt med de gudgivne loves ædle principper, som lederne oplærte folket til at leve efter. Det skulle vise dem, at overholdelsen af disse love ikke var nedværdigende, men et bevis på, at dette folk virkelig var begunstiget fremfor andre folkeslag. KA 141.5

Den fuldkomne orden i israelitternes lejr var også en anskuelsesundervisning for de omkringboende folkeslag. De så skyen, der svævede over stedet, hvor tabernaklet skulle opstilles; de lagde mærke til, hvordan præsterne og andre udvalgte tjenere udførte hver sin specielle opgave i forbindelse med forberedelsen af lejren for natten. Ingen udførte noget, andre skulle gøre. Forsøg på at gøre et andet menneskes opgave var forbundet med dødsstraf. Enhver tog sig af sin specielle pligt. Ved opførelsen af tabernaklet passede hver del sammen, således at Herrens hus blev opført med fuldkommen præcision. Ikke et ord blev sagt, ingen befalinger givet af andre end den ansvarshavende. Der var ingen forvirring, da alt var sat sammen i overensstemmelse med det mønster, Moses så på bjerget. KA 141.6

Alt i forbindelse med opførelsen af lejren var et praktisk eksempel for børnene, som derved blev oplært i en vanedannende præcision, forsigtighed og orden. Hvis børnene var gamle nok, skulle de lære at opslå de telte, de boede i, og at holde fuldkommen orden i alt det, de gjorde.. . . De fik bestandig undervisning om himmelske ting. Forældrene forklarede hele tiden børnene, hvorfor israelitterne var på rejse i ørkenen, hvorfor loven blev givet på Sinaj; hvad de forventede at gøre og blive, når de nåede Løftets Land.³² KA 141.7