Profeter Og Konger

KAPITEL 29—UDSENDINGENE FRA BABYLON

Midt under sin fremgangsrige kongegerning blev kong Ezekias pludselig dødssyg, og det stod ikke i menneskers magt at bringe hjælp. Den sidste gnist af håb syntes at forsvinde, da profeten Esajas kom til ham og sagde: “Så siger Herren: Beskik dit hus, thi du skal dø og ikke leve!” Es. 38, 1. PoK 166.1

Det hele så mørkt ud, men kongen havde endnu den udvej at bede til ham, som hidtil havde været hans “tilflugt og styrke, en hjælp i angster, prøvet til fulde”. Sl. 46, 1. “Da vendte han ansigtet om mod væggen og bad således til Herren: “Ak, Herre, kom dog i hu, hvorledes jeg har vandret for dit åsyn i oprigtighed og med helt hjerte og gjort, hvad der er godt i dine øjne!” Og Ezekias græd højt.” 2 Kong. 20, 2. 3. PoK 166.2

Siden Davids tid havde der ikke regeret en konge, som havde gjort så meget for at fremme Guds riges interesser under frafald og modgang som Ezekias. Den døende konge havde tjent sin Gud trofast og havde styrket folkets tillid til Herren som deres øverste hersker. Han kunne derfor bede som David: PoK 166.3

“Lad min bøn komme frem for dit åsyn,
til mit klageråb låne du øre!
Thi min sjæl er mæt af lidelser,
mit liv er dødsriget nær.” Sl. 88, 3. 4.

PoK 166.4

“Du er mit håb, o Herre!
Fra min ungdom var Herren min tillid;
fra moders skød har jeg støttet
mig til dig.”
“Forkast mig ikke i alderdommens tid.”
“Gud, hold dig ikke borte fra mig,
il mig til hjælp, min Gud.”
“Indtil alderdommens tid og de
grånende hår
svigte du mig ikke, o Gud. End skal
jeg prise din arm for alle kommende
slægter.” Sl. 71, 5. 6. 9. 12. 18. PoK 166.5

Han, hvis miskundhed ikke er til ende, hørte sin tjeners bøn. Klages. 3, 22. “Men Esajas var endnu ikke ude af den mellemste forgård, før Herrens ord kom til ham således: “Vend tilbage og sig til Ezekias, mit folks fyrste: Så siger Herren, din fader Davids Gud: Jeg har hørt din bøn, jeg har set dine tårer! Se, jeg vil helbrede dig; i over-morgen kan du gå op i Herrens hus; jeg vil lægge femten år til dit liv og udfri dig og denne by af assyrerkongens hånd og værne om denne by for min og min tjener Davids skyld!” 2 Kong. 20, 4-6. PoK 166.6

Profeten gik glad tilbage for at bringe kongen fortrøstning og håb. Han sagde, at man skulle lægge en klump figner på det syge sted, og overbragte kongen budskabet om Guds nåde og beskyttende omsorg. PoK 167.1

Da Moses var i Midjans land, bad han om et tegn. Gideon gjorde det samme, da han mødte sendebudet fra Himmelen. Elisa bad ligeledes om et tegn, da han skulle skilles fra sin herre. Nu bad Ezekias om et tegn på, at budskabet var fra Himmelen. Han spurgte profeten: “Hvad er tegnet på, at Herren vil helbrede mig, så jeg i overmorgen kan gå op i Herrens hus?” PoK 167.2

Profeten svarede: “Dette skal være dig tegnet fra Herren på, at Herren vil udføre, hvad han har sagt: Skal skyggen gå ti streger frem eller ti streger tilbage?” Ezekias sagde: “Skyggen kan let strække sig ti streger frem nej, lad den gå ti streger tilbage!” PoK 167.3

Skyggen på soluret kunne kun gå ti streger tilbage, hvis Gud greb direkte ind, og dette skulle være tegnet på, at Herren havde hørt Ezekias’ bøn. “Da råbte profeten Esajas til Herren; og han lod skyggen på Akaz’ solur gå ti streger tilbage.” 8.-11. vers. PoK 167.4

Da Judas konge havde genvundet sine kræfter, gav han udtryk for Herrens barmhjertighed i sang og lovede at vie resten af sit liv til at tjene kongernes Konge. Hans taknemmelighed over Guds barmhjertighed er en inspiration for alle dem, der ønsker at leve til deres skabers ære. PoK 167.5

“Jeg tænkte:
Bort må jeg gå i min bedste alder,
hensættes i dødsrigets porte mine sidste år.
Jeg tænkte:
Ej skuer jeg Herren i de levendes land,
ser ingen mennesker mer blandt
skyggerigets folk;
min bolig er nedbrudt,
ført fra mig som hyrdernes telt,
som en væver sammenrulled du mit liv
og skar det fra tråden.
Du ofrer mig fra dag til nat,
jeg skriger til daggry;
som en løve knuser han alle benene i mig;
du giver mig hen fra dag til nat.
Jeg klynker som klagende svale, sukker som duen,
jeg skuer med tårer mod himmelen:
Herre, jeg trænges, vær mig borgen!
Hvad skal jeg sige?
Han talede til mig,
og selv greb han ind.
For bitterhedens skyld i min sjæl vil
jeg vandre sagtelig alle mine år.
Herre, man skal bære bud derom
til alle kommende slægter.
Opliv min ånd,
helbred mig og gør mig karsk!
Se, bitterhed, bitterhed blev mig til fred.
Og du skåned min sjæl for under
gangens grav;
thi alle mine synder kasted du
bag din ryg.
Thi dødsriget takker dig ikke,
dig lover ej døden,
på din miskundhed håber ej de, der
synker i graven.
Men den levende, den levende takker dig
som jeg i dag.
Om din trofasthed taler fædre til
deres børn.
Herre, frels os!
Så vil vi røre strengene
alle vore levedage ved Herrens hus.” Es. 38, 10-20. PoK 167.6

I de frugtbare dale ved floderne Tigris og Eufrat boede der et gammelt folk, som skulle blive verdens hersker. På dette tidspunkt stod de under Assyrien. Blandt dette folk fandtes der vise mænd, som studerede astronomi med stor interesse. De blev højlig overrasket, da de opdagede, at skyggen på soluret var gået ti streger tilbage. Da deres konge, Merodak-Bal’adan, fik at vide, at dette mirakel var et tegn på, at Himmelens Gud havde forlænget Judas konges liv, sendte han folk til Ezekias for at lykønske ham med helbredelsen og om muligt få mere at vide om den Gud, som kunne gøre et så stort mirakel. PoK 167.7

Da ambassadørerne fra det fjerne land kom, fik Ezekias en glimrende anledning til at ophøje den levende Gud. Han kunne uden mindste vanskelighed have fortalt dem om Gud, som opretholder alt det skabte, og som havde været så nådig at spare hans eget liv, da alt håb var ude. Hvilke kolossale forandringer kunne der ikke have fundet sted, hvis disse sandhedshungrende menne-sker fra Kaldæas sletter var kommet til at anerkende den levende Guds overhøjhed! PoK 168.1

Men Ezekias’ hjerte blev stolt og forfængeligt, og for at kaste glans over sig selv lod han de fremmedes grådige blikke betragte de rigdomme, som Gud havde skænket sit folk. Kongen “viste dem huset, hvor han havde sine skatte, sølvet og guldet, røgelsesstofferne, den fine olie, hele sit våbenoplag og alt, hvad der var i hans skatkam-mer; der var ikke den ting i hans hus og hele hans rige, som Ezekias ikke viste dem”. Es. 39, 2. Han gjorde det ikke for at ære Gud, men for at ophøje sig selv i de fremmede fyrsters øjne. Han tænkte ikke et øje-blik på, at disse mænd var repræsentanter for et mægtigt folk, som hverken frygtede Gud eller ejede kærlighed i hjertet, og at det var uklogt at vise dem landets timelige rigdomme. PoK 168.2

Under ambassadørernes besøg hos Ezekias blev dennes taknemmelighed og gudsfrygt sat på prøve. Der står: “Derfor var det også, at Gud gav ham til pris for sendebudene, der var sendt til ham fra Babels fyrster for at høre om det under, der var sket i landet; det var for at sætte ham på prøve og således få kendskab til alt, hvad der var i hans hjerte.” 2 Krøn. 32, 31. Hvis Ezekias havde benyttet denne anledning til at vidne om Israels Guds magt, godhed og barmhjertighed, ville ambassadørernes rapport have været som et strålende lys midt i mørket. Men han ophøjede sig selv fremfor Hærskarers Herre. Han “gengældte ikke den velgerning, der var vist ham; hans hjerte blev hovmodigt”. 25. vers. PoK 168.3

Følgerne var katastrofale. Det blev åbenbaret for Esajas, at ambassadørerne rejste hjem med en rapport om de rigdomme, som de havde set, og at Babylons konge og hans rådgivere ville lægge planer om at berige de-res eget land med de skatte, som fandtes i Jerusalem. Ezekias havde begået en alvorlig synd. “Derfor kom der vrede over ham og over Juda og Jerusalem.” 25. vers. PoK 168.4

“Da kom profeten Esajas til kong Ezekias og sagde til ham: “Hvad sagde disse mænd, og hvorfra kom de til dig?” Ezekias svarede: “De kom fra et fjernt land, fra Babel.” Da spurgte han: “Hvad fik de at se i dit hus?” Ezekias svarede: “Alt, hvad der er i mit hus, så de; der er ikke den ting i mine skatkamre, jeg ikke viste dem.” PoK 168.5

Da sagde Esajas til Ezekias: “Hør Hærskarers Herres ord! Se, dage skal komme, da alt, hvad der er i dit hus, og hvad dine fædre har samlet indtil denne dag, skal bringes til Babel og intet lades tilbage, siger Herren. Og af dine sønner, der nedstammer fra dig, og som du avler, skal nogle tages og gøres til hofmænd i Babels konges palads!” Men Ezekias sagde til Esajas: “Det ord fra Herren, du har talt, er godt!” Es. 39, 3-8. PoK 168.6

“Men da Ezekias ydmygede sig og vendte om fra sit hovmod sammen med Jerusalems indbyggere, kom Herrens vrede ikke over dem i Ezekias’ dage.” 2 Krøn. 32, 26. Men den onde sæd var sået og skulle til sin tid spire og bringe sin sørgelige høst. Judas konge havde lykken med sig i de sidste år, han levede, fordi han havde besluttet at råde bod på det, der var tabt i fortiden, og at ære Guds navn. Hans tro blev dog stillet på en alvorlig prøve, og han skulle lære, at han kun kunne gøre sig håb om at sejre over mørkets magter, som ville ombringe ham selv og tilintetgøre hans folk, ved at stole ubetinget på Herren. PoK 169.1

Alle mennesker kan tage ved lære af den fejltagelse, som Ezekias begik, da han svigtede sit høje kald under ambassadørernes besøg. Også vi bør bruge meget mere tid til at tale om de gode erfaringer, vi har haft, samt om Guds nåde og langmodighed og Frelserens uforlignelige kærlighed. Når sindet og hjertet er fyldt af Guds kærlighed, er det ikke vanskeligt at tale med andre om det, som angår det åndelige liv. Ophøjede tanker, ædel stræben, en klar forståelse af sandheden, uselviskhed samt længsel efter fromhed og hellighed vil komme til udtryk i ord, som fortæller, hvad hjertet er fuldt af. PoK 169.2

De mennesker, vi omgås til daglig, behøver vor hjælp og vore råd. De befinder sig måske i en sådan sindstilstand, at et ord i det rette øjeblik virker som et søm, der er anbragt på det rette sted. I morgen er det måske for sent at komme i forbindelse med disse mennesker. Hvilken indflydelse øver vi over dem, som vi vandrer sammen med på livets vej ? PoK 169.3

Vi stilles over for store ansvar hver eneste dag. Vore ord og handlinger gør daglig indtryk på vore medmennesker. Derfor er det så vigtigt, at vi sætter vagt ved vore læ-ber og færdes med forsigtighed. Blot et enkelt ubetænksomt eller uklogt skridt er til-strækkeligt til at få en stærk fristelses bru-sende bølger til at skylle en sjæl over bord. Vi kan ikke rykke de tanker op, som vi har sået i andre menneskers sind. Hvis disse tanker er onde, kan vi være skyld i, at der bliver sat en række onde begivenheder i gang, som vi ikke har nogen mulighed for at standse. PoK 169.4

Hvis vi på den anden side færdes sådan, at vi hjælper andre at opelske gode principper, sætter vi dem i stand til at gøre det gode. De øver til gengæld en god indflydelse over andre, og på den måde hjælper vi ubevidst hundreder og tusinder af mennesker. Kristi sande efterfølger styrker det gode forsæt hos alle de mennesker, han kommer i berøring med, og åbenbarer Guds nådes kraft og Guds fuldkomne karakter for en vantro, syndig verden. PoK 169.5