Profeter Og Konger

KAPITEL 28—DEN GUDFRYGTIGE EZEKIAS

Under Akaz’ søns fremgangsrige regering blev der gennemført en reformation, som stod i skarp modsætning til faderens hensynsløse styre. Da Ezekias kom på tro-nen, var han fast besluttet på at gøre, hvad der stod i hans magt for at skåne Juda for den skæbne, som overgik nordriget. Profe-ternes budskaber forlangte ikke delvise refor-mer. De straffedomme, som truede landet,kunne kun undgås, hvis der blev gennemført tilbundsgående forandringer. PoK 162.1

Ezekias var den rette mand i denne krise. Han tog fat på opgaven, lige så snart han var kommet på tronen. Først besluttede han at genindføre tempeltjenesten, som så længe var blevet forsømt. Han rettede en alvorlig henvendelse til en gruppe præster og levitter, som var forblevet tro imod deres hellige kald, og bad dem om at hjælpe sig med dette arbejde. I tillid til deres loyale støtte fortalte han dem uden omsvøb, at han agtede at gennemføre øjeblikkelige og vidtrækkende reformer. “Vore fædre var troløse,” sagde han, “og gjorde, hvad der var ondt i vor Guds øjne; de forlod ham, idet de vendte ansigtet bort fra Herrens bolig og vendte den ryggen.” “Nu har jeg i sinde at slutte en pagt med Herren, Israels Gud, for at hans glødende vrede må vende sig fra os.” 2 Krøn. 29, 6. 10. PoK 162.2

I få, velvalgte ord gennemgik kongen den øjeblikkelige situation: Templet var lukket og tempeltjenesten standset, afgudsdyrkelsen florerede åbenlyst i byens gader og i hele landet, Herren var blevet forkastet af i tusindvis af mennesker, som måske ville være blevet ved at tjene ham, hvis lederne i Juda var gået foran med et godt eksempel; riget var gået i forfald og havde mistet sin anseelse i nabofolkenes øjne. Nordriget gik hurtigt sin opløsning i møde. Mange af dets indbyggere blev dræbt af sværdet, og et stort antal var allerede blevet ført bort som fanger. Inden længe ville Israel falde fuldstændig i assyrernes hænder og gå til grunde. Dette ville også blive Judas skæbne, medmindre Gud fremkaldte en stor omvæltning ved hjælp af sine udvalgte repræsentanter. PoK 162.3

Ezekias rettede en direkte appel til præ-sterne om at bistå ham med at gennemføre de nødvendige reformer. “Så lad det nu, mine sønner, ikke skorte på iver, thi eder har Herren udvalgt til at stå for hans åsyn og tjene ham og til at være hans tjenere og tænde offerild for ham.” “Helliger nu eder selv og helliger Herrens, eders fædres Guds, hus.” 11. og 5. vers. PoK 162.4

Tiden krævede, at der blev handlet hurtigt. Præsterne gik i gang med opgaven med det samme. De fik en del andre præster, som ikke var til stede under disse drøftelser, til at hjælpe sig og gik helhjertet i gang med at rense og hellige templet. Dette var en meget vanskelig opgave, fordi templet var blevet vanhelliget og forsømt i så mange år. Men præsterne og levitterne arbejdede utrætteligt, og i løbet af bemærkelsesværdig kort tid kunne de meddele, at arbejdet var fuldført. Templets porte var blevet istandsat og åbnet, de hellige kar var blevet skaffet til veje og bragt på plads, og alt var rede til at genoptage tempeltjenesten. PoK 163.1

Under den første gudstjeneste bad kongen tillige med byens øverster, præsterne og levitterne om tilgivelse for de synder, som folket havde gjort sig skyld i. Der blev bragt syndofre “for at skaffe hele Israel soning”. “Så snart man var færdig med brændofferet, knælede kongen og alle, der var hos ham, ned og tilbad.” Nu genlød templets forgårde atter af lov og tak. De tilbedende istemte Davids og Asafs sange med glæde i bevidstheden om, at de var ved at blive befriet for syndens og frafaldets slaveri. “Ezekias og alt folket glædede sig over, hvad Gud havde beredt folket, thi det hele var sket så hurtigt.” 24. 29. og 36. vers. PoK 163.2

Gud havde i sandhed påvirket de ledende judæeres hjerte og tilskyndet dem til at gå i spidsen for en effektiv reformbevægelse for at standse frafaldets fremtrængen. Gang på gang havde han indtrængende kaldt på det udvalgte folk ved sine profeter, mens Israels ti stammer, som nu var i fjendens vold, havde foragtet og forkastet disse budskaber. Der var dog nogle få gudfrygtige tilbage i Juda, og profeterne vedblev at appellere til disse. Hør Esajas sige: “Vend om til ham, hvem Israels børn faldt fra så dybt!” Es. 31, 6. Hør Mikas tillidsfulde ord: “Jeg vil spejde efter Herren, jeg bier på min frelses Gud; min Gud vil høre mig. Glæd dig ej over mig, min fjende! Thi jeg faldt, men står op; om end jeg sidder i mørke, er Herren mit lys. Jeg vil bære Herrens vrede jeg synded jo mod ham indtil han strider for mig og skaffer mig ret; han fører mig ud i lys, jeg skal skue hans retfærd.” Mika 7, 7-9. PoK 163.3

I de mørke år, da templets porte var luk-ket, fandt mangen fortvivlet sjæl trøst i disse og lignende budskaber, som udtrykte Guds villighed til at tilgive og tage imod dem, som omvendte sig til ham af et oprigtigt hjerte. Nu, da lederne gik i spidsen for reformarbejdet, var der mange blandt folket, som reagerede positivt, fordi de var trætte af syndens slaveri. PoK 163.4

Den hellige skrift var fuld af opmuntrende profetier til dem, som kom til templets forgårde for at bede om tilgivelse og forny deres troskabspagt med Gud. Moses havde advaret kraftigt imod afgudsdyrkelse i hele Israels påhør, men han havde også fremsat profetier om Guds villighed til at høre og tilgive dem, som i perioder med frafald søgte Herren af hele deres hjerte. “I de kommende dage, når du er i nød, og alle disse ting kommer over dig, skal du vende om til Herren din Gud og adlyde hans røst,” sagde Moses. “Thi en barmhjertig Gud er Herren din Gud; han slipper dig ikke og lader dig ikke gå til grunde og glemmer ikke pagten med dine fædre, som han tilsvor dem.” 5 Mos. 4, 30. 31. PoK 163.5

Da Salomo bad sin profetiske bøn ved ind-vielsen af templet, som Ezekias og hans folk nu atter tog i brug, sagde han: “Når dit folk Israel tvinges til at fly for en fjende, fordi de synder imod dig, og de så omvender sig til dig og bekender dit navn og opsender bønner og begæringer til dig i dette hus, så høre du det i Himmelen og tilgive dit folk Israels synd.” 1 Kong. 8, 33. 34. Gud havde tilkendegivet sin tilfredshed med denne bøn, for da den var bedt til ende, kom der ild ned fra himmelen og fortærede brændofferet og offergaverne, og Herrens herlighed fyldte templet. Se 2 Krøn. 7, 1. Den følgende nat lod Herren sig til syne for Salomo og sagde til ham, at hans bøn var hørt, og at Herren ville være nådig imod dem, som kom til templet for at tilbede. Gud gav ham denne nådige forsikring: “Dersom ... mit folk, som mit navn nævnes over, da ydmyger sig, beder og søger mit åsyn og vender om fra deres onde veje, så vil jeg høre det i Himmelen og tilgive deres synd og læge deres land.” 14. vers. Disse løfter gik til fulde i opfyldelse under Eezekias’ re-formation. PoK 164.1

Den gode begyndelse, som blev gjort, da templet blev renset, efterfulgtes af en stor vækkelse, som både Israel og Juda var del-agtige i. I sin iver efter at gøre tempeltjenesten til en virkelig velsignelse for folket besluttede Ezekias at genindføre den gamle skik at sammenkalde alle israelitterne for at fejre påskehøjtiden. PoK 164.2

Påsken var ikke blevet fejret som en national fest i mange år. Det kunne ikke lade sig gøre efter rigets deling ved Salomos død. Men de frygtelige straffedomme, som ramte de ti stammer, vakte ønsket om noget bedre i manges hjerte, og profeternes kraftige ap-peller undlod heller ikke at gøre deres virk-ning. De kongelige ilbud drog viden om og indbød folket til at overvære påsken i Jerusalem. De gik “fra by til by i Efraims og Manasses land og lige til Zebuion”. De ubodfærdige lod hånt derom, men der var nogle få, som ønskede at søge Gud og få en klarere forståelse af hans vilje, og disse “ydmygede sig og kom til Jerusalem”. 2 Krøn. 30, 10. 11. PoK 164.3

I Judas land modtog man indbydelsen med almindelig tilfredshed, for her “virkede Guds hånd, så at han gav dem et endrægtigt hjerte til at udføre, hvad kongen og øversterne havde påbudt” i overensstemmelse med Guds vilje, som profeterne havde åbenbaret. 12. vers. PoK 164.4

Den vældige menneskemængde fik et rigt udbytte af denne sammenkomst. De afgudsaltre, som var blevet anbragt i byens gader under Akaz’ regering, blev fjernet. På den fastsatte dag blev påsken fejret, og folket benyttede ugen til at bringe takofre og skaffe sig oplysning om, hvad Gud ønskede af dem. Levitterne udviste stor dygtighed i Herrens tjeneste, og de, der søgte Gud af hele deres hjerte, fik tilgivelse. Der var stor glæde blandt de tilbedende. “Levitterne og præsterne sang af alle kræfter daglig lovsange til Herren.” De havde alle sammen det fælles ønske at lovprise ham, som havde været så nådig og barmhjertig. 22. og 21. vers. PoK 164.5

De syv dage, som påsken i almindelighed varede, gik alt for hurtig, og de tilbedende besluttede at benytte endnu syv dage for at lære Herrens vilje bedre at kende. Præsterne fortsatte med at undervise folket i loven. Folket samledes daglig i templet for at love og takke Gud, og da den store sammenkomst var forbi, stod det klart, at Gud havde gjort et stort mirakel for at få det frafaldne Juda til at omvende sig og for at standse frafaldets flodbølge, som truede med at skylle alt bort på sin vej. Profeternes alvorlige advarsler havde ikke været forgæves. “Der var stor glæde i Jerusalem, thi siden Davids søns, kong Salomo af Israels, dage var sligt ikke sket i Jerusalem.” 26. vers. PoK 164.6

Tiden var nu kommet, da de tilbedende skulle rejse hjem. “Præsterne og levitterne stod op og velsignede folket, og deres røst hørtes, og deres bøn nåede Himmelen, hans hellige bolig.” 27. vers. Gud havde taget imod dem, der med sønderknust hjerte havde bekendt deres synder og i oprigtighed bedt ham om tilgivelse og hjælp. PoK 165.1

Nu forestod der en betydningsfuld opgave, som de israelitter, der havde besøgt Jerusalem, skulle tage aktivt del i. Den måde, den blev grebet an på, var et udtryk for den stedfundne reformations ægthed. Der står: “Da alt det var til ende, drog alle de israelit-ter, som var til stede, ud til Judas byer, og de sønderbrød stenstøtterne, omhuggede asjerastø tterne og nedrev offerhøjene og altrene i hele Juda og Benjamin og i Efraim og Manasse, så der ikke blev spor tilbage; så vendte alle israelitterne hjem, hver til sin ejendom i deres byer.” 2 Krøn. 31, 1. PoK 165.2

Ezekias og hans medarbejdere indførte forskellige reformer, som havde betydning for riget i åndelig og timelig henseende. “I hele Juda” gjorde kongen, “hvad der var godt, ret og sandt for Herren hans Guds åsyn. Alt, hvad han tog fat på ..., det gjorde han af hele sit hjerte, og det lykkedes for ham.” “Til Herren, Israels Gud, satte han sin lid ... Han holdt fast ved Herren og veg ikke fra ham, og han overholdt de bud, Herren havde givet Moses. Og Herren var med ham; i alt, hvad han foretog sig, havde han lykken med sig.” 20. og 21. vers: 2 Kong. 18, 5-7. PoK 165.3

Under Ezekias’ regering greb Gud ind på en bemærkelsesværdig måde ved flere lejligheder, og de andre nationer blev klar over, at Israels Gud var med sit folk. Der var mange, der betvivlede hebræernes Guds magt, da det i begyndelsen af Ezekias’ regeringstid lykkedes assyrerne at erobre Samaria og sprede den sidste rest af de ti stammer blandt folkeslagene. De sejre, ninevitterne vandt, gjorde dem dristige. De havde forlængst slået Jonas’ budskab af tanke og gjorde åbent oprør mod Himmelen. Nogle få år efter Samarias fald kom deres sejrrige hære atter til Palæstina. Denne gang rettede de deres angreb mod Judas byer og opnåede også visse resultater. De trak sig dog tilbage igen for en tid, fordi der opstod vanskelig-heder i andre dele af riget. Først nogle år senere, i et af Ezekias’ sidste regeringsår, skulle alle jordens nationer blive klar over, om hedningernes guder ville gå af med sejren. PoK 165.4