I mesterens tjeneste

Slående illustrationer

Guds kærlighed har ladet sig bevæge til de mest ufattelige dybder for menneskers skyld, og engle undres over kun at finde en overfladisk taknemmelighed hos dem, der modtager så stor en kærlighed. Engle undres over, at mennesket i så ringe grad påskønner Guds kærlighed. Himmelen føler sig krænket over den ligegyldighed, der udvises over for menneskesjæle. Ønsker vi at vide, hvordan Kristus ser på dette ? Hvordan ville en fader eller en moder føle det, hvis de fik at vide, at deres barn, som var faret vild i kulden og sneen, var blevet gået forbi og overladt til at omkomme af dem, der kunne have reddet det? Ville de ikke blive forfærdelig bedrøvede og frygtelig harmfulde? Ville de ikke anklage disse mordere med en harme, der var lige så brændende som deres tårer og lige så lidenskabelig som deres kærlighed? Hvert eneste menneskes lidelser er Guds barns lidelser, og de, som ikke rækker en hjælpende hånd til deres medskabninger, som er ved at gå til grunde, vækker hans retfærdige harme. IMT 111.3

Jeg har læst om en mand, der en vinterdag arbejdede sig gennem den høje sne, men blev døsig af kulden, som næsten umærkeligt tærede hans livskraft bort. Og da han næsten var frosset ihjel af den hårde kuldes favntag og var ved at opgive kampen for livet, hørte han den anden vandringsmand klage sig, der var ved at omkomme ligesom han selv. Hans medmenneskelighed blev vakt og han følte, han måtte komme ham til hjælp. Han gned den stakkels mands overisede lemmer, og efter at have arbejdet længe med ham fik han ham op at stå; men da han ikke kunne holde sig oprejst, tog han ham i sin medlidende favn og bar ham gennem de selv samme snedriver, som han ikke havde troet, at han selv kunne have arbejdet sig igennem. Og da han havde båret sin kammerat til et sikkert sted, gik det op for ham, at han ved at redde sin næste også havde reddet sig selv. Hans store anstrengelser for at redde den anden havde sat fart i blodet, som var ved at stivne i hans årer, og der var kommet naturligvarme i hans lemmer. Denne lærdom bør hele tiden fremholdes for de nye trossøskende, ikke blot med ord, men også i eksempel, så de i deres kristne erfaring kan opleve lignende resultater. IMT 112.1

I må ikke lukke jer inde i jer selv og være tilfredse, fordi I er blevet velsignet ved at lære sandheden at kende. Hvem bragte jer sandheden? Hvem viste jer lyset i Guds ord? Gud har ikke givet jer sit lys, for at I skal sætte det under en skæppe. Jeg har læst om en ekspedition, der blev sendt ud for at søge efter Sir John Franklin. Modige mænd forlod deres hjem og strejfede om ved søerne oppe nordpå, hvor de led savn, sult, kulde og nød. Og hvorfor gjorde de det? Blot for at opnå den ære at have fundet de opdagelses-rejsendes døde kroppe, eller om muligt at redde nogle af deltagerne fra den frygtelige død, som visselig ville ramme dem, hvis hjælpen ikke nåede frem i tide. Kunne de blot redde en mand fra at omkomme, ville de have regnet det lidelserne værd. Dette skete ved, at de ofrede al deres behagelighed og lykke. IMT 113.1

Tænk over det, og betænk så, hvor lidt vi er villige til at ofre for dyrebare sjæles frelse. Vi tvinges ikke bort fra vort hjem og ud på en lang og trættende rejse for at redde et menneske, som er ved at omkomme. Lige i vor nærhed, overalt omkring os, alle vegne er der sjæle at frelse, sjæle, som er ved at gå fortabt, mænd og kvinder, som dør uden håb og uden Gud og dog bekymrer det os ikke, i virkeligheden siger vi med vore handlinger, om ikke med ord: “Skal jeg vogte min broder?” Disse mænd, som satte livet til under forsøget på at redde andre, bliver af verden lovprist som helte og martyrer. Vi, som har håb om evigt liv, hvordan burde vi ikke føle det, dersom vi undlader at bringe de små ofre, Gud kræver af os for at frelse vore medmennesker? IMT 113.2

I en landsby i New England var man ved at grave en brønd. Da arbejdet næsten var færdigt, styrtede jorden sammen og begravede en mand, som endnu befandt sig nede i brønden. Der blev øjeblikkelig sendt bud rundt, og håndværkere, bønder, købmænd og jurister skyndte sig til stedet for at hjælpe. Rebstiger, spader og skovle blev bragt til veje af ivrige, beredvillige hænder. “Red ham, åh red ham!” blev der råbt. IMT 113.3

Mændene arbejdede med fortvivlet energi, til sveden drev af dem og armene rystede af anstrengelse, Til sidst drev de et rør ned og derigennem råbte de til manden, at han skulle svare, hvis han var i live. Svaret kom: “Jeg lever, men skynd jer, der er frygteligt hernede.” Med et glædesråb tog de fat igen, indtil de endelig nåede ned til ham og fik ham reddet. Og det frydeskrig, der nu lød, syntes at trænge ind i selve Himmelen. “Han er reddet!” lød det i hver eneste gade i byen. IMT 114.1

Var det for stor en iver og interesse, for stor en begejstring, der blev lagt for dagen for at redde et eneste menneske? Sikkert ikke. Men hvad er vel tabet af det timelige liv at regne i sammenligning med tabet af en sjæl? Dersom faren for, at et menneskeliv kan gå tabt, formår at vække så stærke følelser i hjerterne, bør så ikke tabet af en sjæl vække endnu større iver hos dem, som mener, at de forstår, hvilken fare de befinder sig i, som er borte fra Kristus? Skal Guds tjenere ikke vise lige så megen nidkærhed i arbejdet for sjæles frelse, som der blev vist for den mands liv, som lå begravet i brønden? IMT 114.2