I mesterens tjeneste

89/268

Appel til en doven menighed

Det er en mærkværdighed, at der ikke er hundreder i virksomhed, hvor der nu bare er én. De himmelske væsener forbavses over den sløvhed, kulde og ligegyldighed, som er kommet over dem, der bekender sig til at være Guds sønner og døtre. IMT 108.1

Vi kan aldrig blive frelst i magelighed og uvirksomhed. Et virkelig omvendt menneske lever ikke et unyttigt liv og uden at hjælpe andre. Det er umuligt for os at komme sovende ind i Himmelen. Ingen doven og efterladende person kan komme der . .. De, der ikke ønsker at samarbejde med Gud her på Jorden, ville heller ikke ønske at gøre det i Himmelen. Det ville ikke være godt at tage dem til Himmelen. IMT 108.2

Med spændt interesse betragter hele den himmelske verden menigheden for at se, hvad de enkelte medlemmer gør for at oplyse mennesker, som sidder i mørke. IMT 108.3

Du burde tænke alvorligt på, at det er den store Gud, du har med at gøre, og huske på, at han ikke er et barn, man kan spøge med. Du kan ikke gå ind i arbejdet for ham, som det passer dig, eller lade være, hvis du synes. IMT 108.4

Himmelske intelligensvæsener har ventet på at samarbejde med mennesker, men vi har ikke været opmærksomme på deres tilstedeværelse. IMT 108.5

Himmelens engle har længe ventet på de menneskelige redskaber — menighedens medlemmer — for at samarbejde med dem i det store arbejde, der skal gøres. De venter på dig. IMT 108.6

Mange nærmer sig Herrens dag uden at udrette noget, men søger at undgå forpligtelser. Det er derfor, de er åndelige dværge. Med hensyn til at arbejde for Gud, så indeholder deres livshistorie desværre kun blanke sider. Der findes træer i Guds vingård, som kun tager kraften af jorden og skygger med deres ufrugtbare grene for den jord, hvor der kunne have stået træer, som bar frugt. IMT 108.7

Der er fare for dem, der kun gør lidt eller ingenting for Kristus. Guds nåde kan ikke blive meget længere i hans hjerte, som trods store privilegier og anledninger har forholdt sig stille. IMT 109.1

Der er ikke tid til at sove nu, ikke tid til at hengive sig til unyttige sorger. Den, der tillader sig at døse nu, vil miste dyrebare anledninger til at gøre godt. Vi har fået den herlige forret at indsamle neg i den store høst, og enhver, som bliver frelst, betyder en stjerne mere i Jesu, vor højagtede frelsers, krone. Hvem tænker på at tage rustningen af, når man ved at fortsætte kampen en stund endnu vil vinde nye sejre og hverve nye trofæer for evigheden. IMT 109.2

De himmelske sendebud gør deres gerning, men hvad gør vi? Brødre og søstre, Gud opfordrer jer til at udnytte de gunstige øjeblik. Hold jer nær til Gud. Opflam den nådegave, som I fik. De, der har haft anledning til at blive bekendt med beviserne for det, vi tror, bør nu gøre brug af denne kundskab. IMT 109.3

Hvordan kan I bede Fadervor og sige: “Komme dit rige; ske din vilje på Jorden, som den sker i Himmelen,” og så sidde mageligt derhjemme uden at være med til at række sandhedens fakkel til andre? Hvordan kan I løfte hænderne og bede Gud om at velsigne jer selv og jeres familie, når I gør så lidt for at hjælpe andre. IMT 109.4

Der findes nogle iblandt os, som, hvis de tog tid til at overveje sagen, ville komme til at se deres passivitet som en syndig forsømmelse af at bruge de talenter, Gud har givet dem. Brødre og søstre, jeres genløser og alle de hellige engle sørger over jeres hjertes hårdhed. Kristus gav sit liv for at frelse sjæle, og alligevel gør I, som har lært hans kærlighed at kende, så små anstrengelser for at bringe hans nådes velsignelser ud til dem, som han døde for. En sådan ligegyldighed og pligtforsømmelse forbavser englene. I dommen vil I komme til at møde de sjæle, som I har forsømt. På den store dag kommer I til at føle jer strafskyldige og fordømte. Måtte Herren lede jer til omvendelse nu. Måtte han tilgive sit folk, at de har forsømt at udføre den opgave, som han havde pålagt dem at udføre i sin vingård. IMT 109.5

Hvad kan vi sige til det dovne menighedsmedlem for at få det til at indse nødvendigheden af at grave sit talent op af jorden og overgive det til vekselererne? Der bliver ingen lediggængere, ingen dovne personer, i Himmerigets rige. Åh, måtte Gud fremstille denne sag i hele dens betydningsfuldhed for de sovende menigheder! Måtte Zion stå op og iføre sig sin højtidsklædning! Åh, om den blot ville lyse. IMT 110.1

Der er noget at gøre for de mennesker, der ikke kender sandheden, i lighed med det, der blev gjort for jer, da I var i mørke. Det er for sent at sove nu, for sent til at være dovne lediggængere. Husets herre har givet hver sin gerning. Lad os gå fremad og ikke tilbage. Vi må have en ny omvendelse hver dag. Jesu kærlighed må gennemstrømme vore hjerter, så vi kan være medvirkende til at frelse mange mennesker. IMT 110.2

Herren Jesus kræver, at enhver, som bekender sig til at være et Guds barn, ikke blot skal holde sig fra uretfærdighed, men også være rig på gode gerninger, udført i kærlighed, selvfornægtelse og ydmyghed. Herren kar skildret virkningen af en bestemt lov for tanke og handling, hvilket bør være en advarsel med hensyn til vor gerning. Han siger: “Den, der ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har, “De, der ikke benytter anledningerne, og ikke udnytter den nåde, Gud giver dem, får mindre lyst til at gøre det, og hvad de engang havde, mister de til sidst i en søvnagtig døs. De træffer ikke forberedelser for fremtidige behov ved at skaffe sig en rig erfaring og større kendskab til de guddommelige ting, så de kan bestå, når trængsel og fristelser overvælder dem. Når der kommer forfølgelse eller fristelser, så taber disse mennesker modet og mister troen, og grundvolden forsvinder under dem, fordi de ikke indså nødvendigheden af at lægge en solid grundvold. De klyngede sig ikke til den evige klippe. IMT 110.3

Hvor forfærdeligt vil det ikke blive på den store dag at se de mennesker, vi har haft fortrolig omgang med, blive skilt fra os for evigt; at se vore familiemedlemmer, måske vore egne børn, ufrelste; at se dem, der har besøgt os i vort hjem og spist ved vort bord, være blandt de fortabte. Da vil vi stille os selv dette spørgsmål: Var det på grund af min utålmodighed, min ukristelige opførsel, var det, fordi selvet ikke var under kontrol, at Kristi religion virkede utiltalende på dem? IMT 111.1

Verden må advares om Herrens snarlige komme. Vi har kun kort tid at arbejde i. Flere år er gået over i evigheden, som kunne have været brugt til at søge Guds rige og hans retfærdighed først og udsprede lyset til andre. Guds folk har fået meget lys og er befæstet i sandheden, og der har været gjort meget for dem, men nu opfordrer Gud dem til at arbejde for sig selv og andre, som de aldrig har gjort det før. Tag hver evne i brug, udnyt alle jeres evner, ethvert betroet talent, gør andre mennesker godt med alt det lys, Gud har givet jer. Gør ikke forsøg på at være prædikanter, men vær Guds tjenere. IMT 111.2