I den Store Læges fodspor

Lægen som lærer

Den samvittighedsfulde læge er lærer. Han forstår sit ansvar, ikke alene over for de syge, som står under hans direkte opsyn, men også overfor de mennesker, han lever iblandt. Han står som den, der våger over legemlig og moralsk sundhed. Han søger ikke alene at sprede oplysning om den rigtige behandling af de syge, men også at opelske rigtige livsvaner og sprede kundskab om rigtige grundsætninger. SLF 127.1

Oplysning om sundhedsprincipper har aldrig været så nødvendig som i vor tid. Trods de uhyre fremskridt, der er gjort på så mange områder med hensyn til livets bekvemmeligheder og også med hensyn til hygiejniske spørgsmål og syges behandling, så er tilbagegangen af legemlig kraft og udholdenhed dog ganske forfærdelig og påtvinger sig alles opmærksomhed, der har deres medmenneskers vel på hjertet. SLF 127.2

Vor kunstige civilation afføder onder, som ødelægger sunde grundsætninger. Sæder og skikke er i strid med naturen. Den levevis, som de pånøder, og den umådelighed, som de avler nedsætter stadig både legemlig og sjælelig styrke og påfører menneskeslægten en byrde, som den ikke formår at bære. Umådelighed og forbrydelse, sygdom og elendighed findes overalt. SLF 127.3

Mange overtræder sundhedens love på grund af uvidenhed, og sådanne trænger til oplysning; men de fleste handler imod bedre vidende, og de behøver at få en klar forståelse af vigtigheden af at leve i overensstemmelse med deres viden. Lægen har mange anledninger både til at meddele kundskab om sundhedsprincipperne og til at påvise betydningen af at bringe dem i anvendelse. Ved passende oplysning kan han bidrage meget til at afhjælpe de onder, som nu forvolder skade. SLF 128.1

En af de ting, som lægger grundvolden til en mængde sygdomme eller alvorlige onder, er den udstrakte brug af giftige medikamenter. Mange, som angribes af sygdom, vil ikke gøre sig den ulejlighed at efterforske årsagen til deres lidelse. Det, som de anser for at være det vigtigste, er at blive af med smerte og ubehag, og der for tyr de til brugen af medikamenter, om hvis virkelige egenskaber de kun har ringe begreb; eller de henvender sig lægen for at få et middel, som kan modvirke følgerne af deres forsyndelser, men har ingen tanke om at gøre nogen forandring i deres livsvaner. Dersom de ikke mærker øjeblikkelig lindring, så forsøger de en anden medicin, der på en tredje osv. På denne måde fortsættes ondet. SLF 128.2

Folk trænger til at lære at forstå, at medicin ikke helbreder sygdom. Det er sandt, at den undertiden kan skaffe øjeblikkelig lindring, og at de syge kan komme sig som følge af dens anvendelse; men dette har sin grund i, at naturen har tilstrækkelig livskraft til at fordrive giftstofferne og at afhjælpe de forhold som udgjorde sygdomsårsagerne; sundheden genvindes på trods af medicin. Men i de fleste tilfælde vil medicinen kun fremkalde en forandring i sygdommens art og tag. Ofte syndes giftens bivirkninger at være blevet overvundet for en tid; men følgerne bliver fremdeles i organismen og vil på et senere tidspunkt forårsage stor skade. SLF 128.3

Ved brugen af giftige medikamenter påfører mange sig livsvarige lidelser, og mange liv går til spilde, som ellers kunne være blevet redet ved hjælp af naturlige helbredelsesmidler. De giftige stoffer, som mange af de såkaldte lægemidler indeholder, skaber vaner og en nydelsestrang, der er ensbetydende med både legemlig og sjælelig ruin. Mange af de på sine steder almindelige anvendte medikamenter, som går under navn af patentmediciner, ja undertiden også nogle af de mediciner, som lægen foreskriver, spiller en rolle som grundlag for drukkenskab, opiumslasten og morfinismen, som er en så frygtelig forbandelse for samfundet. SLF 129.1

Det eneste håb om at bedre tingenes tilstand ligger i at oplyse folket om rigtige grundsætninger. Lægerne bør undervise folket om, at kraften til at helbrede ikke ligger i medikamenter men i naturen. Sygdom er naturens bestræbelse for at befri organismen for de tilstande, der opstår for følge af forsyndelser mod sundhedslovende. Når nogen er syg, bør man forvisse sig om årsagen. Usunde forhold bør forandres og fejlagtige livsvaner rettes. Dernæst bør man bistå naturen i den forsøg på at bortskaffe urene stoffer og atter tilvejebringe normale tilstande i organismen. SLF 129.2

Frisk luft, sollys, afhold, hvile, legemsøvelse, en passende kost, brugen af vand samt tillid til Guds magt: disse er de virkelige lægemidler. Enhver bør have kendskab til naturens helbredelsesmidler og deres anvendelse. Det er af vigtighed både at forstå de grundsætninger, som skal følges i behandlingen af de syge, og at have en praktisk uddannelse, der vil sætte en i stand til at udføre en rigtig anvendelse af denne kundskab. SLF 129.3

Brugen af naturlige midler kræver en omhu og et arbejde, som mange ikke er villige til at til at sætte sig ud over. Naturens helbredelse og opbyggelsesproces foregår gradvis og forekommer den utålmodige at være ret langsom. At give slip på skadelige vaner kræver opofrelse. Men i det lange løb vil man finde, at når man ikke lægger naturen hindringer i vejen, så gør den sit arbejde grundigt og på en fornuftig måde. De, som med ihærdighed efterkommer dets love, vil høste deres løn i form af legemlig og sjælelig sundhed. SLF 130.1

I almindelighed giver man sundheden alt for lidt opmærksomhed. Det er langt bedre at forebygge sygdom end at forstå at behandle den, når den først er indtrådt. Det er enhvers pligt både for sin egen og for sine medmenneskers skyld at sætte sig ind i de love, hvoraf livet betinges, og samvittighedsfuldt adlyde dem. Alle behøver kendskab til den vidunderligste af alle organismer: menneskelegemet. De bør kende de forskellige organers funktioner og forstå, hvor afhængig det ene organ er af det andet, om at alle skal kunne virke normalt. De bør sætte sig ind i sindets indflydelse over legemet og legemets indflydelse over sindet og de love, som behersker dem begge. SLF 130.2

Man kan ikke for ofte minde om, at sundhed ikke afhænger af tilfældigheder. Sundhed er en følge af lydighed mod visse love. Dette anerkendes af alle som deltager i sportslige kampe og styrkeprøver. Disse mennesker gør den omhyggelige forberedelse. De underkaster sig grundig træning og streng disciplin; alt hvad der vedrører deres fysiske liv, reguleres omhyggeligt. De ved, at forsømmelighed, overdrivelser eller ligegyldighed, der svækker eller forkrøbler ét af legemets organer eller én af dets funktioner, ville betyde nederlag. SLF 130.3

Hvor langt vigtigere er ikke en sådan omhu, hvor det gælder at sikre dig fremgang i livets kamp! De kampe, som vi udkæmper, er ikke blot spilfægteri. Vi deltager i en strid, hvis følger er af evig betydning. Vi har usynlige fjender at møde. Onde engle kæmper om overherredømmet over hvert eneste menneske. Alt, hvad der skader sandheden, nedsætter ikke alene den legemlige kraft, men virker også svækkende i åndelig og moralsk henseende. Den, som hengiver sig til en hvilken som helst usund vane, har langt vanskeligere ved at skelne mellem ret og uret og derfor også vanskeligere ved at modstå det onde. Det forøger faren for at overvundet og lide nederlag. SLF 131.1

“De, som løber på banen, løber vel alle, men kun en for klenodiet.” (1kor 9,24) I den kamp som vi udkæmper, kan alle sejre, som vil oplære sig selv til lydighed mod rigtige grundsætninger. Udøvelsen af disse grundsætninger i livets små enkeltheder betragtes ofte som værende uden betydning som en sag, der er alt for ringe til at lægge beslag på vor opmærksomhed. Men i betragtning af, hvad der står på spil, er intet ringe af det, som vi har med at gøre. Enhver handling udgør et lod i den vægtskål, som bestemmer, om livet skal føre til sejr eller til nederlag. Skriften byder os: “Løb sådan, så I kan beholde det.” (1kor 9,24) SLF 131.2

Vore første forældres begærlighed havde tabet af edens have til følge. Afhold i alt har mere har mere end generhvervelsen af eden at gøre, end menneskerne aner. Med henblik på den selvfornægtelse, som udvises af dem, der deltog i de gamle græske lege, skriver apostelen Paulus: Enhver som er med i væddekamp, er afholdende i alt, for at få en forgængelig krans, men vi en uforgængelig. Jeg løber da ikke som på det uvisse; jeg fægter ikke som en, der slår i vejret; men jeg undertvinger mit legeme og holder det i trældom, for at ikke jeg, som prædiker for alle, selv skal findes uværdig.” (1Kor 9,25-27) SLF 131.3

Hvilke fremskridt en reform vil kunne gøre, afhænger af en klar opfattelse af visse grundlæggende sandheder. Medens der på den ene side ligger fare i en indskrænket filosoferen og en ubøjelig vedhængen ved det bestående, så er der på den anden side også stor fare i en sløv liberalisme. Guds lov danner grundvolden til varig reform. Vi må klart og tydeligt fremholde nødvendigheden af at adlyde denne lov. Dens grundsætninger må fremholdes for folket. De er lige så evige og uforanderlige som Gud selv. SLF 132.1

En af de beklageligste følger af det første frafald er menneskets tab af evnen til at herske over sig selv. Kun når denne evne genvindes, kan der blive tale om virkelige fremgang. SLF 132.2

Legemet er det eneste middel, hvor igennem sindet og sjælen udvikles og karakteren dannes. Derfor er det, at sjælefjenden ved sine fristelser lægger an på at svække og fordærve de fysiske kræfter. Vinder han fremgang på dette punkt, så betyder det, at det onde får fuldstændig magt over mennesket. Dersom vor fysiske natur ikke beherskes af en højere magt, så vil den visselig være til ødelæggelse og død. SLF 132.3

Legemet må undertvinges; vore højere evner og kræfter skal råde. Lidenskaberne må beherskes af viljen, der selv må være ledet af Gud. Den kongelige magt fornuften bør, helliget ved Guds nåde, være det rådende i vort liv. Guds fordringer må indprentes i samvittigheden. Både mænd og kvinder må vågne op til forståelsen af deres pligt med hensyn til selvbeherskelse, af nødvendigheden af renhed og af at være befriet for enhver fordærvelig last og besmittende vane. De må forstå betydningen af den sandhed, at alle deres sjælelige og legemlige evner og kræfter er en Guds gave, der skal bevares i den bedst mulige stand til at benyttes i hans tjeneste. SLF 132.4

Ifølge den gamle kirkelige forordning, som var en symbolsk fremstilling af evangeliet, måtte det offer, som førtes frem til Guds alter, være uden lyde. Det offer, som skulle fremstille Kristus, måtte være fejlfri. Guds ord påpeger dette som et billede på, hvad hans børn skal være: “Et levende, helligt, Gud velbehageligt offer”, “som ikke har plet eller rynke.” (Rom 12,1; Es 5,27) SLF 133.1

Uden Guds kraft kan ingen sand reform gennemføres. De forhindringer, som menneskerne kan opstille imod naturlige og erhvervede tilbøjeligheder, er bare sandbanker imod stormen. Hvis ikke Kristi liv bliver en livgivende kraft i vort liv, kan vi ikke modstå de fristelser, som anfægter os både indefra og udefra. SLF 133.2

Kristus kom til denne verden og efterlevede Guds lov, for at menneskerne kunne vinde fuldt overherredømme over de naturlige tilbøjeligheder, som fordærver sjælen. Som den, der læger både sjæl og legeme, giver han os sejr over de lyster, som strider i os. Han har gjort alt, for at menneskerne kan opnå en fuldkommen karakter. SLF 133.3

Når man overgiver sig i Kristus, så bringes sindet ind under lovens herredømme; men denne lov er den kongelige lov, som forkynder frihed for dem, der holdes bundne. Når man bliver ét med Kristus, sættes man fri. At under kaste sig Kristi vilje betyder generhvervelse af det fulde menneskeværd. SLF 133.4

Lydighed mod Gud er frihed fra syndens trældom, befrielse fra menneskelige lidenskaber og drifter. Mennesket kan stå som sejrherre over sig selv, sejrherre over sine tilbøjeligheder, sejrherre over fyrstendømmer og magter og over “Verdens herrer, som reger i denne tids mørke”, og over “Ondskabens åndelige hær under himlen”. (Es 6,12) SLF 133.5

Ingensteds er der mere behov til en sådan undervisning som denne, og ingensteds vil den kunne bære større frugt end i hjemmet. Forældrene har at gøre med selve med selve grundvolden til dannelsen af vaner og karakter. Reformbevægelsen må begynde med, at man fremholder for dem Guds lovs principper som vedrører både legemlig og moralsk sundhed. Påvis, at lydighed mod Guds ord er vor eneste værn mod de onder, som fører verden til fordærvelse. Klargør for forældrene deres ansvar ikke alene overfor sig selv, men også overfor deres børn. De giver børnene et eksempel enten på lydighed eller på overtrædelse. Deres eksempel og undervisning bestemmer familiens skæbne. Børnene vil blive, hvad forældrene gør dem til. SLF 134.1

Dersom forældrene kunne ledes til at se følgerne af deres handlemåde, og dersom de kunne se, hvorledes de ved deres eksempel og undervisning foreviger og forøger syndens magt eller retfærdighedens magt, så ville en forandring visselig blive gjort. Mange ville vende sig bort fra overleveringer og antage de guddommelige livsprincipper. SLF 134.2

Den læge, som besøger folk i deres hjem, som våger ved sygesengen, som lindrer deres ulykker, som bringer dem tilbage fra gravens enemærker og taler håbets ord til de døende, vinder en plads i deres hjerter, som kun få andre opnår. Ikke engang evangeliets forkyndere har fået sig betroet så store muligheder eller en så vidtrækkende indflydelse. SLF 134.3

Lægens eksempel bør ikke i mindre fra end hans undervisning være en kraft, som afgjort drager i den rigtige retning. Reformbevægelen trænger til mænd og kvinder, hvis vandel er et eksempel på selvbeherskelse. Det er vor efterlevelse af de grundsætninger, som vi arbejder, som vi arbejder for, der giver disse betydning. Verden trænger til en praktisk fremstilling af, hvad Guds nåde kan gøre i retning af at gengive menneskerne deres tabte kongelighed ved at give dem herredømme over sig selv. Der er intet, vi så meget trænger til som kundskaben om evangeliets frelsende kraft, åbenbaret i et kristeligt liv. SLF 135.1

Lægen kommer stadig i berøring med sådanne, som behøver den styrke og den opmuntring, som et rent eksempel giver. Mange er svage i moralsk henseende; de mangler selvbeherskelse og overvindes let i fristelse. SLF 135.2

Lægen kan kun hjælpe disse sjæle, når han i sit eget liv åbenbarer en principfasthed, der sætter ham i stand til at overvinde skadelige vaner og enhver besmittende last. I hans liv må kunne ses en guddommelig krafts virken. Dersom han kommer til kort på dette punkt, så vil hans indflydelse virke til det onde, ligegyldig hvor slående og overbevisende hans ord end er. SLF 135.3

Mange, som søger lægens hjælp og behandling, er blevet moralske vrag som en følge af deres egne dårlige vaner. De er sønderknuste, svage og sårede og indser deres dårskab og deres mangel på kraft til at vinde sejr. Sådanne omgivelser bør være fri for alt, hvad der kan lede dem til at fortsætte med at nære de tanker og de følelser, som har gjort dem til hvad de er. De behøver at opholde sig i en atmosfære af renhed, af ædle og høje tanker. Hvilket frygteligt ansvar, dersom de, der skulle give dem godt eksempel, selv er slaver af skadelige vaner, og dersom deres indflydelse giver fristelsen forøget magt! SLF 136.1

Mange der søger lægernes hjælp, ødelægger både sjæl og legeme ved brugen af tobak og berusende drikke. Den læge, som er sig sit ansvar bevidst, må overfor sådanne patienter påpege årsagen til deres lidelse. Men hvis han selv bruger tobak og berusende drikke, hvad betydning vil vel hans ord have? Vil han ikke i bevidstheden om sin egen hengivenhed til disse ting betænke sig på at påpege dette ømme punkt i patienternes levevis? Hvorledes kan han overbevise de unge om de skadelige virkninger af det han selv bruger? SLF 136.2

Hvorledes kan en læge stå for sine medmennesker som et eksempel på renhed og selvbeherskelse, og hvorledes kan han være en virksom arbejder i afholdssagen, når han selv er forfalden til en fordærvelig vane? Kan han på rette måde udføre sit hverv ved de syges og døendes leje, når han ledsages af en modbydelig stank af brændevin og Tobak? SLF 136.3

Hvorledes kan han fortjene den tillid, man har til ham som en dygtig læge, når han forstyrrer sine nerver og omtåger sin hjerne ved brugen af narkotiske gifte? Hvor umuligt for ham at have en skarp opfattelsesevne eller at handle punktligt og bestemt! SLF 136.4

Dersom han ikke efterlever de love, som råder i hans eget legeme, og dersom han foretrækker egenkærlig nydelse i stedet for legemlig og sjælelig sundhed, beviser han så ikke derved, at han er uskikket til at påtage sig ansvaret for menneskernes liv? SLF 137.1

Hvor dygtig og trofast en læge end er, så vil han i sin erfaring møde mange ting, der virker nedslående og tilsyneladende betyder nederlag. Ofte hænder det, at hans arbejde fører til det resultat, som han længdes efter at nå. Selv om hans patienter genvinder sundheden, så vil det måske ikke blive til virkelig gavn for dem selv eller for verden. Mange kommer sig blot for siden at fortsætte med de dårlige vaner, der fremkaldte sygdom; med samme begærlighed som før kaster de sig atter ind i de gamle laster og dårligheder. Lægens arbejde for dem syndes at være ganske spildt. SLF 137.2

Kristus gjorde den samme erfaring; men han ophørte alligevel ikke med sine bestræbelser endog blot for en eneste lidende sjæl. Af de ti spedalske, som blev rensede, var der kun en, som satte pris derpå, og det var en fremmed, en samaritan. For denne enes skyld helbredte Jesus de ti. Dersom lægen ikke har bedre held med sig, end Frelseren havde, så lad ham hente lærdom fra den Store Læge. Der er skrevet om Kristus: “Han skal ikke vansmægte, ej heller blive afmattet”; “Han skal ikke svigte, ej heller blive forsagt.” “Fordi hans sjæl har haft møje, skal han se det, hvorved han skal mættes.” (Es 42,4; 53,11) SLF 137.3

Selv om blot den eneste sjæl ville have opfanget hans nådes evangelium, så ville Kristus for at frelse denne ene have valgt det samme liv i møje og ydmygelse og denne samme forfærdelige død. Dersom blot et eneste menneske ved vore bestræbelser kan løftes op og blive skikket til at lyse i Herrens sale, har vi så ikke grund til at fryde os? SLF 138.1

Lægens pligter er prøvende og besværlige. For at kunne udføre dem med held må han have en kraftig konstitution og godt helbred. En mand som er sygelig og svag, kan ikke udholde det anstrengende arbejde, som følger med en læges kald. Den, som mangler fuldkommen selvbeherskelse, er ikke i stand til at omgåes alle slags sygdomstilfælde. SLF 138.2

Lægen berøves ofte sin søvn, må ofte endog undvære sine måltider og er for stor del afskåret fra selskabelige og religiøse sammenkomster, og det syndes derfor, som om der på en måde hviler en stadig skygge over hans liv. Den lidelse, han bliver vidne til, de afhængige stakler, der længes efter hjælp, og hans omgang med de fordærvede gør hans hjerte sygt og tilintetgør næsten al tillid til mennesker. SLF 138.3

I kampen mod sygdom og død anstrenges alle evner og kræfter til det yderste. Følgerne af denne frygtelige anspændelse er en svær prøve for karakteren. Under disse forhold er det, at fristeren har den største magt. Lægen trænger mere end nogen anden til den selvbeherskelse, den åndelige renhed og den tro, som griber fat på Gud. For sin egen skyld og for andres må han ikke tilsidesætte love. Den, som er sorgløs i sine legemlige vaner, vil også blive sorgløs i moralsk henseende. SLF 138.4

Lægens eneste sikre regel er, at han under alle omstændigheder handler efter bestemte grundsætninger, styrket og forædlet ved en urokkelighed i fortsætter, hvilken alene kan fås hos Gud. Han må udvise den moralske ypperlighed i Guds karakter. Hver dag, hver time og hvert øjeblik må han leve som den, på hvem den usynliges verdens blik hviler. Ligesom Moses må han holde ud, “Som om han så den usynlige”. SLF 139.1

Retfærdighed har sin rod i gudsfrygt. Ingen kan til stadighed overfor sine medmennesker bevare et rent, virksomt liv, medmindre hans liv er skjult med Kristus i Gud. Jo mere virksom han er, desto inderligere må hjertets samfund med himlen være. SLF 139.2

Jo vigtigere pligter og jo større ansvar lægen har, desto større er hans behov for guddommelig kraft. Han må tage sin tid til at lægge de timelige ting til side for at hengive sig til betragtning af det evige. Han må modstå den indsnigende verdslighed, der således vil kunne indvirke på ham, at den kunne skille ham fra Gud, som er kilden fra al styrke. Fremfor alt bør han ved bøn og granskning af skriften stille sig under Guds beskyttelse. Han må til enhver en tid leve i bevidst overensstemmelse med de sandhedens, retfærdighedens og barmhjertighedens grundsætninger, som åbenbarer Guds egenskaber i sjælen. SLF 139.3

Netop i den udstrækning, Guds ord opfattes og adlydes, vil det med sin kraft præge og med sit liv berøre enhver handling og enhver side karakteren. Det vil rense enhver tanke, bestemme ethvert ønske. De som sætter deres tillid til Guds ord, vil skikke sig som mænd og være stærke; de vil hæve sig op over alt det lave, op i en atmosfære, der er fri for besmittelse. SLF 139.4

Når nogen har samfund med Gud, så vil den urokkelighed, som Josef og Daniel midt iblandt de hedenske hoffers fordærvede vaner, gøre hans liv til et live i uplettet renhed. Hans karakter vil være uden plet eller rynke. I hans liv vil Kristi lys skinne klart. Den klare morgenstjerne vil stadig skinne med uforandret herlighed. SLF 139.5

Et sådant liv vil være en kraft i samfundet; det vil være en forhindring imod det onde, et værn for de fristede, en ledestjerne for dem, som midt vanskeligheder og uheldige omstændigheder søger at finde den rette vej. SLF 140.1