I den Store Læges fodspor

Lægens kald

Samvirket mellem Gud og mennesket

I sit arbejde for at bringe helbredelse må lægen være en Kristi medarbejder. Frelseren virkede både for sjælen og for legemet. Det evangelium, han lærte, var et budskab om åndeligt liv og legemlig helbredelse. Befrielse fra synd og helbredelse fra sygdom hørt sammen. Den samme gerning er overdraget den kristne læge; han må virke i forening med Kristus for at lindre legemlig og åndelig nød hos sine medmennesker. For de syge skal han være en barmhjertighedens budbærer, der bringer lægedom til det syge legeme og den syndbetyngede sjæl. SLF 113.1

Kristus er lægestandens sande overhoved. Som den store overlæge står han ved siden af enhver gudfrygtig mand, der søger at lindre menneskernes lidelse. Medens lægen anvender naturlige midler med legemlig sygdom, bør han vise sine patienter hen til ham, som formår at afhjælpe både sjælelig og legemlig lidelse. Hvad lægerne kun kan arbejde hen imod, det udfører Kristus. De forsøger at bistå naturen i dens helbredelsesværk; det er Kristus selv, som helbreder. Lægen søger at bevare livet; Kristus giver liv. SLF 113.2

I sine mirakler åbenbarede Frelseren den kraft, som stadig er i virksomhed for at opholde og læge menneskerne. Gennem naturens egne midler virker Gud hver dag, hver time, hvert øjeblik for at holde os i live, for at opbygge og helbrede os. Når en eller anden legemsdel lider skade, påbegyndes straks en helbredelsesproces; naturens hjælpemidler sættes i virksomhed for at tilvejebringe sundhed. Men den kraft, som virker gennem disse midler, er Guds kraft. Al livgivende kraft kommer fra ham. Når nogen kommer sig efter en sygdom, så er det Gud, som helbreder. SLF 114.1

Sygdom, lidelse og død skyldes en fjendtlig magt. Satan er ødelæggeren; Gud er genopretteren. De ord, som blev talt til Israel, gælder den dag i dag overfor dem, som genvinder legemlig eller sjælelig sundhed: “Jeg er Herren, som læger dig.” (2Mos 15,26) SLF 114.2

Guds ønske med hensyn til hvert eneste menneske udtrykkes i disse ord: “Du elskede, jeg ønsker, at du i alle dele må have det godt og være rask, ligesom din sjæl har det godt.” Han er den, “som forlader dig alle dine misgerninger; han som læger alle dine sygdomme; han, som genløser dit liv fra graven; han, som kroner dig med miskundhed og barmhjertighed.” (3Joh 2; Sl. 103,3 4) SLF 115.1

Når Kristus helbredte fra sygdom, gav han mange af de lidende denne advarsel: “Synd ikke mere, for ikke at noget værre skal vederfares dig!” (Joh 5,14) Således lærte han dem, at de havde påført sig selv sygdom ved overtrædelse af Guds love, og at sundheden alene kunne bevares ved lydighed. SLF 115.2

Lægen bør undervise sine patienter om, at de må virke i forening med Gud i arbejdet for at opnå helbredelse. Lægen har en stadig voksende forståelse af den sandhed, at sygdom er en følge af synd. Han ved, at naturlovene lige så vist som det ti bud er guddommelige, og at sundhed kan genvindes og bevares alene på betingelse af lydighed mod disse love. Han ser, at mange der lider under følgerne af skadelige livsvaner, kunne genvinde sundheden, hvis de blot ville gøre, hvad de burde for deres egen helbredelse. De trænger til en forståelse af, at alt, hvad der ødelægger de legemlige, sjælelige eller åndelige kræfter, er synd, og at sundhed må erhverves gennem lydighed med de love, Gud har givet til alle menneskernes bedste. SLF 115.3

Når en læge ser en patient, hvis sygdom skyldes en eller anden fejl med hensyn til spise og drikke eller andre dårlige vaner, og dog undlader at oplyse vedkommende om dette, så begår han uret mod et medmenneske. De, som er forfaldne til drik og udsvævelse, samt sådanne, som er sjæleligt medtagne, er alle en formaning til lægen om at klart og tydeligt tilkendegive, at lidelse er følge af synd. Den, som forstår de grundsætninger, hvoraf livet betinges, bør med alvor søge at modvirke årsagerne til sygdom. Lægen, som er vidne til den uafbrudte kamp mod smerte, og som til stadighed arbejder for at afhjælpe lidelse hvorledes skal han kunne tie? Handler han kærligt og barmhjertigt. dersom han ikke fremholder strengt afhold som et middel mod sygdom? SLF 115.4

Lad det blive klart fremholdt, at den sti, Guds bud anviser, er livets sti. Gud har givet naturlovene; men hans love er ikke vilkårlige påbud; ethvert: “Du skal ikke!” hvad enten det forekommer fysiske eller moralske love, indbefatter en forjættelse. Hvis vi adlyder, så vil velsignelse følge os på vor vej. Gud tvinger os aldrig til at gøre, hvad der er ret, men han søger at frelse os fra det onde og lede os til at gøre det gode. Lad opmærksomheden blive henledt på de love, Gud gav Israelitterne. Han gav dem bestemt undervisning om, hvorledes de skulle leve. Han kundgjorde for dem love vedrørende både deres legemlige og deres åndelige vel, og på betingelse at lydighed både deres legemlige og deres åndelige vel, og på betingelse af lydighed gav han dem løftet: “Herren skal lade al sygdom vige fra dig.” (5Mos 7,15) SLF 116.1

“Læg alle de ord på jeres hjerte, som jeg vidner for jer i dag.” “For de er liv for hver den, som finder dem, og lægedom for hele hans legeme.” (5Mos 32,46. Ordsp 4,22) Gud ønsker, at vi skal nå den grad af fuldkommenhed, som han gennem Kristus gør det muligt for os at nå. Han byder os at træffe vort valg på den rigtige side, at forene os med de himmelske kræfter og at vælge sådanne grundsætninger, som vil genoprette Guds billede i os. I sit skrevne ord og i naturens store bog har han åbenbaret de grundsætninger, hvoraf livet betinges. Det påhviler os at skaffe kundskab om disse grundsætninger og ved lydighed at samarbejde med ham i at generhverve sundhed såvel til legeme som til sjæl. SLF 116.2

Menneskerne trænger til at lære, at de kun til fulde kan blive delagtige i de velsignelser, som lydighed medfører, når de modtager Kristi nåde. Det er hans nåde, som giver menneskerne kraft til at adlyde hans love; det er den, der sætter dem i stand til at sønderbryde onde vaners trællebånd. Den er den eneste kraft, som kan lede dem ind på og bevare dem på den rette vej. SLF 117.1

Når evangeliet antages i dets renhed og kraft, så er det et lægemiddel mod de sygdomme, som synden har medført. Retfærdighedens sol står op “med lægedom under sine vinger” (Mal 4,2) Intet af det, verden kan give, formår at læge et sønderbrudt hjerte, give sindet fred, borttage bekymring eller fordrive sygdom. Berømmelse, geni, talenter intet at alt dette er i stand til at glæde det bedrøvede hjerte eller tal at genoprette det forspildte liv. Guds liv i sjælen er menneskernes eneste håb. SLF 117.2

Den kærlighed, hvormed Kristus fylder hele vort væsen, er en livgivende kraft. Den bringer lægedom til ethvert ædelt livsorgan til hjernen, til nerverne; den vækker menneskets højeste kræfter til virksomhed; den befrier sjælen fra den skyld og sorg, den ængstelse og bekymring, som fortærer livskræfterne. Den medbringer renhed og sindsro; den bringer sjælen den glæde, som intet på jorden kan forstyrre glæde i den Helligånd, en sundhedsbefordrende, livgivende glæde. SLF 117.3

Frelserens ord: “Kom hid til mig,..... og jeg vil give jer hvile,” (Matt 11,28) anviser os hjælpemiddelet mod al legemlig, sjælelig og åndelig sygdom. Selvom menneskerne selv har pådraget sig lidelse ved deres egne afvigelser, så ser han dog til dem i barmhjertighed. Hos ham kan de finde hjælp. Han vil gøre store ting, som forlader sig på ham. SLF 117.4

Selvom synden i årtusinder har fået et vedvarende fastere greb på menneskeslægten, og selvom Satan gennem falskhed og list ved sin fortolkning har kastet en sort skygge over Guds ord og har fået menneskerne til at nære tvivl angående Guds godhed, så har Frelserens miskundhed og kærlighed dog ikke ophørt at flyde i rige strømme ned til vor jord. Hvis menneskerne i anerkendelse af Guds gaver ville åbne sjælens vidunder mod himlen, så ville en rigdom af helbredende kraft strømme ind. SLF 118.1

Den læge, som ønsker at blive en velbehagelig Kristi medarbejder, vil stræbe efter at opnå duelighed i alle enkeltheder i sin gerning. Han må læse og granske flittigt for at blive vel skikket til at bære det ansvar, hans kald medfører, og stadig søge at nå en højere udvikling ved at stræbe efter mere kundskab, forøget færdighed og større indsigt. Enhver læge bør indse, at den, som udviser slaphed og mangelfuldhed i sit arbejde, ikke alene skader de syge, men også begår en uret mod andre læger. Den læge, som er tilfreds med en ringere grad af duelighed og kundskab, nedsætter ikke alene lægestanden i almindelighed, men vanærer Kristus, som er den Store Læge. SLF 118.2

De, som finder, at de ikke er skikkede til lægegerningen, bør vælge en anden beskæftigelse. De, som er godt skikkede til at pleje de syge, men hvis uddannelse eller lægevidenskabelige forudsætninger er begrænsede, ville handle klogt i at vælge en mindre ansvarsfuld stilling og udføre trofast arbejde i sygeplejen. Ved tålmodigt arbejde under lægers ledelse kan de stadig lære, og ved at benytte enhver lejlighed til at samle kundskab kan de med tiden blive fuldt skikkede til en læges kald. Lad de unge læger “som medarbejdere med den Store Læge..... ikke forgæves..... tage imod Guds nåde” og ikke i noget stykke give anstød, “for at ikke tjenesten for de syge skal blive lastet,” men vise sig “i alt som Guds tjenere”. (2Kor 6,1 4) SLF 118.3

Guds hensigt med os er, at vi altid skal gå fremad. En sand missionslæge vil stadig opnå større duelighed. Talentfulde kristne læger, der besidder fremragende dygtighed i deres tag, bør opsøges og opmuntres til at deltage i Guds værk på sådanne steder, hvor de kan uddanne og oplære andre til at deltage i lægemissionen. SLF 119.1

Lægen bør i sin sjæl opsamle lyset fra Guds ord. Han bør gøre stadig fremskridt i nåden. For ham må religionen ikke blot være en indflydelse iblandt mange andre; den må være den ene ledende blandt alle andre indflydelser. Han må handle efter høje, hellige bevæggrunde, som er mægtige, fordi de stammer fra ham, som gav sit liv for at give os kraft til at overvinde det onde. SLF 119.2

Dersom lægen med troskab og flid stræber efter at blive duelig i sin gerning, og dersom han vier sig selv til Kristi tjeneste og tager tid til at granske sit eget hjerte, så vil han forstå og fatte hemmeligheden ved sit hellige kald. Han kan opnå en sådan udvikling og uddannelse, at alle, som kommer indenfor rækkevidden af hans indflydelse, vil kunne se ypperligheden af den uddannelse og visdom, der opnås af den, som har samfund med visdommens og almagtens Gud. SLF 119.3

Intetsteds trænges et inderligere samfund med Kristus end i lægens arbejde. Den, som på rette måde skal kunne udføre en læges pligter, må hver dag og hver time leve et kristeligt liv. Patientens liv er lagt i hans hånd. En uforsigtig diagnose, én fejlagtig forskrift i et kritisk tilfælde eller én usikker bevægelse med hånden under en operation, endog blot så meget som en hårsbred, kan koste den syge hans liv og føre en sjæl ind i evigheden. Hvilken alvorsfuld tanke! Hvor vigtigt er det at lægen står under den guddommelige læges ledelse! SLF 119.4

Frelseren er villig til at hjælpe alle, som beder ham om visdom og en klar tanke. Og hvem trænger vel mere til visdom og klare tanker end lægen, på hvem bestemmelser hviler på! Lad den, som søger at forlænge den syges liv, i tro se hen til Kristus , så han kan lede enhver bevægelse og handling. Frelseren vil give ham visdom og forstand til at behandle vanskelige tilfælde. SLF 120.1

Underfulde anledninger gives til den, som behandler de syge. Lad patienterne forstå at lægen i alt, hvad der gøres for at bringe dem sundhed, søger at lede dem til samarbejde med Gud i kampen mod sygdom. Led dem til at forstå, at de kan forvente guddommelig hjælp ved ethvert skridt, som de tager i overensstemmelse med Guds love. De syge og lidende vil have langt større tillid til den læge der har den overbevisning, at han frygter og elsker Gud. De føler sig trygge i en sådan læges nærværelse, og ved den behandling han foreskriver. SLF 120.2

Den kristne læge, som tjener Herren Jesus, har ret til at bede ham være tilstede i sygeværelset. Skal læben udføre en vanskelig operation, bør han først søge bistand hos den store læge. Lad ham forsikre den syge, at Gud kan føre ham igennem operationen, og at han i enhver vanskelighed er en sikker tilflugt for den, som forlader sig på ham. For den læge, som undlader dette, vil i det ene tilfælde efter det andet mislykkes, som ellers kunne have fået et heldigt udfald. Hvis han kunne tale sådanne ord, som ville indgyde tro på den medlidende Frelser, der jo kender enhver kval, og kunne lægge sjælens trang frem for ham i bøn, så ville krisen ofte få et heldigt udfald. SLF 120.3

Kun han som læser hjertets tanker, kan forstå, med hvilken frygt og ængstelse mange patienter udtrykker i at underkaste sig en operation ved lægens hånd. De for står den fare, som de svæver i. Selv om de har tillid til lægens dygtighed, så ved de dog, at han ikke er ufejlbarlig. Men når de ser ham knæle ned i bøn til Gud om hjælp, så fatter de tillid. Taknemmelighed og fortrøstning åbner hjertet for Guds helbredende kraft, hele organismen styrkes og livskraften sejrer. SLF 120.4

Også for lægen er Frelserens nærværelse en kilde til styrke. Tanken om det ansvar og de muligheder, som hans arbejde indebærer, kan ofte fremkalde frygt hos ham. Denne følelse af uvished og frygt ville gøre hans hånd usikker; men forvisningen om, at den guddommelige rådgiver står ved hans side for at lede og hjælpe, indgyder mod og sindsro. Når Kristus rører ved lægens hånd, så bringer det livskraft, sindsro, tillid og styrke. SLF 121.1

Når krisen er heldig overstået og fremgang sikker, så tilbring nogle øjeblikke hos patienten i bøn. Lad jeres taknemmelighed for, at livet er blevet sparet, finde udtryk i ord; og når patienten taler om, hvor megen tak han skylder lægen, så lad denne taknemmelighed vendes til Gud. Sig til patienten, at hans liv er blevet sparet, fordi han stod under den himmelske Læges beskyttelse. SLF 121.2

Den læge, der går frem på denne måde, leder sine patienter hen til ham, af hvem livet afhænger, ham som kan frelse til det yderste alle dem som kommer til ham. Arbejdet i læge missionen bør være ledsaget af en dyb omsorg for sjæles frelse. Lægen er i ikke mindre grad end ordets forkynder blevet betroet det største tillidshverv, som nogen sinde blev givet til mennesker. Hvad enten han forstår det eller ej, så har enhver læge fået den opgave at bringe sjælelig lægedom. SLF 121.3

Det hænder alt for ofte at læger i deres omgang med sygdom eller død taber det tilkommende livs alvorlige virkeligheder af syne. I deres ihærdige stræben efter at afvende legemlig fare glemmer de sjælens fare. Den patient som de arbejder med, kan gå glip af det evige liv. Hans sidste lejlighed svinder snart hen. Denne sjæl må lægen engang møde for Kristi domstol. SLF 121.4

Vi mister ofte de dyrebare velsignelser ved at undlade at tale et ord i rette tid. Dersom vi ikke giver agt på og griber den gyldne lejlighed, så går vi glip af den. Ved sygesengen bør man aldrig tale om lærdomspunkter eller stridsspørgsmål. Vis den syge hen til ham, som er villig til at frelse alle, der kommer til ham i tro. Søg med alvor og mildhed at hjælpe den sjæl, som svæver mellem liv og død. SLF 122.1

Den læge, som ved, at Kristus er hans personlige Frelser, fordi han selv er blevet ført hen til den faste Borg, vil forstå hvorledes han skal behandle de frygtsomme, skyldige, syndsbetyngede sjæle, der søger hans hjælp. Han kan besvare dette spørgsmål: “Hvad skal jeg gøre for at blive frelset?” Han kan fremholde beretningen om genløserens kærlighed; han kan tale af erfaring om, hvilken kraft der ligger i omvendelse og tro. Med ligefremme, alvorlige ord kan han fremholde sjælens behov for Gud i bøn og kan også opmuntre den syge til at bede og modtage dem medlidende Frelsers barmhjertighed. Idet han således virker ved sygelejet og søger at tale disse ord, der kan bringe den syge hjælp og trøst, vil Herren virke med ham og gennem ham. Og når den syges tanker ledes han til Frelseren vil Kristi fred fylde hans Hjerte, og den åndelige sundhed, som han får, bliver benyttet som et middel i Guds hånd til genoprettelsen af legemlig sundhed. SLF 123.1

I sit arbejde for den syge vil lægen ofte finde lejlighed til virke for vedkommendes venner. Når de står ved smertens leje og føler sig ude af stand til at afhjælpe endog den eneste kvalfuld smerte, så bliver de bløde om hjertet. Overfor lægen vil de åbenbare den sorg, som de skjuler for andre, og da er der anledning til at vise disse bedrøvede han til ham, som indhyller de besværede og de betyngede til at komme til ham. Ofte kan der også holdes bøn med dem og for dem, hvor man kan lægge deres behov frem for ham, som hjælper i al ulykke og lindrer al sorg. SLF 123.2

Lægen har herlige anledninger til at henvise sine patienter til de løfter, som findes i Guds ord. Han skal hente fra forrådshuset både nyt og gammelt og nu og da tale sådanne trøstende og belærende ord, som vedkommende længes efter. Lægen bør gøre sit sind til et forrådskammer for levende tanker. Han bør flittigt granske Guds ord, for han kan blive bekendt med de forjættelser, som det indeholder, og lære ag genskabe de trøstende ord, som Kristus talte under sin virksomhed på jorden, da han underviste og helbredte de syge. Han bør tale om de helbredelser, som Kristus udførte, og om hans kærlighed og mildhed. Han bør aldrig forsømme at lede sine patienters sind han til Kristus, som den store læge. SLF 123.3

Den samme kraft, som Kristus udøvede, da han vandrede synlig blandt mennesker, findes i hans ord. Det var ved sit ord, at Jesus helbredte de syge og uddrev djævle; ved sit ord stillede han stormen og oprejste de døde, og folket bar vidnesbyrd om, at der var kraft i hans ord. Han talte Guds ord således, som han havde talt til alle profeter og lærere i det gamle testamente. Hele Bibelen er en åbenbarelse af Kristus. SLF 124.1

Skriften må modtages som Guds ord til os, ikke blot skrevet med talt. Når de lidende kom til Kristus, da så han ikke blot dem, der bad om hjælp, men også alle som i fremtiden ville komme til ham i den samme trang og med samme tro. Da sagde han til den lamme: “Søn! vær frimodig, dine synder er dig forladt;” (Matt 9,2) da han sagde til kvinden i Kapernaum: “Vær frimodig, min datter! din tro har frelst dig; gå bort med fred,” (Luk 8,42) således talte han også til de lidende og syndbetyngede mennesker, der i fremtiden ville søge ham om hjælp. SLF 124.2

Således forholder det sig med alle forjættelser i Guds ord. I dem taler han til os hver især, taler lige så direkte, som om vi kunne høre hans stemme. Det var gennem disse forjættelser, at Kristus meddeler os sin nåde og kraft. De er blade på livets træ, som tjener “til folkenes lægedom”. (Åb 22,2) Når man modtager og tilegner sig dem, så styrker de karakteren og opflammer og holder livet oppe. Intet andet besidder en så helbredende Kraft; intet andet kan indgyde det mod og den tro, som bringer livskraft til hele vort væsen. SLF 124.3

Til den som står bævende og frygtsom på gravens rand, og til den sjæl, som er træt af lidelsens og sundhedens byrde, bør lægen, som lejlighed gives, gentage frelserens ord thi hele den hellige skrift er hans ord: SLF 125.1

“Frygt ikke, thi jeg genløste dig, jeg kaldte dig ved navn dit navn, du er min. Når du går igennem vandene, da vil jeg være med dig, og igennem floderne, da skal de ikke overskylle dig; når du går gennem ilden, skal du ikke svides, og luen, skal ikke fortære dig. Thi jeg er Herren din Gud Israels Hellige, din Frelser..... Du var agtet dyrebar for mine øjne, var æret, og jeg elskede dig.” “Jeg, jeg er den, som udsletter dine overtrædelser for min egen skyld, og jeg vil ikke ihukomme dine synder.” “Frygt ikke, thi jeg er med dig.” (Es 43,1-4.25.5) SLF 125.2

“Ligesom en fader forbarmer sig over børn, således forbarmer Herren sig over dem, som frygter ham. Thi han kender vor skabning, han kommer i hu at vi er støv.” (Sl. 103,13 14) “Erkend din misgerning, at du er faldet fra Herren din Gud.” “Dersom vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, at han forlader os synderne og renser os for al uretfærdighed.” (Jer 3,13; 1Joh 1,9) SLF 125.3

“Jeg har udslettet alle dine overtrædelser som en tåge, og dine synder som en sky; vend om til mig, thi jeg har genløst dig.” (Es 44,22) “Kom dog og lad os gå i rette med hverandre, siger Herren; om jeres synder er som purpur, skal de blive hvide som sne; om de er røde som skarlagen, skal de blive som uld.” (Es 1,18) SLF 125.4

“Jeg har elsket dig med en evig kærlighed, der for har jeg bevaret dig miskundhed” “Jeg skjulte dig et øjeblik mit ansigt, men med evig kærlighed forbarmer jeg mig over dig.” (Jer 31,3; Es 54,8) Jeres hjerte forfærdes ikke!” “Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; ikke som verden giver, giver jeg jer. Jeres hjerte forfærdes ikke og frygt ikke!” (Joh 14,1.27) SLF 126.1

“Enhver af dem skal være som et skjul for uvejr og et ly for vandskyl, som bække på et tørt sted, som skyggen af en vældig klippe i et vansmægtende land.” (Es 32,2) “De elendige og fattige leder efter vand, og der er intet, deres tunge smægter efter tørst; jeg, Herren, vil bønhøre dem, jeg, Israels Gud, vil ikke forlade dem.” (Es 41,17) SLF 126.2

“Så siger Herren, som gjorde dig: ..... Jeg vil udgyde vand på det tørstige og strømme på det tørre; jeg vil udgyde min Ånd over din sæd og min velsignelse over dine børn.” (Es 44,2 3) “Vend eder til mig, og bliv frelste, alle I fra jordens ender!” (Es 45,22) “Han tog vore skrøbeligheder og bar vore sygdomme.” “Han er såret for vore overtrædelser og knust for vore misgerninger; straffen er lagt på ham, at vi skal have fred, og vi har fået lægedom ved hans sår.” (Matt 8,17; Es 53,5.) SLF 126.3