I den Store Læges fodspor

Kundskaben, som fremholdes gennem Guds ord

Hele bibelen er en åbenbarelse af Guds herlighed i Kristus. Når den modtages, tros og adlydes, bliver den et mægtigt middel til at forvandle karakteren. Den er en herlige spore den tvingende magt, som vækker de legemlige og åndelige evner og kræfter og fører livet ind på rigtige veje. SLF 466.1

Grunden til, at de unge og endog de ældre så let føres ind i fristelse og synd, er, at de ikke læser Guds ord og grunder på det, som de burde. Den mangel på en fast, bestemt viljekraft, som viser sig i liv og karakter, skyldes at de har forsømt Guds ords hellige undervisning. De gør sig ikke alvorlig anstrengelse for at dvæle ved det, som ville kunne opflamme rene og hellige tanker og holde sindet borte fra det, som er urent og usandt. Der er kun få, der som Maria vælger den gode del og sidder ved Jesu fødder for at lære af den guddommelige Mester. Der er kun få, som gemmer hans ord i deres hjerter og efterlever det i deres vandel. SLF 466.2

Når de bibelske sandheder modtages, vil de opløfte sindet og sjælen. Hvis Guds ord blev skattet, som det burde, så ville både unge og gamle være i besiddelse af en indre retskaffenhed og principfasthed, som ville sætte dem i stand til at modstå fristelse. SLF 466.3

Lad der blive talt og skrevet om de dyrebare ting i bibelen. Lad enhver vi sine tanker, sine anlæg, sin skarpeste åndsevner til studiet af Guds tanker. Studer ikke menneskelige gisninger, men han, som er sandheden. Ingen anden læsning har så stor værdi som denne. SLF 467.1

Den jordisksindede finder ingen glæde ved at granske Guds ord; men for den, hvis sind er fornyet ved Helligånden, finder guddommelig skønhed og himmelsk lys fra det hellige ord. Det, som for den jordisksindede er en øde ørken, bliver for den åndelige et land med levende strømme. SLF 467.2

Kundskaben om Gud, som den er åbenbaret i hans ord, er den kundskab, vore børn bør opnå. Fra forståelsens første frembrud hos børnene bør man begynde at fortælle dem om Jesu navn og Jesu liv, fortælle dem, at Gud er deres Fader. Deres første undervisning bør gå ud på at lære dem villig lydighed. Lad Guds ord blive læst og gentaget for dem i ærefrygt og ømhed og på en måde, som er afpasset efter deres fatteevne, og som vil vække deres interesse. Lad dem fremfor alt bliver underviste om Guds kærlighed, som den der åbenbaret i Kristus, og som den store lærdom, som den indeholder: “Har Gud således elsket os, da er vi også skyldige at elske hverandre.” (1Joh 4,11) SLF 468.1

De unge bør tage Guds ord til føde for sjæl og sind. Lad Kristi kors være det store hovedemne i al uddannelse, midtpunktet for al undervisning og al granskning. Lad det blive indflettet i det daglige liv, så vil frelseren være de unge en daglig ven og medarbejder. Enhver tanke vil blive taget til fange under Kristi lydighed. Med apostelen Paulus vil de kunne sige: “Det er langt fra mig at rose mig, uden af vor Herres Jesu Kristi kors, for hvem verden er mig korsfæstet, og jeg verden.” (Gal 6,14) SLF 468.2

Således kommer de ved troen til at kende Gud igennem en kundskab, som grunder sig på erfaring. De har selv haft beviser på hans ords virkelighed og hans forjættelses sandhed. De har smagt og ved, at Herren er god. Den elskede Johannes besad en kundskab, som han havde vundet ved egen erfaring. Han kunne vidne: SLF 468.3

“Det, som var fra begyndelsen, det, vi har hørt, det, vi har set med vore øjne, det vi har beskuet og vore hænder følt på, nemlig om det livets ord; (thi livet er åbenbaret, og vi har set og vidner og forkynder jer livet, det evige, hvilket var hos Faderen og blev åbenbaret for os;) hvad vi har set og hørt, forkynder vi jer, at også I skal have samfund med os; men vort samfund er med Faderen og med hans Søn Jesus Kristus.” (1Joh 1,1-3) SLF 469.1

Således vil enhver, grundet på egen erfaring, kunne stadfæste, at Gud er sanddru”. (Joh 3,33) Han kan vidne om det, som han selv har set og hørt og følt af Kristi kraft. Han kan sige: SLF 469.2

“Jeg behøvede hjælp, og jeg fandt den i Jesus. Ethvert tarv blev fyldt, og min sjælehunger blev stillet. Bibelen er for mig en åbenbaring om Kristus. Jeg tror på Jesus, fordi han er mig en guddommelig Frelser. Jeg tror på bibelen, fordi jeg har fundet den at være Guds stemme, som taler til min sjæl.” SLF 469.3

Den, som gennem sin egen personlige erfaring har fået kundskab om Gud og hans ord, har den nødvendige forberedelse til at kunne give sig af med at studere naturvidenskab. Der er skrevet om Kristus: I ham “var livet, og livet var menneskernes lys”. (Joh 1,4) Førend synden kom ind, var Adam og Eva i edens have omgivet af et klart herligt lys. Dette Guds lys oplyste alt, som de kom i nærheden af. Der var intet, som kunne fordunkle deres opfattelse af Guds karakter eller værk. Men da de gav efter for fristeren, veg lyset bort fra dem; og idet de tabte dette hellighedens klædebon, tabte de også det lys, som havde oplyst naturen, De kunne ikke længere tyde på rette måde; de kunne ikke se Guds karakter i hans gerninger. Således kan heller ikke menneskerne nu af sig selv få den rette forståelse af naturens undervisning. Hvis de ikke ledes af guddommelig visdom, vil de ophøje naturen og naturlovene over naturens Gud. Dette er grunden til, at blotte menneskemeninger om videnskaben så ofte strider imod Guds ords lære. Men for dem, som modtager livets lys fra Kristus, vil naturen atter blive oplyst. I de stråler fra korset, kan vi tyde naturens undervisning på rette måde. SLF 469.4

Den, som ved sin personlige erfaring har fået kundskab om Gud og hans ord, har en fast tro på den hellige skrifts guddommelighed. Han har beviser på, at Guds ord er sandhed, og han ved, at sandheden aldrig kan modsige sig selv. Han prøver ikke bibelen men menneskers anskuelser om videnskab; han prøver disse anskuelser med den ufejlbarlige målestok. Han ved, at der i sand videnskab ikke kan være nogen, som strider imod Guds ords lære; Han ved, at eftersom de begge har ét og samme ophav, så vil også en rigtig forståelse af dem begge vise, at de stemmer overens. Alt, hvad der i den såkaldte videnskabelige undervisning strider mod Guds ords vidnesbyrd, er ene og alene menneskelige gerninger. SLF 470.1

For en sådan gransker vil videnskabelig forskning åbenbare uendelige felter for tænkning og oplysning. Idet han beskuer naturen, opdager han nye sandheder. Naturens bog og et skrevne ord kaster lys over hinnanden. Begge giver ham bedre kendskab til gud ved at lære ham og undervise ham om hans karakter og om de love, gennem hvilke han virker. SLF 470.2

Salmistens erfaring er den samme som den, alle kan få ved at få Guds ord, således som han giver det gennem åbenbaringen. Han siger: “Herre! du har glædet mig ved dit værk; jeg vil synge med fryd om dine hænders gerninger.” (Sl. 92,5) “Herre! din miskundhed er i himlene; din sandhed når til skyerne. Din retfærd er som Gudsbjerge, dine domme som det store dyb;.....” SLF 470.3

Gud! hvor dyrebar er din miskundhed. Menneskenes børn søger ly i dine vingers skygge... Af dine glædes strøm giver du dem at drikke. Thi hos dig er livets kilde, i dit lys ser vi lys.” (Sl. 36,6-10) “Salige er de fuldkomne i vandel, de, som vandrer i Herrens lov. Salige er de, som bevarer hans vidnesbyrd, de, som søger ham af ganske hjerte.” “Hvormed skal en ung holde sin sti ren? Derved at han holder sig efter dit ord.” “Jeg udvalgte trofasthedens vej; jeg satte dine domme for mig.” (Sl. 119,1-2.9.30) “Jeg gemte dit ord i mit hjerte, på det jeg ikke skulle synde imod dig.” (Sl. 119,11) “Og lad mig vandre i det frie; thi jeg har søgt dine befalinger.” (Sl. 119,45) “Åbne mine øjne, at jeg må se de underfulde ting i din lov.” “Jeg finder min lyst i dine vidnesbyrd, De er mit råds mænd.” “Din munds lov er mig bedre end tusinde stykker guld og sølv.” “Hvor kær har jeg din lov! Den er min tanke hele dagen.” “Dine vidnesbyrd er underfulde; derfor bevarer min sjæl dem.” (Sl. 119,18.24. 72.97.129) “Dine bud har været mine sange i min udlændigheds hus.” “Dit ord er såre lutret, og din tjener og din tjener elsker det.” Summen af dit ord er sandhed, og evig er al din retfærdigheds dom.” SLF 471.1

“Måtte min sjæl dog leve og love dig, og dine domme hjælpe mig!” (Sl. 119,54.140.160.175) “Der er stor fred for dem, som elsker din lov, og der er ikke anstød for dem.” “Jeg ventede på den frelse, Herre! og jeg udførte dine bud. Min sjæl holdt dine vidnesbyrd, og jeg elskede dem såre.” (Sl. 119,165-167) “Dine ords åbenbaring spreder lys, og gør de enfoldige forstandige.” (Sl. 119,130) “Dine bud gør mig visere end mine fjender; thi de er for mig evindelig. Jeg blev klogere end alle mine lærere; thi dine vidnesbyrd er min tanke. Jeg er blevet forstandigere end de gamle; thi jeg har bevaret dine befalinger.” “Derfor hader jeg al løgnens sti.” “Jeg fik dine vidnesbyrd til arv evindelig; thi de er mit hjertes glæde.” (Sl. 119,98-100.104.111) SLF 472.1

Det er vor forret at se stadig højere åbenbarelser af Guds karakter. Da Moses bad: “Kære, lad mig se din herlighed!” (2Mos 33,19) irettesatte herren ham ikke, men opfyldte hans begæring. Gud sagde til sin tjener: “Jeg vil lade al min godhed gå dig forbi dit åsyn, og jeg vil udråbe Herrens navn for dit åsyn.” (2Mos 33,19) SLF 472.2

Det er synden, som formørker vort sind og fordunkler vor opfattelse. Når hjertet renses fra synd, så vil lyset fra kundskaben om Guds herlighed i Jesus, som oplyser hans ord og stråler ud af naturens bog, mere og mere fuldkomment fortælle, at “Herren er barmhjertig og nådig Gud, langmodig og af megen miskundhed og sandhed” (2Mos 34,6) I hans lys skal vi se lys, indtil hjerte, sjæl og sind bliver forvandlede efter hans helligheds billede.” SLF 472.3

For dem, der således griber fat på de guddommelige løfter i Herrens ord, gives der vidunderlige muligheder. Foran dem ligger vidtstrakte sandhedsfelter, uhyre kilder til kraft. Herlige ting vil blive åbenbarede. Forrettigheder og pligter, som de end ikke aner findes i bibelen, vil blive åbenbarede. Alle, som vandrer på ydmyghedens og lydighedens sti og opfylder hans hensigt, vil få en stadig større kundskab om Guds ord. SLF 473.1

Lad den, som læser, gøre bibelen til sin vejleder og være principfast, så kan han nå op til de største højder. Al menneskelig filosofi har ført til forvirring og skam når Gud ikke er blevet anerkendt som den der er alt i alle. Men den dyrebare, af Gud inspirerede tro giver en stærk og ædel karakter. Når man dvæler ved hans godhed, miskundhed og kærlighed, så vil ens forståelse af sandheden blive klarere og klarere, og længslen efter et rent hjerte og klare tanker vil blive stærkere og stærkere. Den sjæl, som nærer rene, hellige tanker, forvandles ved det samkvem med Gud, som granskningen af hans ord medfører. Sandheden er så vidtrækkende, så dyb og så bred, at man taber sig selv af syne; hjertet blødgøres, og ydmyghed, mildhed og kærlighed bliver det herskende. SLF 473.2

Også de naturlige evner forøges ved hellig lydighed. Granskningen af livets ord vil styrke, højne og forædle sindet. Hvis vedkommende ligesom Daniel er Guds ords høere og gørere, så kan de gøre den samme fremgang, som han gjorde i alle kundskabsgrene. Da de ejer sjælelig renhed, vil de også få sjælelig styrke. Enhver åndsevne vil blive skænket. De kan opnå en sådan udvikling og uddannelse, at alle, som kommer under deres indflydelse, vil se, hvad en person kan blive, og hvad han kan udrette, når han har samfund med visdommens og kraftens Gud. SLF 474.1

Vor livsgerning her er en forberedelse for det evige liv. Den uddannelse, som begynder her, vil ikke blive fuldendt i denne verden; den vil blive fortsat gennem alle evigheder altid skride fremad, men aldrig fuldendes. I stadig fuldere og fuldere mål vil Guds visdom og kærlighed, som den er kommet til udtryk i genløsningsplanen, blive åbenbaret. Når Frelseren lede sine børn til de levende vandkilder, vil han meddele dem rige kundskabsskatte, og dag efter dag vil Guds underfulde gerninger, beviserne på hans magt til at skabe og opholde verdens alteret, træde frem for tanken i fornyet skønhed. I det lys, som skinner fra tronen, vil hemmeligheder forsvinde, og sjælen vil blive fyldt med forundring over, hvor enkle og ligefremme de ting er, som man aldrig før forstod. Nu ser vi i et spejl, i en mørk tale; da skal vi se ansigt til ansigt. Nu kender vi stykkevis; men da skal vi kende, ligesom vi også er kendte. SLF 474.2