I den Store Læges fodspor

Rigtigheden af at følge den sande Kundskab

Vi behøver en tydeligere forståelse af, hvad der står på spil i den store strid, som vi er indviklede i. Vi behøver en fuldere forståelse af værdien af Guds ords sandheder og af faren ved at lade den store forfører lede vort sind bort fra disse. SLF 459.1

Det uhyre offer, som vor genløsning krævede, åbenbarer den kendsgerning, at synden er et frygteligt onde. Ved synden er hele den menneskelige organisme blevet forstyrret, sindet forvænt og fantasien fordærvet. Synden har svækket de sjælelige evner. Fristelser udefra møder tilsvarende tilbøjeligheder i hjertet, og menneskets fødder ledes umærkeligt fremad til det onde. SLF 459.2

Ligesom det offer, der blev givet for os, var fuldstændigt, således må også vor renselse fra syndens besmittelse være fuldstændig. Guds lov undskylder ingen ond handling; ingen uretfærdighed undgår dens fordømmelse. Evangeliets sædelære anerkender ingen anden målestok end den guddommelige karakters fuldkommenhed. Kristi liv var en fuldkommen opfyldelse af enhver forskrift i loven. Han sagde: “Jeg har holdt min Faders befalinger.” (Joh 15,10) Hans liv er vort eksempel på lydighed og tjeneste. Gud alene kan forny hjertet. “Gud er den, som virker i jer både at ville og at udrette, efter sit behag.” Men han byder os: “Arbejd på jeres egen saliggørelse med frygt og bæven.” (Fil 2,13-12) SLF 459.3

Det onde kan ikke gøres godt igen eller ens livsvaner omformes ved nogle svage bestræbelser nu og da. Karakterens udvikling er et værk, som ikke fuldendes på en dag ej heller på et år, men kræver en hel levetid. Kampen for sejr over sig selv, for opnåelsen af hellighed og en plads i himlen er en livsvarig kamp. Uden stadig anstrengelse og uafbrudt virksomhed kan ingen gøre fremgang i det åndelige liv ej heller opnå sejrvinderens krone. SLF 460.1

Det stærkeste bevis på menneskets fald fra en højere stilling, er den sandhed, at det koster så meget at vende tilbage. Tilbagevejen kan kun ske gennem hård kamp tomme for tomme, time for time. Ved en hastig uforsigtig handling kan vi i et eneste øjeblik kaste os selv i det ondes magt; men det kræver mere end et øjeblik atter at bryde lænkerne og opnå et helligt liv. Man kan gøre sig forsætter, og arbejdet kan påbegyndes, men fuldførelsen deraf vil kræve møje, tid, udholdenhed, tålmodighed og opofrelse. SLF 460.2

Vi må ikke tillade os selv at handle efter indflydelse. Vi må ikke et eneste øjeblik forlade vor vagt. Vi anfægtes af fristelser uden tal og må enten gøre bestemt modstand eller også blive overvundet. Hvis vi, når vort liv afsluttes, endnu har vort arbejde ugjort, så vil det betyde evigt tab. SLF 460.3

Paulus kæmpede en uafbrudt kamp mod sig selv. Han sagde: “Jeg dør daglig.” (1Kor 15,31) Hans egen vilje og hans egne ønsker stod hver dag i strid med pligten og med Guds vilje. Men i stedet for at søge egene tilbøjeligheder gjorde hans Guds vilje, hvor stærkt det end stred mod hans egen natur. SLF 460.4

Da han ved slutningen af sit møjsommelige liv så tilbage på dets kampe og sejre, kunne han sige: “Jeg har stridt den gode strid, fuldkommet løbet, bevaret troen. I øvrigt er retfærdighedens krone henlagt til mig, hvilken Herren, den retfærdige dommer, skal give mig på hin dag.” (2Tim 4,7 8) SLF 460.5

Den kristenes liv er en kamp og en march fremad. I denne kamp er der ikke tale om noget ophold. Der må arbejdes uafbrudt og ihærdigt. Det er ved uafladelig anstrengelse, at vi kan vedblive at sejre over Satans fristelse. Kristelig retskaffenhed må efterstræbes med energi og opretholdes med et urokkeligt forsæt. SLF 461.1

Ingen blive løftet opad uden alvorlig og ubøjelig bestræbelse fra hans egen side. Enhver for sig må deltage i denne kamp; ingen anden kan udkæmpe vore kampe. Hver for sig er vi ansvarlige for det, som striden drejer sig om. Selv om Noah, Job og Daniel var i landet, så kunne de dog ikke rede hverken søn eller datter ved deres retfærdighed. SLF 461.2

Der er en kristendommens videnskab, som må læres, og som er så meget dybere og bredere og højere end nogen menneskelig videnskab, som himlen er højere end jorden. Sindet må udvikles, uddannes, opøves; thi det arbejde, vi skal udføre for Gud, er sådant, som ikke stemmer overens med vore medfødte tilbøjeligheder. Nedarvede og erhvervede tilbøjeligheder til det onde må besejres. Ofte må den udvikling og den uddannelse, man har opnået gennem en hel levetid, forkastes, for at man må kunne blive en discipel i Kristi skole. Vi må lære at holde fast ved Gud og vænne os til en tankegang, som vil sætte os i stand til at modstå fristelse. Vi må lære at se opad. Vi må forstå Guds ords grundsætninger grundsætninger, der er så høje som himlen, og som omfatter evigheden forstå, hvorledes de griber ind i vort daglige liv. Enhver handling, ethvert ord, enhver tanke må bringes i harmoni med Kristus og undergives ham. SLF 462.1

Helligåndens herlige dybder udvikles ikke i et øjeblik. Mod, fasthed, ydmyghed, tro og en ubøjelig tillid til Guds magt til at frelse, er egenskaber, som man opnår gennem års erfaringer. Ved et liv i helligt forsæt og streng fasthængen ved det, som er ret, skal Guds børn besegle deres skæbne. SLF 462.2

Vi har ingen tid at spilde. Vi ved ikke, hvor snart vor prøvetid kan være endt, Vi har i bedste fald kun en kort levetid her, og vi ved ikke, hvor snart dødens pil kan rammer vor hjerter; vi ved ikke, hvor snart vi kan blive kaldte til at give glip på verden og alle dens interesser. Evigheden ligger foran os. Sløret vil snart blive løftet. Endnu blot nogle korte år, og så vil dette ord lyde til enhver, som nu er blandt de levendes tal: Lad den, som gør uret, fremdeles gøre uret;..... og den retfærdige fremdeles blive retfærdig, og den hellige fremdeles blive helliget.” Åb 22,11 SLF 462.3

De, som har beskæftiget sig med tomme tanker, må gøre en forandring. “Omgjord jeres sinds lænder, vær ædrue, og sæt jeres håb aldeles til den nåde, som bliver jer til del i Jesu Kristi Åbenbarelse. Som lydige børn skik jer ikke efter de forrige lyster i jeres uvidenhed; men efter den hellige, som jer kaldte, vær I hellige i al omgang. Derfor er der skrevet: vær hellige, thi jeg er hellig.” (1Pet 1,13 16) SLF 463.1

Gud må være midtpunkt for vore tanker. Vi må gøre alvorlige bestræbelser for at overvinde det naturlige hjertes tilbøjeligheder. Vore anstrengelser, vor selvfornægtelse og udholdenhed må stå i forhold til den uhyre værdi af det mål, vi stræber efter at nå. Alene ved at fejre, ligesom Kristus fejrede vil vi kunne vinde livets krone. SLF 463.2

Menneskernes store fare ligger i, at de kan bedrage sig selv, blive indbildte og således stille sig fra Gud, som er kilden til deres styrke. Hvis vore naturlige tilbøjeligheder ikke ledes af Guds hellige Ånd, så indebærer de spiren til moralsk død. Medmindre vi kommer i levende samfund med Gud, kan vi ikke modstå de dårlige virkninger af tilfredsstillelse, egenkærlighed og fristelse til synd. SLF 463.3

For at kunne få hjælp hos Kristus må vi indse vort behov. Vi må have en rigtig forståelse af os selv. Kristus kan alen frelse den, der ved, at han er en synder. Det er kun når vi ser vor fuldstændige hjælpeløshed og bortkaster selvtillid, at vi vil gribe guddomskraften. SLF 463.4

Det er ikke alene ved begyndelsen af kristenlivet, at man således må fornægte sig selv. Afkald på sig selv skal der til ved hvert skridt på vejen til himlen. Alle vore gode gerninger afhænger af den kraft, som ligger udenfor os slev, og derfor må vi stadig søge styrke hos Gud, alvorlig bekende vor sund og ydmyge vore sjæle for ham. Farer omgiver os, og vi kan alene være trygge, når vi føler vor egen svaghed og i tro klynger os til vor mægtige befrier. SLF 464.1

Vi må vende os bort fra en mængde ting, som vil lægge beslag på vor opmærksomhed. Der er emner, som sluger tid og vækker spørgsmål, men sin intet fører til. Den omhyggelige opmærksomhed og energi, der så ofte anvendes til forholdsvis intetsigende ting, bør vises til de højeste interesser. SLF 464.2

Antagelsen af nye teorier vil i og for sig ikke bibringe sjælen nyt liv. Ja selv kundskaben om teorier og kendsgerninger, der i og for sig er vigtige, har kun ringe værdi, hvis man ikke gør anvendelse af dem i livet. Vi trænger til at føle vort ansvar med hensyn til at tilføre sjælen føde, som vil nære og opflamme det åndelige liv. SLF 464.3

“Hvis du..... lader dit øje give agt på visdommen, bøjer dit hjerte til indsigt; ..... hvis du søger efter den, som efter sølv, og ransager efter den, som efter skjulte skatte: Da skal du forstå Herrens frygt, og finde Guds kundskab..... da skal du forstå ret og retfærdighed og retvished, al god vej. Thi visdom skal komme i dit hjerte, og kundskab være liflig for din sjæl. Kløgt skal bevare dig, og indsigt bevogte dig.” (Ordsp 2,1 11) Visdom “er livets træ for dem, som griber den, og hver den, som holder fast på den, skal prises salig”. (Ordsp 3,18) SLF 464.4

Det spørgsmål, som vi bør begrunde, er dette: “Hvad er sandhed den sandhed, der skal næres, elskes, agtes og adlydes?” Videnskabens tilbedere er blevet slået og forsagte i deres forsøg på at finde Gud. Det, som de nu behøver at spørge om, er: “Hvad er den sandhed, ved, ved hvilken vi kan opnå vore sjæles frelse?” SLF 465.1

“Hvad mener I om Kristus?” dette er det ene vigtige spørgsmål. Antager I ham som en personlig frelser? Alle, som han tager imod, giver han magt til at blive Guds børn. SLF 465.2

Kristus åbenbarede Gud for sine disciple på en måde, som udførte et særskilt værk i deres hjerter, et sådant, som han ønsker at udføre i vore. Der er mange, som ved at dvæle alt for meget ved teorier har tabt Kristi eksempels levende kraft af syne. De har tabt ham af syne som den ydmyge, selvfornægtende arbejder. Det, som de trænger til, er at se Jesus. Daglig behøver vi en ny åbenbaring af hans nærværelse. Vi behøver nøjere at følge hans eksempel på selvfornægtelse og selvopofrelse. SLF 465.3

Vi trænger til den erfaring, som Paulus havde, da han skrev: “Jeg er korsfæstet med; alligevel lever jeg, dog ikke jeg mere, men Kristus lever i mig; og hvad jeg nu lever i kødet, det lever jeg i Guds Søns tro, som elskede mig, og gav sig selv hen for mig.” (Gal 2,20) SLF 465.4

Kundskaben om Gud og om Jesus udtrykt i karakteren, er nogen, som er større og mere ophøjet end alt, hvad der agtes højt på jorden eller i himlen. Den er den højeste af al uddannelse. Den er den nøgle, som åbner den himmelske stads porte. Og denne samme kundskab er det Guds hensigt, at alle, som ifører sig Kristus, skal besidde. SLF 465.5