I den Store Læges fodspor

Den nødvendige kundskab

En sand kundskab om Gud

Ligesom vor Frelser er også vi i denne verden for at udføre en tjenergerning for Gud. Vi er her for at blive Gud lig i karakter og for ved vort liv som tjenere at åbenbare han for verden. For at kunne være Guds medarbejdere, blive ham lig og åbenbare hans karakter må vi have en rigtig kundskab om ham; vi må kende ham således, som han selv åbenbarer sig. SLF 415.1

Kundskaben om Gud danner grundlaget for al sand uddannelse og for al sand tjeneste; den er det eneste virkelige værn mod fristelse. Det er ved denne alene, at vi kan blive delagtige i Guds karakter. SLF 415.2

Det er denne kundskab, som alle behøver, der virker for at højne menneskeheden. Karakterens forvandling, et ubesmittet liv, duelighed i ens gerning samt troskab mod rigtige grundsætninger afhænger alt sammen af, om vi har den rigtig kundskab om Gud. Denne kundskab er den nødvendige forberedelse både for dette liv og det tilkommende. SLF 415.3

“Kundskab om den hellige er forstand.” (Ordsp 9.10) Ved kundskaben om ham er os givet “alle ting, som hører til liv og gudfrygtighed.” (2Pet 1,3) “Dette er det evige liv,” sagde Jesus, “at de kender dig, den eneste sande gud, og den, du udsendte, Jesus Kristus.” (Joh 17,3) SLF 415.4

“Så diger Herren: Den vise rose sig ikke af sin visdom, og den stærke rose sig ikke af sin styrke, den rige rose sig ikke af sin rigdom; men den som vil rose sig, rose sig af dette, at han forstår og kender mig, at jeg er Herren, som gør miskundhed, ret og retfærdighed på jorden; thi disse ting behager mig, siger Herren.” (Jer 9,23-24) SLF 416.1

Det er nødvendigt for os at begrunde de åbenbarelser, Gud har givet af sig selv. “Kære, hold dig til ham, og hav så fred! Deraf skal komme godt til dig. Kære, tag lærdom af hans mund, og læg hans ord i dit hjerte!... Så skal den almægtige være dit guld... “Da skal du forlystes ved den almægtige og opløfte dig ansigt til Gud. Du skal bede til ham, han skal høre dig, og du skal betale dine løfter. Når du beslutter en ting, da skal den lykkes for dig, og lyset skal skinne over dine veje. Når man trykker dig ned, Da skal du sige: opad! Og han skal frelse den, som slår øjnene ned.” (Job 22,21-22. 25-29) SLF 416.2

“Hans usynlige væsen, hans evige kraft og guddommelighed beskues fra verdens skabelse af og forståes af hans gerninger.” (Rom 1,20) Naturen, sådan som vi ser den, giver os et dunkelt begreb om edens herlighed. Synden har ødelagt jordens skønhed. Alle vegne kan man se mærkerne af det ondes værk. Men alligevel er der meget tilbage, som er smukt. Naturen bærer vidnesbyrd om, at en, som er uendelig i magt og miskundhed, godhed og kærlighed, opfylder den med liv og med fryd. Selv i deres ødelagte tilstand åbenbarer alle ting den store Kunsters værk. Hvor vi end vender os hen, kan vi høre Guds røst og se beviser på hans godhed. SLF 416.3

Fra tordenens dybe, alvorsfulde drøn og det ældgamle oceans uophørlige brusen til de frydefulde sange, som fylder skoven med musik, forkynder naturens tusinde stemmer hans pris. På jord, hav og himmel med deres vidunderlige kulører og farve afskygninger, adskillede sig i pragtfulde modsætninger eller smeltede sammen i harmoni, beskuer vi hans herlighed. De evige høje fortæller om hans magt. Træerne, der lig grønne bannere svajer i sollyset, og blomsterne i deres herlige ynde viser han til ham, som er deres skaber. Det levende grønt, der lig et tæppe bedækker den brune jord, taler om Guds omsorg for de ringeste af sine skabninger. Havets dyb og jordens hvælvinger åbenbarer hans skatte. Han, som lagde perlerne i havet og ametysten og krysolitten i klipperne, elsker det smukke. Solen, som går frem hå himlen, er en fremstilling af ham, som giver liv og lys til alt, hvad han har skabt. Al den herlighed og skønhed, som pryder jorden og oplyser himlene, taler om Gud. SLF 417.1

“Hans majestæt bedækker himlene.” (Hab 3,3) “Jorden er fuld af dine ejendomme.” (Sl. 104,24) “En dag udgyder sin tale til den anden, og en nat kundgør den anden vidskab. Der er ingen tale og ej ord, med hvilke røst ej er hørt. Deres målesnor er udgangen over al jorden. Og deres ord til jorderiges ende.” (Sl. 19,3 5) SLF 418.1

Alle ting taler om hans ømme, faderlige omsorg og om hans længsel efter at gøre sine børn lykkelige. SLF 418.2

Den store magt, der virker gennem hele naturen og opholder alle ting, er ikke, således som nogle videnskabsmænd fremstiller det, blot et altgennemtrængende princip, en virkende energi. Gud er en ånd, men alligevel er han et personligt væsen; thi som sådan har han åbenbaret sig. SLF 419.1

“Herren er Gud i sandhed, han er en levende Gud og en evig konge... De guder, som ikke har gjort himlen og jorden, de skal forsvinde fra jorden og under himlen.” “Ikke som disse er Jakobs del, thi han er den, som har dannet alle ting.” “Han er den, som skabte jorden ved sin kraft, som befæstede jorderiget ved sin visdom og udspændte himlen ved sin forstand.” (Jer 10,10-11.16.12) SLF 419.2

Guds værk i naturen er ikke Gud selv i naturen. Naturen er et udtryk for Guds karakter og magt; men vi må ikke betragte naturen som Gud. Mennesker kan ved kunstnerisk snilde fremstille meget smukke ting, sådanne, som fryder øjet, og disse giver os et indblik i kunstnerens tanker; men kunstværket er ikke kunstneren. Det er kunstneren og ikke hans værk, der fortjener ære. Når nu naturen er et udtryk for Guds tanker, så er det ikke naturen, men naturens Gud, som bør ophøjes. SLF 419.3

Lad os tilbede og nedbøje os, lad os bøje knæ for Herren.” (Sl. 95,6) “I hans hånd er jordens dybder, og bjergenes højder hører ham til. Havet er hans, og han har skabt det, og hans hænder har dannet det tørre land.” (Sl. 95,4-5) “Søg Herren,..... som skabte Syvstjernen og Orion og omskifter dødsskygge til morgen og formørker dag til nat; (Amos 5,6-8) “Som danner bjerge og skaber vind og kundgør et menneske, hvad hans tanke er;” (Amos 4,13) “Som har bygget sine høje sale i himlen og grundfæstet sin hvælving over jorden; som kalder ad vandene i havet, og udøser dem over jordens overflade; Herren er hans navn.” (Amos 9,6) SLF 419.4

Skabelsen kan ikke forklares ad videnskabelig vej. Hvilken videnskab kan vel forklare livet? “Ved tro forstår vi, at verden er blevet beredt ved Guds ord, så at de ting, som ses, er blevet af dem, der ikke var til syne.” (Heb 11,3) “Jeg... danner lyset og skaber mørket,... Jeg er Herren, som gør alle disse ting.... Jeg gjorde jorden og skabte mennesker derpå; Mine hænder udbredte himlen, og jeg bød over al dens hær.” (Es 45,7 12) “Jeg kalder dem frem, og de står der tilsammen.” (Es 48,13) SLF 420.1

Da Gud skabte jorden, benyttede han sig ikke af stof, der allerede eksisterede. “Han talte, og det skete; han bød, så stod det der.” (Sl. 33,9) Alle ting, materielle som åndelige, fremstod for Herren Jehova på hans ord og blev skabte med hans egen hensigt for øje. Himlene og al deres hær, jorden og alt, hvad deri er, fik deres tilværelse ved hans munds ånde. SLF 420.2

I menneskets skabelse åbenbares en personlig Guds virken. Da Herren havde dannet mennesket i sit billede, var den menneskelige organisme fuldkommen i enhver henseende, men var uden liv. Da blæste en personlig, selvekststerende Gud livets ånde ind i denne organisme, og mennesket blev til et levende, forstandige væsen. Alle dele af den menneskelige organisme sattes i virksomhed. Hjerte, pulsårer, blodårer, tunge, hænder, fødder, sanser og åndsevner begyndte alle sammen deres arbejde og blev alle stillede under bestemte love. Mennesket blev til en levende sjæl. Ved Kristus, som er ordet, skabte en personlig Gud mennesket og gav det forstand og magt. SLF 421.1

Det stof, hvoraf vi består, var ikke skjult for ham, da vi blev i løndom; hans øjne så os, da vi endnu var ufuldstændigt udviklede, og disse ting var alle sammen skrevet i hans bog, før end nogen af dem endnu var til. Det var Guds hensigt, at mennesket, som kronen på hans skaberværk, fremfor alle lavere stående skabninger skulle udtrykke hans tanker og åbenbare han herlighed. Men mennesket må ikke ophøje sig selv som Gud. SLF 421.2

“Råb med fryd for Herren.....! Tjen Herren med glæde, kom for hans åsyn med jubel! Erkend, at Herren er Gud! Han har skabt os, og ikke vi selv, til sit folk og til den hjord, han føder. Gå ind i hans porte med pris, i hans forgårde med lov, pris ham, lov hans navn!” (Sl. 100,1-4) “Ophøj Herren vor Gud, og tilbed ham for hans hellige bjerg; thi hellig er Herren vor Gud.” (Sl. 99,9) SLF 421.3

Gud er i stadig, uafbrudt virksomhed med at opholde de ting, han har dannet, og med at benytte dem som sine tjenere. Han arbejder gennem naturlovene og anvender dem som sine redskaber. De er ikke selvvirkende. I sin virken bærer naturen vidnesbyrd om tilstedeværelsen af et forstandigt væsen, som i alting handler efter sin vilje. SLF 422.1

“Herre! dit ord består evindelig i himlene, din trofasthed varer fra slægt til slægt; du befæstede jorden, og den stod fast. De består endnu denne dag efter dine domme; thi de er alle dine tjenere.” (Sl. 119,89 91) “Herren gør alt, hvad han behager, i himlen og på jorden, i havene og i alle afgrunde.” (Sl. 135,6) “Han bød, og de blev skabt; og han befæstede dem evig og altid; han gav dem en lov, som ikke skal ændres.” (Sl. 148,5-6) SLF 422.2

Det er ikke ved nogen kraft, som den har i sig selv, at jorden år efter år yder sin rige grøde og fortsætter sin vandring omkring solen. Den eviges hånd er i uafbrudt virksomhed med at lede denne planet. Det er Guds magt i stadig virken, der holder jorden i stilling under dens omdrejning. Det er Gud, som bringer solen til at stå op. Han åbner vinduer og giver regn. SLF 422.3

“Han lader sne lægge sig som uld, han udstrør rimfrost som aske.” (Sl. 147,16) “Når røsten lyder, ved hvilken han lader vandenes mangfoldighed komme i himlen, Da lader han dunster opstige fra det yderste af jorden; han før lynene til regn, og fører vejret ud af sine gemmer.” (Jer 10,13) Det er ved hans magt, at plantevæksten fremstår, ethvert blad kommer til syne, enhver knop blomstrer, og enhver frugt udvikler sig. SLF 422.4

Menneskelegemet organisme kan ikke til fulde forståes; den rummer hemmeligheder, som selv den viseste ikke kan trænge ind i. At pulsen slår, og det ene åndedræt følger efter det andet, skyldes ikke, at når organismen engang er sat i gang, så fortsætter den sit værk. Det er i Gud, vi lever og rører os og er til. Hjertet, der banker, pulsen der slår, enhver nerve og muskel i den levende organisme holdes i orden og virksomhed ved den altid nærværende Guds magt. SLF 423.1

Bibelen viser os Gud i hans høje og hellige bolig, men ikke i uvirksomhed, ikke i tavshed og ensomhed, men omgivet af tusinde gange tusinde og titusinde gange titusinde hellige væsener, som venter på at gøre hans vilje. Gennem disse sendebud står han i virksom forbindelse med alle dele af sit rige. Ved sin ånd er han alle vegne til stede. Ved hjælp af sin ånd og sine engle tjener han menneskernes børn. SLF 423.2

Højt over jordens forvirring sidder han på sin trone. Alle ting ligger åbne for hans guddommelige blik, og fra sit evighedsstade bestemmer han roligt og sindigt, hvad han i sit vise forsyn ser er bedst. SLF 423.3

“Jeg ved,..... at et menneskes veje ikke står til ham” selv, “at det ikke står til manden, som vandrer, at styre sin gang.” (Jer 10,23) “Forlad dig på Herren af dit hele hjerte,..... kend ham på alle dine veje, og han skal gøre dine stier rette.” (Ordsp 3,5-6) “Herrens øje er til dem, som han frygter, som håber på hans miskundhed, for at fri deres sjæl fra død og holde dem i live i hungersnøden.” (Sl. 33,18-19) “Gud! hvor dyrebar er din miskundhed; og menneskernes børn skal skjule sig under dine vingers skygge.” (Sl. 36,8) “Salig den, hvis hjælp Jakobs Gud er, hvis håb er til Herren hans Gud.” (Sl. 146,5) SLF 423.4

“Jorden er fuld af din miskundhed, Herre!” (Sl. 119,64) Du “elsker retfærdighed og dom”. (Sl. 33,5) “Du, som er en fortrøstning for hele den vide jord og havet i det fjerne. Han gør bjergene fast ved sin kraft, han er omgivet med vælde; han stiller havets brusen,... og folkenes larm.” (Sl. 65,6-8) “Du fylder morgenens og aftenens frembrud med jubel” Du kroner året med dit gode, og dine fodspor drypper med fedme.” (Sl. 65,9.12) Herren opholder alle dem, som falder, og oprejser alle de nedbøjede. Alles øjne vogter på dig, og du giver dem deres spise i sin tid. Du oplader din hånd og mætter alt det, som lever med velbehagelighed.” (Sl. 145,14-16) SLF 424.1

Som et personligt væsen har Gud åbenbaret sig gennem sin Søn. Jesus, der er “hans herligheds glans og hans væsens udtrykte billede”, (Heb 1,3) kom til verden som en personlig Frelser; som en personlig Frelser opfór han til det høje, og som en personlig Frelser træder han frem for os i de himmelske sale. Foran Guds trone står der “en, lig et menneske søn” (Åb 1,13) og udfører præstetjeneste for os. SLF 424.2

Kristus, verdens lys, tilslørede sin guddommelige, brændende herlighed, og kom for at leve som et menneske i blandt mennesker, for at de uden at fortæres kunne lære deres skaber at kende. Efter at synden havde gjort skilsmisse mellem mennesket og skaberen, har ingen nogen sinde set Gud, undtagen han som er åbenbaret gennem Kristus. SLF 425.1

“Jeg og Faderen, vi er ét,” (Joh 10,30) sagde Kristus. “Ingen kender Sønnen uden Faderen, og ingen kender Faderen uden Sønnen, og den, som Sønnen vil det åbenbare.” (Matt 11,27) SLF 425.2

Kristus kom for at lære menneskerne, hvad Gud ønske, de skal vide. I de høje himle, på jorden og i det store hav ser vi Guds værk. Alt det skabte vidner om hans magt, hans visdom og hans kærlighed. Men stjernerne og vandfaldene kan alligevel ikke undervise os om Guds personlighed på samme måde, som den blev åbenbaret i Kristus. SLF 425.3

Gud så, at der behøves en klarere åbenbarelse end naturen for at skildre både hans personlighed og hans karakter. Han sendte sin søn til verden for at åbenbare den usynlige Guds natur og egenskaber i så stor udstrækning, som mennesker kunne tåle at se det. SLF 425.4

Lad os begrunde de ord, som Kristus talte, da de var forsamlede i salen natten forud for hans korsfæstelse. Prøvelsens time nærmede sig, og han søgte at trøste sine disciple, der skulle blive så hårdt fristede og prøvede. “Jeres hjerte forfærdes ikke,” sagde han; “tro på Gud, og tro på mig. i min Faders hus er mange boliger; men hvis ikke således var, havde jeg sagt jer det. Jeg går bort for at berede jer sted..... SLF 425.5

“Thomas siger til ham: Herre! vi ved ikke, hvor du går hen; og hvorledes vi kan kende vejen? Jesus siger til ham: jeg er vejen, og sandheden, og livet; der kommer ingen til Faderen uden ved mig. Havde I kendt mig, da havde I også kendt min Fader; og fra nu af kender I ham, og har sent ham..... SLF 426.1

“Herre vis os Faderen,” Sagde Fillip, “og det er os nok. Jesus sagde til ham: Så lang en tid er jeg hos jer, og du har ikke kendt mig, Fillip? Den som har set mig, har set Faderen; hvorfor siger du da: vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, som jeg taler til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, han gør gerningerne.” (Joh 14,1 10) SLF 426.2

Disciplene forstod endnu ikke Kristi ord om hans forhold til Faderen. Meget i hans undervisning var endnu dunkelt for dem. Han ønskede, at de skulle få en klarere og mere bestemt kundskab om Gud. “Dette har jeg talt til jer i lignelser,” sagde han; “der kommer en tid da jeg ikke længere skal tale til jer i lignelser, men frit ud forkynde jer om Faderen.” (Joh 16,25) SLF 426.3

Da Helligånden på pinsefestens dag blev udgydt over disciplene, fik de en fuldere forståelse af de sandheder, som Kristus havde talt i lignelser. Meget af den lære, som havde været skjult for dem, blev klargjort. Men selv da blev Kristi forjættelse ikke givet i hele sin fylde. De modtog alle den kundskab om Gud, som de kunne bære; men den fuldstændige opfyldelse af løftet om, at Kristus ville fremstille Faderen klart for dem, lå endnu i fremtiden. Således forholder det sig også nu. Vor kundskab om Gud er kun delvis og udfuldstændig. Når striden er endt, og det menneske Jesus Kristus fremstiller for Faderen sine trofaste tjenere, som i en syndig verden har båret et sanddru vidnesbyrd om ham, da vil de få en klar forståelse af det, som nu er dem en hemmelighed. SLF 426.4

Kristus tog sin herliggjorte menneskelighed med sig til de himmelske sale. Dem, som han modtager, har han givet magt til at blive Guds børn, for at Gud til sidst må kunne modtage dem som sine, hvor de skal bo hos ham i al evighed. Hvis de i dette liv er lydige mod Gud, så skal de til sidst “se hans ansigt, og hans navn skal være i deres pander”. (Åb 22,4) Og hvad er vil himlens lyksalighed uden dette at se Gud? Hvilken større fryd kunne times den ved Kristi nåde frelste synder end at skue Gud og kende ham som Fader? SLF 427.1

Den hellige skrift påviser tydeligt forholdet mellem Gud og Kristus, og den stiller begges personlighed og individualitet lige så klart frem for vort blik. “Efter at Gud førhen havde talt mange gange og på mange måder til fædrene ved profeterne, så har han i disse sidste dage talt til os ved Sønnen;..... hvilken, da han er hans herlighedens glans og hans væsens udtrykte billede, og bærer alle ting med sin krafts ord, så gjorde han ved sig selv vore synders renselse, og satte sig hos majestætens højre hånd i det; høje og han er blevet så meget ypperligere end englene, som han har arvet et herligere navn fremfor dem. Thi til hvilken engel sagde han nogen tid: “Du er min søn, jeg fødte dig i dag?” og atter: “Jeg skal være ham en fader, og han skal være mig en søn?” (Heb 1,1-5) SLF 427.2

Faderens og sønnens personlighed samt også den enhed, som herefter imellem dem, fremholdes i Joh. 17de kap. i Kristi bøn for sine disciple: “Men jeg beder ikke alene for disse, men også for dem, som for deres ord skal tro på mig, på det de må alle være ét; ligesom du, Fader! i mig, og jeg i dig, at de og skal være ét i os, at verden kan tro, at du har udsendt mig.” (Joh 17,20-21) SLF 427.3

Den enhed, som findes mellem Kristus og hans disciple, tilintetgør ikke personligheden hos nogen af dem. De er ét i deres formål, i sind og i karakter, men ikke i person. Det er på denne måde, Gud og Kristus er ét. SLF 428.1

Idet Kristus tog menneskelig skikkelse på, kom han for at blive ét med menneskerne og for på samme tid at åbenbare vor himmelske Fader for syndige mennesker. Alene han, som fra begyndelsen af har stået i Faderens nærhed, og som var den usynliges Guds udtrykte billede, var i stand til at åbenbare guddommens karakter for menneskeslægten. Han blev i alle ting lig sine brødre. Han blev kød ligesom vi er; han var hungrig og tørstig og træt; han opholdt livet ved at spise og fandt vederkvægelse ved søvn. Han delte lod men menneskerne, og dog var han Guds uskattelige søn. Han var fremmed og en vandringsmand her på jorden; han var i verden, men ikke af verden; han blev fristet og prøvet, ligesom menneskerne i vor tid fristes og prøves, men levede alligevel et liv uden synd. Øm, medlidende, kærlig og altid hensynsfuld mod andre, fremstillede han Guds karakter og var hele tiden beskæftiget med at tjene Gud og menneskerne. SLF 428.2

“Herren har “salvet mig”, sagde han, “til at kundgøre et godt budskab for de fattige. Han sendte mig til at helbrede dem, som har et sønderknust hjerte, til at udråbe for de fangne frihed,” (Es 61.1) “Og de blinde skal så få syn;” (Luk 4,18) “Til at udråbe Herrens velbehagelighedens år;..... til at trøste alle sørgende.” (Es 61,2) SLF 429.1

“Elsk jeres fjender,” siger han til os; “velsigne dem, som forbander jer, gør vel mod dem, som hader jer, og bed for dem, som krænker jer og forfølger jer, for at I må være børn af jeres fader, som er i himlene;” (Matt 5,44-45) “thi han er miskundelig mod de utaknemmelige og onde og onde.” (Luk 6,35) “Han lader sin sol opgå over onde og gode, og lader regne over retfærdige og uretfærdige.” (Matt 5,45) “Vær så da barmhjertige, som jeres Fader er barmhjertig.” (Luk 6,36) “For vor Guds underlige barmhjertighed” har “lyset fra det høje..... besøgt os, for at skinne for dem, som sidder i mørke og i dødens skygge, at styre vore fødder på fredens vej.” (Luk 1,78-79) (versform slut) SLF 429.2

Korset danner midtpunktet for al åbenbarelse af Guds kærlighed. Dets fulde betydning ingen tunge udtale, ingen pen skildre og mennesketanken ikke fatte. Med blikket vendt mod Golgathas kors kan vi blot sige: “Så har Gud elsket verden ar han har givet sin søn den enbårne, at hver den, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” (Joh 3,16) SLF 429.3

Kristus korsfæstet for vore synder, Kristus opstået fra de døde, Kristus opfaret til det høje dette er den saliggørelsens videnskab, som vi skal lære og forkynde. SLF 430.1

“Som, da han var i Guds skikkelse, ikke holdt det for et rov at være Gud lig, men udtømte sig selv, i det han påtog en tjeners skikkelse, da han blev mennesker lig, og da han var lydig til døden, ja døden på korset.” (Fil 2,6-8) SLF 430.2

“Kristus er den, som er død, ja meget mere, som er oprejst, som er ved Guds højre hånd.” (Rom 8,34) “Hvorfor han og kan fuldkommelig gøre dem salige, som kommer til Gud, for ham, for han lever altid, til at træde frem for dem.” (Heb 7,25) SLF 430.3

“Vi har ikke en ypperstepræst, som ingen medlidenhed kan have med vore skrøbeligheder, men en, som er skikket i alle måder i lighed med os, uden synd.” (Heb 4,15) SLF 430.4

Her er uendelig visdom, uendelig kærlighed, uendelig retfærdighed, uendelig miskundhed dette “dyb af rigdom og visdom og kundskab hos Gud!” (Rom 11,33) SLF 430.5

Det er gennem Kristus, vi modtager enhver velsignelse. Gennem denne gave, Kristus, tilflyder os hverdag Herrens aldrig svigtende godhed. Enhver blomst med sin yndige farver og sin vellugt er givet os til glæde gennem denne store gave. Solen og månen er dannede ved ham. Der er ikke en stjerne, som pryder himlen, uden han har dannet den. Enhver regndråbe, der falder, enhver lysstråle, der beskinner denne utaknemmelige verden, vidner om Guds kærlighed i Kristus. Alle ting gives os gennem den ene usigelige gave, Guds enbårne søn. Han blev naglet til korset, for at alle disse rige gaver kunne tilflyde Guds skabning. SLF 430.6

“Se, hvor stor en kærlighed Faderen har bevist os, at vi skal kaldes Guds børn!” (1Joh 3,1) Man har “ikke hørt, ikke med øret fornemmet,” “Ikke noget øje set en Gud foruden dig, det gør sådant for den, som bier efter ham.” (Es 64,3) Kundskaben om Gud, sådan som han er åbenbaret i Kristus, er den kundskab, som alle, der frelses, må have. Det er denne kundskab, som forvandler Karakteren. Når den fåes, vil den på ny skabe Guds billede i sjælen; den vil meddele hele ens væsen en åndelig, guddommelig kraft. “Vi alle, som med ubedækket ansigt skuer Herrens herlighed som i et spejl, bliver forvadlede efter det samme billede fra herlighed til herlighed.” (2Kor 3,18) SLF 431.1

Om sit liv sagde Frelseren: “Jeg har holdt min Faders befalinger.” (Joh 15,10) “Faderen har ikke ladet mig alene, fordi jeg gør altid det, som er ham velbehageligt.” (Joh 8,29) sådan som Jesus var i menneskelig natur, sådan ønsker Gud også, at hans efterfølgere skal være. I hans kraft skal vi leve det samme rene og ædle liv, som Frelseren levede. SLF 431.2

“For denne sags skyld,” siger Paulus, “bøjer jeg mine knæ for vor Herres Jesu Kristi Fader, af hvem al faderlighed kaldes i himlene og på jorden, at han vil give jer efter sin herligheds rigdom mægtigen at bestræbes ved hans ånd i det indvortes menneske; at Kristus må bo i troen i jeres hjerter, så at I, rodfæstede og grundfæstede i kærlighed, kan formå at begribe med alle de hellige både bredden og længden og dybden og højden, og kende Kristi kærlighed, som overgår al kundskab, at I kan opfyldes med al Guds fylde.” (Ef 3,14-19) SLF 432.1

“Derfor forlader vi og ikke fra den dag, vi hørte det, at bede for jer og begære, at I måtte fyldes med hans viljes erkendelse i al visdom og åndelig forstand, at I kan omgåes værdelingen for Herren til al behagelighed, og være frugtbare på al god gerning, og vokse til Guds erkendelse; styrkede med al styrke efter hans herligheds kraft til tålmodighed og langmodighed med glæde.” (Kol 1.9-11) Dette er den kundskab, som Gud indbyder os til at modtage, og i sammenligning med denne er alt andet forfængelighed og intet. SLF 432.2