I den Store Læges fodspor

Sand uddannelse og missionsarbejde

Sand uddannelse gør en skikket til at udføre missionsarbejde. Enhver Guds søn og datter er kaldet til at være en missionær; vi er kaldte til at tjene Gud og vore medmennesker, og at forberede os til denne tjeneste bør vi være hensigten med vor uddannelse. Uddannelse til tjeneste. Dette formål bør altid holde for øje af kristelige forældre og lærere. Vi ved ikke, hvilket arbejde vore børn vil komme til at udføre. Måske vil de komme til at tilbringe deres liv i den hjemlige kreds; måske kommer de til at optage livets almindelige sysler eller rejse til hedenske lande som evangeliets forkyndere. Man alle er de i lige stor grad kaldte til at være Guds missionærer, nådens sendebud til verden. SLF 401.1

Gud elsker børnene og de unge med deres friske talenter, deres energi og mod og deres lærenemhed, og han længes efter at bringe dem i harmoni med de himmelske redskaber. De må opnå en uddannelse, som vil hjælpe dem til at stå ved Kristi side og udføre uegennyttig tjeneste. SLF 401.2

Kristi ord gælder alle hans børn helt ned til tidens ende, lige så vidst som de gjaldt hans første disciple, når han sagde: “Ligesom du har sendt mig til verden, så har også jeg sendt dem til verden,” (Joh 17,18) for at de skal være Guds repræsentanter, åbenbare hans ånd, udvise hans karakter og udføre hans værk. SLF 401.3

Vore børn står så at sige ved vejskellet. På alle sider drager verdens tillokkelser dem bort fra den sti, som er anvist Herrens genløste, han på nydelsens og egenkærlighedens vej. Hvorvidt deres liv skal blive en velsignelse eller en forbandelse, beror på, hvilket valg de træffer. Fyldte som de er til overflod med energi, ivrige efter at forsøge deres uprøvede evner, må de finde noget, hvor igennem de kan skaffe afløb for deres overflod af liv. Noget må de tage sig for, enten det så er godt eller ondt. SLF 402.1

Guds ord undertrykker ikke vikelyst, men leder den på rigtige spor. Gud byder ikke de unge, at de skal være mindre fremadstræbende. De karaktertræk, som bringer en mand virkeligt held og ære i verden: det uimodståelige ønske om noget bedre, den ubøjelige vilje, den ufortrødne flid, den utrættelige ihærdighed disse må ikke hindres. Ved Guds nåde må de ledes således, at vedkommende opnår det, som er lige så meget højere end blot egennyttige og verdslige interesser, som himlen er højere end jorden. SLF 402.2

Som forældre og kristne påhviler det os at give være børn den rette vejledning. De må med omhu, visdom og ømhed ledes til at udføre kristeligt arbejde. Vi står i det hellige pagtsforhold til Gud at skulle opdrage vore børn til hans tjeneste. Vor første pligt er at omgive dem med sådanne indflydelser, som vil lede dem til at vie deres liv til tjeneste og give dem den nødvendige uddannelse. SLF 402.3

“Således har Gud elsket,..... at han har givet,” “har givet sin enbårne søn,” for at vi “ikke skal fortabes, men have evigt liv”. (Joh 3,16) “Kristus elskede os og gav sig selv han for os.” (Ef 5,2) Hvis vi elsker, vil vi give. Ikke for “at lade sig tjene, men at tjene”, (Matt 20,38) er den store kunst, som vi selv skal lære og undervise andre i. SLF 402.4

Lad de unge få den tanke slået fast, at de ikke er deres egne. De tilhører Kristus, de er købte med hans blod, de er hans kærligheds ejendom; de lever, fordi han opholder dem ved sin kraft; deres tid, deres styrke og deres evner tilhører ham og skal udvikles, uddannes og benyttes i hans tjeneste. SLF 402.5

Næst efter englene er menneskefamilien, som er skabt i Guds billede, den ædleste af alle hans skabninger. Gud ønsker, at de skal blive alt, hvad han har gjort det muligt for dem at blive, og de skal gøre det allerbedste, de formår med de evner og kræfter, han har givet dem. Livet er hemmelighedsfuldt og helligt. Det er en åbenbarelse af Gud selv, som er kilden til alt liv. Dyrebare er dets anledninger, og med alvor bør de udnyttes. Er de engang tabt, så er de tabt for evigt. Gud fremstiller evigheden for os med dens alvorlige virkeligheder og hjælper os at omfatte det evige og uforgængelige; han giver os værdifulde, forædlende sandheder, for at vi må kunne gå fremad på en tryg og sikker sti, medens vi følger et mål, som er opbyggelsen af alle vore evner værd. SLF 403.1

Gud ser ind i det lille frø, som han selv har dannet, og ser deri den smukke blomst, den lille duft eller det høje træ, som strækker sine grene vidt omkring. På samme måde ser han de muligheder, som findes i ethvert menneske. Der er en hensigt med vor tilværelse her. Gud har givet os sin plan for, hvorledes vi skal leve, og han ønsker, at vi skal nå det højeste trin af udvikling. SLF 403.2

Han ønsker, at vi stadig skal gøre fremgang i hellighed, i lykke og i dygtighed. Alle har evner, som de må lære at betragte som hellige gaver, lære at påskønne som noget, Herren har givet dem, og at anvende dem på rette måde. Han ønsker, at de unge skal udvikle sig i enhver henseende og gøre aktiv brug af deres evner. Han vil, at de skal nyde alt, hvad der er nyttigt og dyrebart her i livet, og være gode og gøre godt og samle sig selv en himmelsk skat for det kommende liv. SLF 403.3

De bør stræbe efter at overgå hverandre i alt, hvad der er uegennyttigt, højt og ædelt. Lad dem betragte Kristus som det mønster, hvorefter de skal dannes. Den hellige iver, som han åbenbarede i sit liv, må også de nære en iver efter, at deres liv må bidrage til at gøre verden bedre. Dette er det arbejde, som de er kaldte til at udføre. SLF 403.4

Den højeste af alle videnskaber er den at frelse sjæle. Det største værk, som mennesker kan stræbe efter at udføre, er dette, at lede mennesker fra synd til hellighed. For at dette arbejde kan blive udført, bør der lægges en udstrakt grundvold. Der behøves en omfattende uddannelse, en uddannelse, som for forældres og læreres vedkommende kræver en omtanke og en bestræbelse, som undervisning i videnskabelige fag alene ikke kræver. Der kræves noget mere end udvikling af åndsevnerne alene; uddannelsen er ikke fuldstændig, medmindre legeme, sind og hjerte udvikles ligeligt; karakteren må opdrages på rette måde for at kunne nå sin fuldeste og højeste udvikling. Alle sindets og legemets evner og kræfter må udvikles og opdrages på rigtig vis. Det er vor pligt at udvikle og benytte enhver evne, som vil gøre os til bedre arbejdere i Guds tjeneste. SLF 404.1

Sand uddannelse indbefatter hele vort væsen. Den lærer os at gøre en rigtig brug af os selv; den sætter os i stand til at anvende hjerne, ben og muskler, legeme, sind og hjerte på bedste måde. Åndsevnerne, som er de højeste, skal herske over legemet. De naturlige lyster og lidenskaber må bringes ind under samvittighedens og de åndelige tilbøjeligheders kontrol. Kristus står som menneskeslægtens hoved, og det er hans hensigt at lede os i sin tjeneste ind på ophøjede, hellige og rene stier. Ved hans nådes vidunderlige værk skal vi blive fuldkommengjorde i ham. SLF 404.2

Jesus fik sin uddannelse i hjemmet. Hans moder var hans første menneskelige lærer. Fra hans læber og fra de profetiske skrifter modtog han undervisning om himmelske ting. Han levede i et landligt hjem og bar med troskab og glæde sin del af hjemmets byrder. Han, som havde været himlens befalingsmand, vat en villig tjener og en kær, lydig søn. Han lærte et håndværk, og med sine egne hænder arbejdede han på værkstedet sammen med Josef. Klædt som en almindelig arbejder færdedes han på gaderne i den lille by, når han gik til og fra sit uanselige arbejde. SLF 404.3

Folket vurderede alle ting efter deres udvortes pragt. Efter hvert som guddyrkelsen var aftaget i kraft, var den tiltaget i pomp. Lærerne søgte at vinde respekt ved udvortes glans og pral. Jesu liv var en afgjort modsætning til alt dette. Hans liv var en fremstilling af det værdiløse ved det, som mennesker anså for at være af stor vigtighed i livet. Han besøgte ikke datidens skoler med deres ophøjen af det ubetydelige og deres foragt for det store; han fik sin uddannelse fra de kilder, som Gud havde bestemt: fra nyttigt arbejde, fra granskning i skriften, fra naturen og fra livets erfaringer disse Guds lærebøger, skulle af undervisning for alle, som har en villig hånd, et seende øje og et forstående hjerte. SLF 405.1

“Barnet vokste og blev stærk i Ånden, fuld med visdom; og Guds nåde var over ham.” (Luk 2,40) SLF 406.1

Således tog han fat på sin mission, idet han i al sin omgang med menneskerne bragte dem velsignelse og udøvede en kraft til at omdanne, sådan som verden aldrig før havde været vidne til. Hjemmet er barnets første skole, og her er det, grundvolden bør lægges for et virksomt liv. Dets grundsætninger må ikke alene fremsættes i teori; de må give hele livsuddannelsen dens præg. SLF 406.2

Man bør meget tidligt lære børnene at vise hjælpevirksomhed. Så snart deres kræfter og åndsevner er tilstrækkelige udviklede, bør man pålægge dem pligter i hjemmet. De bør opmuntres til at søge at hjælpe fader og moder, opmuntres til at fornægte og beherske sig selv, at stille andres lykke og bekvemmelighed højere end deres egen, at søge anledninger til at glæde deres brødre, søstre og lægkammerater og til at vise venlighed mod de gamle, de syge og de ulykkelige. I jo fuldere udstrækning den sande tjenerånd råder i hjemmet, desto mere vil den blive udviklet i børnenes liv. De vil lære at finde glæde i at tjene andre og vise opofrelse for dem. SLF 406.3

Opdragelsen i hjemmet bør fuldstændiggøres ved skolens virksomhed. Udvikling af hele mennesket bøde fysisk, sjæleligt og åndeligt samt opdragelse til tjeneste og opofrelse bør stadig holdes for øje. SLF 406.4

Fremfor alt andet har udførelsen af de små ting i hverdagslivet for Kristi skyld kraft til at danne karakteren og lede børnene til at udføre uegennyttigt arbejde i livet. Det er forældrenes og lærernes opgave at vække denne ånd og opmuntre og lede den på rette måde. Et vigtigere arbejde kunne ikke blive dem betroet. Tjeneste villighedens ånd er den ånd, som råder i himlen, og engle vil samarbejde med dem i enhver bestræbelse for at udvikle og opmuntre denne ånd. SLF 407.1

En sådan uddannelse må være grundlagt på Guds ord. Kun der fremholdes dens principper i deres fylde. Bibelen bør danne grundvolden både for studium og undervisning. Den nødvendigste kundskab er kundskaben om Gud og om den, som han har udsendt. SLF 407.2

Ethvert barn og enhver ung person bør kende sig selv. Han bør have kendskab til den fysiske bolig, som Gud har givet ham, og de love, hvorved denne kan bevares i sund tilstand. Alle bør være grundigt fortrolige mod de almindelige skolefag, og de bør have en industriel uddannelse, der vil gøre dem til mænd og kvinder, som besidder praktisk dygtighed, skikkede til at udføre livets almindelige pligter. Hertil bør komme undervisning og praktisk erfaring i forskellige grene af missionsarbejde. SLF 407.3

De unge bør gå fremad så hurtigt og så vidt, som de kan i deres erhvervelse af kundskaber. Lad deres studier være så vidtomfattende, som deres evner tillader, og lad dem meddele deres kundskaber til andre, efterhånden som de selv lærer. På denne måde vil de styrke deres evner og lære at bruge dem. Værdien af deres uddannelse bestemmes af den brug, som de gør af deres kundskaber. En lang tid anvendt til studium, uden at man gør sig nogen som helst anstrengelse for at meddele andre, hvad man har lært, viser sig ofte snarere at være til skade end til gaven for sand udvikling. I hjemmet som i skolen bør elevernes bestræbelse gå ud på at lære at studere og at meddele til andre den kundskab, han har erhvervet. Hvad hans kald end er, bør han bøde være en discipel og en lærer, så længe han lever. På den måde vil han stadig kunne gå fremad, idet han sætter sin tillid til Gud og klynger sig til ham, som er uendelig i visdom, som kan åbenbare de ting, der har ligget skjult i lange tidsaldre, og som kan gøre de vanskeligste opgaver klare for dens sind, som tror på ham. SLF 407.4

Guds ord lægger stor vægt på den indflydelse, som selskab har endog på voksne; og hvor langt større indvirkning har det så ikke på børnenes og de unges sind og karakter, som netop er ved at udvikle sig! Det selskab, de opgåes, de grundsætninger, de vælger, og de vaner, som de udvikler, vil afgøre spørgsmålet om deres nytte her i livet og deres fremtidige, evige velfærd. SLF 408.1

Det er en sørgelig sandhed, en sandhed, som bør bringe forældrenes hjerter til at bæve, at der i så mange af de skoler og læreanstalter, hvortil de unge sendes for at få deres uddannelse og åndelige udvikling, råder indflydelser, som misdanner karakteren, leder sindet bort fra livets sande formål og svækker moralen. Ved omgang med de forlystelsessyge, de vanartede og sådanne, som ingen agtelse har for religion, taber mange, mange unge deres ligefremhed og renhed, mister troen på Gud og taber den selvopofrelsens ånd, som kristne fædre og mødre har opelsket og værnet om ved omhyggelig opdragelse og alvorlig bøn. SLF 408.2

Mange som kommer til skolen i den hensigt at uddanne sig til en eller anden gren af nyttig tjeneste, fortaber sig i verdslige studier. Der vækkes hos dem en ærgerrig trang til at vinde udmærkelse for deres kundskaber og at opnå en ærefuld stilling i verden. Hensigten med deres indtrædelse i skolen tabes af syne, og deres liv vies til egennyttig, verdslige foretagender, og ofte grundlægges vaner, som ødelægger livet både for denne verden og den tilkommende. SLF 409.1

Som regel er det tilfældet, at de mænd og kvinder, som har store idéer, uegennyttige hensigter og ædle formål, er sådanne, hos hvem disse gode karaktertræk er blevet udviklede ved deres omgivelser i barndommen. I alle sine handlinger med Israel fremholdt Gud nødvendigheden af at våge over børnenes selskab. Alt i det offentlige og religiøse liv såvel som i selskabslivet var ordnet med det for øje at bevare børnene fra dårligt selskab og at gøre dem bekendte med Guds lovs grundsætninger fra deres tidligste barndom. Den anskuelsesundervisning, som blev dem givet ved nationens opkomst, var af en sådan natur, at den måtte gøre et dybt indtryk på alles hjerter. Forud for den sidste frygtelige straffedom, som ramte ægypterne, da alle de førstefødte døde, bød Gud sit folk at samle deres børn i deres egne hjem. Dørstolpen af hvert hus blev mærket med blod, og alle skulle holde sig indenfor den lovede beskyttelse, som blodet var et tegn på . Således vil også i vor tid de forældre, som frygter og elsker Gud, holde deres børn “i pagtens lænker” indenfor den beskyttelse, der ydes af de hellige indflydelser, som er blevet mulige ved Kristi genløste blod. SLF 409.2

Om sine disciple sagde Kristus: “Jeg har givet dem dit ord; og..... de er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden.” (Joh 17,14) “Skik jer ikke lige med denne verden,” siger Gud, “men bliv forvandlede ved fornyelsen af jeres sind.” (Rom 12,2) SLF 409.3

“Drag ikke i ulige åg med vantro; thi hvad fællesskab har retfærdighed med uret? og hvad samfund har lys med mørke?... Hvad samkvem har Guds tempel med afguder? Thi I er den levende Guds tempel, ligesom Gud har sagt: jeg vil bo iblandt dem og vandre iblandt dem, og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Derfor SLF 410.1

“Gå ud fra dem og afsondre jer,... Og rør ikke noget urent; og jeg vil tage i mod jer. Og jeg vil være jeres Fader, og I skal være mine sønner og døtre, siger Herren, den almægtige.” (2Kor 6,14-18) “Bring de små børn sammen.” (Joel 2,16) Lær dem “Guds skikke og hans love”. (2Mos 18,16) “De skal lægge mit navn på Israels børn, og jeg, jeg vil velsigne dem.” (4Mos 6,27) SLF 410.2

“Og alle folk på jorden skal se, at du er kaldet efter Herrens navn.” (5Mos 28,10) “Det overblevne af Jakob skal være midt iblandt mange folk som en dug fra Herren, som regndråber på urter, hvilken ikke bier efter nogen og ikke venter på menneskernes børn.” (Mik 5,6) Vi regnes med iblandt Israel. Al den undervisning, som førhen blev givet til Israelitterne om deres børns uddannelse og opdragelse, og alle forjættelser om velsignelse som følge af lydighed, tilhører os. Guds ord til os er: “Jeg vil velsigne dig,... og du skal blive til velsignelse.” (1Mos 12,2) SLF 410.3

Om de første disciple, og om alle, som ved deres ord skulle tro på ham, sagde Kristus: “Jeg har givet dem den herlighed, som du har givet mig, på det de skal være ét, ligesom vi er ét; jeg i den, og du i mig, på det de skal være fuldkommede til ét, og at verden kan kende, at du har udsendt mig, og har elsket dem, ligesom du har elsket mig.” (Joh 17,22-23) SLF 410.4

Underfulde, vidunderlige ord, som troen næsten ikke formår at gribe! Alle verdeners skaber elsker dem, som giver sig selv til hans tjeneste, ligesom han elsker sin søn. Allerede hernede og i denne stund nyder vi en så vidunderlig grad af hans nådige yndest. Han har givet os ham, som er himlens lys og majestæt, og med ham har han skænket os hele den himmelske skat. Så meget han end har lovet os for det tilkommende liv, så giver han os også fyrstelige gaver i dette liv. Han ønsker, at vi som delagtige i hans nåde skal nyde alt, hvad der vil forædle, udvikle og højne karakteren. Han venter på at kunne fylde de unge med kraft fra det høje, for at de kan stå under Kristi blodbestænkede banner for at virke, som han virkede, lede sjæle ind på trygge stier og sætte manges fødder på den evige klippe. SLF 411.1

Alle, som søger at arbejde i harmoni med Guds undervisningsplan, vil modtage hans styrkende nåde, hans stadige nærværelse, hans opholdende kraft. Han siger til enhver: “Vær frimodig og stærk, forfærdes ikke og vær ikke ræd; thi Herren din Gud er med dig.” “Jeg vil ikke slippe og ikke forlade dig.” (Jos 1,9.5) SLF 411.2

“Ligesom regnen og sneen nedfalder fra himlen, og vender ikke tilbage derhen, men vander jorden og gør den frugtbar, og kommer den til at give grøde, og frembringer sæd til at så og brød til at æde: så skal mit ord være, som udgår af din mund, det skal ikke komme tomt tilbage til mig; men det skal gøre hvad mig behager, og det skal have lykke i, hvad jeg sender det til. Thi I skal drage ud med glæde og føres frem i fred; bjergene og højene skal råbe for jeres ansigt med frydesang, og alle træer på marken skal klappe i hånd. I stedet for tornebuske skal der opvokse fyrretræer, i stedet for tidsler skal der opvokse myrtetræer; og det skal være herren til et navn, til et evigt tegn, som ikke skal forgå.” (Es 55,10-13) SLF 411.3

Samfundet er i uorden hele verden over, og en grundig reform er nødvendig. Den undervisning, som gives de unge, skal skikke og danne hele samfundet. “De skal opbygge, hvad der er ødelagt i ældgammel tid; hvad der har ligget øde fra de første slægter, skal de genoprejse, og de skal forny ødelagte stæder, hvad der har ligget øde fra slægt til slægt.” Man skal kalde dem “vor Guds tjenere;..... evig glæde skal være dem til del; thi jeg, Herren, elsker ret.” (Es 61,4. 6-8) “Jeg vil trolig give dem deres løn, og gøre en evig pagt med dem.” (Es 61.8) “Deres sæd skal kendes blandt folkene og deres afkom midt iblandt folkeslagene; alle, som ser dem, skal kende dem, at de er en sæd, Herren har velsignet.” “Thi som jorden, der lader sine spirer skyde frem, og som en have, der lader sine vækster fremspire, således skal den herre Herren lade retfærdighed og pris fremspire for alle folkenes åsyn.” (Es 61,9.11) SLF 412.1