I den Store Læges fodspor

Hjemmets grundlæggere

Han, som gav Eva til Adam som en medhjælp, udførte sit første mirakel ved en bryllupsfest. I det festlige hus, hvor venner og slægtninge glædede sig tilsammen, begyndte Kristus sin offentlige virksomhed. Han billigede ægteskabet og anerkendte det som en anordning, han selv havde indstiftet. Han forordnede, at mand og kvinde skulle forenes i helligt ægteskab for at grundlægge familier, hvis medlemmer, kronede med hænder, skulle blive anerkendte som medlemmer af familien deroppe. SLF 362.1

Kristus hædrede ægteskabsforholdet ved også at gøre det til et symbol på foreningen mellem ham og hans forløste. Han er selv brudgommen; bruden er menigheden, hans udvalgte, om hvem han siger: “Hel dejlig er du, min veninde! og der er ingen lyde på dig.” (Højs 4,7) SLF 362.2

Kristus “elskede menigheden og hengav sig selv for den, på det han kunne hellige den, og han rensede den,... at den måtte være hellig og uskadelig”. (Es 5,25 27) “Således er mændene skyldige at elske deres hustruer.” (Es 5,28) Familiebåndet er det inderligste, det ømmeste og helligeste af alle jordiske bånd. Det var bestemt til at skulle være en velsignelse for menneskerne, og det er en velsignelse, hvor som helst ægteskabspagten indgåes med forstand, i gudsfrygt og med tilbørlig hensyntagen til det ansvar, den medfører. SLF 362.3

De, som tænker på at indgå ægteskab, bør betænke, hvilken karakter og indflydelse det hjem, de grundlægger, vil få. Når de bliver forældre, er et helligt ansvar blevet dem betroet. Deres børns velfærd her i verden og deres lykke i den tilkommende beror i stor udstrækning på dem. De bestemmer for en stor del både det fysiske og det moralske præg, som de små skal bære; af hjemmets karakter afhænger også af samfundets tilstand; enhver families indflydelse vil enten virke højnende eller fordærvende. SLF 363.1

Ved valget af ledsager gennem livet bør man have det for øje, som bedst kan fremme legemlig, åndelig og sjælelig velfærd både hos forældre og børn det, som vil sætte både forældre og børn i stand til at ære deres Skaber og blive til velsignelse for deres medmennesker. SLF 363.2

Inden de påtager sig det ansvar, som ægteskabet medfører, bør unge mænd og kvinder have en sådan erfaring i det praktiske liv, som gør dem skikkede til at optage dets pligter og byrder. Tidligere ægteskaber kan ikke tilrådes. Et forhold, der har så stor betydning som ægteskabet, og som er så vidtrækkende i sine følger, må ikke tiltrædes hastigt, uden tilstrækkelig beredelse, og inden vedkommende endnu er vel udviklede i legemlig, åndelig og fysisk henseende. SLF 363.3

De, som gifter sig, besidder måske ikke jordisk rigdom; men de bør besidde den langt større velsignelse: sundhed. I de fleste tilfælde bør der ikke være nogen stor aldersforskel. En tilsidesættelse af denne regel kan blive årsag til, at den yngste af dem lider alvorlig skade på sit helbred, og ofte kommer børnene til at mangle fysisk og åndelig styrke. En gammel fader eller moder kan ikke give dem den pleje og ellers være for de små, hvad de bør, og desuden kan det ske, at den ene af forældrene bortrives af døden netop på et tidspunkt, da børnene mest trænger til kærlighed og vejledning. SLF 363.4

Det er kun Kristus, at ægteskabspagten med tryghed kan indgåes. Menneskelig kærlighed må hente sine inderligste bånd fra den guddommelige kærlighed. Alene hvor Kristus hersker, kan der findes dyb, sand, uegennyttig kærlighed. SLF 363.5

Kærlighed er en dyrebar gave, som vi modtager af Kristus. Ren og hellig Kærlighed er ikke en følelse, men et princip. De, som drives af sand kærlighed, er hverken urimelige eller blinde. Underviste af den Helligånd elsker de Gud over alle ting og deres næste som sig selv. SLF 364.1

Lad dem, som tænker på at indgå ægteskab, veje enhver følelse og give agt på udviklingen af ethvert karaktertræk hos den, til hvem de tænker at knytte deres livs skæbne. Lad ethvert skridt hen imod en ægteskabsforbindelse være præget af sømmelighed, ligefremhed, oprigtighed og et alvorligt forsæt at ville behage og ære Gud. Ægteskabet indvirker på det fremtidige liv både i denne verden og i den tilkommende. En alvorlig kristen vil ikke lægge nogen planer, som Gud ikke kan billige. SLF 364.2

Hvis de er velsignet med gudfrygtige forældre, så søg vejledning hos dem. Åbenbar for dem dit håb og dine planer og modtag af dem den undervisning, som deres livs erfaringer har lært dem, så vil du undgå mange sorger. Gør fremfor alt Kristus til din rådgiver; læs hans ord med bøn til Gud. SLF 364.3

Således vejledet, lad den unge kvinde kun vælge til sin livsledsager en sådan, som besidder rene, mandige karaktertræk, en, som er flittig, fremadstræbende og retskaffen, en, som frygter og elsker Gud. Lad en ung mand søge en til at stå ved hans side, som er skikket til at bære sin del af livets byrder, en, hvis indflydelse vil forædle og udvikle ham, og som vil gøre ham lykkelig ved sin kærlighed. SLF 364.4

“En forstandig kvinde er fra Herren.” (Ordsp 19,14) “Hendes mands hjerte forlader sig på hende... Hun gør ham godt og intet ondt, i alle sit livs dage.” (Ordsp 31,11-12) “Hun åbner sin mund med visdom, og kærligheds lov er på hendes tunge; hun ser nøje, hvordan det går hendes hus, og hun spiser ikke ladhedens brød; hendes sønner rejser sig og priser hende lykkelig; og hendes mand roser hende således: Mange døtre var brave, men du overgår dem alle.” (Ordsp 31,26-29) SLF 364.5

Den, som vinder en sådan hustru, “finder en god ting og modtager en velbehagelighed af Herren”. (Ordsp 18,22) Hvor megen forsigtighed og visdom der end er blevet udvist ved indgåelsen af ægteskab, er der dog kun få par, som er fuldstændig sammenknyttede, når ægteskabsceremonien er endt; de to menneskers virkelige forening er et værk, som fuldføres i de kommende år. SLF 366.1

Når livet med dets vanskeligheder og bekymringer møder det nygifte par, så forsvinder det romantiske skær, som fantasien så ofte omgiver ægteskabet med. Mand og hustru lærer hinandens karakter at kende på en måde, som de umulig kunne ved deres tidligere omgang. Dette er det mest kritiske tidspunkt i deres erfaring. Hele deres fremtidige livs lykke og betydning beror på, om de nu går frem på rette måde. Ofte opdager de svagheder og mangler hos hinanden, som de ikke havde anelse om, men de hjerter, som kærligheden har sammenknyttet, vil også opdage fortrinlige træk, som hidtil var ukendte. Lad alle lægge sig efter at opdage de gode sider hellere end at søge efter mangler. Ofte er det vor egen opførsel, den atmosfære, som omgiver os selv, der bestemmer, hvilke træk en anden vil åbenbare for os. Dette at lade kærligheden komme til syne, betragtes af mange som en svaghed, og de udviser en tilbageholdenhed, som virker frastødende på andre. Denne ånd kvæler al sympati. Når de selskabelige og ædle tilskyndelser underkues, så dør de hen, og hjertet bliver koldt og øde. Vi bør vogte os for dette fejltrin. Kærligheden kan ikke leve længe uden at komme til udtryk. Lad ikke dens hjerte, som er forenet med dig, tørste af mangel på venlighed og sympati. SLF 366.2

Selv om vanskeligheder, besværligheder og nedslående omstændigheder indtræffer, så bør hverken mand eller hustru give den tanke rum, at deres forbindelse er en fejltagelse eller en skuffelse. Lad det være jeres forsæt at være så meget for hinanden, som det er muligt. Vedbliv at vise hinanden den samme opmærksomhed, som I gjorde i begyndelsen. Lad den ene på enhver mulig måde opmuntre den anden til at udkæmpe livets kamp. Læg vind på at befordre hinandens lykke. Lad der være gensidig kærlighed, gensidig overbærenhed. Under disse forhold vil indtrædelsen i ægtestanden så langt fra være kærlighedens afslutning, så at sige netop blive dets begyndelse. Det sande venskabs varme, den kærlighed, der knytter hjerte til hjerte, er en forsmag på himlens glæder. SLF 367.1

Omkring enhver familie er der en hellig kreds, som ikke må brydes. Indenfor denne kreds har ingen fremmed ret til at komme. Lad hverken manden eller hustruen tillade nogen anden at blive delagtig i de fortroligheder, som udelukkende tilhører dem selv. SLF 367.2

Lad enhver yde kærlighed i stedet for at kræve den. Søg at udvikle det ædleste hos jer og vær snarere til at se de gode egenskaber hos hinanden. Bevidstheden om at blive skattet virker i vidunderlig grad tilskyndende og tilfredstillende. sympati og agtelse opmuntrer en i hans stræben efter det gode, og kærligheden selv forøges, idet den tilskynder en ædlere forsætter. SLF 367.3

Hverken manden eller hustruen bør lade sin personlighed opsluge af den andens. Hver for sig står de i et personligt forhold til Gud; ham må de hver især spørge: “Hvad er ret?” “Hvad er fejl?” “Hvorledes kan jeg bedst opfylde hensigten med mit liv?” Lad jeres kærligheds rigdom strømme ud fra ham, som gav sit liv for jer. Lad Kristus være det første, det sidste og det bedste i alle ting. Efter hvert som jeres kærlighed til ham bliver dybere og stærkere, vil jeres kærlighed til hinanden renses og styrkes. SLF 367.4

Den Ånd, som Kristus udviser mod os, er den ånd, som mand og hustru skal udvise mod hinanden. “Omgåes i kærlighed, ligesom og Kristus elskede os.” “Ligesom menigheden er Kristus underdanig, således skal og kvinderne være deres egne mænd underdanige i alle ting. I mænd! elsk jeres hustruer ligesom også Kristus elskede menigheden og hen gav sig selv for den.” (Ef 5,2 SLF 367.5

Hverken mand eller hustru bør forsøge på at øve vilkårlig kontrol over den anden. Lad ikke den ene søge at tvinge den anden til at give efter for hans ønsker. I kan ikke gøre dette og samtidig holde hinandens kærlighed ved lige. Vær venlige, tålmodige, overbærende, hensynsfulde og høflige. Ved Guds nåde kan I gøre hinanden lykkelige, således som I lovede, da ægteskabspagten blev indgået. SLF 368.1

Men husk på, at I ikke finder lykke ved at tænke blot på jer selv og nøjes med at lade al jeres kærlighed gå ud over hinanden. Grib enhver lejlighed til at forsøge deres lykke, som færdes omkring jer. Husk på, at sand glæde findes alene i uegennyttig virke. SLF 368.2

Overbærenhed og uegennytte præger ord og handling hos alle, som lever det nye liv i Kristus. Idet I forsøger at leve hans liv, stræbende efter at overvinde jer selv og al egennytte og hjælpe andre i deres trang, vil I vinde sejr efter sejr. På denne måde vil jeres indflydelse blive verden til velsignelse. SLF 368.3

Mænd og kvinder kan opnå det ideal, som Gud har sat dem, hvis de søger hjælp hos Kristus. Hvad menneskelig visdom ikke formår, vil hans nåde udrette for dem, som i kærlig hengivenhed overlader sig ril ham. Hans forsyn kan sammenknytte hjerterne med bånd, som er af himmelsk oprindelse. Kærligheden vi ikke blot være en vekslen af venlige og smigrende ord. I den himmelske vævestol udføres en vævning, som er finere og dog stærkere, end hvad der kan frembringes på en jordisk vævestol. Det, som således frembringes, er ikke en skrøbelig vævning, men en sådan, som kan tåle både slid og prøve. Hjerte vil blive knyttet til hjerte med kærlighedens gyldne bånd, som består. SLF 368.4