I den Store Læges fodspor

Hjemmet

I hjemmet

Arbejdet med at genoprette og opløfte menneskeslægten begynder i hjemmet. Forældrenes virken ligger til grund for alt andet arbejde. Samfundet består af familier og er, hvad disse familiers hoveder gør det til. Fra hjertet udgår “livets væld” (Ordsp 4,23), og samfundets, kirkens og nationens hjerte er familien. Samfundets velfærd, kirkens fremgang og nationens udvikling beror på hjemmets indflydelse. SLF 355.1

Familielivets betydning og anledninger fremstilles i Jesu liv. Han, som kom fra himlen for at være vort eksempel og vor lærer, tilbragte 30 år som et medlem af denne familie i Nazareth. Bibelens beretning om disse år er meget kortfattet. Ingen mægtige undergerninger tiltrak sig massernes opmærksomhed; ingen begærlig skare fulgte ham eller hørte hans ord. Men gennem alle disse år fuldførte han alligevel sin guddommelige mission. Han levede ligesom en af os, deltog i familielivet, underkastede sig hjemmets regler, udførte dets pligter og bar dets byrder. Bestyrket med ømhed i et tarveligt hjem og delagtig i de erfaringer, som falder i vor fælles lod, forfremmedes han “i visdom og alder og nåde hos Gud og mennesker”. (Luk 2,52) SLF 355.2

I alle disse ubemærkede år gav hans liv sig udslag i venlige og hjælpsomme handlinger. Hans uegennytte og tålmodige udholdenhed, hans mod og troskab, hans modstand mod fristelse, hans aldrig svigtende fred og stille glæde var en stadig opmuntring. Han medførte til hjemmet en liflig atmosfære, og hans liv var ligesom en surdej, der udøvede sin virkning på samfundet. Ingen sagde, at han havde udført et mirakel; men fra ham strømmede kraft kærlighedens helbredende, livgivende kraft ud til de fristede, de syge og de mismodige. Lige fra sin første barndom kom han på en beskeden måde andre til hjælp, og på grund af dette var mange, som hørte ham med glæde, da han begyndte sin offentlige virksomhed. SLF 356.1

Frelserens tidligste år er mere end et eksempel for ungdommen; de indeholder også en lærdom, som bør være enhver fader og moder til opmuntring. Familiekredsen og nabolaget er det første sted, hvor de, som ønsker at virke for deres medmennesker bør tage fat. Der gives intet vigtigere virkefelt end det, som er overladt dem, der grundlægger og forestår hjemmet; intet arbejde, der er betroet mennesket, indbefatter større og mere vidtrækkende følger end det, som påhviler fædre og mødre. SLF 356.2

Fremtidens samfund bestemmes af nutidens børn og ungdom, hvad disse børn og disse unge skal blive til, afhænger af hjemmet. Størstedelen af den sygdom, elendighed og forbrydelse, der hviler som en forbandelse over menneskerne, skyldes en mangelfuld opdragelse i hjemmene. Hvis livet i hjemmet var rent, og hvis de børn, der udgår derfra, var beredte til at bære livets ansvar og møde dets farer, hvilken forandring ville der ikke foregå i verden! SLF 357.1

Store anstrengelser gøres, tid, penge og arbejde i næsten ubegrænset mængde ofres for at oprette anstalter og starte foretagender for at hjælpe dem, der er blevet ofre for onde laster; og dog er selv alle disse bestræbelser ikke nok til at fylde det store krav. Men o, hvor ringe er alligevel ikke resultatet! Hvor få der, som finder varig hjælp! SLF 357.2

Masser af mennesker længdes efter et bedre liv; men de mangler mod og beslutsomhed til at rive sig løs fra vanernes magt, og de viger tilbage for anstrengelser, den kamp og det offer, som kræves, og de lider skibbrud på deres liv og føres til ruin, Mænd med ædle evner og den højeste begavelse, mænd som har sat sig et højt mål, og som ellers af naturen og ved deres uddannelse er udrustede til at indtage betroede og ansvarsfulde stillinger, bliver på denne måde ødelagte og værdiløse i livet og går glip af det tilkommende. SLF 357.3

Og for dem, hvem det virkelig lykkes at gøre en forandring i deres liv, hvor bitter er ikke kampen for at genvinde deres menneskeværd! I form af en ødelagt konstitution, mangelfuld viljekraft, en svækket forstand og en nedsat sjælsstyrke høster mange hele deres liv igennem frugten af den onde sæd, de har sået. Hvor langt mere der kunne udrettes, hvis ondet blev grebet an fra begyndelsen af! SLF 357.4

Dette arbejde påhviler for en stor del forældrene. Hvis man under bestræbelsen for at standse drukkenskaben og andre onders fremgang, der som et kræftsår æder om sig i samfundet, lagde mere vægt på at lære forældrene, hvorledes de skulle danne deres børns vaner og karakter, så kunne der udrettes hundrede gange så meget godt. Vanen, som er en så frygtelig magt til det onde, kan de gøre til en kraft til det gode. De har med selve strømmens udspring at gøre, og det påhviler dem at lede dem i det rigtige spor. SLF 358.1

Forældre kan lægge grundvolden til et sundt og lykkeligt liv for deres børn. De kan sende dem bort fra hjemmet i besiddelse af moralsk styrke til at modstå fristelse om med mod og kraft til med held at tumle med livets problemer. De kan opflamme hos dem det forsæt og udvikle den kraft, som vil gøre deres liv til en ære for Gud og til en velsignelse for verden. De kan gøre stierne rette for deres fødder, stier, som gennem solskin og skygge fører til de herlige boliger deroppe. SLF 358.2

Hjemmets mission strækker sig længere end til dets egne medlemmer. De kristelige hjem vil blive en anskuelsesundervisning, der fremstiller ypperligheden af de sande livsprincipper. En sådan fremstilling vil være en magt til det gode i verden. Den indflydelse, som udgår fra et sandt hjem, virker langt kraftigere på menneskers hjerter og liv, end nogen prædiken kan gøre. Når de unge går fra et sådant hjem, vil de meddele andre noget af den undervisning, de selv har fået. Ædlere livsprincipper indføres i andre hjem, og en opløftende indflydelse gør sig gældende i samfundet. SLF 358.3

Der gives mange andre, for hvem vi kunne gøre vore hjem til en velsignelse. Vore selskabelige sammenkomster bør ikke bestemmes af, hvad der er skik og brug i verden, men af Kristi Ånd og hans ords undervisning. I alle deres fester indbød israelitterne den fattige, den fremmede og levitten, som både var præstens medhjælper i helligdommen, en lærer i religion og en missionsarbejer. Disse betragtes som folkets gæster, der skulle nyde godt af deres gæstfrihed ved enhver selskabelig og religiøs festlighed, og som man med ømhed skulle tage sig af i sygdom eller nød. Det er sådanne som disse, vi bør byde velkommen i vore hjem. Hvor meget kunne et sådant velkommen bidrage til at glæde og opmuntre sygeplejersken, læreren eller den af bekymringer betyngede, stræbsomme moder eller de svage og gamle, der ofte ikke har noget hjem, og som må kæmpe med fattigdom og mange nedslående omstændigheder! SLF 359.1

“Når du gør middagseller aftensmåltid”, siger Kristus, “byd ikke dine venner, ej heller dine brødre, ej heller dine venner, ej heller rige naboer, på det de ikke skal indbyde dig igen, og dig sker bekostning. Men når du gør et gæstebud, da byd de fattige, krøblingerne, halte, blinde: så skal du være salig; thi de har intet at betale derfor; men det skal genvindes dig i de retfærdiges opstandelse.” (Luk 14,12 14) SLF 360.1

Sådanne gæster vil det ikke koste jer meget besvær at modtage; I behøver ikke ofre et stort arbejde eller mange penge for deres skyld; I behøver ikke at gøre nogen stads. Et varmt hjerteligt velkommen, en plads ved jeres arne og jeres familiebord og tilladelse til at tage del i andagtstimens velsignelse vil for dem være ligesom et glimt af himlen. SLF 360.2

Vor medfølelse og vor sympati må strække sig længere end til os selv; den må nå udenfor familiekredsen. Der er dyrebare anledninger for dem, som vil gøre deres liv til en velsignelse for andre. Indbydelsen af selskabelig omgang er en vidunderlig magt. Hvis vi vil, så kan vi bruge den til at hjælpe vore medmennesker. SLF 360.3

Vore hjem bør være et tilflugtssted for de fristede unge. Der er mange, som står ved vejskellet, og enhver indflydelse, ethvert indtryk bestemmer det valg, som afgør deres skæbne både for dette liv og det tilkommende. Det onde lokker dem; dets tilholdssteder er lyse og tiltrækkende, de byder enhver velkommen. Overalt omkring os findes unge mennesker, som ikke har et hjem, og mange hvis hjem ikke øver nogen styrkende, opløftende indflydelse, og de unge glider ind i det, som er ondt; de går nedad til fordærvelse lige ved vor dør. SLF 360.4

Disse unge trænger til, at man rækker dem en hjælpsom hånd. Venlige, jævne ord, små ligefremme opmærksomheder vil bortfeje fristelsens skyer, der samler sig omkring sjælen. Når himmelsk medlidenhed finder sit sande udtryk, så ejer den kraft til at åbne hjerter, som har Kristus ords vellugt behov og trænger til den ligefremme, milde berørelse af Kristi kærligheds Ånd. Hvis vi ville vise interesse for de unge, indbyde dem til vore hjem og omgive dem med indflydelser, der kunne være dem til hjælp og opmuntring, så ville mange med glæde betræde den sti, som fører opad. SLF 360.5

Vor tid er kort; kun én gang kan vi vandre gennem denne verden, og lad os gøre det mest mulige ud af livet, medens vi er på vandringen. Det arbejde, som vi er kaldte til at udføre, kræver ikke rigdom, stilling eller store evner, men en venlig, selvopofrende ånd og et fast forsæt. Hvis en lampe til stadighed holdes brændene, så kan den blive et middel til at tænde mange andre lamper, hvor lille den end er. vor indflydelses rækkevidde kan sydes ringe, vore evner ubetydelige, vore anledninger få og vor dygtighed begrænset; men vidunderlige muligheder ligger alligevel for os, når vi trofast udnytter de anledninger, vi har i vore egne hjem. Hvis vi åbner vore hjerter og vore hjem for de guddommelige livsprincipper, så vil vi blive ligesom rør, hvor igennem strømme af livgivende kraft kan flyde. Fra vore hjem vil der flyde helbredende strømme, som fremkalder liv, skønhed og frugtbarhed, hvor der nu er goldt og øde. SLF 361.1