I den Store Læges fodspor

Kost og sundhed

Vort legeme opbygges ved den føde, som vi spiser. Der foregår et stadigt stofskifte i vor organisme; enhver bevægelse af et organ medfører nedbrydelse af væv, og det således nedbrudte opbygges ved den føde, vi spiser. Ethvert organ i legemet må have den næring, som tilkommer det. Hjernen må have sin del, og det samme gælder ben muskler og nerver. Det er en vidunderlig proces, som forvandler føden til blod og ved hjælp af dette blod opbygger de forskellige dele af legemet; med denne proces foregår uafladelig og forsyner enhver nerve og muskel og alt væv med liv og styrke. SLF 299.1

Man bør vælge den føde, som bedst kan skaffe legemet de stoffer, det behøver. I denne henseende er smagen ikke nogen pålidelig vejleder. Den er blevet forvænt gennem dårlige spisevaner; ofte kræver den føde, som skader sundheden og svækker i stedet for at give styrke. Vi kan ikke med tryghed lade os lede af, hvad skik og brug foreskriver. Den sygdom og lidelse, som herefter alle vegne, skyldes for en stor del de almindeligt udbredte fejl i henseende til kosten. SLF 299.2

For at kunne vide, hvilke der er de bedste fødemidler, må vi kunne studere Guds oprindelige plan angående menneskers kost. Han, som skabte mennesket, og som forstår dets behov, foreskrev Adam hans føde: “Se,” sagde han, “jeg har givet jer alle urter, som giver sæd,..... og allehånde træer, i hvilke er træers frugt, som har sæd; de skal være jer til føde.” (1Mos 1,29) Da menneskerne forlod eden for at ernære sig ved at dyrke jorden under syndens forbandelse, fik de også tilladelse til at spise “markens urter”. (1Mos 3,18) SLF 299.3

Kornsorter, frugter og nødder udgør den kost, som vor skaber har udvalgt for os. Disse fødemidler, tilberedte på en så ligefrem og naturlig måde som muligt, er de sundeste og mest nærerne. De giver en styrke, en udholdenhed og en tankeklarhed, som ikke fås ved en mere sammensat og stimulerende kost. SLF 300.1

Men ikke alle fødemidler, som i og for sig er sunde, passer os lige godt under alle omstændigheder. Valget af føde bør gøres med omhu. Vor kost må være afpasset efter årstid, klima og beskæftigelse. Nogle fødemidler, som kan bruges på en årstid eller i et klima, passer ikke i et andet. Således er der også forskellige fødemidler, som passer bedst for personer med forskelligt arbejde. Føde, som ikke passer for dem, der fører et stillesiddende liv eller udfører strengt åndeligt arbejde, kan ofte med fordel benyttes af sådanne, som har hårdt legemligt arbejde. Gud har givet os en rigelig afveksling af sunde fødemidler, og heraf bør enhver vælge de ting, som erfaring og sund fornuft viser at være bedst for hans eget vedkommende. SLF 300.2

Naturen har et rigeligt forråd af frugter, nødder og kornsorter, og år efter år bliver alle landes produkter mere og mere tilgængelig for enhver på grund af de befordrende samfærdselsmidler. Om følge heraf kan mange fødevarer, som for få år siden blev betragtet som kostbar luksus, nu benyttes af alle til hverdagsbrug. Dette er især tilfældet med tørrede og henkogte frugter. SLF 301.1

Nødder og nøddepræparater kommer på mange steder i almindelig anvendelse som erstatning for kødspiser. Sammen med nødder kan man anvende frugter, kornsorter og visse nødder og deraf tilberede en kost, som er sund og nærernde. Man må imidlertid ikke bruge nødder i for stor mængde. De, som mærker uheldige virkninger efter brugen af nødder, kan undertiden undgå al vanskelighed ved at tage hensyn til denne forsigtighedsregel. Man bør også huske på, at nogle nødder ikke er så sunde som andre. Mandler er at foretrække for jordnødder, men brugt i begrænset mængde sammen med kornsorter udgør jordnødder også et nærende og fordøjeligt fødemiddel. SLF 301.2

Tilberedt på rette måde kan oliven ligesom nødder erstatte smør og kødspiser. Den olie, som findes i oliven, er langt at foretrække for dyriske fedtstoffer. Den virker afførende og vil vise sig at være gavnlig for tuberkulosepatienter, ligesom den også har en lægende indvirkning på en betændt og irriteret mave. SLF 302.1

De, som har vænnet sig til en krydret, stærkt stimulerende kost, har en unaturlig smag og vil ikke straks syndes om en ligefrem, enkel kost; det vil tage tid, inden smagen bliver naturlig, og inden maven kan komme sig efter den mishandling, den har lidt. Men de, som vedholdende anvende sund føde, vil efter en tids forløb finde den velsmagende; man vil lære at skatte dens fine, naturlige velsmag og nyde den med større velbehag end usunde lækkerier; og maven, som nu er i sund tilstand og hverken er betændt eller overanstrengt, vil med lethed kunne udføre sin funktion. SLF 302.2

For at man kan vedligeholde sundheden, er en tilstrækkelig mængde gode nærende fødemidler nødvendig. Ved en forstandig fremgangsmåde kan man i næsten alle lande skaffe sig de føde midler, som befordrer sundheden. De forskellige præparater af ris, hvede, majs og havre findes indført overalt, og det samme gælder bønner, ærter og linser. Disse sammen med hjemlige og indførte frugter og med de forskellige vegetabilier, som vokser på ethvert sted, gør det muligt for os at få en kost, som er fuldstændig, uden brugen af kødspiser. SLF 303.1

Overalt, hvor frugt vokser i mængde, burde man sørge for en rigelig forsyning til vinterbrug enten ved henkogning eller ved tørring. Sådanne småfrugter som korender, stikkelsbær, jordbær, hindbær og brombær kan med fordel dyrkes på mange steder, hvor de nu kun finder lidt anvendelse, og hvor deres dyrkning forsømmes. SLF 303.2

Til husholningsbrug bør frugten om muligt henkoges i glas i stedet for i blikdåser. Den frugt, som skal henkoges, må være frisk og god. Brug kun lidt sukker og kog frugten kun så længe, som det er nødvendigt for dens præservering. Tilberedt på denne måde er den en udmærket erstatning for frisk frugt. SLF 303.3

Hvor tørrede frugter såsom rosiner, svesker, æbler, pærer, ferskner og abrikoser kan fås til rimelige priser, vil man finde, at de kan benyttes som almindeligt nærringsmiddel i langt større udstrækning, end tilfældet i almindelighed er, og det med de bedste resultater i henseende til sundhed og kraft blandt alle klasser af arbejdere. Man bør ikke anvende mange forskellige retter til et og samme måltid, da dette leder til forspisning og forårsager fordøjelses forstyrrelser. SLF 304.1

Det er ikke heldigt at spise frugt og grøntsager til samme måltid. Hvis fordøjelsen er svag, vil brugen af begge dele ofte forvolde ulykker og sætte en ud af stand til at udføre åndeligt arbejde. Det er bedre at nyde frugten til det ene måltid og grøntsagerne til et andet. Man bør sørge for afveksling i kosten. De samme retter, tilberedte på en og samme måde, bør ikke sættes på bordet den ene dag efter den anden. Måltiderne nydes med større velbehag, og organismen ernæres bedre, når der er nogen afveksling i kosten. SLF 304.2

Det er urigtigt at spise blot for at tilfredsstille smagen; men på samme tid bør man heller ikke være ligegyldig med hensyn til fødens beskaffenhed eller måden, hvorpå den tilberedes. Hvis maden ikke nydes med velbehag, bliver legemet ikke så vel ernæret. Føden bør vælges med omhu og tilberedes med forstand og dygtighed. SLF 305.1

Ved brødbagning er det ikke heldigt at benytte det fineste sigtemel; dets anvendelse er hverken sund eller økonomisk. Brød af fint mel mangler nogle af de nærende stoffer, som findes i brød, lavet af hele kornet, og er en hyppig årsag til forstoppelse og andre usunde tilstande. SLF 305.2

Brugen af soda eller bagepulver er skadelig og udnøvendig. Sådanne ting har i de fleste tilfælde en skadelig virkning på maven og forgifter ofte hele organismen. Mange husmødre mener, at de ikke kan lave godt brød uden ved hjælp af den slags midler. Dette er en fejltagelse. Hvis de ville gøre sig den ulejlighed at lære en bedre fremgangsmåde, så ville deres brød blive sundere og, for den uforvændte, mere velsmagende. SLF 305.3

Ved tilberedelsen af gæret brød bør man ikke anvende mælk i stedet for vand. Brugen af mælk fordyrer tilstanden og gør brødet langt mindre sundt. Sådant brød holder sig ikke frisk så længe efter bagningen som det, der tilberedes af vand, og går lettere i gæring i maven. SLF 306.1

Brødet skal være let og velsmagende, ikke den fjerneste bismag af syrlighed må tåles. Brødene bør være små og så grundigt gennembagte, at gærspiren så vidt muligt ødelægges. Gæret brød af enhver slags er tungt fordøjeligt, så længe det er varmt eller nybagt, og bør aldrig komme på bordet. Denne regel gælder dog ikke brød, som er leveret uden gær. Friske ruller eller stænger, lavede af hvedemel uden gær eller surdej og bagte i en godt ophedet ovn, er både sunde og velsmagende. SLF 306.2

Kornsorter, der anvendes til grød, bør koges i flere timer. Bløde eller flydende retter er imidlertid mindre sunde end de tørre, der kræver grundig tygning. Tvebakker, eller to gange bagt brød, er et af de lettest fordøjelige om mest velsmagende fødemidler. Man skærer almindeligt gæret brød i skiver, der tørres i en varm ovn, indtil den sidste rest af fugtighed forsvinder, og derpå brunes helt igennem. På et tørt sted vil sådant brød holde sig meget længere end almindeligt brød, og hvis det igen opvarmes inden måltidet, vil det være ligeså friskt, som om det var nyt. SLF 306.3

I almindelighed anvendes alt for meget sukker i føden. Kager, søde buddinger, postejer, gelér og syltetøjer er virksomme årsager til fordøjelsesforstyrrelse. Særlig skadelige er de buddinger og andre retter, som hovedsagelig er sammensatte af mælk, æg og sukker. En rigtig brug af mælk og sukker tilsammen bør undgåes. SLF 306.4

Hvis mælk anvendes, bør den steriliseres grundigt, da dens anvendelse rummer mindre fare for sygdom, når denne forsigtighedsregl iagttages. Smør er mindre skadeligt, når det spises til koldt brød, end når det bruges til madlavning; men som regel er det bedre helt at undvære det. Stærk ost eller gammelost er endnu mere forkastelig. SLF 306.5

Utilstrækkelig, dårlig tillavet føde fordærver blodet ved at svække de bloddannede organer. De bringer organismen i uorden og påfører sygdom med deraf følgende pirrelige nerver og dårligt humør. Der er tusinder og atter tusinder af mennesker, som lider under følgerne af dårlig madlavning. På mange gravstene kunne der med rette stå: “Døde på grund af dårlig madlavning” “Døde af mishandlet mave”. SLF 307.1

For dem, som laver mad, er det en hellig pligt at lære at tilberede sund føde. Mange sjæle går fortabt som følge af dårlig madlavning. Det kræver omtanke og omhu at bage godt brød; men der er mere religion i et stykke godt brød, end mange tror. Der er få, som virkelig forstår at lave god mad. Unge kvinder tror, at det er nedværdigende at lave mad og udføre anden husgerning, og unge piger, som gifter sig og skal drage omsorg for familier, har af den grund kun ringe begreb om de pligter, som påhviler en hustru og moder. SLF 307.2

Madlavning er ingen ringe kunst, og den er noget af det vigtigste i det praktiske liv. Den er en kunst, som alle kvinder bør lære, og undervisning angående dette bør gives på sådan måde, at den kan blive til gavn for det fattigere klasser. Det kræver dygtighed at kunne gøre maden velsmagende og på samme tid enkel og nærende; men det skal lade sig gøre. En kok bør forstå at tilberede enkle retter på en sundhedsmæssig måde, således at maden bliver sundere og mere velsmagende, netop fordi den er så enkel. SLF 307.3

Enhver kvinde, som forestår en familie, men som dog ikke forstår den kunst at lave god mad, bør sætte sig for at lære det, hvis det er af så stor betydning for familiens vel. På mange steder vil sådan undervisning kunne fremholdes i hygiejniske kogeskoler, og den kvinde, som ikke har en sådan anledning, bør søge hjælp hos en, der er dygtig i madlavning, og ihærdigt stræbe efter at lære, indtil hun har sat sig godt ind i kogekunsten. SLF 307.4

Regelmæssige måltider er af største betydning. Man bør have en bestemt tid til hvert måltid, og til disse tider bør enhver spise, hvad organismen kræver, og så ikke nyde noget før næste måltid. Der er mange, som spiser, når organismen ikke trænger til næring, med uregelmæssige mellemrum og imellem måltiderne, fordi de ikke har tilstrækkelig viljekraft til at modstå deres tilbøjelighed. På rejser er der nogle, som altid tygger på et eller andet spiseligt, som de kan få fat på. Dette er meget skadeligt. Hvis de i regelmæssig tid ville spise sådanne ting, som er enkel og nærende, så ville de ikke føle så megen træthed eller lide så meget af sygdom. SLF 308.1

En anden dårlig vane er den at spise lige før sengetid. Man har måske spist sine regelmæssige måltider; men fordi man har en følelse af slaphed, spiser man igen. Denne dårlige skik bliver efterhånden til en vane, der ofte bliver så rodfæstet, at man anser det for umuligt af kunne sove uden af have spist. Når man indtager et sent aftensmåltid, foregår fordøjelses processen under søvnen; men selv om maven arbejder uafladeligt, bliver dens arbejde dens ikke udført som det burde. Søvnen forstyrres tit ved ubehagelige drømme, og om morgnen vågner vedkommende uden at føle sig styrket og med rige appetit til frokost. Når vi går til hvile, bør maven have alt sit arbejde udført, for at den lig alle andre organer i legemet kan nyde hvile. Sene aftensmåltider er især skadelige for dem, som fører et stillesiddende liv. Den forstyrrelse, som derved forårsages hos sådanne, er ofte begyndelsen til sygdomme, som ender med døden. SLF 309.1

Den slaphed, der fremkalder trangen til føde, skyldes i mange tilfælde, at fordøjelsesorganerne i dages løb er blevet overanstrengte. Efter at have besørget et måltid behøver disse organer hvile; der bør mindst gå fem eller seks timer mellem måltiderne, og mange, som har gjort et forsøg i dente henseende, har fundet, at to måltider om dagen er bedre end tre. SLF 310.1

Maden bør hverken spises meget hed eller meget kold. Spises den kold, så lægges der beslag på mavens energi til at tilvejebringe den normale temperatur, inden fordøjelsen kan finde sted. Kolde drikke er skadelige af samme grund, medens på den anden side en rigelig brug af hede drikke virker svækkende. Jo mere væske man nyder sammen med måltiderne, desto vanskeligere forgår fordøjelsen; for væsken må opsuges, inden fordøjelsen kan begynde. Nyd ikke store mængder af salt, undgå brugen af pidkles og krydrede retter, men spis rigeligt af frugt, så vil den irritation, som fremkalder trangen til så megen drik til måltiderne, for en stor del forsvinde. SLF 310.2

Man bør spise langsomt og tygge maden grundigt. Dette er nødvendigt, for at spytsaften på normal vis kan blandes med føden og fordøjelsesvæskerne kaldes til virksomhed. Et andet alvorligt onde er spisning til uheldige tider, f.eks. efter voldsom eller overdreven legemlig anstrengelse, når man er udmattet eller stærkt gennemvarmet. Umiddelbart efter måltidet lægges der stærkt beslag på nerveenergien, og når sindet eller legemet anstrenges hårdt lige før eller efter måltidet, forsinkes fordøjelsen. Er man oprørt, urolig eller har hastværk, så er det bedre ikke at spise førend man er udhvilet eller kommet til ro. SLF 310.3

Maven står i nøje forbindelse med hjernen, og når der er sygelige tilstande i maven, ledes energien bort fra hjernen for at komme de svækkede fordøjelsesorganer til hjælp. Hvis dette gentager sig for hyppigt, leder det blodoverfyldning i hjernen. Når hjernen til stadighed anstrenges, og der samtidig, og der samtidig er mangel på legemsøvelse, så bør selv enkle fødemidler nydes sparsomt. Bortlæg bekymring og al sindsuro under måltidet. Hav ikke hastværk, men spis langsomt og med glæde, med hjertet fyldt med taknemmelighed til Gud for alle hans velsignelser. SLF 310.4

Mange, som bortlægger kødspiser og andre usunde og skadelige ting, mener, at fordi deres kost er så enkel og sund, kan de give deres appetit fri tøjler, og de spiser til overdrivelse, undertiden til frådseri. Dette er en fejl. Fordøjelsesorganerne må ikke bebyrdes med føde, som enten på grund af dens mængde eller beskaffenhed vil koste disse organer ekstra anstrengelse at udnytte. SLF 311.1

Skik og brug har gjort det til en lov, at maden skal komme på bordet i flere forskellige retter. Da man ikke ved, hvad der følger efter, kommer man let til at spise tilstrækkeligt af første ret, som måske ikke passer en allerbedst. Når den sidste ret kommer, vil en anden ofte overskride grænsen og tage til sig af den sidste dessert, som imidlertid viser sig at bekomme han alt andet end vel. Hvis alle de retter, der hører med til et enkelt måltid, sættes på bordet fra begyndelsen af, så har enhver lejlighed til at vælge, hvad der passer ham bedst. Undertiden gør følgerne af forspisning sig gældende med det samme; i andre tilfælde føles ingen smerter, men fordøjelsesorganerne mister deres energi, og grundvolden til fysisk styrke undergraves. SLF 311.2

Overflødig føde er en byrde for organismen og fremkalder sygelige febertilstande; den drager en for stor mængde blod til maven, således at hænder og fødder let bliver kolde; den påfører fordøjelsesorganerne en svær byrde, og når disse har udført deres arbejde, føler man sig slap og udmattet. Nogle, som til stadighed spiser for meget, kalder denne slaphedsfornemmelse sult; men den skyldes, at fordøjelsesorganene er overanstrengte. Til tider opstår der en slaphedstilstand i hjernen, og man føler sig uoplagt både til åndeligt og legemligt arbejde. SLF 311.3

Disse ubehagelige symptomer indtræder, fordi naturen har udført hverv med en unødvendigt stor afgift af energi og er fuldstændig udmattet. Maven råber: “Giv mig hvile!” Men mange tyder denne fornemmelse som krav på mere føde, og i stedet for at give maven hvile, lægger man en ny byrde på den. Følgen bliver, at fordøjelsesorganerne ødelægges, medens de endnu burde kunne udføre godt arbejde. SLF 312.1

Vor kost bør ikke være rigeligere eller mere afvekslende om sabbatten end til andre tider, men derimod enklere, ligesom man bør spise mindre, for at tankerne kan være klare og i stand til at fatte åndelige ting. En overfyldt mave er ensbetydende med en overfyldt hjerne. Man kan høre de herligste sandheder uden at forstå dem, fordi en uheldig kost har gjort tanken uklar. Der er mange, som ved forspisning om sabbatten bidrager mere, end de tror, til at gøre sig uskikkede til at blive delagtig i de goder, som dens hellige anledninger byder på. SLF 312.2

Madlavning om sabbatten bør undgåes; men det er derfor ikke nødvendigt at spise kold mad. I koldt vejr bør de rette, man har tilberedt dagen i forvejen, opvarmes. Lad måltiderne være tarvelige, men på samme tid velsmagende og tiltalende. I familier, hvor der er børn, vil det især være heldigt at anskaffe noget, der vil blive betragtet som en nydelse, noget, som familien til daglig ikke har på bordet. SLF 312.3

Når man har gjort sig skyldig i fejlagtige vaner, bør man ikke tøve med at gøre en forandring. Når en ødelagt fordøjelse skyldes misbrug af maven, så bør man omhyggeligt stræbe efter at bevare, hvad der endnu ikke er nedbrudt, ved at fjerne alt, hvad der kan nedbryde. Efter et langvarigt misbrug vil maven måske aldrig genvinde fuld sundhed; men ved en passende kost kan yderligere svækkelse undgåes, og mange vil komme sig mere eller mindre fuldstændigt. Det er ikke let at give regler, som kan passe i ethvert enkelt tilfælde; men ved iagttagelse af rigtige grundsætninger i henseende til kosten kan store reformer gennemføres, og den, som lever sundt, vil ikke behøve stadig at bestræbe sig for at friste appetitten. SLF 312.4

Afhold i spise belønnes med åndelig og moralsk styrke, ligesom det også hjælper til at beherske lidenskaberne. Forspisning er skadelig for sådanne, som af naturen er sløve; disse bør spise lidt og sørge for rigelig legemsbevægelse. Der findes mænd og kvinder med fremragende naturlige evner, som ikke udretter halvdelen af, hvad de kunne, hvis de blot øvede selvbeherskelse og selvfornægtelse med hensyn til appetitten. SLF 313.1

Mange forfattere og talere kommer til kort på dette punkt. Efter et kraftigt måltid hengiver de sig til tilfredsstillene sysler som læsning, granskning eller skrivning og tager ingen tid til legemsøvelse. Som følge heraf hæmmes tankernes og ordenes frie løb. De kan hverken skrive eller tale med dem kraft og inderlighed, som er nødvendig for at kunne påvirke hjerterne; deres bestræbelser er slappe og bliver uden frugt. SLF 313.2

De, som bærer vigtige ansvar, og fremfor alt de, som skal tage sig af folkets åndelige interesser, bør være fintfølende personer med god indsigt. De behøver mere end alle andre at vare afholdende i spise. Fine, overdådige retter bør ikke komme på deres bord. SLF 313.3

Mænd i ansvarsfulde stillinger må hver dag træffe afgørelser, der vil drage meget betydningsfulde følger efter sig. Ofte må de tænke hurtigt, og dette kan kun gøres med held af dem, som øver strengt afhold. Sindet styrkes ved en rigtig behandling af de legemlige og åndelige evner og kræfter. Enhver anstrengelse, som ikke er for svær, vil medføre forøget styrke; men ofte bliver deres arbejde, som har vigtige planer at overveje og vigtige beslutninger at tage, uheldigt påvirket af følgerne af en fejlagtig kost. En forstyrret mave fremkalder en forstyrret, usikker sindstilstand, og ofte gør den en person irritabel, streng eller uretfærdig. Mangen en plan, som ville være blevet til velsignelse for verden, er blevet lagt til side, mange uretfærdige, undertrykte, ja endog grusomme forholdsregler er blevet taget som følge af sygelige tilstande, der skyldes fejlagtige spisevaner. SLF 314.1

Her er et vink for alle, hvis arbejde er stillesiddende eller hovedsagelig er åndelig art, og lad dem, som ejer tilstrækkelig moralsk kraft og selvbeherskelse, prøve det: Nyd kun to eller tre simple retter til hvert måltid og spis ikke mere, end hvad der kræves for at stille sulten. Tag virksom legemsøvelse hverdag og se, om I ikke vil høste gavn deraf. SLF 314.2

Kraftige mennesker, som beskæftiger sig med virksomt legemligt arbejde, behøver ikke nødvendigvis at være så forsigtige med hensyn til fødens art eller mængde som de, der fører et stillesiddende liv; men endog sådanne ville have bedre sundhed, hvis de øvede selvbeherskelse i deres spise og drikke. SLF 315.1

Nogle ønsker, at der kunne foreskrives en nøjagtig regel med hensyn til deres kost. De forspiser sig, angrer det så bagefter, og på denne måde vedbliver de at tænke på, hvad de spiser og drikker. Således bør det ikke være. Den ene kan ikke nedlægge en bestemt regel for den anden; enhver må bruge sin fornuft, og øve selvbeherskelse og handle efter principper. SLF 315.2

Vort legeme er Kristi købte ejendom, og vi har ikke ret til at behandle det efter vort eget behag. Alle, som kender sundehedslovene, bør forstå, at det er deres skyldighed at overholde disse love, som Gud har nedlagt i deres organisme. Lydighed mod sundhedens love må gøres til en personlig pligt; vi må hver især aflægge Gud regnskab for vore vaner og vor handlemåde, og derfor bliver spørgsmålet ikke hos os: “Hvorledes bærer verden sig ad?” men: “Hvorledes skal jeg som et individ behandle den bolig, Gud har givet mig?” SLF 315.3