Med Mesteren på bjerget

Men når I beder, må I ikke lade munden løbe, som hedningerne gør”

Hedningerne mente, at deres bønner i sig selv var en fortjeneste til soning for synd. Jo længere bønnen var, desto større var således fortjenesten. Der som de kunne opnå hellighed ved egne bestræbelser, ville de have noget i sig selv, som de kunne glæde sig over, noget at prale af. Denne forestilling om bøn er et udslag af det selvforsoningens princip, der ligger ved roden af alle falske religionssystemer. Farisæerne havde tilegnet sig denne hedenske forestilling om bøn, og den er ingenlunde død i vor tid selv iblandt dem, der bekender sig til at være kristne. Fremsigelsen af fastsatte, al mindelig brugte formler, når hjertet ikke føler nogen trang til Gud, er af samme art som hedningernes overflødige ord. MMPB 89.3

Bøn er ikke et sonemiddel for synd; den besidder i sig selv ingen kraft eller fortjeneste. Alle de smukke ord, der står til vor rådighed, opvejer ikke en eneste hellig attrå. Den mest veltalendes bønner er kun tomme ord, hvis de ikke udtrykker de sande følelser i hjertet. Men den bøn, der kommer fra et oprigtigt hjerte og er et udtryk for sjælens virkelige trang, ligesom når vi beder en jordisk ven om en tjeneste i forventning om, at den vil blive efterkommet dette er troens bøn. Gud attråer ikke vore formelle høflighedsbeviser; men det tavse råb fra et hjerte, som er sønderknust og nedbøjet under følelsen af sin store skrøbelighed, finder vej til al barmhjertigheds fader. MMPB 90.1