Med Mesteren på bjerget

“I må ikke sætte jer mod den, der tilføjer jer ondt, men hvis nogen giver dig et slag på den højre kind, så vend ham også den anden til”

For jøderne var omgangen med den romerske krigsmagt altid en kilde til ærgrelse. Troppeafdelinger var anbragt på forskellige steder i Judæa og i Galilæa, og deres nærværelse var for befolkningen en påmindelse om dens egen nationale nedværdigelse. Med bitterhed i sindet hørte de lyden af de kraftige trompetstød; de så tropperne samles under det romerske flag og bøje sig i hyldest for dette symbol på romerrigets magt. Mellem befolkningen og soldaterne kom det til hyppige sammenstød, som bidrog til at ophidse det rådende had. Når en romersk befalingsmand med sin vagt skyndsomt ilede fra det ene sted til det andet, hændte det ofte, at han greb de jødiske bønder, som arbejdede på deres marker, og tvang dem til at bære byrder op ad bjerget eller til at udføre enhver anden påkrævet tjeneste. Dette var overensstemmelse med romersk lov og sædvane, og modstand mod sådanne krav førte kun til hånsord og grusomhed. Længslen efter at kunne afryste det romerske åg tiltog for hver dag i befolkningens hjerter. Navnlig blandt de uforfærdede, kraftige galilæere var oprørsånden fremherskende. Havnebyen Kapernaum var sæde for en romersk garnison, og endogså medens Jesus var i færd med at undervise, mindede synet af et kompagni romerske soldater hans tilhørere på ny om Israels ydmygelse. Folket så ivrigt på Jesus i håb om, at han var den, der skulle ydmyge den stolte romermagt. MMPB 74.1

Med bedrøvelse betragter Jesus de opadvendte ansigter, han har foran sig. Man lægger mærke til den hævnlyst, der har sat sit onde præg på dem, og ved, hvor bittert folket længes efter at knuse sine undertrykkere. Sørgmodig formaner han dem: “I må ikke sætte jer mod den, der tilføjer jer ondt, men hvis nogen giver dig et slag på den højre kind, så vend ham også den anden til!” MMPB 74.2

Disse ord var kun en gentagelse af Det gamle Testamentes lære. Det er sandt, at reglen “øje for øje, tand for tand” var en bestemmelse i de love, der blev givet ved Moses; men det var et borgerligt påbud. Ingen var berettiget til selv at tage hævn, for man havde Herrens ord: “Sig ikke: Ondt vil jeg gengælde.” Sig ikke: Jeg gør mod ham, som han gjorde mod mig.” “Falder din fjende, så glæd dig ikke.” “Sulter din fjende, så giv ham at spise, tørster han, giv ham at drikke.” (3Mos. 24,20; ordsp. 20,22; 24,29 MMPB 75.1

Hele Jesu liv på Jorden var en åbenbaring af dette princip. Det var for at bringe livets brød til sine fjender, Frelseren forlød sit himmelske hjem. Skønt han fra krybben til graven var udsat for bagvaskelse og forfølgelse, førte alt dette for hans vedkommende kun til udslag af en tilgivende kær lighed. Ved profeten Esajas siger han: “Min ryg bød jeg frem til hug, mit skæg til at rives, mit ansigt skjulte jeg ikke for hån og spyt.” “Han blev knust og bar det stille, han oplod ikke sin mund som et lam, der føres hen at slagtes, som et får, der er stumt, når det klippes han oplod ikke sin mund!” (Es. 50,6; 53,7). Og fra korset på Golgatha lyder ned gennem alle tider hans forbøn for sine mordere og håbets budskab til den døende røver. MMPB 75.2

Faderens nærværelse omsluttede Kristus, og intet ramte ham ud over, hvad en uendelig kærlig hed tillod til velsignelse for Verden. Deri lå hans kilde til trøst, og deri ligger også vor. Den, der er fyldt med Kristi ånd. bliver i Kristus. Det slag, som rettes mod en sådan, falder på Frelseren. der omgiver ham med sin nærværelse; alt, hvad der møder ham, kommer fra Kristus. Han behøver ikke at sætte sig imod det onde, for Kristus er hans værn. Intet kan røre ved ham uden med vor Herres tilladelse; og “alle ting”, der således tillades, “samvirker til gode for dem, som elsker Gud”. “Hvad I har gjort mod en af mine mindste brødre, har I gjort mod mig.” (Rom. 8,28; Matt. 25,40). MMPB 75.3

“Dersom nogen vil gå i rette med dig og tage din kjortel, lad ham da også beholde kappen. Og der som nogen tvinger dig til at gå en mil, da gå to med ham.” MMPB 76.1

Jesus bød sine disciple, at de i stedet for at mod sætte sig krav fra myndighedernes side skulle gøre endog mere, end der blev forlangt af dem, og at de i videst mulig udstrækning skulle udføre enhver forpligtelse, selv om den overskred de i landets lov fastsatte grænser. Loven, der blev given ved Moses, påbød en meget omhyggelig hensyntagen til de fattige. Når en fattig mand satte sit klædebon i pant, eller han stillede det som sikkerhed for en gæld, var det ikke fordringshaveren tilladt at gå ind i huset for at tage det; han måtte vente ude på gaden, indtil pantet blev bragt ud til ham, og under alle omstændigheder måtte det leveres tilbage til ejeren inden solnedgang. (5Mos. 24,10-13; 15,7-8). På Kristi tid blev der taget ringe hensyn til disse milde foranstaltninger; men Jesus lærte disciplene, at de skulle rette sig efter rettens afgørelse, selv om denne krævede mere end berettiget ifølge Moses lov. Om kravet end gik ud på afståelse af en del af deres klædning, skulle de bøje sig for det. Ja de skulle endog give fordringshaveren, hvad der tilkom ham, og om nødvendigt afstå mere, end retten gav ham bemyndigelse til at overtage. Og hvis nogen vil stævne dig for retten og tage din kjortel,” sagde han, “så lad ham også få kappen!” Og dersom budene forlanger, at du skal gå en mil med dem, da gå to mil. MMPB 76.2

Jesus tilføjede: “Giv den, som beder dig, og vend dig ikke bort fra den, som vil låne af dig.” Den samme undervisning var blevet fremholdt ved Moses: “Du må ikke være hårdhjertet og lukke din hånd for din fattige broder; men du skal lukke din hånd op for ham og låne ham, hvad han savner og trænger til.” 5Mos. 15,7-8). Disse skriftsteder klargør meningen med Frelserens ord. Kristus lærer ikke, at man uden hensyn skal give almisse til enhver, som beder derom, men han siger: “Du skal lukke din hånd op og låne ham, hvad han savner;” og dette skal være en gave snarere end et lån, for vi skal låne “uden at vente noget igen”. (Luk. 6,35). MMPB 77.1