Med Mesteren på bjerget

“I må aldeles ikke sværge”

Grunden til dette forbud angives: Du må ikke sværge “ved Himmelen, thi den er Guds trone, eller ved jorden, thi den er ‘hans fodskammel’, eller ved Jerusalem, thi det er ’den store konges by’. Du må heller ikke sværge ved dit hoved, thi du kan ikke gøre et eneste hår hvidt eller sort”. MMPB 70.3

Alt kommer fra Gud. Vi har intet, som vi ikke har fået; og hvad mere er: vi har intet, som ikke er blevet købt til os ved Kristi blod. Alt, hvad vi besidder, kommer til os mærket med korsets stempel, købt med det blod, som er dyrebart over enhver beregning, fordi det er Guds lig. Derfor gives der intet, som vi er berettigede til at stille som vor egen garanti for opfyldelsen af vore ord. MMPB 70.4

Efter jødernes forståelse var det tredje bud et forbud imod at tage Guds navn forfængeligt; men de mente, at de havde frihed til at benytte andre eder. Edsaflæggelse var almindelig iblandt dem. Ved Moses var det forbudt at sværge falsk; men de havde fundet mange udveje til at omgå en forpligtelse, de havde påtaget sig ved ed. De frygtede ikke for at gøre sig skyldige i, hvad der i virkelig heden var vanhellig tale, ligesom de heller ikke veg tilbage for mened, når den blot kunne tilhylles ved en eller anden omgåelse af løven. MMPB 71.1

Jesus fordømte deres fremgangsmåde og erklærede, at deres sædvane med hensyn til edsaflæggelse var en overtrædelse af Guds bud. Vor frelser forbød dog ikke aflæggelse af retslig ed, hvor man højtideligt tager Gud til vidne på, at hvad man siger, ikke er andet end den rene sandhed. Jesus selv nægtede ikke at aflægge vidnesbyrd under ed, da rådet tog ham i forhør. Ypperstepræsten sagde til ham: “Jeg tager dig i ed ved den levende Gud: sig os om du er Guds søn”. Jesus svarede: “Du har selv sagt det.” (Matt. 26,63-64). Dersom Jesus i sin bjergprædiken havde fordømt retslig ed, ville han under forhøret have irettesat ypperstepræsten og således til gavn for sine tilhørere indskærpet sin egen lære. MMPB 71.2

Der er mange, som ikke frygter for at bedrage deres medmennesker; men de har lært, at Guds ånd har indprentet i deres sind, at det er forfærdeligt at tyve for skaberen. Når de tages i ed, er det en erkendelse af, at de ikke blot aflægger vidnesbyrd for mennesker, men for Gud, og at dersom de sværger falsk, gør de det over for ham, som ser ind i hjertet, og som kender den virkelige sandhed. Kendskab til de frygtelige straffedomme, som denne synd har medført, øver en hæmmende indflydelse på dem. MMPB 71.3

Men hvis der er nogen, som med god grund kan vidne under ed, kan en kristen gøre det. Han lever stadig som for Guds åsyn og ved, at hver tanke er åbenbar for hans øjne, for hvem vi skal stå til regnskab; og når det på lovlig vis kræves af ham, gør han ret i at tage Gud til vidne på, at hvad han siger, ikke er andet end den rene sandhed. MMPB 72.1

Jesus påpegede videre et princip, der ville gøre edsaflæggelse unødvendig. Han lærer, at den nøjagtige sandhed bør være en lov i al tale. “Jeres tale skal være ja, ja! nej, nej! hvad der går ud over det, er af det onde.” MMPB 72.2

Disse ord fordømmer alle de intetsigende udtryk og fyldord, som grænser til vanhellig tale. De fordømmer de falske komplimenter, den omgåelse af sandheden, de smigrende fraser, de overdrivelser, de i handel forekommende fremstillinger, som er almindelige i menneskenes indbyrdes omgang og i forretningslivet. De lærer os, at den, der søger at give det udseende af at være noget, som han ikke er, eller hvis ord ikke giver udtryk for, hvad han virkelig mener i sit hjerte, kan ikke kaldes sand færdig. MMPB 72.3

Dersom der bliver taget hensyn til disse kristi ord, ville det afværge tilkendegivelsen af ond mistanke og uvenlig kritik; thi hvem kan, når han ud taler sig om en andens handlinger og bevæggrunde, være vis på, at han nøjagtig taler sandhed” Hvor ofte sker det ikke, at stolthed, lidenskab eller personligt nag farver hans indtryk! Et blik, et ord eller endog tonefaldet kan være udtryk for falsk hed. Selv kendsgerninger kan fremholdes på en sådan måde, at de giver et falskt indtryk. Og “hvad der går ud over det, er af det onde”. MMPB 72.4

Alt, hvad en kristen gør skal være gennemsigtigt som solskin. Sandheden er fra Gud; bedrag i alle dets utallige former er i hvert eneste tilfælde fra Djævelen. Og enhver, der i nogen henseende af viger fra sandhedens rene linier, forråder sig selv til den ondes vold. At sige den rene sandhed er dog ingen let sag. Vi kan ikke sige sandheden, med mindre vi kender sandheden; og hvor ofte er det ikke tilfældet, at forudfattede meninger, indre for dom, mangelfuldt kendskab og et urigtigt skøn hindrer en korrekt forståelse af ting, vi har med at gøre! Vi kan ikke tale sandhed, medmindre vore tanker hele tiden ledes af ham, som er sandheden. MMPB 73.1

Gennem apostelen Paulus byder Kristus øs: “Jeres tale skal altid være vindende”. “Lad ingen rådden tale udgå af jeres mund, men kun ord, som er gode til fornøden opbyggelse, så de kan blive til velsignelse for den, der hører dem”. (Kol. 4,6; Ef. 4,29). I lyset af disse bibelsteder viser det sig, at Kristi ord på bjerget fordømmer spøg, fjas og ukysk tale. De kræver, at vore ord ikke alene skal være sande, men rene. MMPB 73.2

De, der har lært af Kristus, vil ikke være “meddelagtige i mørkets golde gerninger”. I tale som i vandel vil de være enkle, ligefremme og sanddru, thi de bereder sig til samfundet med de hellige, i hvis mund der er ikke “fundet løgn”. (Ef. 5,11; Åb. 14,5). MMPB 73.3