Med Mesteren på bjerget

“Og hvis din højre hånd forarger dig, så hug den af og kast den fra dig”

For at hindre en sygdom i at brede sig i legemet og berøve en livet ville man finde sig i endog at skille sig af med den højre hånd. Endnu meget mere burde man være villig til at give afkald på det, der stiller sjælens liv i fare. MMPB 65.2

Ved evangeliet skal sjæle, som den onde har fordærvet og holder i trældom, finde genløsning og få del i Guds børns herlige frihed. Guds forsæt går ikke blot ud på at frelse fra den lidelse, der er syndens uundgåelige følge, men at frelse fra selve synden. Den fordærvede, misdannede sjæl må ren ses og omdannes, så den kan blive iført “Herren vor Guds skønhed”, blive “hans søns billede lige”. “Hvad intet øje har set, og intet øre hørt, og hvad der ikke er opkommet i noget menneskes hjerte, hvad Gud har beredt for dem, der elsker ham.” (Rom. 8,29; 1Kor. 2,9). Evigheden alene kan åbenbare det herlige mål, som det menneske, hvori Guds billede genoprettes, kan nå frem til. MMPB 65.3

For at kunne opnå dette høje ideal må vi give slip på de ting, der får sjælen til at støde an. Det er gennem viljen, synden holder os fast. En overgivelse af viljen sammenlignes med at rive øjet ud eller hugge hånden af. For os kan det ofte synes, som om en overgivelse af viljen til Gud er ensbetydende med at samtykke i at vandre gennem livet som en lemlæstet eller en krøbling. Men det er bedre, siger Jesus, at selvet lemlæstes. såres og forkrøbles, hvis man derved kan indgå til livet. Det, man betragter som en ulykke, damer indgangen til den allerstørste fordel. MMPB 66.1

Gud er livets kilde, og kun ved at have samfund med ham kan vi have livet. Adskilt fra Gud kan man vel nyde en kortvarig tilværelse, men livet besidder man ikke. “Den derimod, som lever efter sine lyster, er levende død.” (1Tim. 5,6). Kun når vi overgiver vor vilje til Gud, er det muligt for ham at meddele os livet. Kun ved at tage imod hans liv ved selvovergivelse, sagde Jesus, er det muligt at sejre over disse skjulte synder, som jeg har påpeget. Det er muligt, at I kan begrave dem i jeres hjerte og dølge dem for menneskers blik; men hvorledes vil I kunne bestå for Guds ansigt? MMPB 66.2

Dersom t holder fast ved selvet og nægter at overgive jeres vilje til Gud, vælger I døden. Gud er en fortærende ild for synden, hvor denne end findes. Hvis I vælger synden og nægter at skilles fra den, må Guds nærværelse, der fortærer synden, også fortære jer. MMPB 67.1

Overgivelse til Gud vil kræve et offer, men det er en opofrelse af det lavere for at opnå noget højere, en opgivelse af det jordiske for at opnå det åndelige, af det forkrænkelige for at vinde det uforkrænkelige. Det er ikke Guds hensigt, at vor vilje skal tilintetgøres, for det er kun ved brug af viljen, at vi kan udføre, hvad han ønsker af os. Vor vilje skal gives til ham, for at vi kan få den igen renset og forædlet og i sit væsen således knyttet til den guddommelige, at han gennem os kan udøse strømme af sin kærlighed og sin kraft. Hvor bitter og smertefuld denne overgivelse end måtte forekomme det egensindige, genstridige hjerte, så er den dog “bedre for dig”. MMPB 67.2

Først da Jakob, såret og hjælpeløs, kastede sig i armene på pagtens engel, erkendte han troens sejrende overmagt og blev kaldt til en fyrste hos Gud. Det var, da han “haltede på hoften”, at Esaus væbnede skarer blev standset foran ham; og Farao, den stolte arving i et kongeligt dynasti, bøjede sig ned for at modtage hans velsignelse. Således blev også vor “frelses banebryder ført til fuldendelse gennem lidelser”, og troens bøn “fik styrke efter svaghed” og “slog fjendehære på Bugt”. Således sker det, at “halte tager del i byttet”, og de skrøbelige skal “blive som David, ..... som Herrens engel”. (Hebr. 2,10; 11,34; Es. 33,23; Zak. 12,8). MMPB 67.3