Med Mesteren på bjerget

“Enhver, som bliver vred på sin broder, er skyldig for dommens fader”

en frembringelse af Kristi karakter hos dem selv. For i ham blev Gud daglig åbenbaret for deres øjne. MMPB 61.2

Ved Moses havde Herren sagt: “Du skal ikke bære nag til din broder i dit hjerte ..... Du må ikke hævne dig eller gemme på vrede mod dit folks børn, du skal elske din næste som dig selv”. (3Mos. 19,17-18). De sandheder, Kristus fremholdt, var de samme, som profeterne havde lært; men de var blevet fordunklede ved hjertets forhærdelse og kærlighed til synden. MMPB 61.1

Frelserens ord åbenbarede for hans tilhørere den kendsgerning, at medens de fordømte andre som overtrædere, var de selv lige så skyldige, for de nærede ondskab og had. På den modsatte side af søen fra det sted, hvor de var forsamlede, lå landskabet Basan, et ensomt beliggende område, hvis vilde, dybe kløfter og skovklædte højder længe havde været et yndet skjulested for forbrydere af enhver type. Beretninger om røveri og mord, der nylig havde fundet sted, var i frisk minde hos befolkningen, og mange var ivrige til at fordømme disse ugerningsmænd. Samtidig var de selv voldsomme og stridbare; de nærede det bitreste had til deres romerske under trykkere og følte sig berettiget til at hade og foragte alle andre folk, ja endog deres egne landsmænd, som ikke i enhver henseende rettede sig efter deres begreber. I alt dette overtrådte de den lov, der siger: “Du må ikke slå ihjel.” MMPB 61.2

Hadet og hævngerrighedens ånd havde sin oprindelse hos Satan, og den ledte ham til at tage Guds søn af dage. Enhver, som nærer ondskab og viser uvenlighed, er besjælet af den samme ånd, og død vil blive dens frugt. I den hævngerrige tanke ligger den onde handling gemt, ligesom planten ligger gemt i frøet. “Enhver der hader sin broder, er en morder, og I ved, at ingen morder har evigt liv blivende i sig.” (1Joh. 3,15). MMPB 61.3

“Den, som siger til sin broder: Raka! skal være skyldig for rådet.” Ved at give sin søn som en gave for vor genløsning har Gud vist, hvilken stor værdi han tillægger en menneskesjæl, og han giver intet menneske rettighed til at tale hånligt om en anden. Vi kommer til at se fejl og svagheder hos dem, vi færdes iblandt, men Gud betragter hver sjæl som sin ejendom som i sin kraft af skabelsen og i dobbelt forstand som den, der er købt med Kristi dyrebare blod. Alle blev skabt i hans billede, og selv de dybest faldne skal behandles med agtelse og ømhed. Gud vil holde os ansvarlige for endog blot et hånligt ord om en eneste sjæl, for hvem Kristus gav sit liv. MMPB 62.1

“Thi hvem giver dig fortrin? og hvad har du, som du ikke har fået givet? og når du har fået det, hvorfor roser du dig da, som om du ikke havde fået det?” “Hvem er du, som dømmer en andens tjener? For sin egen herre står eller falder han.” (1Kor. 4,7; Rom. 14,4). MMPB 62.2

“Den, som siger: Du dåre! er skyldig til Helvedes ild.” I det gamle testamente benyttes ordet “dåre” som betegnelse for en frafalden eller en, der havde prisgivet sig til det onde. Jesus siger, at enhver, der fordømmer sin broder som en frafalden eller en gudsfornægter, viser, at han selv fortjener den samme fordømmelse. MMPB 62.3

I tvisten med Djævelen om Moses legeme turde Kristus selv “ikke udtale nogen spottende dom.” Om han havde gjort det, ville han have stillet sig på Satans grund; for anklage er den ondes våben. I skriften kaldes han “vore brødres anklager.” (Åb. 12.10). Jesus ville ikke benytte et eneste af Satans våben. Han imødegik ham med de ord: “Herren straffe dig!” (Jud. 9). MMPB 62.4

Når vi kommer i konflikt med Kristi fjender, bør vi ikke sige noget af trang til at øve gengæld eller noget, der endog blot kan have udseende af en spottende dom. Den, der står som et Guds talerør, bør ikke udtale ord, som ikke engang Himmelens Majestæt ville benytte i en strid med Satan. At dømme og fordømme er en sag, vi skal overlade til Gud. MMPB 63.1