Apostlenes Liv og Virksomhed

Kapitel 13—Paulus’s Forberedelse.

EFTER sin Daab afbrød Paulus sin Faste og “blev nogle Dage hos Disciplene i Damaskus Og straks prædikede han Kristus i Synagogerne, at han er den Guds Søn”. Frimodig forkyndte han, at Jesus af Nazareth var den længe forventede Messias, der “døde for vore Synder, efter Skrifterne; . . . blev begraven; og . . . opstod den tredje Dag”, hvorefter han blev set af de tolv og af andre. “Men sidst af alle.” tilføjer Paulus, “blev han set af mig. som det utidige Foster “ 1 Kor. 15: 3-5, 9. Hans Udlæggelse af Profetierne var saa overbevisende, og hans Bestræbelser var saa aabenbart ledsaget af Guds Kraft, at Jøderne blev forvirret og kunde intet svare ham. AV 73.1

Beretningen om Paulus’s Omvendelse kom som en stor Overraskelse for Jøderne. Han, som var rejst til Damaskus “med Myndighed og Fuldmagt fra de Ypperstepræster” for at anholde de troende og rejse Tiltale imod dem, prædikede nu Evangeliet om en korsfæstet og opstanden Frelser, styrkede deres Hænder, som allerede var Disciple, og bragte stadig nye Tilhængere til den Tro, som han engang saa bittert havde bekjæmpet. AV 73.2

Paulus havde tidligere været kjendt som en nidkjær Forfægter af den iødiske Tro og en utrættelig Forfølger af Kristi Tilhængere Uforfærdet, selvstændig og ihærdig som han var. vilde han med sine Talenter og sin Lærdom kunne have gjort Fyldest i næsten hvilken som helst Stilling. Han kunde ræsonnere paa en usædvanlig klar Maade, og ved sine svidende Spydigheder kunde han stille en Modstander i et alt andet end misundelsesværdigt Lys. Og nu saa Jøderne, at denne usædvanligt lovende unge Mand havde forenet sig med dem, han tidligere forfulgte, og uforfærdet prædikede i Jesu Navn. AV 73.3

Naar en General falder i Slaget, er han tabt for sin Hær: men hans Død øger ikke Fiendens Styrke. Naar derimod en fremragende Person slutter sig til Fienden, saa er ikke blot hans Tjeneste gaaet tabt. men de, som han har sluttet sig til, opnaar en afgjort Fordel. Herren kunde med Lethed have dødet Saulus af Tarsus paa Vejen til Damaskus, hvorved Forfølgelsens Magter vilde være blevet i høj Grad svækket. I sit Forsyn sparede Gud imidlertid ikke blot Saulus’s Liv, men omvendte ham og forflyttede derved en kraftig Stridsmand fra Fiendens Side over paa Kristi Side. Med sit urokkelige Forsæt og uforfærdede Mod besad Paulus, der tillige var en veltalende Mand og en skarp Kritiker, netop de Egenskaber, som der var Trang til i den første Menighed. AV 73.4

Mens Paulus prædikede Kristus i Damaskus, blev alle, som hørte ham, forundret og sagde: “Er det ikke ham, som i Jerusalem plagede dem, som paakaldte dette Navn, og var kommen hid, for at føre dem bundne til de Ypperstepræster ?” Paulus erklærede, at den stedfundne Forandring i hans Tro ikke skyldtes Indskydelse eller Fanatisme, men var hidført ved overvældende Beviser. I sin Fremstilling af Evangeliet søgte han at klargjøre Profetierne vedrørende Kristi første Komme. Han paaviste klart, at i Jesus af Nazareth havde disse Profetier faaet en bogstavelig Opfyldelse. Grundlaget for hans Tro var det urokkelige profetiske Ord. AV 74.1

I det Paulus vedblev at formane sine forbausede Tilhørere til “at omvende sig og komme tilbage til Gud og gjøre Omvendelsens værdige Gjerninger, styrkedes han “end mere, og igjendrev Jøderne, som boede i Damaskus, og beviste, at denne er den Kristus”. Men mange forhærdede sit Hjerte og nægtede at høre hans Budskab; og snart blev deres Forundring over hans Omvendelse forvandlet til det samme bitre Had, som de havde udvist mod Jesus. AV 74.2

Modstanden blev saa stærk, at Paulus ikke kunde fortsætte sit Arbejde i Damaskus. Et Sendebud fra Himlen bød ham rejse bort i nogen Tid, og han “drog bort til Arabien”, hvor han fandt et sikkert Tilflugtssted. AV 74.3

Her i Ørkenens Ensomhed havde Paulus rig Anledning til uforstyrret Granskning og Betragtning. Roligt overvejede han sit tidligere Liv og forsikrede sig om en grundig Omvendelse. Han søgte Gud af hele sit Hjerte og hvilede ikke, før han vidste bestemt, at hans Omvendelse var godkjendt og hans Synd tilgivet. Han længtes efter Forvisningen om, at Jesus vilde være med ham i hans fremtidige Arbejde. Han rensede sin Sjæl for de Fordomme og Overleveringer, som hidtil havde præget hans Liv, og erholdt Undervisning fra ham, som er Sandhedens Ophav. Jesus underviste ham, befæstede ham i Troen og gav ham et rigt Maal af Visdom og Naade. AV 74.4

Naar Sindet paavirkes og Mennesket træder i Samfund med Gud. Det menneskelige med det guddommelige, vil det have en uberegnelig lndvirkning paa Legeme, Sjæl og Sind. I dette Samfund findes Grundlaget for den højeste Opdragelse; det er Guds egen Udviklingsmetode. “Hold dig til ham,” er hans Budskab til Menneskene. AV 74.5

Det alvorsfulde Hverv, som blev Paulus betroet, da Ananias besøgte ham, hvilede med stadig større Vægt paa hans Hjerte. Da han som Svar paa Ordene: “Saul, Broder, se op!” for første Gang saa denne fromme Mand ind i Ansigtet, sagde Ananias, drevet af den Helligaand, til ham: “Vore Fædres Gud har beskikket dig, at du skal kjende hans Vilje, og se den Retfærdige og høre en Røst af hans Mund. Thi du skal være ham et Vidne for alle Mennesker om de Ting, som du har set og hørt. Og nu. hvad tøver du? Staa op, lad dig døbe og dine Synder aftvætte, og paakald Herrens Navn!” Ap. Gj. 22: 13-16. AV 74.6

Disse Ord stod i Overensstemmelse med, hvad der blev udtalt af Jesus selv, da han standsede Saulus paa Rejsen til Damaskus og sagde: “Derfor har jeg aabenbaret mig for dig, at udkaare dig til en Tjener og et Vidne, baade om det, som du har set, og om det, hvori jeg vil aabenbare mig for dig, idet jeg udfrier dig fra Folket og Hedningerne. til hvilke jeg nu udsender dig, at oplade deres Øjne. at de omvender sig fra Mørket til Lyset og fra Satans Magt til Gud, paa det de kan annamme Syndernes Forladelse og Lod iblandt dem. som er helligede ved Troen paa mig.” Ap. Gj. 26: 16-18. AV 75.1

Idet Paulus overvejede disse Ting i sit Hjerte, forstod han klarere Betydningen af sit Kald til at være en “Jesu Kristi Apostel ved Guds Vilje”. Hans Kald var ikke ,.af Mennesker og ikke ved noget Menneske, men ved Jesus Kristus og Gud Fader”. Tanken om det store Værk, han skulde udføre, ledte ham til at granske dybt i den hellige Skrift “for at kunne prædike Evangelium, ikke med vise Ord. at Kristi Kors ikke skulde tabe sin Kraft”, “men i Aands og Krafts Bevisning”, saa at alle deres Tro. som hørte. “ikke skulde være i Menneskens Visdom, men i Guds Kraft”. AV 75.2

Under Skriftens Granskning lærte Paulus, at der ned igjennem Tiderne ikke var kaldet “mange vise efter Kjødet, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme; men det for Verden daarlige udvalgte Gud. for at beskjæmme de vise. og det for Verden uædle og det ringeagtede udvalgte Gud, og det, som intet var, for at tilintetgjøre det, som var noget; paa det intet Kjød skal rose sig for ham”. I Kor. 1 : 26-29. Og idet Paulus saaledes betragter Verdens Visdom i Korsets Lys, anser han sig “ikke at vide noget . . . uden Jesus Kristus, og ham korsfæstet”. 1 Kor. 2: 2. AV 75.3

Under sin Virksomhed senere hen tabte Paulus aldrig Kilden til sin Visdom og Kraft afsyne. Hør ham. naar han mange Aar senere endnu siger: “At leve er mig Kristus” Og atter: “Jeg agter og alt for Tab mod Kristi Jesu min Herres Kundskabs Ypperlighed, for hvis Skyld jeg har lidt Tab paa alt, . . . paa det jeg kan vinde Kristus og findes i ham, saa jeg ikke har min Retfærdighed, den af Loven, men den ved Kristi Tro, Retfærdigheden af Gud formedelst Troen, at jeg kan kjende ham og hans Opstandelses Kraft og hans Lidelsers Samfund.” Fil. 3: 8-10 AV 75.4

Fra Arabien vendte Paulus “atter tilbage til Damaskus” cg “lærte frimodig i den Herres Jesu Navn”. Ude af Stand til at modstaa hans Visdom “holdt Jøderne Raad om at slaa ham ihjel”. Stadens Porte blev omhyggelig bevogtet Dag og Nat for at hindre hans Flugt. Dette ledte Disciplene til at søge Gud inderligt; og tilsidst tog de ham “om Natten og slap ham ud gjennem Muren, idet de firede ham ned i en Kurv”. AV 75.5

Undsluppen fra Damaskus rejste Paulus til Jerusalem, og omtrent tre Aar var nu henrundet siden hans Omvendelse. Hovedhensigten med dette Besøg var, som han selv senere udtrykker sig. “at blive kjendt med Petrus”. Gal. 1 : 8. Ved Ankomsten til den Stad, hvor han engang gik under Navnet: Saulus Forfølgeren, “forsøgte han at holde sig nær til Disciplene; og de frygtede alle for ham og troede ikke, at han var en Discipel”. De havde vanskeligt ved at tro, at en saa forblindet Farisæer, som engang gjorde saa meget for at ødelægge Menigheden, skulde være blevet en alvorlig Kristi Efterfølger. “Men Barnabas tog ham til sig og førte ham til Apostlene; og han fortalte dem, hvorledes han havde set Herren paa Vejen, og at han havde talet til ham, og hvorledes han i Damaskus havde lært frimodig i Jesu Navn.” AV 76.1

Da Disciplene hørte dette, modtog de ham som en af sine egne. Det varede ikke længe, før de fik rigelige Vidnesbyrd om Ægtheden af hans Kristenliv. Den fremtidige Hedningernes Apostel var nu i den Stad, hvor saa mange af hans tidligere Omgangsfæller opholdt sig; og han længtes efter at udlægge for disse ledende jødiske Mænd de messianske Profetier, som var blevet opfyldt ved Frelserens Komme Paulus følte sig overbevist om, at disse Lærere i Israel, som han engang havde kjendt saa godt, var ligesaa alvorlige og oprigtige, som han selv havde været. Men han havde regnet fejl med Hensyn til den Aand, der besjælede hans jødiske Brødre, og Haabet om, at de hurtigt vilde omvende sig, skulde bringe ham bitter Skuffelse Til Trods for at han “lærte frimodig i den Herres Jesu Navn” og “talte og tvistede med Hellenisterne”, nægtede de. der stod som Ledere i Jødedommen, at tro, og de søgte “at slaa ham ihjel”. Sorg fyldte hans Hjerte. Han vilde gjerne have ofret Livet, om han derved kunde have ført nogen til Sandhedens Erkjendelse. Med Beskjæmmelse tænkte han paa den aktive Del, han havde taget i Stefanus’s Død; og drevet af Ønsket om at udviske den Plet, der hvilede paa en, som saa falskelig var blevet anklaget, søgte han nu at forfægte den Sandhed, som Stefanus havde ofret Livet for. AV 76.2

Nedtrykt af Bekymring for dem, som ikke vilde tro. var Paulus, som han selv senere skriver, i Templet, da han faldt i en Henrykkelse, hvorunder et guddommeligt Sendebud viste sig for ham og sagde: “Skynd dig og gak hastig ud af Jerusalem, thi de vil ikke annamme dit Vidnesbyrd om mig.” Ap. Gj. 22: 18. AV 76.3

Paulus var tilbøjelig til at forblive i Jerusalem, hvor han kunde møde Modstanden. Han ansaa det for frygtagtigt at flygte, dersom han ved at blive kunde overbevise nogle af de gjenstridige Jø- der cm Evangeliets Sandheder, selv om det skulde koste ham Livet. hvis han blev. Han svarede derfor: “Herre! de ved selv. at jeg fængslede og hudflettede i Synagogerne dem, som troede paa dig, og der Stefanus’s dit Vidnes Blod blev udøst, stod jeg og selv og havde Behagelighed i hans Mord. og forvarede deres Klæder, som ihjelslog ham.” Men det var ikke i Overensstemmelse med Guds Hensigt, at hans Tjener unødigt skulde sætte sit Liv i Fare, og det himmelske Sendebud svarede: “Rejs hen; thi jeg vil udsende dig langt bort ti! Hedningerne.” Ap. Gj. 22: 19-21. AV 76.4

Da Brødrene fik høre om dette Syn. skyndte de sig med at faa Paulus til hemmeligt at forlade Jerusalem, af Frygt for at han skulde blive snigmyrdet. De forte ham “til Cæsarea og sendte ham videre til Tarsus”. Hans Bortrejse standsede i nogen Tid Jødernes voldsomme Modstand. Menigheden fik en Stund være i Fred, og mange blev lagt til de troendes Tal. AV 77.1