Barnet i hjemmet

Kapitel 80—ÆREFRYGT FOR DET SOM ER HELLIGT

Ærefrygt — en værdifuld egenskab. — En anden værdifuld egenskab, som der burde værnes om med omhu, er ærefrygt.¹ BIH 516.1

De unges opdragelse og oplæring bør være af en sådan art, at den ophøjer det hellige og ansporer til en ren hengivenhed til Gud i hans hus. Mange, der bekender sig til at være den himmelske konges børn, har ingen sand opfattelse af, at evige ting er hellige.² BIH 516.2

Gud skal holdes i ære. — Der indgydes sand ærefrygt for Gud ved en følelse af hans uendelige storhed og bevidstheden om hans nærværelse. Denne fornemmelse af den Usynlige burde gøre et dybt indtryk på hver eneste barnesjæl.³ BIH 516.3

“I de helliges forsamling skal der vises ærefrygt for Gud, og alle omkring ham skal give ham ære.” Salme 89, 8, eng. bibel. BIH 516.4

Hans navn skal æres. — Der burde også vises ærefrygt for Guds navn. Dette navn burde aldrig nævnes letsindigt eller tankeløst. Selv under bøn bør man undgå en hyppig og unødvendig gentagelse af det. “Helligt og frygteligt er hans navn.” S1. 111,9. Når englene nævner det, tilhyller de deres ansigt. Med hvor stor ærefrygt burde så ikke vi, der er faldne og syndige, lade det komme over vore læber!⁴ BIH 516.5

Hans ord er helligt. — Vi bør have ærefrygt for Guds ord. Vi burde vise ærbødighed for den trykte bog og aldrig anvende den til almindelig brug eller behandle den med ligegyldighed. Og aldrig burde skriften citeres for spøg eller omskrives for at pointere en vittig bemærkning. “Al Guds tale er ren;” “det pure, syvfold lutrede sølv.” Ordsp. 30, 5; S1. 12, 7.⁵ BIH 516.6

Børn bør lære at respektere hvert ord, som udgår af Guds mund. Forældrene må altid ophøje Guds lovs for-skrifter for deres børn ved selv at vise lydighed mod denne lov og leve under Guds herredømme. Når en fornemmelse af lovens hellighed griber forældrene, vil den med sikkerhed forvandle karakteren ved at omvende sjælen.⁶ BIH 517.1

Hvor der bedes, der er Gud. — I ethvert kristent hjem bør Gud æres ved, at der morgen og aften ofres bøn og taksigelse. Børn bør lære at ære og respektere bedestunden.⁷ BIH 517.2

Barnet bør lære at betragte tiden og stedet for bøn og den offentlige gudstjeneste som hellige, fordi Gud er til stede der. Og idet ærefrygten giver sig udtryk i holdning og optræden, vil den følelse, der er årsag hertil, blive dybere.⁸ BIH 517.3

Guds hus er Herrens helligdom. — Det ville være godt for både unge og gamle at granske og gruble over og tit at gentage disse ord fra Den hellige Skrift, som viser, hvordan man skal betragte det sted, som Gud har ken-detegnet ved sin særlige nærværelse. BIH 517.4

“Drag dine sko af dine fødder,” befalede han Moses ved den brændende busk, “thi det sted, du står på, er hellig jord!” 2 Mos. 3, 5. BIH 517.5

Jakob udbrød efter at have oplevet synet af englene: “Sandelig, Herren er på dette sted, og jeg vidste det ikke. . . . Visselig, her er Guds hus, her er Himmelens port.” 1 Mos. 28, 16. 17. BIH 517.6

“Herren er i sin helligdom; stille for ham, al Jorden.” Hab. 2, 20.⁹ BIH 517.7

Mange . . . har ingen sand opfattelse af, at evige ting er hellige. Næsten alle behøver undervisning om, hvorledes de bør opføre sig i Guds hus. Forældre bør ikke alene lære men pålægge deres børn at træde ind i hellig-dommen med alvor og ærbødighed.¹⁰ BIH 517.8

Vær på vagt imod den voksende ligegyldighed. — Af den hellighed, der var knyttet til den jordiske helligdom, vil kristne kunne lære, hvordan de bør betragte det sted, hvor Herren kommer sammen med sit folk. Med hensyn til vaner og skikke i forbindelse med den kristne gudstje-neste er der hos folket sket en stor forandring, ikke til det bedre, men til det værre. De dyrebare, de hellige ting, der forbinder os med Gud, taber hurtigt deres magt over vort sind og vore hjerter og bringes ned på samme trin som det almindelige. Den ærefrygt, folket i gammel tid havde for helligdommen, hvor de kom sammen med Gud i hellig tjeneste, er for en stor del forsvundet. Men det var Gud selv, som indførte forordningen vedrørende gudstjenesten og ophøjede den langt over alt, hvad der hører det timelige til.¹¹ BIH 518.1

Børn af dem, som tror på sabbaten, vanhelliger ofte Guds hus og overtræder sabbaten. I nogle tilfælde får de endda lov til at løbe omkring i huset, lege, snakke og de-monstrere deres dårlige karakter under de møder, hvor de troende burde tilbede Gud i helligt skrud. Og på det sted, der skulle være helligt, og hvor der skulle herske hellig stilhed, ydmyghed og fuldkommen ro og orden, bliver der en ren babylonisk forvirring. Det er nok til at vække Guds mishag og få ham til at skjule sit åsyn for vore møder.¹² BIH 518.2

Vi har større grund til at vise ærbødighed end hebræerne havde. — Det er kun alt for sandt, at ærbødighed for Guds hus er næsten forsvundet. Man har ikke sans for hellige ting og hellige steder; det hellige og ophøjede værdsættes ikke. Er der ikke en årsag til den rådende mangel på gudsfrygt i vore familier? Skyldes den ikke, at man lader kristendommens ophøjede fane slæbe i støvet? Til sit folk fordum gav Gud fuldkomne og nøjagtige ordensregler. Er hans karakter blevet forandret? Er han ikke den store og mægtige Gud, som hersker i himlenes Himmel? Ville det ikke være godt for os, om vi ofte læste de anvisninger, Gud selv gav hebræerne, for at vi, på hvem sandhedens herlige lys skinner, må kunne efterligne deres ærbødighed for Guds hus? Vi har rigelig grund ... til at være mere betænksomme og ærbødige i vor tilbedelse, end jøderne havde. Men en fjende har været i virksomhed for at tilintetgøre vor tro på det hellige i den kristne gudstjeneste.¹³ BIH 518.3

Kirken er menighedens helligdom. — Huset er familiens helligdom, og lønkammeret eller skoven er det ensomme sted for personlig andagt; men kirken er menighedens helligdom. Der bør være regler angående tid og sted for gudstjenesten og dens orden.¹⁴ BIH 519.1

Lær børnene at træde ind i Guds hus med ærbødighed. — Forældre, løft kristendommens banner højt i jeres børns bevidsthed! Hjælp dem til at indflette Jesus i deres erfaring; lær dem at have den største ærbødighed for Guds hus og at forstå, at når de træder ind i Herrens hus, bør det ske med hjerter, der blødgøres og beherskes af tanker som disse: “Gud er her; dette er hans hus. Jeg må have rene tanker og de ædleste bevæggrunde. Jeg må ikke nære nogen stolthed, misundelse, avind, ond mistanke, had eller falskhed i mit hjerte, for jeg træder ind for den hellige Guds åsyn. Dette er stedet, hvor Gud mødes med sit folk og velsigner dem. Den høje og hellige, som bor i evigheden, ser på mig, ransager mit hjerte og læser de lønligste tanker og handlinger i mit liv.”¹⁵ BIH 519.2

Bør være hos forældrene. — Den moralske sans hos dem, der tilbeder i Guds hellige hus, må højnes, forædles og helliges. Denne sag er blevet sørgelig forsømt. Man har overset dens betydning, og følgen er, at uorden og mangel på ærbødighed er blevet fremherskende, og Gud er blevet vanæret. Når menighedens ledere, prædikanter og medlemmer, fædre og mødre, ikke har haft en ophøjet opfattelse angående denne sag, hvad kunne man så vente af uerfarne børn? De samler sig alt for ofte i klynger, borte fra forældrene, der burde have tilsyn med dem. Uagtet de befinder sig for Guds åsyn og hans øjne hviler på dem, giver de sig af med letsindighed og spøg, de hvisker og ler, er ligegyldige, uærbødige og uopmærksomme.¹⁶ BIH 519.3

Bør være rolige og stille. — Vis aldrig så liden ærefrygt for Guds hus, at du samtaler med en anden under prædikenen. Dersom de, der begår denne fejl, kunne se, hvorledes Guds engle betragter dem og nedtegner deres handlinger, ville de fyldes med skam og afsky for sig selv. Gud ønsker opmærksomme tilhørere. Det var, medens menneskene sov, at fjenden såede ugræsset.¹⁷ BIH 520.1

Opfør jer ikke som på et almindeligt sted. — Der bør være et helligt sted, ligesom helligdommen i gammel tid, hvor Gud kan mødes med sit folk. Dette sted bør ikke bruges som spisesal eller forretningslokale, men kun til tilbedelse af Gud. Når børnene går i skole på samme sted, som de samles til gudstjeneste på sabbaten, kan de ikke få nogen fornemmelse af stedets hellighed, og at de bør træde derind med ærefrygt. Det hellige og det almindelige bliver blandet sammen, så det er vanskeligt at kende forskel. BIH 520.2

Det er af denne grund, at huset eller kirken, der er indviet til Gud, ikke bør gøres til et almindeligt sted. Dets hellighed bør ikke forveksles med eller sammenblandes med almindelige hverdagsfølelser eller forret-ningslivet. De tilbedende bør nære en højtidelig ærefrygt, når de træder ind i helligdommen, og de bør lade alle de almindelige verdslige tanker bag sig, for dette er stedet, hvor Gud åbenbarer sin nærværelse. Det er den store og evige Guds audiensværelse. Derfor er stolthed og vrede, uoverensstemmelser og selvagtelse, egoisme og havesyge, som Gud erklærer for afgudsdyrkelse, upassende på et sådant sted.¹⁸ BIH 520.3

Vær ikke letsindige. — Forældre, I har pligt til at have jeres børn under fuldstændig kontrol og tøjle deres til-bøjeligheder og uheldige temperament. Og hvis børnene tages med til møde, bør man lade dem vide og forstå, hvor de er — at de ikke er hjemme, men der, hvor Gud mødes med sit folk. Der bør drages omsorg for, at de er stille og ikke leger, og Gud vil vende sit ansigt mod jer for at mødes med jer og velsigne jer. BIH 521.1

Når der hersker ro og orden ved de helliges møder, vil sandheden have en bedre indvirkning på alle, som hører den. Det vil fremkalde en højtidelighed, der i høj grad tiltrænges, og sandheden vil kunne påvirke sjælens inderste, og en dødlignende sløvhed vil ikke hvile over tilhørerne. Troende og vantro vil blive påvirket deraf. Det har været tydeligt, at Guds ark visse steder er blevet fjernet fra menigheden, for de hellige bud er blevet overtrådt, og Israels styrke er blevet svækket.¹⁹ BIH 521.2

Bring det forstyrrende barn ud. — Dit barn bør lære at adlyde, ligesom Guds børn adlyder ham. Hvis denne grundregel fastholdes, vil et ord fra dig være nok, når dit barn er uroligt i Guds hus. Men hvis forældrene ikke kan styre barnet, hvis de føler, at det vil være for stort et krav at tvinge det, bør barnet med det samme bringes ud af kirken. Det bør ikke få lov til at bortlede tilhørernes opmærksomhed ved at snakke eller løbe omkring. Gud vanæres af den slappe måde, hvorpå forældre tager sig af deres børn, når de er i kirke.²⁰ BIH 521.3

Manglen på ærbødighed anspores ved en iøjnefaldende påklædning. — Alle burde have undervisning om, at de bør være propre, renlige og ordentlige i deres påklædning, men ikke hengive sig til den udvortes prydelse, som er ganske upassende i helligdommen. Ingen bør klæde sig for at stille sig til skue, da dette ansporer til mangel på ærbødighed. . . . BIH 521.4

Alt, hvad der vedrører påklædningen, bør nøje over-våges og strengt afpasses efter den bibelske regel. Moden har været den gudinde, som har behersket verden udenfor, og den får tit indpas i menigheden. Menigheden bør gøre Guds ord til sin rettesnor, og forældre bør tænke med alvor på denne sag.²¹ BIH 521.5

Vis ærefrygt over for præsterne, Guds repræsentanter. — Der bør vises ærefrygt over for Guds repræsentanter — over for præster, lærere og forældre; de er kaldede til at tale og handle i hans sted. Han æres gennem den ærbødighed, der vises dem.²² BIH 522.1

Sjældent bliver de [børnene] undervist om, at prædikanten er Guds sendebud, at det budskab, han bringer, er et af Guds forordnede midler til sjælens frelse, og at det for alle, som har den forret at lytte dertil, vil blive en duft af liv til liv eller af død til død.²³ BIH 522.2

Man burde aldrig behandle noget, som er helligt, noget, som vedrører gudstjeneste, med skødesløshed og ligegyldighed. Når livets ord tales, bør I erindre, at I lytter til Guds røst gennem hans udkårede tjener. Mist ikke disse ord ved at være uopmærksomme; når I giver agt på ordet, vil det kunne bevare jeres fødder fra at komme ind på den urette vej.²⁴ BIH 522.3

Kritiske forældre holdes ansvarlige. — Forældre, vær forsigtige med, hvilket eksempel og hvilke begreber I giver jeres børn. Deres sind er påvirkeligt og let modtageligt for indtryk. Hvis den, der taler ved gudstjenesten i helligdommen, har nogen fejl, så vær bange for at nævne den. Tal kun om det gode arbejde, han gør, om de gode tanker, som han fremholdt, og som I bør give agt på som noget, der kommer gennem Guds redskab. Det er let at indse, hvorfor ordets forkyndelse gør så lidt indtryk på børn, og hvorfor de har så ringe ærbødighed for Guds hus. Deres opdragelse har været mangelfuld i denne henseende.²⁵ BIH 522.4

De unges følsomme, modtagelige sind danner sig en mening om Guds tjeneres arbejde på grundlag af den måde, hvorpå forældrene behandler sagen. Mange fami- lieoverhoveder gør gudstjenesten til genstand for kritik i hjemmet, idet de samtykker i nogle få ting og fordømmer andre ting. Således kritiserer man Guds budskab til menneskene, drager det i tvivl og gør det til et emne for letsindig omtale. Hvilke indtryk disse skødesløse, uær-bødige bemærkninger gør på de unge, vil Himmelens bøger alene åbenbare. Børnene ser og forstår disse ting langt hurtigere, end forældrene er tilbøjelige til at mene. Deres moralske begreber får en forkert retning, som tiden aldrig helt vil kunne ændre. Forældrene sørger over deres børns hårde hjerter og over, hvor vanskeligt det er at vække deres sans til at efterkomme Guds krav. Men de himmelske bøger skildrer med ufejlbar pen den sande årsag. Forældrene var uomvendte. De var ikke i samklang med Himmelen eller med Himmelens arbejde. Deres lave, hverdagsagtige begreber om prædikegerningens hellighed og om Guds helligdom blev indflettede i deres børns opdragelse. BIH 522.5

Det er et spørgsmål, hvorvidt nogen, der i årevis har været under påvirkning af denne ødelæggende indflydelse i opdragelsen i hjemmet, nogen sinde vil kunne tilegne sig en følelse af ærbødighed og højagtelse for Guds tjenere og for de redskaber, Gud har forordnet til sjæles frelse. Disse ting bør omtales med ærbødighed, med sømmelige ord og med finfølelse, for at I må gøre det åbenbart for alle, som I kommer i berøring med, at I be-tragter budskabet fra Guds tjenere som et budskab til jer fra Gud selv.²⁶ BIH 523.1

Udvis ærefrygt, til det er blevet en vane. — Vor tids ungdom trænger i høj grad til forståelsen af ærefrygt. Jeg er forfærdet ved at se unge og børn af religiøse forældre være så respektløse over for orden og passende opførsel i Guds hus. Medens Guds tjenere står og fremholder livets ord for menigheden, kan nogle sidde og læse, andre hviske og le. De synder også ved at aflede de omkringsiddendes opmærksomhed. Denne vane vil vokse og påvirke andre, hvis den ikke bliver stoppet i tide. BIH 523.2

Børn og unge må ikke tro, at det er noget at være stolt af, at de er ligegyldige og uopmærksomme ved møder, hvor Gud tilbedes. Gud ser enhver uærbødig tanke og handling, og det bliver nedtegnet i Himmelens bøger. Han siger: “Jeg kender dine gerninger.” Intet er skjult for hans altseende øje. Om du skulle have vænnet dig til i nogen grad at være uopmærksom og ligegyldig i Guds hus, så sæt din kraft ind på at forandre på dette forhold og vis, at du har nogen selvagtelse. Udvis ærefrygt, indtil det er blevet en del af dig.²⁷ BIH 524.1