Barnet i hjemmet

Kapitel 7—PRAKTISK UNDERVISNING FRA NATURENS BOG

Gud taler gennem sine gerninger. — Hvor vi end vender os hen, hører vi Guds stemme og ser hans hænders værk. Fra tordenens højtidelige dybe rullen og gamle oceaners uophørlige larm til de glade sange, der får skovene til at genlyde af sang, priser naturens ti tusinde stemmer ham. På jorden, havet og himmelen med deres prægtige nuancer og farver varierende i strålende kontraster og harmonisk afstemt ser vi hans herlighed. De evige bjerge fortæller om hans magt. Træerne, der svinger deres grønne bannere i solskinnet, og blomsterne i deres sarte skønhed viser hen til deres skaber. Det levende grønne, der dækker den brune jord som et tæppe, fortæller om Guds omsorg for de ringeste af hans skabninger. Havets huler og jordens dybder viser hans rigdomme. Den, der lagde perlen i havet og ametysten og krysolitten blandt klipperne, han elsker det skønne. Solen, der stiger på himmelen, er et billede på ham, som er livet og lyset for alt, hvad han har skabt. Alt det strålende og skønne, der smykker jorden og oplyser himmelen, taler om Gud. BIH 51.1

Skal vi da, som nyder hans gaver, glemme giveren? De bør snarere få os til at tænke på hans godhed og kærlighed. Alt, hvad der er smukt i vort jordiske hjem, bør minde os om den krystalklare flod og de grønne marker, de svajende træer og livlige kilder, den strålende by og de hvidklædte sangere i vort himmelske hjem — den verden af skønhed, som ingen kunstner kan skildre, ingen dødelig tunge beskrive. “Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opkommet i noget menneskes hjerte, hvad Gud har beredt for dem. der elsker ham.” 1 Kor. 2, 9.¹ BIH 51.2

Om Guds kærlighed og karakter. — Mødre . . . bør ikke være så optagne af det unaturlige og så bebyrdede med bekymringer, at de ikke kan få tid til at undervise deres børn i naturens store bog og lade skønheden i knopper og blomster præge deres unge sind. De høje træer og de yndige fugle, der synger deres glade sange til Skaberens pris, taler til deres sanser om Guds godhed, nåde og barmhjertighed. Hvert blad og hver blomst med deres varierende nuancer fylder luften med duft og lærer dem, at Gud er kærlighed. Alt, hvad der er godt, yndigt og smukt i denne verden, vidner for dem om vor himmelske Faders kærlighed. De kan se Guds karakter i hans skaberværk.² BIH 52.1

Om Guds fuldkommenhed. — Ligesom tingene i naturen viser deres påskønnelse for Mesteren ved at gøre deres bedste for at forskønne Jorden og beskrive Guds fuldkommenhed, bør også menneskene på deres område søge at fremstille Guds fuldkommenhed, idet de tillader ham at udføre sin retfærdigheds, nådes og godheds forsætter gennem dem. ³ BIH 52.2

Om Skaberen og sabbaten. — Hvem giver os solskinnet, der får jorden til at bære frugt? Hvem giver os de læskende byger? Hvem har givet os himmelhvælvingen og Solen og stjernerne på himmelen? Hvem gav dig din forstand, og hvem våger over dig fra dag til dag? . . . Hver gang vi betragter verden, bliver vi mindet om Guds vældige hånd, der bragte den til eksistens. Himmelen over vore hoveder og jorden, der er dækket med et tæppe af grønt, fremkalder mindet om Guds magt og kærlige omsorg. Han kunne have skabt græsset brunt eller sort, men Gud elsker det skønne, og derfor har han givet os smukke ting at se på. Hvem kunne male de sarte nuancer på blomsterne, som Gud har klædt dem med? . . . BIH 52.3

Vi kan ikke få nogen bedre lærebog end naturen. “Læg mærke til liljerne på marken; ... de arbejder ikke og spinder ikke; men jeg siger jer, at end ikke Salomon i al sin pragt var klædt som en af dem.” Led børnenes tanker hen til Gud. Det er i denne hensigt, han har givet os den syvende dag og sat den til ihukommelse af sit skaberværk.⁴ BIH 53.1

Lovlydighed. — Den samme magt, som opretholder naturen, virker også i mennesket. De samme store love, som viser både stjernen og atomet vej, behersker menneskelivet. De love, der styrer hjertets funktioner og regulerer den levende strøm af blod ud til legemet, stammer fra den Almægtige, som har domsmyndigheden over sjælen. Fra ham udgår alt liv. Kun i harmoni med ham kan den rette livsudfoldelse finde sted. For alt, hvad han har skabt, er betingelserne de samme: et liv, der bliver opretholdt ved at modtage Guds liv, et liv, der leves i overensstemmelse med Skaberens vilje. At overtræde hans lov fysisk, sjæleligt eller moralsk er at bringe sig selv ud af harmoni med universet, at skabe disharmoni, lovløshed og ødelæggelse. BIH 53.2

For den, som således lærer at fortolke dens lære, bliver hele naturen til oplysning; verden er en lærebog, livet er en skole. Menneskets samhørighed med Gud og med naturen, lovens verdensomspændende herredømme, følgerne af overtrædelser, kan ikke undgå at påvirke sindet og forme karakteren. BIH 53.3

Dette er den lære, som vore børn har brug for at tilegne sig.⁵ BIH 53.4

Andre lærdomme fra naturens love. — Ved opdyrkningen af jorden vil den tænksomme arbejder opdage, at uanede rigdomme åbenbarer sig for ham. Landbrug el- ler havedyrkning kan aldrig lykkes for nogen, hvis man ikke giver agt på de love, der gælder her. Man må studere det særlige behov, som hver enkelt slags planter har. De forskellige arter kræver forskellig slags jord og dyrkning, og betingelsen for, at dyrkningen skal lykkes, er, at man retter sig efter de love, der er afgørende for hver art. BIH 53.5

Den påpasselighed, der må vises ved omplantning, så at end ikke en rodtrev! bliver trykket eller forkert anbragt, omhuen for de spæde planter, podningen og vandingen, beskyttelsen mod frost om natten og mod Solen om dagen, arbejdet med at holde ukrudt, sygdomme og skadelige insekter borte, opøvningen og tilrettelæggelsen, lærer os ikke blot vigtige ting med hensyn til karakterdannelsen, men arbejdet er i sig selv et udviklingsmiddel. Når man opdyrker omhu, tålmodighed og opmærksomhed over for enhver enkelthed samt lovlydighed, bibringer det en meget væsentlig opdragelse. BIH 54.1

Den bestandige kontakt med livets mysterium og naturens skønhed såvel som den ømhed, der vækkes ved at sørge for disse smukke dele af Guds skaberværk, hjælper med til at levendegøre tanken og forædle og højne karakteren; og det, som er lært, forbereder den arbejdende til med større held at tage sig af andre sjæle.⁶ BIH 54.2

Lærdomme fra sædens udsåning. — Lignelsen om sædemanden og sæden udtrykker en dyb åndelig lærdom. Sæden repræsenterer principperne, der sås i hjertet, og væksten fremstiller karakterens udvikling. Gør under-visningen praktisk på dette punkt. Børnene kan berede jorden og så sæden, og mens de arbejder, kan forældrene eller læreren fortælle dem om hjertets have med den gode eller onde sæd, der sås der, og at ligesom haven må beredes for den naturlige sæd, må også hjertet beredes for sandhedens sæd. Efterhånden som planten vokser, kan sammenligningen mellem den naturlige og den åndelige udsæd fortsætte.⁷ BIH 54.3

Når sæden bliver sået i jorden, kan man lære børnene om Kristi død; og når spirerne bryder frem, om opstandelsens sandhed.⁸ BIH 55.1

Hjertets have trænger til opdyrkning. — Der er bestandig noget at lære af dyrkningen af jorden. Ingen slår sig ned på et uopdyrket stykke land med forventning om, at det straks skal kunne give afgrøde. Der må ydes et flittigt og ihærdigt arbejde med at tilberede jorden, så sæden og passe afgrøden. På samme måde må det ske med den åndelige såning. Hjertets have må opdyrkes. Jordbunden må brydes op gennem omvendelse. De onde vækster, som kvæler den gode sæd, må rykkes op. Ligesom en jordbund, der er tilgroet med tjørne, kun kan opdyrkes ved flittigt arbejde, sådan kan hjertets slette tilbøjeligheder kun overvindes ved alvorlige bestræbelser i Kristi navn og ved hans kraft.⁹ BIH 55.2

Væksten i nåden. — Fortæl jeres børn om Guds mirakuløse kraft. Mens de studerer naturens store lærebog, vil Gud virke på deres sind. Landmanden pløjer sin jord og tilsår den, men han kan ikke få sæden til at gro. Han er afhængig af, at Gud gør det, ingen menneskelig magt formår. Herren lægger sin livgivende kraft i sædekornet og får det til at spire. Under hans omsorg bryder livski- men gennem den hårde jordskorpe, der indeslutter den, og spirer frem for at bære frugt. Først strå, så aks og så fuld kerne i akset. Når børnene får fortalt om den gerning, Gud gør for sædekornet, lærer de hemmeligheden om at vokse i nåden.¹⁰ BIH 55.3

Hæve sig op over omgivelserne. — I Amerika har vi åkander. Disse smukke blomster kommer frem rene, pletfrie, fuldkomne og uden noget skæmmende ved sig. De vokser igennem en mængde dynd. Jeg sagde til min søn: “Jeg vil gerne have, at du gør dig umage for at skaffe mig den åkande, idet du kapper stilken så nær ved ro- den som muligt. Der er noget, jeg ønsker, du skal forstå.” BIH 55.4

Han trak en håndfuld åkander op, og jeg betragtede dem. De var alle fulde af åbne riller. Stilkene hentede næringsstofferne fra det rene sand nedenunder, og disse blev brugt til udviklingen af den rene, pletfri blomst. Den afviste alt dyndet. Den afviste alt det stygge; men dér udviklede den sig i sin renhed. BIH 56.1

Nu, dette er præcis den måde, hvorpå vi skal oplære vore unge i denne verden. Oplys deres forstand og hjerter om, hvem Gud er, og hvem Jesus Kristus er, og hvilket offer han bragte for vor skyld. Lad dem tilegne sig renhed, dyd, nåde, høflighed, kærlighed og overbærenhed. Og lad dem tilegne sig dette fra kilden til al magt.¹¹ BIH 56.2

En lære om tillid og udholdenhed. — “Spørg dog kvæget, det skal lære dig, himlens fugle, de skal oplyse dig, . . . lad havets fisk fortælle dig det.” “Gå hen til myren, . . . se dens færd.” “Se til himmelens fugle!” “Tænk på ravnene.” Job 12, 7. 8; Ordsp. 6, 6; Matt. 6, 26; Luk. 12, 24. BIH 56.3

Vi skal ikke bare fortælle barnet om disse Guds skab-ninger. Dyrene selv skal være dets læremestre. Myrerne lærer os noget om tålmodig flid, om udholdenhed til at overvinde hindringer og om forudseenhed med hensyn til fremtiden. Og fuglene lærer os tillidsfuldhedens skønne kunst. Vor himmelske Fader sørger for dem; men de må selv samle føden, de må bygge deres reder og passe deres unger. Hvert eneste øjeblik er de udsat for fare fra fjender, der søger at dræbe dem. Men hvor muntert passer de alligevel ikke deres arbejde! Hvor er deres små sange glade! BIH 56.4

Hvor smuk er ikke salmistens beskrivelse af Guds omsorg for skovens dyr: BIH 56.5

“Højfjeldet er for stenbukken,
klipperne grævlingens tilflugt.” BIH 56.6

Sl. 104, 18.

Han lader kilderne vælde frem blandt højene, hvor fuglene har deres boliger, og hvor “deres kvidder lyder blandt grenene”. Sl. 104, 12. Alle skovens og bjergenes dyr er en del af hans store husholdning. Han åbner sin hånd “og mætter alt, hvad der lever, med hvad det øn-sker”. Sl. 145, 16.¹² BIH 56.7

Insekterne underviser om flid. — De flittige bier giver intelligente mennesker et eksempel, som de gør vel i at efterligne. Disse insekter holder fuldkommen orden, og der tillades ingen lediggang i bikuben. De udfører deres bestemte opgave med en intelligens og aktivitet, der overstiger vor fatteevne. . . . Vismanden henleder vor opmærksomhed på de små ting på jorden: “Gå hen til myren, du lade, se dens færd og bliv viis. Skønt uden fyrste, foged og styrer sørger den dog om somren for æde og sanker sin føde i høst.” “Myrerne, de er et folk uden styrke, samler dog føde om somren.” Disse små lærere underviser os om trofasthed. Hvis vi med den samme flid udviklede de evner, som en alvidende skaber har givet os, hvor ville vore muligheder for at gøre gavn da blive forøget! Guds øje hviler på hans mindste skabninger. Betragter han da ikke mennesket, som er dannet i hans billede, og kræver noget tilsvarende af det til gengæld for alle de fordele, han har givet?¹³ BIH 57.1