Barnet i hjemmet

Kapitel 44—UDØVELSE AF DISCIPLIN OG REVSELSE

Bed Herren om at komme og styre. — Kræv lydighed i jeres hjem; men samtidig bør I søge Herren sammen med jeres børn og bede ham om at komme og styre. Jeres børn kan have gjort noget, som kræver afstraffelse; men hvis I handler med dem i Kristi ånd, vil de slå armene om jeres hals; de vil ydmyge sig for Herren og indrømme deres fejl. Det er nok. Efter dette behøver de ingen straf. Lad os takke Herren fordi han har åbnet muligheden for, at vi kan nå hver eneste sjæl.¹ BIH 238.1

Hvis jeres børn er ulydige, bør de irettesættes. . . . Gå afsides, før I sætter dem i rette, og bed Herren om at formilde jeres børns hjerter og give jer visdom til at tage jer af dem. Jeg har aldrig oplevet, at denne metode slog fejl. I kan ikke få et barn til at forstå åndelige ting, når hjertet er i voldsom sindsbevægelse.² BIH 238.2

Undervis børnene tålmodigt. — Herren ønsker, at disse børn lige fra de er små skal overgive sig til at tjene ham. Afled deres opmærksomhed så godt I kan, så længe de er for små til at tale med; og lær dem ved forskrift og eksempel, når de bliver ældre, at I ikke kan opfylde deres urimelige ønsker. BIH 238.3

Undervis dem tålmodigt. Somme tider er de nødt til at blive straffet, men gør det aldrig på en sådan måde, at de føler, at de er blevet straffet i vrede. Derved gør I bare ondt værre. Forældrene kan undgå mange uheldige mellemværender i familiekredsen, hvis de vil følge Herrens plan for opdragelsen af deres børn.³ BIH 238.4

Forældrene må være under Guds tugt. — Mødre, uanset hvor provokerende jeres børn kan være i deres uvi- denhed, så bliv ikke utålmodige. Oplær dem tålmodigt og kærligt. Vær bestemte over for dem. Lad ikke Satan herske over dem. Tugt dem kun, når I selv er under Guds tugt. Kristus vil blive sejrherren i jeres børns tilværelse, hvis I vil lære af ham, som er sagtmodig og ydmyg, ren og ubesmittet.⁴ BIH 238.5

Hen hvis I søger at herske uden at vise selvbeherskelse, uden plan, omtanke og bøn, vil I ganske givet komme til at høste de bitre følger.⁵ BIH 239.1

Irettesæt aldrig i vrede. — I bør irettesætte jeres børn i kærlighed. Lad dem ikke få lov til at gøre som de vil, indtil I bliver vrede og straffer dem. En sådan irettesættelse fremmer blot det onde i stedet for at afbøde det.⁶ BIH 239.2

At vise vrede mod et fejlende barn er at forøge det onde. Den vækker de værste lidenskaber i barnet og får det til at føle, at I ikke bryder jer om det. Det siger til sig selv, at I ikke ville behandle det sådan, hvis I brød jer om det. BIH 239.3

Og tror I, at Gud er uvidende om den måde, disse børn bliver irettesat på? Han ved det, og han ved også, hvilke velsignede følger arbejdet med irettesættelserne ville få, hvis de blev givet på en vindende, fremfor en frastødende måde. . . . BIH 239.4

Jeg trygler jer om ikke at irettesætte jeres børn i vrede. Det er på dette tidspunkt fremfor noget andet, at I bør handle i ydmyghed og tålmodighed og under bøn. Da er det tid at knæle ned sammen med børnene og bede Herren om tilgivelse. Søg at vinde dem for Kristus ved at vise venlighed og kærlighed, og I vil få at se, at en højere magt end den jordiske virker med i jeres bestræbelser.⁷ BIH 239.5

Brug ikke en skingrende stemme, når I er tvunget til at irettesætte et barn. . . . Tab ikke selvbeherskelsen. Den fader eller moder, som viser vrede under irettesættelsen af et barn, begår en større fejl end barnet.⁸ BIH 239.6

Skænd og gnaveri hjælper aldrig. — Hårde, vrede ord er ikke af himmelsk oprindelse. Skænd og gnaveri hjælper aldrig. Det vækker i stedet menneskehjertets værste følelser. Når jeres børn gør noget forkert og er oprørte, og I fristes til at tale og handle med hårdhed, så vent, før I sætter dem i rette. Giv dem en anledning til at tænke og giv jeres vrede lov til at kølnes. BIH 240.1

Når I handler venligt og nænsomt med jeres børn, vil både I og de modtage Herrens velsignelse. Tror I, at nogen på dommens dag vil fortryde, at han har været tålmodig og venlig over for sine børn?⁹ BIH 240.2

Nervøsitet er ingen undskyldning for utålmodighed. — Forældre undskylder somme tider deres urigtige handlemåde med, at de ikke befinder sig vel. De er nervøse og mener, at de ikke kan være tålmodige og rolige og tale på en behagelig måde. Deri bedrager de sig selv og behager den Onde, som fryder sig over, at de ikke anser Guds nåde for at være tilstrækkelig til at overvinde naturlige skrøbeligheder. De kan og bør til enhver tid be¬herske sig. Gud kræver det af dem.¹⁰ BIH 240.3

Somme tider når forældrene er trætte af at arbejde eller knuget af bekymring, bevarer de ikke roen, men viser en mangel på selvbeherskelse, som mishager Gud og lægger en sky over familien. Forældre, når I føler jer irriterede, bør I ikke begå den store synd at forgifte hele familien med denne farlige irritabilitet. Hold dobbelt vagt over jer selv på et sådant tidspunkt og beslut, at der ikke skal slippe andet end venlige og opmuntrende ord over jeres læber. Ved således at øve selvkontrol vil I blive stærkere. Jeres nervesystem vil ikke være så ømfindtligt. . . . Jesus kender vore svagheder og har selv i alle ting fået del i vor erfaring, undtagen i synd; derfor har han banet en vej for os, der passer til vor styrke og evne. BIH 240.4

Somme tider synes alting at gå galt i familiekredsen. Alle er vrantne og ser triste og ulykkelige ud. Forældrene skyder skylden på deres stakkels børn og synes, de er meget ulydige og uregerlige, ja, de værste børn i verden, skønt de selv er årsag til forstyrrelsen. Gud forlanger, at de skal øve selvkontrol. De bør forstå, at når de giver efter for utålmodighed og irritabilitet, påfører de andre lidelse. Deres omgivelser bliver påvirket af den ånd, de lægger for dagen, og hvis disse igen viser det samme sind, bliver det hele værre.¹¹ BIH 240.5

Der er magt i tavshed somme tider. — De, som ønsker at få indflydelse på andre, må først og fremmest kunne beherske sig selv. . . . Hvis en fader eller moder eller en lærer bliver utålmodig, og der er fare for, at de skal tale uklogt, så bør de tie. Tavsheden har en forunderlig magt.¹² BIH 241.1

Giv få befalinger og forlang derpå lydighed. — Mødre må passe på ikke at stille unødvendige krav for at vise andre deres myndighed. Giv kun få befalinger, men sørg for, at de bliver adlydt.¹³ BIH 241.2

I må ikke. ... i jeres opdragelse af børnene fritage dem for det, som I har påbudt dem at gøre. Lad ikke jeres sind blive så optaget med andre ting, at det får jer til at blive ligegyldige. Og bliv ikke trætte af at våge over børnene, fordi de er glemsomme og gør det, som I har forbudt dem at gøre.¹⁴ BIH 241.3

Hensigten med alle jeres befalinger bør være at sikre jeres børn de bedste goder, og sørg så for, at disse befalinger bliver adlydt. Jeres handlekraft og beslutsomhed må være urokkelig, dog altid underkastet Kristi Ånd.¹⁵ BIH 241.4

Når barnet forsømmer noget. — Når du beder dit barn om at gøre en bestemt ting, og det siger: “Det skal jeg nok”, men lader være med at gøre det, så må du ikke lade sagen blive ved det. Du må kræve barnet til regnskab for denne forsømmelse. Hvis du ikke tager notits af det, opdrager du barnet til forsømmelighed og utroskab. Gud har givet hvert eneste barn en gerning at gøre. Børnene skal adlyde deres forældre. De skal hjælpe til med at bære hjemmets byrder og ansvar; og når de forsømmer at gøre det, de er sat til, skal de kræves til regnskab, og det må forlanges, at de udfører det.¹⁶ BIH 241.5

Følgerne af en ubetænksom, stødvis opdragelse. — Når børnene har gjort noget forkert, er de overbeviste om deres synd og føler sig ydmygede og ulykkelige. Skænder man på dem på grund af deres fejl, vil det ofte føre til, at de bliver stædige og indesluttede. Som uregerlige føl synes de besluttede på at lave kvaler, og skænd vil ikke hjælpe dem. Forældrene bør søge at lede deres tanker ind på andre baner. BIH 242.1

Men vanskeligheden består i, at forældrene ikke er konsekvente i deres ledelse, men handler mere efter til-skyndelse end ud fra principper. De bliver oprørte og sætter ikke det eksempel for børnene, som kristne forældre burde. Den ene dag går de let hen over deres børns fejltrin, og den næste viser de utålmodighed og mangel på selvbeherskelse. De vogter ikke på Herrens vej ved at øve retfærdighed og ret. De er ofte mere skyldige end deres børn. BIH 242.2

Nogle børn vil hurtigt glemme den uret, deres fader eller moder begår mod dem; men andre børn, som er anderledes indstillet, kan ikke glemme den strenge og urimelige straf, de ikke fortjente. Således bliver deres sind forvirret og deres sjæl tager skade. Moderen mister anledningerne til at indpode de rette principper i barnets sind, fordi hun ikke bevarede selvbeherskelsen og var afbalanceret i sin optræden og tale.¹⁷ BIH 242.3

Vær så rolig og så fri for vrede, at de vil blive overbevist om, at du elsker dem, selv når du straffer dem.¹⁸ BIH 242.4

Tilskyndelser er undertiden bedre end straf. — Jeg har haft så stor interesse for denne arbejdsgren, at jeg har adopteret børn, for at de kunne blive opdraget efter rette principper. I stedet for at straffe dem, når de gjorde noget forkert, har jeg givet dem en tilskyndelse til at gøre det rette. En havde for vane at smide sig ned på gulvet, hvis hun ikke kunne få sin vilje. Jeg sagde til hende: “Hvis du ikke taber besindelsen en eneste gang i dag, vil onkel White og jeg tage dig med i vognen, og så skal vi have en dejlig dag ude på landet. Men hvis du smider dig ned på gulvet en eneste gang, vil du miste retten til denne fornøjelse.” På denne måde arbejdede jeg med disse børn, og nu er jeg taknemmelig over, at jeg fik det privilegium at udføre dette hverv.¹⁹ BIH 242.5

Fejl må behandles omgående, forstandigt og med bestemthed. — Ulydighed må straffes. Forseelser må iret-tesættes. Den ondskab, der findes i barnets hjerte, må forældre og lærere bekæmpe og overvinde. Fejl må be-handles omgående og forstandigt og med bestemthed og beslutsomhed. Had til tugt, lyst til selvtilfredsstillelse og ligegyldighed over for det evige må tages op til grundig behandling. Hvis ikke det onde bliver udryddet, vil sjælen gå fortabt. Ja, mere end det: den, som overgiver sig til at følge Satans ledelse, søger til stadighed at forlede andre. Lige fra vore børn er ganske små bør vi søge at undertrykke verdens ånd i dem.²⁰ BIH 243.1

Riset er somme tider nødvendigt. — Moderen spørger måske: “Skal jeg aldrig straffe mit barn?” BIH 243.2

Korporlig afstraffelse kan være nødvendig, når der ikke er anden udvej; dog bør hun ikke bruge riset, hvis det på nogen måde er muligt at undgå det. Men hvis mildere forholdsregler viser sig at være utilstrækkelige, bør hun i kærlighed straffe barnet, så det kommer til besindelse. I mange tilfælde behøver et barn kun én sådan afstraffelse i livet for at blive klar over, at det ikke er barnet, der holder tømmerne. BIH 243.3

Og når dette skridt bliver nødvendigt, bør moderen alvorligt indprente barnet, at dette ikke bliver gjort for at tilfredsstille hende eller en egenrådig autoritet, men til barnets eget bedste. Det bør lære, at enhver fejl, som ikke bliver rettet, vil bringe ulykke over det og mishage Gud. Under en sådan opdragelse vil børnene finde den største glæde i at underkaste deres vilje vor himmelske faders vilje.²¹ BIH 243.4

Som den sidste udvej. — Mange gange vil du opdage, at hvis du taler venligt med dem, vil du ikke have nødig at straffe dem. Og en sådan fremgangsmåde vil give dem tillid til dig. Du vil blive deres fortrolige. De vil komme og sige til dig: “Jeg gjorde noget forkert i dag ved den lejlighed, og jeg ønsker, at du skal tilgive mig og bede Gud om at tilgive mig.” Jeg har oplevet disse optrin, og derfor ved jeg det. . . . Jeg er taknemmelig over, at jeg, da de gjorde noget forkert, havde mod til at behandle dem med bestemthed, bede med dem og fremholde Guds ords krav for dem. Jeg er glad for, at jeg fremholdt løfterne til den, der sejrer, for dem og den belønning, der tilbydes dem, som er tro.²² BIH 244.1

Slå aldrig i vrede. — Slå aldrig dit barn i vrede, hvis ikke du ønsker, det skal lære at slås og skændes. Som forældre står I i Guds sted over for jeres børn, og I må være på vagt.²³ BIH 244.2

Du kan blive nødt til at bruge riset; dette er somme tider absolut nødvendigt, men udsæt enhver afgørelse af spørgsmålet, indtil du har afgjort sagen med dig selv. Spørg dig selv: “Har jeg underordnet mig selv og min vilje under Gud? Har jeg stillet mig der, hvor Gud kan lede mig, og sådan, at jeg kan få visdom, tålmodighed, venlighed og kærlighed til at tage mig af de genstridige elementer i hjemmet?”²⁴ BIH 244.3

En advarsel til en fader med et iltert sind. — Broder L., har du overvejet, hvad et barn er, og hvor det er på vej hen? Dine børn er yngre medlemmer af Herrens familie — brødre og søstre, som din himmelske Fader har betroet i din varetægt, for at du skal oplære og opdrage dem for Himmelen. Når du behandler dem så hårdt, som du tit har gjort, tænker du så på, at Gud vil kræve dig til regnskab for dette? Du bør ikke køre dine børn så hårdt. Et barn er ikke en hest eller en hund, der skal kommanderes omkring efter som det passer din herske-syge vilje, eller som under alle omstændigheder skal tøjles med kæp eller pisk eller ved slag med hånden. Nogle børn har et så uregerligt temperament, at en smertefuld straf er nødvendig, men i overordentlig mange tilfælde gør denne form for disciplin det langt værre. . . . BIH 244.4

Løft aldrig din hånd for at slå dem, medmindre du med ren samvittighed kan bøje dig for Gud og bede om hans velsignelse over den afstraffelse, du er ved at give. Væk kærlighed i dine børns hjerter. Giv dem ophøjede og rette motiver til selvbeherskelse. Giv dem ikke det indtryk, at de skal bøje sig for myndighed, fordi din vilje er enerådig, fordi de er svage og du er stærk, fordi du er faderen, de børnene. Hvis du ønsker at ødelægge dine børn, så fortsæt med at regere med brutalitet, og det vil helt sikkert lykkes for dig.²⁵ BIH 245.1

Ryst aldrig et barn, der har forset sig. — Forældre har ikke givet deres børn den rette opdragelse. Hyppigt lægger de de samme ufuldkommenheder for dagen, som kan ses hos deres børn. De spiser forkert, og dette kalder deres nerveenergi til maven, så de ikke har livskraft til at udvikle sig i andre retninger. De kan ikke styre deres børn ordentligt på grund af deres egen utålmodighed; de kan heller ikke lære dem den rette vej. Måske griber de hårdhændet fat i dem og tildeler dem et slag i utålmodighed. Jeg har udtalt, at når man ryster et barn, ryster man to onde ånder ind for hver, der bliver rystet ud. Hvis et barn fejler, bliver det kun værre, hvis man ryster det. Det får ikke barnet til at bøje sig.²⁶ BIH 245.2

Tal og bed med dem først. — Tal først med dine børn, udpeg tydeligt deres fejl og indprent dem, at de ikke blot har syndet mod dig, men også mod Gud. Bed med dem med hjertet fuldt af medlidenhed og med sorg over dine fejlende børn, før du sætter dem i rette. Da vil de kunne se, at du ikke straffer dem, fordi de har voldt dig besvær, eller fordi du ønsker at lade din utilfredshed gå ud over dem, men af pligtfølelse og til deres bedste; og de vil elske dig og respektere dig.²⁷ BIH 245.3

Denne bøn kan gøre et sådant indtryk på deres sind, at de vil kunne se, at I ikke er urimelige. Og når børnene indser, at 1 ikke er urimelige, har I vundet en stor sejr. Dette er, hvad der skal gøres i vore hjem her i de sidste dage.²⁸ BIH 246.1

Bønnens effektivitet under en disciplinær krise. — Lad være med at true med Guds vrede, hvis de gør noget forkert, men bring dem til Kristus i jeres bøn.²⁹ BIH 246.2

Før du forårsager dit barn fysisk smerte, vil du, hvis du er en kristen fader eller moder, åbenbare den kærlighed, du har til den fejlende. Når du sammen med dit barn bøjer dig for Gud, vil du for den medlidende frelser fremholde hans egne ord: “Lad de små børn komme til mig; dem må I ikke hindre; thi Guds rige hører sådanne til.” Mark. 10, 14. Denne bøn vil føre englene til din side. Dit barn vil ikke glemme disse erfaringer, og Guds velsignelse vil hvile over en sådan undervisning og lede det til Kristus. Når børnene forstår, at deres forældre prøver på at hjælpe dem, vil de sætte deres kræfter ind på de rigtige steder.³⁰ BIH 246.3

Personlige erfaringer i opdragelsen. — Jeg gav aldrig mine børn anledning til at tro, at de kunne plage mig i deres barndom. I min familie opdrog jeg også børn fra andre familier, men jeg gav aldrig disse børn anledning til at tro, at de kunne plage deres moder. Heller ikke til-lod jeg mig at tale hårdt eller blive utålmodig og irriteret over børnene. De fik aldrig nogen sinde bugt med mig — fik ikke en eneste gang fremkaldt vrede. Når jeg blev oprørt, eller når jeg følte det, som om jeg blev provokeret, sagde jeg gerne: “Børn, vi må lade dette hvile nu; vi vil ikke tale mere om det nu. Vi vil snakke om det, før vi går til ro.” Med al den tid til at tænke over det var de kølet af til om aftenen, og jeg kunne klare denne sag meget let. . . . BIH 246.4

Der er en rigtig fremgangsmåde og en forkert. Jeg har aldrig løftet min hånd mod børnene, før jeg havde talt med dem; og hvis de brød sammen, og hvis de indså deres fejltagelse (og det gjorde de altid, når jeg fremlagde det for dem og bad med dem), og hvis de var bøjet (og det var de altid, når jeg gjorde dette), så havde jeg dem under kontrol. Jeg fandt dem aldrig anderledes. Når jeg bad med dem, brød de helt sammen, slog armene om min hals og græd. . . . BIH 247.1

Når jeg irettesatte mine børn, tillod jeg end ikke min stemme at blive forandret. Når jeg så noget forkert, ventede jeg, indtil “heden” var ovre, og så tog jeg dem til side, efter at de havde haft anledning til at overveje det og skammede sig. De ville skamme sig, hvis jeg gav dem en time eller to til at tænke over tingene. Jeg gik altid et andet sted hen og bad. Jeg sagde ikke noget til dem på det tidspunkt. BIH 247.2

Efter at de havde været overladt til sig selv et stykke tid, ville de komme til mig med det. “Godt,” sagde jeg, “vi vil vente til i aften.” På det tidspunkt havde vi så en bedestund, og der fortalte jeg dem, at de havde såret deres egen sjæl og bedrøvet Guds Ånd ved deres forkerte handlemåde.³¹ BIH 247.3

Tag tid til at bede. — Når jeg har følt mig ærgerlig og blev fristet til at sige noget, som jeg ville skamme mig over, forholdt jeg mig tavs og forlod straks værelset for at bede Gud give mig tålmodighed til at undervise disse børn. Derefter kunne jeg gå tilbage og tale med dem og sige, at de ikke måtte gøre denne fejl igen. Vi kan indtage en sådan stilling i denne sag, at vi ikke vækker vrede hos børnene. Vi bør tale venligt og roligt, idet vi hele tiden husker, hvor ofte vi selv er faret vild, og hvorledes vi ønsker at blive behandlet af vor himmelske Fader. BIH 247.4

Dette er de lektier, forældre må lære, og når I har lært dem, vil I være de bedste elever i Kristi skole, og jeres børn vil være de bedste børn. På denne måde kan I lære dem at respektere Gud og holde hans lov, fordi I vil have et godt tag på dem, og ved at gøre dette fører I børn ind i samfundet, som vil være en velsignelse for alle omkring dem. Derved gør I dem egnede til at blive Guds medarbejdere.³² BIH 247.5

Smertefuld disciplin kan have glæde til følge. — Den rette handlemåde over for prøvelser er ikke at søge at undgå dem, men at forvandle dem. Dette henvender sig til al opdragelse, den første såvel som den senere. For-sømmelse af barnets første opdragelse og den derfra stammende styrkelse af forkerte tilbøjeligheder gør den senere opdragelse vanskeligere og forårsager, at opdra-gelsen alt for ofte bliver til en pinlig oplevelse. Den er nødt til at blive pinlig for den lavere natur, fordi den krydser de naturlige begæringer og tilbøjeligheder; men smerten kan forglemmes gennem den højere form for glæde. BIH 248.1

Lad barnet og den unge lære, at enhver fejltagelse, enhver fejl og enhver vanskelighed, der overvindes, bli-ver et trappetrin opad mod noget bedre og højere. Det er gennem den slags erfaringer, at alle, der nogen sinde har gjort livet værd at leve, er nået til et lykkeligt resultat.³³ BIH 248.2

Følg den guddommelige vejledning. — Forældre, som vil opdrage deres børn rigtigt, behøver visdom fra Himmelen for at kunne handle klogt i alt vedrørende hjemmets disciplin.³⁴ BIH 248.3

Bibelen giver anvisning på, hvorledes børn skal behandles. Her kan forældrene, hvis de ønsker det, finde retningslinier for oplæringen og opdragelsen af deres børn, så de ikke behøver at komme galt af sted. . . . Når Bibelens vejledning bliver fulgt, vil forældrene hyppigere bruge tugtens ris i stedet for at være grænseløst overbærende med deres børn. I stedet for at være blin- de for deres fejl og trodsige natur og kun have sans for deres gode sider vil de have en klar dømmekraft og betragte disse ting i Bibelens lys. De vil være klar over, at de skal styre deres børn på den rette måde.³⁵ BIH 248.4

Gud kan ikke lukke oprørere ind i sit rige; derfor stil-ler han et særligt krav om lydighed mod sine bud. Forældre bør omhyggeligt lære deres børn, hvad Herren siger. Da vil Gud vise både engle og mennesker, at han vil rejse et værn omkring sit folk.³⁶ BIH 249.1

Jeres del og Guds del. — Forældre, når I så langt jeres evner rækker trofast har gjort jeres pligt, kan I bede Herren i tro om at gøre det for jeres børn, som I ikke kan.³⁷ BIH 249.2

Efter at I trofast har gjort jeres pligt over for jeres børn, bring dem da til Gud og bed ham om at hjælpe jer. Fortæl ham, at I har udført jeres del, og bed derpå i tro Gud om at gøre sin del, det som I ikke kan gøre. Bed ham om at dæmpe deres tilbøjeligheder og gøre dem milde og venlige ved sin Helligånd. Han vil høre jeres bøn. Han vil hellere end gerne besvare jeres bønner. Gennem sit ord har han pålagt jer at irettesætte jeres børn “uden at skåne dem på grund af deres gråd” (Ordsp. 19, 18 efter engelsk oversættelse), og vi må give agt på hans ord om disse ting.³⁸ BIH 249.3