KRISTUS ALENE

LIVETS BRØD GENOPLIVER DEN ÅNDELIGE NATUR, 6. APRIL

“Men dette er det brød, som kommer ned fra Himmelen, for at man skal spise af det og ikke dø.” Joh. 6, 50. KA 105.1

Vi må virkelig tage os i agt, så vi ikke skæver til en broder, en søster eller en ven, for at drage fordel af deres fejl. Vi erkender måske ikke, at hensigten med at finde fejl hos andre, er at ophøje sig selv, men selvhævdelse står dog bag den vane at lægge mærke til andres fejltrin. Måtte hvert menneske huske betydningen af at være på vagt og holde sig selv på den rette vej, så den svage ikke føres på vildspor.. . . Ingen af os står i fare for at blive for åndelige, eller at eje for meget af Kristi karakter. Midlet mod de ukristelige tendenser, som gør, at der tales ondt om selv de bedste handlinger og egenskaber, er at leve i ydmyghed og at se hen til Jesus i stadig bøn og årvågenhed, indtil man forvandles i lighed med hans ædle karakter. KA 105.2

Formaliteter, leveregler og traditioner kan ikke tilfredsstille mennesket. Sjælens råb må være: Giv mig livets brød; ræk mig det fyldte bæger med livets vand, at min udtørrede åndelige natur må blive genoplivet og styrket; men lad ikke selvet bryde ind og sætte sig imellem mig og min Forløser. Lad mig se ham som min hjælper, en smerternes mand, kendt med sorg. Du var såret for mine overtrædelser, knust for min brødes skyld,... og jeg fik lægedom ved dine sår. KA 105.3

Kristus blev korsfæstet for vore synder og han opstod fra den åbnede grav for vor retfærdiggørelses skyld. Triumferende udbryder han: “Jeg er opstandelsen og livet!” Jesus lever som vor talsmand for at gå i forbøn hos sin Fader. Han har båret hele verdens synder, og han har ikke pålagt et eneste dødeligt menneske at bære andres synd. Den korsfæstede bar dem alle, og hver den, som tror på ham, skal ikke fortabes, men have evigt liv. KA 105.4

Kristi disciple udrustes med den nåde, som skal til for at bestå enhver prøve på vejen mod en fuldkommen karakter. Ved at se bort fra Jesus og hen til en anden, eller noget andet, kan man begå fejl; men så snart man ser faren og igen fæster blikket på Jesus, om hvem håbet om evigt liv samler sig, og man følger i sin Herres fodspor, kan man trygt gå videre. Med glæde udråber man: “Han er min levende talsmand hos Gud. Han beder for mig. Han er min forsvarer og dækker mig med sin egen retfærdigheds fuldkommenhed. Jeg behøver ikke noget andet for at kunne bære skam og vanære for hans kære navns skyld. Han vil selv drage nær til mig med sin nåde og trøst, så hans navn derved kan blive herliggjort.¹⁴ KA 105.5