KRISTUS ALENE

AT RÆKKE EFTER FULDKOMMENHEDEN, 23. MARTS

“Så vær da I fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen.” Matt. 5, 48. KA 90.3

Det er Guds hensigt, at hans efterfølgere livet igennem skal gøre fremgang, og at denne fremgang ledes og beherskes af de opgaver, Gud lægger på vor vej. Det sande menneske er villigt til at ofre sine egne interesser for andres bedste, og det øver sig i at hele de sønderknuste hjerter. Det er kun få, som har den grundlæggende forståelse af livets mening.. . . KA 90.4

Den guddommelige målestok vurderer ikke mennesket alene efter forstanden. Forstanden har magt, når den helliges og drives af Guds Ånd. Den overgår rigdom og fysisk styrke, men må forædles for at skabe mennesket. . . . KA 90.5

Det åndelige liv forædler det menneskelige. Hvis mennesket er i harmoni med Gud, er det til stadighed afhængigt af den styrke, der kommer fra ham. “Så vær I da fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen.” Vor livsopgave er at række fremad mod en fuldkommen kristen karakter, mens vi hele tiden stræber efter at være i overensstemmelse med Guds vilje. De bestræbelser, som begynder på Jorden, vil fortsætte gennem evigheden. Guds standard for mennesket ligger såre højt, og hvis mennesket lever op til de retningslinjer Gud har givet for menneskelivet, vil det bringe glæde i dette liv og føre til herlighed og en evig løn i det kommende liv. KA 90.6

Menneskene kan kun gøre krav på at kaldes virkelige mænd og kvinder, når de på alle mulige måder benytter deres evner til andres bedste. Kristi liv er et mønster for os, og det er, når vi som barmhjertighedens engle tager os af andres behov, at vi er Gud nærmest. Det er kristendommens væsen at skabe lykkelige familier og et lykkeligt samfund. Gnidnin-ger, selviskhed og strid bliver lagt til side af hvert menneske, som ejer Kristi sande Ånd. KA 91.1

De, som har Kristi kærlighed, har ingen ret til at tro, at der er grænser for deres indflydelse og hjælp til gavn for deres medmennesker. Gav Kristus op i sine bestræbelser for at frelse det fortabte? Vor gerning er vedvarende og udholdende. Vi har et arbejde at udføre lige til Mesteren byder os lægge vore våben ned ved hans fødder. Vor egentlige anfører er Gud, og vi må i lydighed mod hans vilje vente og være rede og villige til at gøre vor pligt, når som helst pligten kalder.⁴² KA 91.2

Det var som Guds Søn, vor Frelser for evigt knyttede sig til mennesket. Vi er Guds sønner og døtre.. . . Vi må følge, hvor Kristus viser vejen. I 30 år levede han det fuldkomne menneskes liv og levede op til fuldkommenhedens højeste standard.⁴³ KA 91.3