KRISTUS ALENE

SYMPATI MED ALLE, 17. MARTS

“Den Herre Herrens And er over mig, fordi han salvede mig;... for at... give dem, som sørger i Zion, højtidspragt for sørgedragt, for sørgeklædning glædens olie, lovsang for modløst sind.” Es. 6,1-3. KA 84.4

Kristus var en skarp iagttager og lagde mærke til meget, som andre overså. Han var altid hjælpsom, altid rede til at tale håbets og trøstens ord til de mismodige og sørgende. Han tillod skaren at trænge ind på sig uden nogen beklagelse, skønt han derved til tider nærmest blev løftet op fra jorden. Når han mødte et begravelsestog, gik han ikke ligegyldigt forbi. Der kom et sørgmodigt udtryk i hans ansigt, når han så døden, og han græd med de sørgende. KA 84.5

Når børnene plukkede de vilde blomster, som voksede så rigeligt omkring dem, og trængtes om ham for at overrække disse gaver, tog han gerne imod, smilede til dem og gav udtryk for sin glæde over at se så mange forskellige blomster. KA 84.6

Disse børn var hans arv. Han vidste, at han var kommet for at løskøbe dem ved at dø på Golgatas kors. Han talte sådan til dem, at de altid beva rede hans ord i deres hjerter. De var henrykte over at mærke, at han satte pris på deres gaver og talte så venligt til dem. KA 84.7

Kristus så på de legende børn, og han glædede sig med dem over de småsejre, de vandt. Han sang for børnene, smukke og indtryksfulde sange. De vidste, at han elskede dem. Han så aldrig på dem med rynkede bryn. Han delte deres barnlige glæder og sorger. Han plukkede ofte blomster og viste børnene deres skønhed, hvorpå han efterlod blomsterne som en gave. Han havde selv skabt blomsterne, og det var en glæde for ham at fremvise deres skønhed. KA 85.1

Det er blevet sagt, at Jesus aldrig smilede. Det passer ikke. Et barn, i dets uskyld og renhed, kunne få ham til at synge af glæde. KA 85.2

For sine efterfølgere forklarede han Guds ord så tydeligt, at de elskede at være i hans selskab. Han ledte deres tanker fra de kendte, jordiske ting hen mod sandhedens og retfærdighedens hellige principper. Han forberedte dem til at forstå, hvad karakterforvandlingen efter Guds billede indebærer. Hans ord opmuntrede troen. Han ledte sine tilhøreres tanker bort fra denne verdens uro og bekymringer mod den højere, ædlere verden, som så mange havde tabt af syne. Han viste, at hvert af livets øjeblikke er fyldt med betydning for evigheden. Han erklærede, at det, der hører denne verden til, er af mindre betydning sammenlignet med det, som hører den kommende verden til.³⁴ KA 85.3