KRISTUS ALENE

HAN FORSTÅR VORE MOTIVER, 15. MARTS

“Da kaldte han sine disciple til sig og sagde til dem: ‘Sandelig siger jeg eder: denne fattige enke har lagt mere deri end alle de andre, som lagde noget i tempelblokken.’” Mark. 12, 43. KA 82.2

Jesus opholdt sig i den gård, hvor tempelblokkene stod, og han betragtede dem, der kom for at lægge deres gaver i dem. Mange af de rige kom med store pengesummer, som de fremviste på en pralende måde. Jesus så bedrøvet på dem, men udtalte sig ikke om deres gavmildhed. Pludselig blev hans ansigtsudtryk lysere, da han så en fattig enke nærme sig med tøvende skridt, som om hun var bange for, at man skulle lægge mærke til hende. Medens de rige og hovmodige strøg forbi hende for at nedlægge deres offergaver, veg hun tilbage, som om hun knap vovede at gå videre frem. Og alligevel længtes hun efter at gøre noget, hvor lidt det end var, for den sag, som hun elskede. KA 82.3

Hun betragtede den gave, hun havde i hånden. Den var meget lille i sammenligning med gaverne fra dem, der omgav hende, men dog var det alt, hvad hun havde. Da hun så sit snit til det skyndte hun sig at kaste sine to småmønter i blokken og vendte sig om for hurtigt at komme bort. Men idet hun gjorde dette, mødte hun Jesu blik, som alvorligt betragtede hende. KA 82.4

Frelseren kaldte sine disciple til sig og bød dem lægge mærke til enkens fattigdom. Så lød hans rosende ord for hendes øren: “Sandelig siger jeg eder: denne fattige enke har lagt mere deri end alle de andre.” Hendes øjne fyldtes med glædestårer, da hun hørte, at man forstod og værdsatte hendes handling. . . . Jesus forstod hendes bevæggrunde. Hun troede på, at tempeltjenesten var indstiftet af Gud, og hun higede efter at gøre sit yderste for at være med til at støtte den. Hun gjorde, hvad hun kunne, og hendes handling skulle til alle tider blive et mindesmærke til hendes ære og til glæde for hende i al evighed. Hun gav af hele sit hjerte. Gaven blev værdsat ikke efter mønternes værdi, men efter den kærlighed til Gud og den interesse for hans gerning, der havde tilskyndet hende til at handle sådan.. . . KA 82.5

Det er bevæggrunden, der har betydning for vore handlinger og præger dem enten som skændige eller som af stor åndelig værdi. Det er ikke de store ting, som hvert øje ser og hver tunge priser, som Gud anser for at være de mest værdifulde. De små pligter, der bliver udrettet med glæde, de små gaver, der ikke tiltrækker sig opmærksomhed, og som for menneskers øjne måske forekommer værdiløse, er tit i hans øjne af størst værd. Et trofast og kærligt hjerte er kærere for Gud end den mest kostbare gave. . . . Det var denne uselviske ånd og barnlige tro, der vandt hende Frelserens rosende ord. KA 83.1

Der findes blandt de fattige mange, som længes efter at vise Gud deres taknemmelighed for hans nåde og sandhed.. . . Lad dem få lov at lægge deres skærv i Himmelens bank. Hvis den bliver givet med et sind, der er fuldt af kærlighed til Gud, bliver disse tilsyneladende ubetydeligheder til hellige gaver, til uvurderlige ofre, som Gud smiler til og velsigner.³¹ KA 83.2