KRISTUS ALENE

VI MÅ TRO PÅ HAM, 12. MARTS

“Datter! din tro har frelst dig; gå bort med fred!” Luk. 8, 48. KA 79.1

På vej til forstanderens hus havde Jesus i skaren truffet en stakkels kvinde, som i tolv år havde lidt af en sygdom, der gjorde livet til en byrde for hende. Hun havde brugt alt, hvad hun ejede, til læger og helbredelsesmidler, men kun for at blive erklæret uhelbredelig. Men hun fattede atter håb, da hun hørte om de helbredelser, Kristus udførte. Hun følte sig overbevist om, at hvis hun blot kunne komme til ham, ville hun blive helbredt. . . . Hun var lige ved at fortvivle, da han, idet han banede sig vej gennem skaren, kom hen i nærheden af det sted, hvor hun var. KA 79.2

Endelig var det rette øjeblik kommet! Hun var lige i nærheden af den store læge! Men hun kunne ikke komme til at tale med ham i forvirringen og kunne heller ikke se andet end et flygtigt glimt af hans skikkelse. Angst for at gå glip af sin eneste mulighed for helbredelse, trængte hun sig frem og sagde ved sig selv: “Hvis jeg får rørt, om det så kun er ved hans klæder, bliver jeg frelst.” Idet han gik forbi, rakte hun hånden ud og rørte blot ved kanten af hans kappe. Men i samme øjeblik vidste hun, at hun var helbredt. I denne ene berøring lå hele hendes tro gemt, og hendes smerter og svaghed måtte vige for en fuldstændig sundhed.. . . KA 79.3

Pludselig standsede Jesus, og alle de andre standsede samtidig med ham. Han vendte sig om og sagde med en stemme, der tydeligt hørtes trods mængdens larmen: “Hvem var det, der rørte ved mig?” . . . KA 79.4

Frelseren kunne skelne mellem troens berøring og den hensynsløse skares tilfældige berøring. En sådan tro skulle ikke forbigås i tavshed. Han ville tale trøstens ord til denne ydmyge kvinde, så de for hende kunne blive til et væld af glæde, — ord, som for hans efterfølgere ville være til velsignelse til tidernes ende. KA 79.5

Jesus så hen på kvinden og forlangte stadig at få at vide, hvem der havde rørt ved ham. Da hun så, at det ville være frugtesløst at skjule sig, kom hun skælvende frem og kastede sig ned for hans fødder. Grædende af taknemmelighed fortalte hun om sin lidelse og om, hvordan hun var blevet befriet for den. Jesus sagde mildt: “Datter! din tro har frelst dig! gå bort med fred.” . . . Det var ikke ved den ydre berøring af ham, men ved den tro, som greb fat om hans guddomskraft, at helbredelsen var bevirket. .. . KA 79.6

Det er ikke nok at tro noget om Kristus, vi må tro på ham. Den eneste tro, som vil gavne os, er den, der tager imod ham som sin personlige Frelser, og som tilegner sig hans kraft. Mange anser troen for at være en anskuelse. Frelsende tro er en overenskomst, hvorved de, som tager imod Kristus, forener sig i en pagt med Gud. Den ægte tro er liv. En levende tro betyder forøget styrke og fuld tillid, hvorved sjælen bliver til en sejrende kraft. ²¹ KA 80.1